2020 Domaine Bernard Baudry, Chinon Les Grézeaux, Loire, Frankrig

2020 Domaine Bernard Baudry, Chinon Les Grézeaux, Loire, FrankrigNæste vin var og både bondsk og charmerende, men vi er nu i Chinon i Loire, hvor vi udenfor Cravant-les-Côteaux finder det lille vinhus Domaine Bernard Baudry. Vinen er en 2020 Chinon Les Grézeaux.

Vinhuset er grundlagt i 1975 af Bernard Baudry, der selv er fra en familie af vinavlere, men han ville efter studierne til ønolog i Beaune og 5 års læretid hos en række forskellige producenter selv samt et job som vinkonsulent på Tours laboratoriet have egen vingård. På laboratoriet havde han arbejdet sammen med Jacques Puisais og blev inspireret til at starte sit vinhus i Chinon.

Han startede med 2 hektar vinmarker, men gennem årene er det imidlertid øget til i dag 32 hektar og siden år 2000 har han fået sin søn Matthieu med i driften.

Matthieu Baudry har selv studeret ønologi i både Macôn, derefter i Bordeaux og haft lærepladser i Californien og på Tasmanien, inden han vendte hjem til sin far.

Far og søn dyrker primært Cabernet Franc samt en smule Chenin Blanc. Alle marker er placeret i dalstrøget mellem Chinon og Cravat med en jordbund, der varierer både mellem ler og kalkholdig grus.

Vinstokkene har altid været dyrket uden brug af kunstgødning og sprøjtemidler. Fra 2006 har vinmarkerne da også været certificeret økologiske. I dag bruger de udelukkende gødning, som de selv laver på basis af halm og ko-gødning.

Denne Chinon Les Grézeaux er en enkeltmarksvin lavet på ren Cabernet Franc fra Les Grezeaux marken, der ligger på en skråning i Sonnay nær Cravant-les-Coteaux. Her er den grusholdige jordbund præget af ler og silicium hvilket giver en dyb, intens mineralitet til den koncentrerede og mørke frugt.

Vinstokkene på Les Grezeaux er omkring 60 år gamle og druerne høstet med håndkraft inden en gæring og maceration 15-20 dage i cementtanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder i de uforede cementtanke og så tappet uden filtrering.

I næsen er vinen klart meget animalsk suppleret med lidt blyanter, lettere reduktiv med en lille bio-øko kant og en sagde, af nu havde koen vist løftet halen. Den har en mørk saftighed samt mørk frugt,  cedertræ, appelsin, urter, peber, bondsk og ellers lidt indelukket.

Smagsmæssigt er den saftig, blid og sagte … lidt en forsigtigper, har en mørk og tæt struktur, sorte kirsebær, brombær samt nogle mere lyserøde frugtaromaer samt letbitter mørk chokolade. Tanninerne er medium, men mest af alt er vinen silkeblød og frisk. 91 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Rosi Schuster, Aus den Dörfern Rot, Burgenland, Østrig

2019 Weingut Rosi Schuster, Aus den Dörfern Rot, Burgenland, ØstrigNæste vin var charmerende og kommer fra den dygtige og unge Hannes Schuster på vinhuset Weingut Rosi Schuster i St. Margarethen ved Neusiedler søen i Burgenland.

Her på Houlbergs Vinblog har jeg efterhånden skrevet om det fabelagtige vinhus flere gange, men kvaliteten bliver altså også bare ved med at stige.

Det er denne basisvin Aus den Dörfern Rot et godt eksempel på. Den er lavet på 60% Zweigelt, 30% Blaufränkisch og 10% Sankt Laurent fra marker i 150-180 meters højde høstet i slutningen af september og start oktober.

Den er gæret med en tredjedel hele klaser, en tredjedel hele druer, og en tredjedel afstilkede og knuste druer. Gæring er sket spontant alene med de naturlige gærceller og efter endt fermentering er den lagret 10 måneder med en del i store brugte egefade og en del i ståltanke.

Duftmæssigt har vi fat i en svedig landmand, dejlig animalsk med mødding, tjære, blæk, en dyb mørk frugt af sorte kirsebær, blommer og figner, kakao, tørret kød og våd hund, lidt behåret og har også lidt søde fade, men på en eller anden måde virker det hele pænt let.

