2020 Cantalapiedra Viticultores, Arenisca Paraje Los Pilones, Toro, Spanien

2020 Cantalapiedra Viticultores, Arenisca Paraje Los Pilones, Toro, SpanienVinova smagningen sluttede med en vin til maden og det blev denne 2020 Arenisca Paraje Los Pilones, der er lavet af Manuel Cantalapiedra fra hans vinhus, der hedder Cantalapiedra Viticultores.

Vingården ligger ude på landet ved La Seca og syd for Valladolid i Rueda vinregionen i Spanien og er grundlagt i 1949 af Heliodoro Cantalapiedra og drives i dag af sønnen Isaac Cantalapiedra og hans søn Manuel Cantalapiedra som 3. generation.

Da Isaac Cantalapiedra overtog driften, så omlagde han nærmest fra dag et hele produktionen til økologisk drift … en praksis der på dette tidspunkt nærmest var uhørt i Spanien. Han fortsatte dog med at sælge deres druer fra deres 7 hektar vinmarker til negocianthuse.

Det var først i 2014, da Isaacs søn Manuel overtog tøjlerne, at de starte for alvor med at lave, flaske og sælge deres vine under egen etiket. Den økologiske profil er bibeholdt, men i dag er der tilføjet mange biodynamiske metoder.

Vinene fra Cantalapiedra er klassiske for Rueda, men ikke nær så frugtbombede og blomsteragtige som visse moderne Rueda vine, for Manuel og Isaac laver vinene nøjagtig, som de mener, de skal laves, hvilket på en gang har givet genlyd i de spanske vinmedier, der roser dem i høje toner, men på den anden side også har betydet, at vinene ikke altid opfylder de statslige krav til Rueda appellationen. Derfor er vinene klassificeret som Castilla y Leon.

De har dog også startet et nyt projekt, hvor de laver vine på opkøbte druer, bl.a. denne Tempranillo fra Toro samt en Cabernet Sauvignon-baseret vin fra Rueda … begge fortsat økologisk certificerede.

Denne Arenisca Paraje Los Pilones er lavet på ren Tempranillo dyrket på Paraje los Panaderos, omkring 22 kilometer sydvest for Toro by. Her dyrkes de 30 år gamle Tempranillo vinstokke økologisk.

Alle stokke bliver dyrket som bush-vines og giver et udbytte på mellem 35 og 40 hektoliter pr. hektar. Omkring halvdelen gæres som hele klaser, og resten afstilkes. Gæringen sker i åbne trætanke, inden den gennemgår malolaktisk gæring og lagring på bruge franske egetræsfade på mellem 225 og 300 liter. Flaskes med et meget begrænset svolvindhold.

Næsen er bondsk og landlig, meget tør med tør engelsk lakrids, lakridsrod og blæk, duft af brombærbuske, men virker slet ikke så voldsom og ekstraheret som mange Toro vine ellers kan blive. Her er der nærmest også lidt citron og blomster med i pakken.

I munden er der god kraft, dyb og mørk frugt med masser af power, mens frugten virker mørkere end duftmæssigt. Der er solbær samt brombær, godt med tanniner, men ellers fyldig, kraftig, tør, har lidt kakao og søde krydderier. 89 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Tenuta Scerscé, Flammante Valtellina Superiore Inferno, Lombardiet, Italien

2019 Tenuta Scerscé, Flammante Valtellina Superiore Inferno, Lombardiet, ItalienTenuta Scerscé ligger i det nordvestligste Lombardiet i byen Tirano SO ikke så langt fra Schweiz, men det er altså derfra, at jeg nu smager en Flammante Valtellina Superiore Inferno i årgang 2019.

Vi er således i  Valtellina ved de stejle bjergsider med varme og tørre vinde fra Comosøen … dvs. et perfekt spot for den berømte Nebbiolo eller Chiavennasca, som de kalder druen der.

Tenuta Scerscé er grundlagt i 2008 af Cristina Scarpellini, som slog sig ned i Valtellina  efter at have færdiggjort sine jurastudier i Milano efterfulgt af 2 år i Paris med specialer. Hun startede først en karriere som jurist, men pga et arbejde om virksomhedsinternationalisering, så krydsede Cristina veje med Valtellina.

Hun undersøgte mere om området, vinene, daglig pleje vinmarker samt Nebbiolo druen, som hun selv var meget passioneret omkring og det blev årsagen til, at hun grundlagde sin lille vingård.

I dag har hun 6 hektar vinmarker, der ligger i 400-720 meters højde fra Teglio i Valgella området og op til Tirano. Markerne ligger i flere terrasser og kræver meget arbejde … typisk 1.500 timer årligt pr. hektar, men med en fantastisk biodiversitet.

