2021 Château Saint-Cyrgues, Le Clos des Enfants Sauvages Sans Sulfites, Rhône, Frankrig

Næste vin er den økologiske Rhône vin Le Clos des Enfants Sauvages uden tilsatte sulfitter og den kommer fra vinhuset Château Saint-Cyrgues, der ligger på Route de Montpellier i Saint-Gilles i Costières de Nîmes grænsende op til Camargue regionen ved mundingen af ​​Rhône floden. Jeg smager vinen i en frisk årgang 2021.

Vinhuset er reelt grundlagt i 1991 og drives i dag af Loïc Ferraud med hælp fra sin far Jean-Pierre. Château Saint-Cyrgues er dog reelt et gammelt vinslot, der er bygget på ruinerne af kirken Saint-Cirice de Marge i 1654.

Dette kloster havde på et tidspunkt været en del af Saint Cyrgues munkeordenen, hvor dyrkning af vin var en del af munkenes daglige ritualer. Chateau Saint Cyrgues blev under den franske revolution beslaglagt som gejstlig ejendom, hvorefter det skiftede hænder mange gange.

Da vinmarkerne kan minde om markerne i Châteauneuf-du-Pape, så har der de senere år været fokus på vinproduktionen med helt nye tilplantning af markerne i 1971, hvilket er fornyet i 2014. I dag drives alle markerne 100% økologisk.

Jean-Pierre Ferrauds søn Loïc Ferraud overtog driften i 2016, men har egentlig en handelsuddannet. Han er den 6. generation og blev inspireret til at lave vin fra sin bedstefar, som også tidligere ejede vinmarker og lavede vin. Loïc arbejder i dag sammen med godsets ønolog forat skabe vinene fra Château Saint-Cyrgues.

Denne Le Clos des Enfants Sauvages Sans Sulfites er lavet på 2/3-dele Syrah samt 1/3-del Mourvèdre. Efter høsten er druerne blevet afstilket, hvorefter vinen har gæret ved 22 grader i 10-15 dage. I mellemtiden udføres en nænsom ekstraktion, før vinen slutteligt lagrer 6 måneder på neutrale fade og 2 måneder på flaske.

Sikke en let og luftig aroma med lys frugtsødme og godt med blomster. Den har et venligt ansigt, så åbent, glad og smilende, hvor frugten er jordbær, brombær, kirsebær og så sødlige fadnoter med lakridskonfekt, vanilje og let mælkechokolade.

I munden er det pivfrisk og pebret frugt. Det er brombær og kirsebær, lidt bondsk og rustik med bitter sort te, peber og noget tørt engelsk lakrids, saftede og alligevel tørre tanniner … masser af bid, grov syre og bitter frugt i eftersmagen. 89 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, Sancerre Les Demoiselles, Loire, Frankrig

Rød Sancerre på ren Pinot Noir er ikke hverdagskost hos Herr Houlberg, men denne Sancerre Les Demoiselles fra Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har jeg smagt i en tidligere årgang, men her smager jeg altså vinen i årgang 2020.

Domænet drives af brødrene Mathieu og Benoit Fleuriet, som overtog driften efter deres far Bernard Fleuriet, som var en anerkendt vinbonde i Loire.

Brødrene startede dog med at lave deres egne vine efter opkøb af 15 hektar vinmarker i Sancerre med gamle vinstokke samt 4 hektar i Menetou-Salon, men i dag driver de begge vingården og har samlet omkring 50 hektar fordelt på 35 forskellige sydligt eksponerede parceller, som har en undergrund af flintesten, kalk og småsten.

De primære druer er Sauvignon Blanc og Pinot Noir, som dyrkes efter økologiske principper, og Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har da også været økologisk certificeret siden 2014.

Brødrene arbejder hårdt i marken med manuel høst og en yderst nænsom selektering af druerne. De er uhyggelig forsigtig med ikke at tilføre druerne unødig ilt, da der dermed er større risiko for oxidering.

Fleuriet brødrene ønsker nemlig at udtrykke den friske, sprøde og mineralske stil, og vinificeringen foregår hovedsageligt traditionelt med koldmaceration, temperaturstyret gæring på cementtanke, mens lagringen for de hvides vedkommende foregår på stål. De røde vine på Pinot Noir vine lagrer på en kombination af gamle og nye egetræsfade.

Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har investeret meget i en helt ny, topmoderne kælder, blandt andet har man fået de nye, æggeformede betontanke som mange store ønologer sværger til. Hele vinifikationen er opbygget efter tyngdelovens principper.

Denne Sancerre Les Demoiselles er også på 100% Pinot Noir, som kommer fra 20-40 år gamle vinstokke på kalkrige vinmarker. Efter sortering af druerne, så gærer vinen 25-35 dage med 10 dages koldmaceration, hvorefter den lagrer en uoplyst periode på en kombination af 80% eg og 20% cement.

Duftmæssigt er det bestemt Pinot Noir med lys frugt af kirsebær, ribs og umodne jordbær, men samtidig er den også meget grøn med urter samt blæk, blyanter og grønne blade. Duften virker også noget støvet, lidt indelukket, balsamisk og har tørre egenoter.

I munden virker vinen – som sidst jeg smagte den – både grøn, flad og har masser af kantet, lys og skarp frugt. Der er ribs, syrlige rabarber, moreller, virkelig frisk og syrlig frugt, har godt med bitterhed, blæk, grafit, blyanter … meget grøn, rank og skarp. 87 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 210 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Ottomani, Chianti Superiore, Toscana, Italien

Azienda Agricola Ottomani er en lille drømmeprojekt startet af 4 barndomsvenner i Strada i Chianti. Driften er både økologisk og biodynamisk … her smager vi en af deres vine i form af en 2019 Chianti Superiore.

De 4 venner er Enrico Giovannini, Cosimo Pecorini, Leonardo Bonelli og Andrea Malavoti. De er alle uddannet ønologer fra universitetet i Firenze, men gik efterfølgende hver deres egne veje og fik en karriere indenfor vin.

Men nogle år senere mødtes de igen og besluttede sig for at lave vin sammen. Så de startede projektet Ottomani, som jo netop betyder otte hænder. Det skete ved købet af en ældre, eksisterende vingård, hvor de både kunne lave vin og producere lidt olivenolie.

Til vingården var der allerede en række marker med gamle vinstokke, som de kunne anvende … og endda forbedre ved både økologisk og biodynamisk dyrkning, da de allerede fra den spæde start besluttede sig for ikke at bruge nogle former kemisk gødning og udelukkende at arbejde med bæredygtige metoder for miljøet.

I dag er huset certificerede økologisk og derudover arbejder man ud fra biodynamiske principper, hvor man søger at forbedre planternes eget immunforsvar.

Omtanken for miljø og rene vine gennemsyrer hele processen. Brugen af svovl begrænses eksempelvis til et absolut minimum i den færdige vin. Men på trods af at der næsten er tale om naturvine” er det dog ikke funkyness, der dominerer, men derimod klassiske noter fra Sangiovese. Alle vine er spontangæret med deres naturlige gær.

Denne 2019 Chianti Superiore er lavet på Sangiovese samt lidt Canaiolo, som kommer fra marker med en kalkholdig jordbund med indspark af ler og store rulle sten. Indhøstningen foregår manuelt og allerede i marken gennemgår druerne en sortering, så kun de raske kommer med.

Gæring er sket spontant alene med druernes eksisterende gærceller i cementtanke og gæring samt maceration er sket over 30 dage med flere omgange overpumpinger og cap-crushing for på denne måde at trække så meget smag og strukturelle komponenter ud af druen som muligt. Efterfølgende lagres vinen i 14 måneder på franske barriques.

WAUW altså … dejlig urkraft i duften af landlige vitaminer, svedig bio-øko kant, boblende mødding nærmest men en fin og overjordisk dekadence, godt med kirsch og kirsebær, muldjord, sød tobak, nogle champignons og man fornemmer næsten saftigheden.

I munden er det også saftig, svedigt og har en sød balsamisk kant, der gør vinen uhyre drikkevenlig. Men det er ikke en vin, der så bare ruller om på ryggen, for den har nogle seriøse og tørre tanniner samt en syre, der ikke ligger under for pjat. Det giver virkelig vinen en ret stringent og ren nerve … seriøs og voksen på alle måder. Kæft det er hammergod Chianti. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 142 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7