2017 Weingut Graf von Kanitz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Graf von Kanitz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandLidt træt … men en smule Spätburgunder i glasset kan altid få én vågen igen … og her er det med en tør Gutswein i en årgang 2017 fra Weingut Graf von Kanitz.

Vinhuset ligger meget passende på Rheinstraße i byen Lorch i Rheingau og har en historie, der går helt tilbage til det 13. århundrede.

Gården blev grundlagt af Herren von Staffel, men tilhørte senere familien Freiherr vom Stein, men i 1924 gik ejerskabet i arv fra reformatoren Heinrich Friedrich Karl Reichsfreiherr til grev Albrecht von Kanitz og selve vingården har været ejet af von Kanitz familien lige siden … endda sammen med Cappenberg Slot i Selm.

Cappenberg ligger dog langt fra Rheingau og er på ingen måder et vinslot, men derimod et gammelt kloster. Man er dog på forsøgsvis startet med at plante 0,3 hektar Riesling og det gør Cappenberg Slot til den nordligste vingård i Nordrhein-Westfalen … og de har da også der en weinstube og den lille Café Alte Kegelbahn.

Men selve vingården i Rheingau har 15 hektar vinmarker, der bl.a. omfatter parceller på markerne Bodental-Steinberg, Kapellenberg, Krone, Pfaffenwies og Schlossberg. Alle vinmarker har siden 1968 været passet efter kravene fra den økologiske landbrugsforening ANOG og siden 1992 har man været medlem af Ecovin.

I dag drives gården også markerne i overensstemmelse med de strenge retningslinjer fra Federal Association of Organic Viticulture aka BÖW … og så er man også medlem af VDP.

Det er i dag Sebastian Graf von Kanitz, der ejer Weingut Graf von Kanitz, men i 2004 havde vinhuset store problemer med kvaliteten, så derfor ansatte Sebastian vinmageren Kurt Gabelmann, som allerede havde vundet en række priser for sine færdigheder.

Det har for alvor øget kvaliteten og siden september 2020 har det været Marc Leitis, som har efterfulgt Gabelmann og har ansvaret for alle husets vine, som fx denne 2017 Spätburgunder Trocken,

Druerne til denne vin kommer fra forskellige marker. Efter en manuel høst er druerne knust og fermentering sket på åbne rustfrie ståltanke under kølige temperaturer. Efter endt fermentering er vinen lagret 10-11 måneder på brugte barriques.

Duftmæssigt er det herlig sød hestestald, men der er samtidig også godt med røg, blæk, tørt træ samt engelsk lakrids, oksefond og vilde krydderier samt en nærmest lilla frugt af tranebær, bitre og umodne kirsebær, jordbær og ribs.

I munden er det en frugtrig vin, hvor der er en rank smag med klar bitterhed …. sådan nærmest Campari og lemon …  igen tranebær og umodne kirsebær samt ribs. Det er meget frisk vin, så man mærker slet ikke, at det er en moden årgang 2017, for frugten er ren, syrlig og med denne lyse bitterhed. 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Voltumna, Riserva Q, Toscana, Italien

2015 Voltumna, Riserva Q, Toscana, ItalienMed næste vin – en 2015 Riserva Q – er vi ved Dicomano nord for Firenze, hvor vi i den grønne Mugello dal afgrænset af Appeninerne mod nord og Monte Giove mod syd og med floden Sieve løbende på kryds og tværs i dalen, finder vinhuset Voltumna.

Vinhuset drives af Marzia Politi og hustruen Valeria. De overtog vingården i 2012 sammen med et andet ægtepar, der i forvejen allerede arbejdede på vingården. Ved købet oprettede de sammen et andelsselskab, hvorefter de navngav projektet Voltumna efter den etruskiske gudinde for jorden og underverdenen, men også det italienske ord for held … la fortuna.

Allerede efter overtagelse blev driften omlagt til biodymamik, hvilket i starten skete med vejledning fra vinmageren Michele Lorenzetti, men siden 2013 har Leonello Anello været brugt som konsulent til fremstillingen af vinene på Voltumna.

Marzia Politi har samlet 5 hektar vinmarker og de fleste vinstokke er plantet tilbage i år 2000, men han har også enkelte parceller med Sangiovese vinstokke, der stammer tilbage fra 1980’erne.

Ud af de 5 hektar marker er der 1,8 hektar med Sangiovese fordelt på 5 forskellige parceller og de resterende marker med Pinot Noir, Pinot Gris og så nogle parceller med et mix af forskellige druer.

Jeg har tidligere fra Voltumna smagt en 2015 Querciolo og en 2015 12-15 Pinot Nero, hvor sidstnævnte dog er en cuvee bestående af to meget varme årgange … 2012 og 2015.

Denne Riserva Q er derimod lavet på 100% Sangiovese og en en vin, som udelukkende laves i de bedste år. Det er vel en luksusudgave af husets Querciolo … men som med vinen Querciolo kommer druerne fra nogle af husets marker i 300 meters højde, hvor stokkene er plantet i år 2000.

Som nævnt sker arbejdet i vinmarken ud fra biodynamisk tilgang, hvor man tilstræber at skabe en bred biodiversitet omkring selve vinstokken uden brug af sprøjtemidler og pesticider.

