2015 Angelo Gaja, Langhe Cremes, Piemonte, Italien

2015 Angelo Gaja, Langhe Cremes, Piemonte, ItalienLanghe Cremes fra store og legendariske Angelo Gaja er søstervin til Sito Moresco, men hvor Sito er på et blend på både Nebbiolo, Cabernet Sauvignon og Merlot, så er Cremes lavet på Dolcetto og Pinot Nero. Jeg har smagt vinen i årgang 2015.

Historien om Angelo Gaja skal jeg ikke trætte jer med denne gang. I stedet ser jeg nærmere på denne Langhe Cremes, som jeg egentlig troede var på ren Dolcetto, da der flere steder står Langhe Dolcetto Cremes.

Men det skulle efter sigende være halv Dolcetto og halv Pinot Nero, altså et lidt usædvanligt ægteskab, men det fungerer sgu da meget godt, men det gør næsten alle vine fra Gaja vel?

Druerne blev omhyggeligt håndplukket, sorteret og afstilket. Vinen er lavet med gæring og maceration i stålbeholdere omkring 10 dage og hver druesort separat. Når gæring er afsluttet, så er vinen lagret et par måneder på egetræsfade, hvorefter den tappes på flaske og frigives.

I næsen er det en moden vin … parfumeret og blomstret, har blæk, pottemuld, teaktræ og lukket kælderrum. Der er bitre kirsebær, lidt brombær, jordbær og ribsmarmelade … alt modent, men elegant og koncentreret med smårustik kant.

Smagsmæssigt er der også godt med kirsebær, nærmest bitre kirsebær, kirsch samt ribs, godt med robuste tanniner, mandel, er godt balanceret og har god kompleksitet samt en ret behagelig eftersmag. 93 point.

Forhandles herhjemme bl.a. af Cru Vin, hvor en flaske i årgang 2019 koster 379 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2008 Cave de l’Abbé Rous, Baillaury Banyuls Grand Cru, Roussillon, Frankrig

2008 Cave de l'Abbé Rous, Baillaury Banyuls Grand Cru, Roussillon, FrankrigCave de l’Abbé Rous ligger ude på en vinmark i den sydligste del af Frankrig ved den maleriske og lille havneby Banyuls-sur-Mer hvor de høje Pyrenæer møder Middelhavet. De laver bl.a. ret lækker dessertvin, som fx denne Baillaury Banyuls Grand Cru.

Cave de l’Abbé Rous er en underafdeling af kooperativet Terres des Templiers, der selv er en del af det store Groupement Interproducteurs du Cru Banyuls – kaldet CICB – der er en samling af 5 kooperativer, der laver og markedsfører vine fra Banyuls og Collioure.

CICB blev grundlagt i 1950 og har samlet 753 medlemmer af vinavlere, hvoraf halvdelen er deltids- eller weekendlandmænd. Samlet har de næsten 700 hektar vinmarker, fordelt på over 750 separate parceller og repræsenterer tilsammen mellem 70%-75% af den samlede Banyuls produktion og mere end halvdelen af ​​den årlige høst af til Collioure vinene.

CICB etablerede Cave de l’Abbe Rous som en lille underafdeling for at satse mere på kvalitetsvine til eksport og opkaldte projektet efter præsten Francois Rous, som gik ind i vinhandelen for at skaffe penge til udvidelsen af ​​sin kirke og var betydeligt involveret i udviklingen af ​​vinene fra Banyuls og Collioure.

Imidlertid havde Cave de l’Abbe Rous projektet ringe succes, så i 2018 indgik CICB en aftale med Jean-Marc og Eliane Lafage, en af ​​de mest dynamiske producenter i Roussillon, om at bistå med både produktion, markedsføring og den indenlandske og internationalt salg af alle vine fra Abbe Rous divisionen.

Og Jean-Marc Lafage kender vi allerede her på vinbloggen, for han har jo også gang i projektet Château Saint-Roch sammen med den amerikanske vinimportør Eric Solomon. Derudover kontrollerer han også omkring 350 hektar vinmarker på7 forskellige steder i Roussillon.

Jean-Marc Lafage er 7. generation af vinmagere og Lafage familien boede de første fem generationer i Maury området midt i den lille by Fenouillèdes.

