2021 Château Capion, Les Fantaisies de Capion Blanc, Languedoc, Frankrig

2021 Château Capion, Les Fantaisies de Capion Blanc, Languedoc, FrankrigFra næste vinhus smager jeg også flere vine … faktisk  5 forskellige og det er nemlig fra det flotte vinslot Château Capion, der ligger lidt syd for Aniane i Languedoc tæt på Ruisseau de Gassac … en biflod til Hérault. Vi starter med den hvide Les Fantaisies de Capion Blanc.

Vi er i Causse du Larzac og det er under appellationen Terrasses du Larzac, Der smukke slot skulle efter sigende stamme helt tilbage til det 16. århundrede … men man kan se, at det i 1873 hed Château Capion og blev købt af Keittinger-familien.

Allerede dengang havde slottet både kornmarkerm vinmarker, olivenlunde, skove og græsgange, der strakte sig over 60 hektar og heraf var de 12 hektar vinmarker. Keittinger-familien begyndte så i løbet af 1880’erne at genoprette slottet til dets fordums glans og opførte bl.a. store kældre og udhuse.

I det 20. århundrede skiftede Château Capion ejer flere gange, bl.a. blev det i år 1900 købt af vinfamilien Wormserne, som ejede slottet i mange år, men desværre blev de på tragisk vis deporteret til Auschwitz i 1944.

I 1960’erne tilhørte Château familien Salasc, hvis egen jord var blevet eksproprieret, da Salagou-søen nær Lodève blev skabt. I 1996 flyttede ægteparret Bürher til Capion og gik i gang med  renovering af slottets grund ved at tilføje springvand, en fransk have, en smuk pryddam og en italiensk svalegang.

Men endelig i 2016 blev Château Capion købt af Oleg Chirkunov, som er en tidligere politiker og forretningsmand fra Rusland. Han har været guvernør i Perm Oblast, men skulle vistnok hverken være oligark eller tilhænger af Putin.

Han er dog meget rig og har siden overtagelsen investeret massivt i vinhuset, marker og produktion. Der er også i dag 45 hektar marker, hvorfra der dyrkes de røde  Syrah, Grenache, Cinsault, Mourvèdre og Cabernet Sauvignon samt de hvide druer Viognier, Roussanne, Vermentino, Chardonnay, Clairette, Grenache Blanc og Bourboulenc.

Driften har siden 2016 været certificeret økologisk.

Vinene

Samlet har jeg smagt disse 5 vine fra Château Capion:

Jeg starter med den første, der er en hvid 2021 Les Fantaisies de Capion Blanc, der er lavet på 26% Petit Manseng, 26% Chardonnay, 22% Vermentino samt 22% Sauvignon Blanc … ja det står der faktisk på husets hjemmeside, selvom det jo kun giver 96% … men det er måske en lille flaske 🙂

Alle druerne er presset og vinificeres hver for sig, for så til sidst at blive blended sammen. Efter endt fermentering er lagret 5 måneder på rustfrie ståltanke inden den flaskes og frigives til markedet. Den har også tilnavnet Coup de Foudre, der kan oversættes til noget i retning af kærlighed ved første blik eller ramt af lynet.

I næsen er det en pænt landlig vin med lidt svedige noter, men samtidig fed, fyldig og virker næsten olieret. Det er grillet lemon, appelsin, syltet abrikos, fersken og noget melon.

Det gælder faktisk også smagsmæssigt, hvor vinen er lettere fed, opulent, vokset og olieret, men frugten meget er melon suppleret med fersken samt overmodne, bløde æbler, mens syren er bøjelig, blød. Vinen har samtidig en fyldig sødme og rummer utrolig meget smag med denne bløde og olierede fornemmelse. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Domaine Marc-Antonin Blain, Côte de Brouilly Les Jumeaux, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Marc-Antonin Blain, Côte de Brouilly Les Jumeaux, Bourgogne, FrankrigVi sluttede med den smukkeste af alle de 4 beaujolaisvine fra Domaine Marc-Antonin Blain og det var denne 2019 Côte de Brouilly Les Jumeaux.

Her er Gamay druerne fra marken Les Jumeaux – der betyder tvillinger – i appellationen Côte de Brouilly. Det er en 1,5 hektar stor mark, der ligger mdtvejs op ad skråningen af Mont Brouilly, hvor de vokser i en unik jord af blå granit, pink ler og sand … der faktisk minder en del om Morgon appellationen.

Vinstokkene er plantet i   1954, 1956 og 1996 og Marc-Antonin bruger op til 30% hele bundter med burgundisk gæring i 20 dage, hvorefter de lagres i store trætanke i 10 måneder.

Côte de Brouilly Les Jumeaux er i næsen også animalsk og landlig, men samtidig også mere balanceret, varmere og mere dyb. Det er fortsat i den lyseste ende af Beaujolais spekteret og vinen kan godt minde lidt om nogle af de bedste burgundisk vine, for det er sgu klart mere kompleks og nuanceret. Frugten er atter kirsebær, men virker nu mere moden og saftig, kirsch, brombær og knuste hindbær. Den har også lidt umami med champignon, røg og læder.

Hvor smager den godt … har nærmest et ekstra gear i forhold til foregående 3 Brouilly vine fra Blain. Smagen er fortsat til den lyse, lette side med kirsebær, hindbær og ribs, men virker mere dekadent, dybere, mere kompleks og eksplosiv. Den sprænger nærmest inde i din mund, hvor tanninerne klarer jobbet diskret, effektivt og så alligevel blødt og elegant. WAUW og 95 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 239,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Domaine Marc-Antonin Blain, Côte de Brouilly Pierre Bleue, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Marc-Antonin Blain, Côte de Brouilly Pierre Bleue, Bourgogne, FrankrigDen 3. i rækken af beaujolaisvinene fra Domaine Marc-Antonin Blain blev den blå … en 2019 Côte de Brouilly Pierre Bleue og det blå navn refererer til den blågrønne granit kendt som corne verte.

Côte de Brouilly Pierre Bleue er en cuvée, hvor Gamay druerne kommer fra en 3,6 hektar stor mark, hvor vinstokkene er plantet i 1954, 1956 og 1996. Pierre Bleue cuvée blev skabt for at fremvise den unikke mineralspecificitet af denne gamle vulkanske jord. Marc-Antonin bruger op til 30% hele bundter med burgundisk gæring i 20 dage, hvorefter vinen lagres i store trætanke i ti måneder.

Igen er der mere lidt arketypisk Beaujolais duft i vinen, men atter på denne lette, lyse og burgundiske måde. Det slår igennem med en snert af lidt grøn peber, tomatblade, let banan og champignon, men mest af alt er det denne lyse og syrlige frugt af lyse kirsebær, hindbær, ribs samt blomster … måske endda tørrede blomster … let aromatisk og ret frugtrig.

Det er samme historie i munden … tæt, lys og syrlig med sure kirsebær, lidt tranebær og ribs, men man fornemmer her også en klart større stenet mineralitet. Tanninerne er også en tak tydeligere og samlet fremstår vinen også mere tæt med fennikel, balsamiske noter og virker dermed også langt mere tør. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7