2021 Ministry of Clouds, Pinot Syrah, Adelaide Hills, Australien

2021 Ministry of Clouds, Pinot Syrah, Adelaide Hills, AustralienEn australsk vin lavet på et blend af Pinot Noir og Syrah lyder måske nok som en sjov og besynderlig blanding, men det tester jeg fluks. I hvert fald er vinen en 2021 Pinot Syrah fra vinhuset Ministry of Clouds.

Vi er i McLaren Vale, hvor vinhuset med det sære navn er grundlagt i 2012 af Bernice Ong og Julian Forwood.

De forlod begge deres job i vinbranchen forfølge deres mere uforudsigelige drøm om at stifte deres eget domæne. De kaldte vinhuset for Minestry efter den store vinbranche, som de forlod og Clouds efter deres drøm.

De laver vine med fra ege marker og fra opkøbte druer … har selv omkring 9 hektar vinmarker ved Blewitt Springs i McLaren Vale og opkøber derudover druemateriale fra dygtige vinbønder i Clare Valley og på Tasmanien til deres Riesling og Chardonnay.

De udgav deres første vine i 2013, men allerede i 2015 opnåede deres fem debut-vine produceret fra deres første årgang 2012 sgu mellem 94 og 97 point i Hallidays Wine Companion.

Stilen er mildest talt noget atypisk i forhold til det, flertallet af vinkendere normalt forbinder med McLaren Vale, hvor fuldmodne og lettere bombastiske Shiraz-vine før var moderne. Bernice Ong kalder hende og Julian Forwood for selvudnævnte acid freaks, hvilket der virkelig afspejles i disse rene, saftige og atypiske McLaren Vale vine.

Denne Pinot Syrah er lavet på 51% Pinot Noir og 49% Syrah, hvor Pinot Noir druerne kommer fra familiens vinmark The Morialta Hills Vineyard i Mount Lofty, mens Syrah-druerne kommer fra vinmarken Erinka … alle i det køligere Adelaide Hills.

Begge parceller høstes i hånden, og ved ankomst til vineriet lader man 20% af klaserne være hele i de åbne kar, som spontangæringen på vildgæren foregår i. Efterfølgende lagres vinen på gamle franske fade.

Duftmæssigt er det også et sjovt gadekryds og hybrid …. duften er egentligt til den lysere side, som det er bestemt ikke overdone aussi wine. Der er noget grøntsagsfond, grønne stilke, en lidt udefinerbar frugt …tranebær, blommekompot, hyben, noget blomstret og meget landligt, mentol, engelsk lakrids og egentlig meget frisk.

I munden kommer samme lethed frem … bare med grovere bundtræk samt et let drej fra peberkværnen. Det er en samtidig vin med frisk frugt, brombær, blommer, tranebær og ribs … blomster er der bestemt også, mens syren til gengæld er fin og næsten feminin elegant og lige løfter vinen et niveau op. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 265 kr., mens prisen er 235 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine de Colette, Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine de Colette, Fleurie, Bourgogne, FrankrigJeg elsker Beaujolais og jeg elsker vinene fra Domaine de Colette, hvor jeg mest har smagt deres Morgon eller Moulin à Vent, men ikke tidligere denne Fleurie, som jeg nu smager i årgang 2022.

Den er selvfølgelig lavet på 100% Gamay, som kommer fra 50 år gamle vinstokke på deres sydøstvendte skråninger lige under det berømte kapel ved Fleurie.

Den er lavet med hele drueklaser, som gærer efter macération carbonique metoden i 8-9 dage, hvorefter det hele presses og så lagrer mosten  på større, brugte fade i 6 måneder. Derefter flaskes vinen.

Dejlig bondsk næse … blomster samt tonsvis af kirsebær suppleret med en smule ribs, hindbær, brombær, godt med lakrids, fennikel og træ samt en omgang blækagtig sværte. Det er virkelig en klassisk beaujolaisvin med fin og afdæmpet animalsk næse.

I munden er der en saftig og igen bondsk vin … kirsebær, nogle ret tørre tanniner med et godt bid, lidt peber og egentlig også en tydelig mineralitet. Kirsebærrene suppleres af lidt lemon og hyben, der lige bidrager med syre og friskhed. Bondsk og herlig … 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Colle Manora, Mila Monferrato Bianco, Piemonte, Italien

2017 Colle Manora, Mila Monferrato Bianco, Piemonte, ItalienVi fortsætter med endnu en hvidvin og nu fra Piemonte, nemlig 2017 Mila Monferrato Bianco, der kommer fra det lille vinhus Azienda Agricola Colle Manora, der ligger mellem Quargneto og Fubine Monferrato.

Vingården er grundlagt i 1981 og den drives af parret Giorgio Schön og Marina Orlandi Contucci.

De har samlet 75 hektar jord, men heraf er det kun 21 hektar vinmarker. Giorgio er – så vidt jeg lige kan se – søn af den kendte italienske modedesigner Mila Schön, som denne vin faktisk også er opkaldt efter. Hun havde meget stor succes og opbyggede et brand, der var ret mange penge værd.

Giorgio har selv en stor passion for hurtige, røde sportsvogne, men har også siden etableringen af vingården gennemført en meget stor forvandling, plantet nye vinmarker, renoveret vinkælderen samt dens faciliteter.

Denne Mila Monferrato Bianco er lavet på et mix af 60% Chardonnay og 40% Viognier, der alle kommer fra vinmarken Piangalardo med en syd/sydvestlig eksponering.

Hver druesort er vinificeret separat, hvilket først er sket med blid presning af de hele klaser, hvor Viognier druerne er gæret i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret omkring et års tid.

Chardonnay druerne er gæret på franske barriques og dér er vinen også lagret sur lie i 4 til 8 måneder alt efter årgang. Derefter er den overført til ståltanke indtil 12 måneder fra høst, hvor den blandes med Viognier mosten, flaskes og lagrer så yderligere 12 måneder inden frigivelse.

Med det samme, at jeg duftede til denne vin, så vidste jeg øjeblikkeligt, at jeg vil elske den. Næsen er moden med en god del fadvanilje, mariekiks, moden fedme, crème brûlée, vingummibamser, tørret abrikos, saftige ferskner, pollen fra gule blomster, masser af krop og fylde, opulent med honning samt en lille krydret syre, der ganske enkelt virker absolut vidunderlig.

I munden har vinen og dette smørrede og glatte udtryk … næsten olieret, men har samtidig en ren og frugtrig smag med både pærer, fersken, muskatnødder og honning. Der kommer også lidt krydrede elementer midt i den cremede fedme. Det er en stor madonna med brede hofter, men er bare rigtig lækker. 94 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7