Jeg elsker Beaujolais og jeg elsker vinene fra Domaine de Colette, hvor jeg mest har smagt deres Morgon eller Moulin à Vent, men ikke tidligere denne Fleurie, som jeg nu smager i årgang 2022.
Den er selvfølgelig lavet på 100% Gamay, som kommer fra 50 år gamle vinstokke på deressydøstvendte skråninger lige under det berømte kapel ved Fleurie.
Den er lavet med hele drueklaser, som gærer efter macération carbonique metoden i 8-9 dage, hvorefter det hele presses og så lagrer mosten på større, brugte fade i 6 måneder. Derefter flaskes vinen.
Dejlig bondsk næse … blomster samt tonsvis af kirsebær suppleret med en smule ribs, hindbær, brombær, godt med lakrids, fennikel og træ samt en omgang blækagtig sværte. Det er virkelig en klassisk beaujolaisvin med fin og afdæmpet animalsk næse.
I munden er der en saftig og igen bondsk vin … kirsebær, nogle ret tørre tanniner med et godt bid, lidt peber og egentlig også en tydelig mineralitet. Kirsebærrene suppleres af lidt lemon og hyben, der lige bidrager med syre og friskhed. Bondsk og herlig … 91 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.