Tenuta Scerscé arbejder efter en filosofi om at skabe vine, som videregiver Valtellinas terroir direkte gennem vinene. Christina har et mål om, at man skal kunne smage kvaliteterne fra de forskellige subzoner i hver vin. Vinene laves således efter traditionelle metoder, men med moderne udstyr.

Derfor anvendes der massere af håndkraft til at pleje de mange marker, men i særdeleshed også under høsten. Det traditionelle aspekt fremgår også tydeligt i vinhusets logo, som viser en hakke med 2 ben … og den bruges fortsat i arbejdet omkring skud og rødder på vinstokkene.

Flammante er Tenuta Scerscés Valtellina Superiore fra subzonen Inferno, der jo betyder helvede på italiensk. For netop dét område er berygtet for sine stejle klippe sidder og for at nå de højeste temperaturer i Valtellina

Det er selvfølgelig 100% Nebbiolo, som høstes omhyggeligt ved håndkraft og så knuses/presses. Gæring og maceration med skindet sker over 30 dage og derefter er vinen lagret 14 måneder på  franske og slavonske egetræsfade og efterfølgende 8 måneder på flaske.

I glasset er det en lys, rødlig med brune kanter transparent vin, som også i duften virker lys og blomstret med roser, violer, let sødme og et frugtmæssigt modent udtryk, let parfumeret og samtidig også ret mineralsk, har tørret jord, jordbær, en let portvinsduft suppleret med urter og krydderier.

Smagen er lidt i samme boldgade … let, blomstret, ren og alligevel stringent. Tanninerne er faste, tørre og derefter kommer der også noget krydret og så tør jord, mineraler og bid. Den er kompleks og karakterfuld på ganen, har en god nerve med den lyse frugt, men samtidig utrolig elegant. 93 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 320 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Domaine de Gouye, Saint-Joseph Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2020 Domaine de Gouye, Saint-Joseph Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigI vor spændende smagning af nogle af Vinovas bedste vine var denne, fine Saint-Joseph Vieilles Vignes 2020 fra Domaine de Gouye den næste i rækken.

Domaine de Gouye drives af vinmageren Philippe Desbos og ligger ude på landet ved Saint-Jean-de-Muzols lidt vest for Grabouillère og lidt nord fra producenten Guy Farge.

Vingården har en betagende udsigt over Rhône flode og den berømte Hermitage høj mod øst, mens husets marker ligger tæt på gården højt hævet over den lille landsby Saint-Jean-de-Muzols.

Philippe Desbos er 3. generation på Domaine de Gouye, som i dag fortsat drives efter de gamle traditioner. Således er fx vinstokkene  bundet op med strå og den eneste lyd man hører – udover en svag brise i træerne – er lyden af Philippes hest Ramses, der godmodigt trækker ploven mellem de stenfyldte rækker af vinstokke.

Alt hos Domaine de Gouye følger økologisk tilgang og de ældgamle traditioner, men ikke for at følge en romantisk forestilling, men fordi, at det fortsat er den mest effektive måde at gøre det på, siger Philippe Desbos selv.

Også i familiens vinkælder er alt gammelt … fx den gamle, men fortsat aktive, vertikalpresse fra 1886, som fortsat står klar til næste høst af de håndplukkede Syrah druer.

Hele familien samt en stribe venner hjælper til med høsten, til presningen i den gamle presse og efterfølgende fodtrædning i de store gæringskar. Vinene er nok også det tætteste, som du kommer på uforfalsket, gammeldags Syrah fra Saint-Joseph.

Nogle af markerne stammer fra hans nu pensionerede nabo Saint-Joseph legenden Raymond Trollot, der dog også solgte nogle af sine marker til Pierre Gonon. Alt klares økologisk og traditionelt, bl.a. med helklasegæring på vildgæren og lagring i tanke eller gamle egetræsfade.

Produktionen er forsvindende lille, hvilket også har gjort vinene til et kultagtigt tilløbsstykke, når de frigives på Domaine de Gouye.

Denne Saint-Joseph Vieilles Vignes er selvfølgelig ren Syrah, der kommer fra mindst 50 år gamle vinstokke. Marken er placeret lige udenfor vinkælderen og har en jordbund af nedbrudt granit. Vinen er gæret i hele klaser og fodtrådt i åbne trækar, inden pulpen så er presset i den gamle vertikalpresse. Lagring sker på gamle fade i 16 måneder.

Duftmæssigt er det også NordRhône … men bare – som også hos Gonon – mere luftig og let. Der er fortsat sorte oliven, baconfedt, mejeri, peber, blåbær og hindbær, men frugten virker forholdsvis luftig og lys … men også masser af blomster og en vis saftighed.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor det bliver en let og elegant Saint-Joseph vin, hvor frugten mest er blommer, brombær og lidt hindbær med fremragende koncentration, faste tanniner og man mærker, at den sorte peber lige ligger nedenunder det hele. Den har et venligt og pleasende ansigt, selvom den også strutter af seriøs business. 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 345 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7