2017 Chambers Rosewood Vineyards, Shiraz, Victoria, Australien

Chambers Rosewood Vineyards smagningen startede dog ikke i det søde univers, men tørt med denne almindlige rødvin på den australske nationaldrue Shiraz.

Det er 100% Shiraz, der er høstet med maskiner … andet vil med denne vin være økonomisk uforsvarligt, fortalte Stephen Chambers.

Han fortalte videre, at det er blevet dyrere med arbejderne til høsten og det blev bare værre under Covid-19 pandemien, hvilket så gjorde dette arbejde næsten umuligt, så derfor har man valgt brugen af maskiner til nogle af vinene.

Druerne er efter høsten – hvor nogle af vinstokke er op til 100 år gamle – gæret i åbne kar med 2 daglige pump overs for at udvinde farve af skallerne og køle gæringen ned.

Gæringen er sket ved relativt kølige temperaturer omkring 25 grader, og det er her vi skal finde hemmeligheden bag den fine friske syre i vinen. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på 500 liters træfade af amerikansk eg.

Duftmæssigt er vinen meget blå, har masser af blåbær aromaer og meget kølig stil, der er solbær, har en vild stor frugtintensitet, men også blomster, lavendel, sød tobak, lakridskattepoter, lakridskonfekt samt vanilje.

Smagen er intens og kraftig, masser af power med en køligere til end mange andre Shiraz vine fra Australien. Der er tørhed samt elegance på en powerfuld måde, meget ren i smagen og smager sgu godt. Der er kirsebær, blåbær og blommer … og fin balance af både sødme og en friskere frugtsyre. 90 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Houlberg møder Stephen Chambers … og australske søde vine fra Chambers Rosewood Vineyards

Propperiet Vin Import har den danske forhandling af vinene fra Chambers Rosewood Vineyards, der ligger ved byen Rutherglen i Victoria i Australien og primært laver søde vine på Muscat eller Muscadelle.

Forleden var ejeren og vinmageren Stephen Chambers på besøg i Danmark, så Propperiet Vin Import havde inviteret mig til at besøge dem i Brædstrup, hilse på Chambers og selvfølgelig ikke mindst smage nogle af de søde vine.

Så i Propperiets hyggelige lokaler havde Claus Venning samlet et ganske lille smagehold bestående af ham selv, tidligere sommelier på Munkebjerg Orla Farmann, Houlberg også selvfølgelig Stephen Chambers selv fra down under.

Chambers Rosewood Vineyards

Inden vi går til selve smagningen skal vi først kigge lidt nærmere på vinhuset Chambers Rosewood Vineyards, der ligger ved den lille by Rutherglen i det nordøstlige Victoria … et område kendt for sit fine terroir og evner til at lave vin.

Vinhuset ligger i en beskeden, gammel stållade, der måske ikke ser ud af meget og måske mest kan ligne noget, som anvendes til at lagre rundballer. Kører man dertil, så tror man også, at man er kørt forkert.

Men det er et gammelt og anerkendt vinhus, som oprindelig blev grundlagt tilbage i 1858 af William Chambers og sønnen Philip. William var emigreret til Australien efter uenighed med sin arbejdsgiver i Norfolk i sit hjemland England.

Men han havde – sammen med sine sønner Philip og Jabez – allerede stor erfaring med vindyrkning via en drift af vingårde i Frankrig, men altså sponsoreret sin daværende arbejdsgiver. Så da han slog sig ned i sit nye hjemland, så startede han med at leje en mark, plantede en række vinstokke samt en rosenhæk rundt om skel … og døbte så ejendommen Rosewood.

Det var dog først senere i starten af 1900-tallet, at Philips søn Will eller helt korrekt William startede med at lave hedvin. Men allerede et par år før omkring 1899 opdagede man imidlertid, at vinstokkene i Rutherglen var ramt af ​​Phylloxera, hvilket desværre resulterede i, at alle vinstokkene blev rykket op med rode og brændt.

Wills forældre var døde i 1890 … først døde Philip og nogle dage efter også hans kone og deres nyfødte baby. Det efterlod Will med driften af vingården i en alder af blot 18 år og med en kommende ​​Phylloxera epidemi lige om hjørnet.

Men Will kom godt igennem udfordringerne, plantede markerne til igen med både Rutherglen Muscat og Muscadelle, hvor han startede et lille eventyr med produktion af søde hedvin, bl.a. efter Solera princippet, som vi kender fra portvine.

Hans dygtighed blev for alvor demonstreret på vinudstillinger i både 1920’erne og 30’erne med en række søde vine på druerne Muscat og Muscadelle, som fx en Sweet White Fortified.

I dag danner de gamle Solera fade fra dengang faktisk noget af grundlaget for husets nuværende succes og det gælder også den gamle opskrift, som William meget nøje studerede sig frem til efter og siden er gået i arv fra generation til generation.

Nu drives vinhuset af Stephen Chambers som 6. generation. Han får dog lidt hjælp fra sin far Bill, der selv overtog driften i 1962, men i år 2000 eller 2001 overdrog ansvaret til Stephen.

