2019 Bernabeleva, Arroyo del Tórtolas, Madrid, Spanien

2019 Bernabeleva, Arroyo del Tórtolas, Madrid, SpanienSidst jeg smagte vin fra Bodegas Bernabeleva var det deres fine, imponerende Garnache de Viña Bonita, som jeg var imponeret over. Nu smager jeg også deres Arroyo del Tórtolas og bliver igen himmelhenrykt.

Denne gang skal jeg nok undlade at skrive om huset, men så i stedet kigge lidt nærmere på denne Arroyo del Tórtolas lavet på 100% Garnacha aka Grenache.

Druerne til Arroyo del Tórtolas Vino de parcela kommer her fra 2,2 hektar stor mark med 75 år gamle vinstokke og en jordbund med en masse granit, men fattig på organisk stof og meget ufrugtbar.

Druerne høstes i to omgange, da de modner forskelligt jo længere man kommer på den nærliggende Tórtolas flod. Druerne får en 36 timers kold udblødning inden man enten fodtræder druerne – eller bruger en stamper – i åbne træfade.

Malolaktisk gæring foregår på franske barriques, mens lagringen sker over 14 måneder på 500 liter fade. Inden flaskning stabiliseres vinen i 6 måbeder på tank. Vinen svovles meget lidt.

I glasset er den et let vin med en svag krydret kant … har samtidig animalsk mødding, øko-bio-landlige noter, en aromatisk, frisk og tør frugt med en næsten burgundisk lethed … mest kirsebær, men også lidt jordbær og hindbær, blomsterpotpourri, syrlige bolsjer, tørret oksekød og -fond, luftig og æterisk … uha da.

Smagsmæssigt virker vinen også næsten slank med smukke og elegante tanniner og en lys saftighed. Vinen har denne lette, luftige og totalt intense frugtsmag, hvor der kommer både lidt bitterhed og sødme frem, en frugt af hindbær, lyse umodne kirsebær, rabarber, grape og multo eleganto. Hvor smager det godt og jeg er totalt pjattet med denne vin. 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 275 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2019 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandNæste vin blev en god, gammel kending, nemlig Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder Große Gewächs fra Weingut Salwey og her i seneste årgang 2019.

Salwey er også et fantastisk vinhus, som jeg selv har besøgt … det har jeg beskrevet i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset. Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

Grosse Lagen marken Henkenberg strækker sig over bakkekammen mellem Oberrotweil og Burkheim mod vest. Jordbunden består af vulkanske aflejrninger og en tynd topjord af löss. Høstudbytterne ligger på omkring 40 hektoliter pr. hektar og alle druer håndplukkes og håndselekteres inden gæringen i åbne gæringstanke.

Gæringen foregår med delvist hele klaser ved en høj temperatur på 25-33 grader i 14 dage. Efter gæringen lagrer vinen 12 måneder på barriques, hvoraf en 1/3-del er nye, inden vinen aftappes uden filtrering.

Salweys egetræsfade er lavet af træ stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, og træet bliver derefter sendt til de bedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Sidst jeg smagte denne vin, da var det i en årgang 2018, men denne 2019 er mindst lige så god.

Næsen er mindre reduktiv end 2018’eren, idet der er langt mindre med heksehyl, krudt og duft af nytårsskyts dagen efter, men der er dog fortsat en animalsk, sød hestestald. Det dufter herregodt og har en frugt med jordbær, hindbær, lidt syrlige røde drops og denne fine og nærmest svævende følelse. Det suppleres med lærkeskud, estragon, grangrene, saltlakrids, vanilje, kanel , karamel og mælkechokolade.

Smagsmæssigt har 2019’eren også en flot syrlighed med rabarber, ribs og grape … let, fin, spændstig og præcis suppleret med et grønt og frisk bid, meget rank og stadigvæk med let sødme, nogle vanilje, mælkechokolade og karamel elementer samt salte mineraler. Det smager himmelsk, så 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 345 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Domaine de la Chevalerie, Bourgueil Galichets, Loire, Frankrig

2011 Domaine de la Chevalerie, Bourgueil Galichets, Loire, FrankrigNæste vin blev smagt blindt … og dén ramte jeg ikke, for jeg var ovre i noget lettere Beaujolais, men det var en total frisk 2011 Bourgueil Galichets fra huset Domaine de la Chevalerie i Restigné i Loire.

Huset drives af Caslot familien, der har været vinbønder siden 1640. I dag drives gården af den 13. generation i form af Laurie,  Emmanuel og Stéphanie Caslot … 3 søskende, der er fortsat alle traditionerne fra deres far Pierre, der dog fortsat hjælper børnene rundt om på vingården.

Domaine de la Chevalerie har sammenlagt 33 hektar vinmarker mellem Restigné og Benais i Bourgueil … og i det område må man ifølge appellationens regler alene lave rødvin, så markerne er tilplantet med masser af Cabernet Franc.

Alle marker har siden 2008 været dyrket økologisk og siden 2012 har de været biodynamisk certificeret.

Domaine de la Chevalerie råder derudover over en magisk og smuk vinkælder på størrelse med 2 fodboldbaner. Kælderen ligger under gården samt de tilstødende vinmarker og den har siden 1100-tallet  fungeret som et stenbrud, hvor blokke af sten blev hugget ud og brugt til kirkebyggerier i både Restigné og Chinon.

I dag er de nærmest katedralstore kælder hjemsted for både lagringsfaciliteter og – nok så vigtigt – for et imponerende lager af ældre vine, som først frigives til salg efter mange års lagring. Dette giver en sjælden mulighed for at smage modne vine på Cabernet Franc til overkommelige penge … som fx denne 2011 Bourgueil Galichets.

Den er selvfølgelig på 100% Cabernet Franc fra marken Galichets, som ligger på de øverste del af skråningen bag vinhuset lidt nord for Restigné. Vinstokkene på marken er plantet i 1930, men der er dog sket små genplantninger i 1970, 1980 og 1990, således gennemsnit på vinstokkene er 60 år.

Efter høst er druerne afstilket 100% og sorteret nærmest drue for drue. Gæring og maceration sker spontant alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på store brugte fade.

Som med alle vinene hos Domaine de la Chevalerie er der tale om meget naturlige – men rene – vine. Der svovles minimalt og kun op til 30 mg. svovl pr. liter. Vinene tappes uden klaring og filtrering og vinen kommer fra husets serie Cuvée Parcellaires.

Duftmæssigt er det en rund, saftig, let og lys vin … har en bondsk lethed og en mellemlys frugt med hindbær, lyse kirsebær, blåbær, men derimod ikke megen cedertræ eller grafit. Der er blomster og små grønne noter, men samlet fremstår det som en fin og feminin Bourgueil vin.

Sådan smager vinen også … faktisk rigtig godt, meget blød, let og har total fin frugt, som overrasker med friskheden trods alderen på over 11 år. Der er en vis mængde tydelige tanniner, men samlet svævende og let samt så vedkommende, harmonisk, nem … og til prisen lidt et fund. 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7