I munden har vinen da også en koncentreret og vild frisk frugt, bondsk og saftig … virkelig en bondevin. Der mest kirsebær, som er akkompagneret af laurbærblade, grafit og grove tanniner, men der er god balance og god syre. Det er lækker vin … fantastisk og hurtig at drikke, så 92 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Bodegas Bhilar, Phinca Hapa Blanco, Rioja, Spanien

2018 Bodegas Bhilar, Phinca Hapa Blanco, Rioja, SpanienIn loving memory of Hapa … står der på etiketten af denne vin og det er en dedikation til hunden Hapa, som Melanie Hickman elskede over alt på jorden. Vi er hos Bodegas Bhilar med denne orangevin Phinca Hapa Blanco.

Bodegas Bhilar er et lille vinhus beliggende lige øst for Bilar by i Rioja Alavesa og huset drives af  ægteparret Melanie Hickman og David Sampedro.

David er seneste generation på vingården og har taget sin uddannelse som ønolog og arbejdet på nogle af de større vingårde i Rioja, inden han i 1999 vendte hjem og startede sit projekt med at lave vine efter biodynamiske principper.

Han var nået til en erkendelse af, at han ville lave vine, der afspejlede hans personlige vinfremstillingsfilosofi, altså unikke vine, som skulle give en følelse af sted, et bæredygtigt landbrug og minimal indgriben i produktionen af vinen.

Han startede med at lære om den biodynamiske filosofi og ændrede, hvordan han passede sine vinmarker … først med konvertering til et almindeligt økologisk landbrug og begyndte derefter biodynamiske principper med harmoni mellem mennesket, jorden, vinstokkene og kosmos.

I 2012 gik han all-in på sine egne vine og omdøbte vinhuset til Bodegas Bhilar. Bhilar er det baskiske navn for Elvillar aka Bilar … byen hvor han selv er opvokset i Rioja Alavesa. I 2014 blev også traktoren elimineret, hvorfor han nu alene anvender heste til arbejdet i vinmarkerne.

Sammen med sin hustru  – amerikanske  Melanie Hickman – har han bygget et nyt vineri, som stod færdigt i 2016. Det er lavet, således at alle vinene gennemgår minimal intervention under både gæring og lagring. Det er bygget off-the-grid med anvendelse af solceller og er også delvist placeret under jorden med store cementtanke for at holde på den naturlige kølighed i vinifikationsprocessen.

Melanie Hickman er i høj grad også blevet en del af projektet og har sat sig for at redde små gamle markparceller og derefter dyrke dem biodynamisk. Vinene herfra er små eksklusive enkeltmarker og hun har kaldt sit projekt Struggling Vines.

Og denne Phinca Hapa Blanco er netop én af disse vine, lavet på 82% Viura, 12% Garnacha Blanca og 6% Malvasia fra en 2,9 hektar parcel med dyb kalkstensjordbund med stokke plantet i 1967.

Alt markarbejde udføres som altid med hestetrukken plov og marken dyrkes 100% biodynamisk. Høst er selvfølgelig sket med håndkraft og i vineriet har druerne gæret i 2000 liter cementtanke  med skindet i 2 måneder.

Herefter presses pulpen og vinen lagrer videre på 600 liter franske egetræs foudres i et år. Vinen tilsættes kun en smule svovl inden en flaskning, men ellers svovles vinen ikke. Der er kun lavet 2.300 flasker af vinen i denne årgang.

På etiketten kan man se Melanie Hickman elskede og afdøde hund Hapa … endda i guldfarve.

I glasset er det en småorangefarvet vin … ligner mest af alt en lidt doven øl, men sikke en rigtig dejlig duft, som er aromatisk med en tørret abrikos, modne æbler, hyben, dåsepærer, tørre sherry noter, let oxidativ, har vingummiflæsk, lakridskonfekt, blomsterpollen, let honning, bergamotteolie og alt med en svævende modenhed.

Smagen er kraftig og saftig … har jernrenhed, lemon og citroner, godt med friskhed, men igen lidt sherryagtige elementer, voks og nødder, mens syren med mere luft i glasset bliver mere funky. Det er måske ikke en vin for alle … jeg elsker den med sine småsærheder. 93 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7