Han er lidt af en kult-ønolog og en efterspurgt flyvende vinmager, som også hjælper vinhuse i både Frankrig, Spanien og Sydamerika. Hans hustru Eliane er i øvrigt også en dygtig vinmager. Parker har tidligere rost Lafage og skrevet om ham … og jeg citerer; When it comes to quality-to-price ratios, no one does it better than proprietor Jean-Marc Lafage.

Denne 2008 Baillaury Banyuls Grand Cru er dog fra før den tid og er en sød vin lavet på 75% Grenache 25% Grenache Gris fra vinstokke, der vokser på små skiferterrasser på stejle skråninger. Druer høstes, presses og gæres. Maceration på 18 dage og herefter lagring i 8 år i egetræsfade.

I glasset fremstår Baillaury Banyuls Grand Cru lettere rødbrun, mahogni eller kobberfarvet, mens der op af selvsamme glas svæver en sødlig, sukkerlækker og intens aroma af søde brunkager, nødder, honning og lækkermoden portvinsagtig frugt, dadler, figner, svesker, søde Amarena kirsebær og røde cocktailbær fra Dr. Oetker samt en anelse blomsterhonning, nougat, karamel, appelsinskal og kakao. Uha, min søde tand bliver vist her forkælet.

Hvor smager det godt … og sødt. Det er sød og moden frugt, igen kirsebær, svesker og figner, søde krydderier, sød tobak, nougat og karamel og alt på sød nektarniveau. Det er fyldig, fed og fløjlsagtig dessertvæske, som omgående smelter mit hjerte. Rigtig mums og dermed 93 søde point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2019 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienSidst jeg smagte denne Amarone della Valpolicella Classico fra Zeni, var det på et besøg i 2015 på den overrendte og meget turistede vingård ikke så langt fra Gardasøen. Men nu smager jeg vinen igen i årgang 2019.

Historien om vinhuset Zeni startede omkring år 1800, hvor Bartolomeo Zeni fragtede varer mellem forskellige byer omkring Gardasøen i både Veneto samt Lombardiet. Han fragtede specielt vine, havde god forstand på vin, og snart begyndte han selv at handle med vin.

Den forretning fortsatte så de næste par generationer, nemlig med sønnen Gaetano, hans søn Francesco. Det var først da Francescos sønner Faustino og Ernesto overtog familieforetagendet, at man selv begyndte vinproduktion og dermed grundlagte Cantina F.lli Zeni på adressen i Bardolino.

Efter Faustionos død blev gården i en årrække drevet i et partnerskab mellem Faustinos søn Gaetano og Ernesto, men efter Ernestos død af Gaetano alene. I dag er Gaetano også væk,  så huset drives af den seneste generation i form af Gaetanos 3 børn Fausto, Elena og Federica Zeni.

Samlet driver de over 70 hektar vinmarker i både Bardolino, Custoza, Lugana, Soave og Valpolicella. Og herfra laver de en lang række vine som fx Bianco di Custoza, Soave Classico, Bardolino Chiaretto, Bardolino Marogne, Cruino, Recioto della Valpolicella, Bardolino Classico, Valpolicella Classico og mange flere.

Denne Amarone della Valpolicella Classico 2019 er lavet på de klassiske Valpolicella druer Corvina, Corvinone og Rondinella. De er alle høstet og tørret i kasser 2 måneder, så de næsten bliver til rosiner.

Derefter er der sket gæring og maceration over 2-3 uger og efter endt fermentering er vinen så lagret 2-3 år på store, gamle egefade inden endelig aftapning på flaske.

I næsen er det ikke Amarone rosinvand, for i stedet er der bare en varm, fyldig og småtørret frugt med  blommer, sorte kirsebær, figner og bare lidt svesker … men det er uden at miste fokus på frugten. Det suppleres af lakrids, lidt vanilje og nelliker, søde krydderier samt en pæn og høflig venlighed.

Smagen er ameronesød … lidt jammy og marmeladeagtig, men igen bliver fedme og sødmen godt balanceret af en frugtsyre, der giver et modspil. Der er blommer, rosiner og svesker, sød tobak, let varme fra alkoholen, som godt er fint integreret og alt er pakket både blødt og cremet ind. En god og venlig Amarone. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7