Vindruerne omgives hver morgen af en tæt tåge, som indhyller hele vinmarken. Dette skaber perfekte betingelser for at udvikle botrytis i druerne, hvilket jo ellers mest ses fra søde dessertvine, som fx i vine som Sauternes fra Bordeaux eller søde vine på Riesling.

Botrytis er en ædelråd, som tilfører druerne ekstra sødme, da indholdet af vand i druerne formindskes, mens sukkerindholdet forbliver intakt. Det vil man normalt gerne udgå i rødvine, da de pga. af bl.a. højere PH-værdi øger risikoen for, at vinen kommer til at udvikle yderligere og uønsket bakteriel infektioner.

Derfor er dette fænomen sjældent anvendt i rødvine, men det gør Voltumna med både Querciolo  og denne Riserva Q. Vinen er lavet efter en filosofi om, at selve vinificeringen skal ske så naturligt so muligt.

Det betyder i praksis at man anvender spontangæring på druernes egne gærceller og alene en smule svovl under selve vinificeringen, men dig i meget små mængder … beskedne 13 mg. pr. liter i denne vine. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på små egefade og de bedste fade bliver til Riserva Q.

WAUW for s…. og pardon my french eller næsten. Men der er sgu skrald på drengen. Det er øko-bio, svedig landmand, mødding, garvet læder og kogte nødder. Frugten er godt moden og måske endda også på vej videre … næsten lidt småoxideret. Det er kirsebær, blommer, ribs, violer og tør tobak.

I kæften er det mundsmeltende godt og vinen hænger bare i lang, lang, lang tid efter, at du har synket. Det er så rundt, modent, elegant med let pibetobak, lyse kirsebær, ribs, nødder og har næsten sart og fin aristokratisk syre og en tussegammel balsamicoeddike. Til prisen er det et fund, men formentlig er det ingen kældervin, men en vin, som man nu bare knuselsker. 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Viña Maquis, Viola, Colchagua, Chile

2009 Viña Maquis, Viola, Colchagua, ChileVi fortsætter med tyk og monstertung flaske. Det er vinen Viola fra det chilenske vinhus Viña Maquis, der ligger ved Palmilla mellem de to floder Tinguiririca og Chimbarongo i Colchagua regionen.

Viña Maquis blev oprindelig grundlagt i det 18. århundrede og jesuitpræster og allerede dengang var der produktion af druer på den gamle ejendom.

Senere i det 19. århundrede var gården ejet af to chilenske præsidenter. De holdte nogle officielle kabinetsmøder der og også stod bag byggeriet af murstensbroer, som man fortsat kan se på den gamle vingård.

Men siden 1916 har ejendommen været ejet af Hurtado-familien, som købte stedet med det formål at lave vin. De fik da også opført et nyt vineri i 1927, tegnet af Ignacio Hurtado. Han var også ingeniør og stod i en alder på 23 for byggeriet, som var et af de første chilenske byggerier lavet i beton.

I dag ejer Hurtado familien fortsat vinhuset, men byggede dog i 2002 en ny vingård for at lette vinproduktionen og give mulighed for at udtrykke druernes egenskaber og personlighed på den reneste mulige måde.

Samlet har familien over 100 hektar vinmarker med druesorter som Cabernet Franc, Carménère, Syrah, Petit Verdot, Malbec og endelig Cabernet Sauvignon.

Takket være sine floder har Viña Maquis fordel af at have dyb alluvial jord, der er karakteriseret ved et to meter dybt lag ler ovenpå et dybere lag grus.

I disse unikke jordbundsforhold med et højt ler indhold og fremragende dræning vokser druerne kun til en lille størrelse, der koncentrerer smagen og hjælper med at udvikle meget elegante tanniner og frigøre den grønne urtekarakter tidligt på sæsonen.

Her smager jeg så vinen Viola i årgang 2009 … og det er faktisk den første årgang, som vinen er lavet i. Den er lavet på 85% Carménère, 15% Cabernet Franc … druerne er nøje udvalgt til at lave en meget begrænset produktion af denne vin. Efter høsten er hvert enkelt drue håndsorteret, så kun de allerbedste druer kommer gennem nåleøjet til denne vin.

Vinen er gæret i rustfri ståltanke mellem 22 og 25 grader med løbende pump-overs. Derefter er der også sket en malolaktisk gæring i ståltankene inden lagring 24 måneder på franske egetræsfade.

I glasset er det en mørk vin, hvor der duftmæssigt først dukker masser af fadnoter op … sødristet fedme, cedertræ, kanel samt vanilje, kaktus, en moden frugt med blommer, blåbær, brombær, blomsterpollen og urter.

Smagen er fløjlsblød, cremet og smelter nærmest i munden, men samtidig kommer der også lidt alkohol, som hiver den anden vej og giver lidt stærk varme og bidder dig i kinderne. Den har stor tørhed og det fortsætter i tanninerne, der er markant og dog alligevel pænt afstemte. Det er sgu et flot glas … 94 point.

Forhandles af Globalwines, hvor en flaske koster 369 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7