Stephen har sat nogle ting i gang i forsøget på at modernisere en smule, men selv han må jo indrømme, at en succesfuld opskrift skal man ikke pille for meget ved.

Visse af vinene fra dette varme og tørre hjørne af verden kan bare ikke laves bedre og det er ikke uden grund, at Robert Parker har rost kvaliteten af husets Muscat og Muscadelle vine til skyerne.

Huset har samlet 48,5 hektar vinmarker, der primært er tilplantet med Muscat og Muscadelle, men derudover dyrkes også druesorter som Palomino, Roussanne, Riesling, Traminer og Shiraz … men også små mængder af den unikke og sjældne Gouais drue samt Cinsault, Mondeuse, Tempranillo og Durif.

Nogle af de ældste vinstokke er helt op til 110 år gamle og i vinkælderen har man også både store tanke og træfade, hvor nogle går næsten helt tilbage til husets etablering. Og nu skulle jeres så flittige vinblogger så smage nogle af vinene.

Vinene

Claus Venning fra Propperiet Vin Import havde samlet 11 Chambers Rosewood vine, hvoraf de 10 var søde dessertvine af ædel herkomst med masser af restsukker og nogle til ganske høje priser på op til 2.295 kr. for 37,5 cl.

Vi skulle selvfølgelig også kun lige smage ganske lidt … resten skulle anvendes til en større smagning om aftenen. Men samlet set så vort lille eftermiddagssmageprogram sådan her ud:

Sikke et felt … og lidt af en mundfuld. Jeg har jo selv en sød tand og elsker sgu gode dessertvine, så her fik jeg virkelig kam til mit hår … eller måske mere mit manglende hår.

Som Claus rigtigt fortalte, så mætter disse olierede, tyktflydende, søde vine faktisk ret meget, hvilket vi også hurtigt fandt ud af. Men hvor er Chambers Rosewood Vineyards vinene samtidig svære at holde sig fra, for kvaliteten er skyhøj. Det smager vildt godt.

Ved hver vin fortalte Stephen Chambers om vinen, produktionen … men selvfølgelig også lidt om hele vinhuset … alt på bredt australsk engelsk, så vi undervejs koncentreret måtte spidse ører, men det lykkedes vist ret godt.

Konklusion

Orla Farmann var lige så begejstret, men vi snakkede også om, at disse dessertvine duft- og smagsmæssigt er sværere at beskrive … lidt som om, at noterne bliver mere snævre, men det skal selvfølgelig komme an på en prøve. I hvert fald har jeg i mine indlæg om, hver vin forsøgt at beskrive og anmelde efter bedste evne.

Skal jeg forinden komme med en form for konklusion, så er vinene fra Chambers Rosewood Vineyards lidt i en klasse for sig. Sidst jeg smagte sød vin fra Australien, så var det en Granfather Rare Tawny fra Penfolds, men disse vine var – for de fleste – lige et step op, men også lidt en mundfuld. Jeg er dog vilde med dem.

Så dermed tak til både Claus Venning fra Propperiet Vin Import samt Stephen Chambers for et par hyggelige timer.

2019 Domaine Alary, Cairanne La Jean de Verde, Rhône, Frankrig

Vi bliver da i Rhône, men mere klassisk, for her er det Cairanne La Jean de Verde 2019 fra det franske vinhus Domaine Alary, der ligger 1-2 kilometer sydøst for Cairanne by på vejen mod Rasteau i området La Garrigue i Rhône.

Jeg skrev om vinhuset, da jeg for knap et år siden smagte husets La Gerbaude Côtes du Rhône, så  det gør jeg ikke denne gang.

I stedet kigger vi nærmere på denne Cairanne La Jean de Verde, som er familien Alarys topcuvée frembragt fra mere end 60 år gamle og ekstremt lavtydende vinstokke fra en lille, højtbeliggende mark på 1,5 hektar, som er købte af en vis monsieur Jean de Verde tilbage i 1850. Det er primært Grenache – 90% –  tilsat 5% Carignan og 5% Mourvèdre.

Som det er tilfældet med Alarys andre vine, dyrkes den efter biodynamiske principper med en traditionel vinifikation. Her udføres daglig pigeage under den 15-20 dage lange gæring. Efter assemblagen er vinen lagret 12 måneder foudres. Vinen fik i årgang 2016 hele 96 point i Wine Advocate.

Nåååå for lækker næse … røget kød, flæsk, sorte oliven, lakridsrod, tør engelsk lakrids, mørk frugt, sorte kirsebær, blåbær, hindbær og alt med en vis balsamisk syre.

I munden runger vinen og spiller på alle tangenter. Det er knastørt, intenst med tør engelsk lakrids, bittersort te, masser af udtørrende tanniner og rå garvesyre, granitagtig mineralitet … dybt, tørt og så alligevel er der også en svag lille frugtsødme, som dog ligger dybt, næsten umærkeligt, men giver dog lidt modspil til alt de tørre og mere rå elementer. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 215 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7