2019 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, SpanienPå en eller anden måde, så ender vinene fra Bodegas Arzuaga Navarro altid godt i blindsmagninger. Det gjaldt også denne gang og endda selvom vinen alene var en Crianza.

Det er også et hus og en vin, som jeg har smagt mange gange før … derfor gider jeg heller ikke, at skrive om huset. Så i stedet kigger vi da bare nærmere på denne vin.

Vinen er også i denne årgang lavet på 94% Tempranillo og 6% Cabernet Sauvignon, som for 70% vedkommende kommer fra gamle vinstokke på marken La Maquinilla i La Planta området beliggende 911 meter over havet, hvor jorden består af kalksten og ler, mens de resterende 20% kommer fra druer på Arzuagas stenede og sandede marker i Burgos provinsen.

Efter høst afstilkes druerne og ligger i en kold maceration inden gæringen i rustfrie ståltanke ved temperaturer op til 26 grader og så lagrer vinen derefter 16 måneder på 75% franske samt 25% amerikansk egefade.

Duftmæssigt absolut en sødlig, fadpræget vin … masser af våde fade, sødbrændte endda, solbær, blåbær og god frugtsyre, atter epo-fed, tyk, opulent og smækker. Derudover er det vanilje, kardemomme, kanel, sød tobak, candyfloss, mælkechokolade, finsk lakrids, lakridskonfekt og samlet med en god nerve.

Den fin nerve fortsætter i munden, hvor vinen er mere rank end forventet, idet fadpræget smagsmæssigt fylder mindre, men giver en vin, der er blød, rund og cremet. Der er brombær, blåbær, hindbær og lidt tranebær samt tørre tanniner. God vin og 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb

2014 Bodegas Nexus, Nexus Plus, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Nexus, Nexus Plus, Ribera del Duero, SpanienRibera del Duero vin nummer 5 var denne 2014 Nexus Plus fra Bodegas Nexus, der ligger tæt på Duero floden i Pesquera de Duero i Valladolid området.

Huset er grundlagt i 2008 af Camino Pardo samt Ulpiano González Ortigosa … og de grundlagde både Bodegas Nexus samt Bodegas Frontaura & Victoria … hvor Bodegas Nexus laver vine fra Ribera del Duero, mens  Frontaura laver vine fra Toro appellationen. Alle vinene laves dog på vineriet i Pesquera de Duero.

Camino Pardo er en kvindelig vinmager, der startede sin karriere i vinverdenen tilbage i 1996. Hun stammer selv fra en familie af gamle vinbønder tilbage fra 1840, mens Ulpiano González Ortigosa er en pengemand og til dagligt formand for ejendomskoncernen Grupo Diursa.

Samlet har Bodegas Nexus samt Bodegas Frontaura & Victoria omkring 120 hektar vinmarker i Toro samt 40 hektar mellem Piñel, Pesquera de Duero og La Horra i Ribera del Duero … alle primært med Tempranillo.

Denne 2014 Nexus Plus er lavet på ren Tempranillo druer fra gamle vinstokke på marker i La Horra med meget lille udbytte pr. vinstok og efter vinificeringen har vinen lagret hele 33 måneder på franske Allier egefade.

Duften er – på en eller anden udefinerbar måde – lidt speciel og anderledes. Der er stor landlighed, masser af lakrids, blåbær, solbær, en lidt kantet syre og masser af frisk eg, cedertræ og nelliker.

I munden er der også lidt kanter, der skrammer lidt i munden og faktisk virker meget stærk. Der er peber, en meget mineralsk smag, tætte og bidelystne tanniner … men for pokker, hvor har den kant og endte faktisk hos alle omkring bordet med en lav score. Jeg bedømte den til 87 point.

Set hos Megavin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Bodega Conde de San Cristóbal, Reserva Especial, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodega Conde de San Cristóbal, Reserva Especial, Ribera del Duero, SpanienVi fortsatte – blindt og i godt humør – ufortrødent med næste Ribera del Duero vin og det blev denne 2018 Reserva Especial fra Bodega Conde de San Cristóbal i Peñafiel.

Bodegas y Viñedos del Conde San Cristóbal er ejet af det store Grupo Vinícola Marqués de Vargas og blev etableret i 2008. Huset holder til i den historiske bygning Pago de Valdestremero, hvis vinmarker allerede var ret kendte i det 16. århundrede, da deres druer blev brugt til at lave vine, der blev serveret ved Kong Felipe II’s hof i Valladolid.

Selve Grupo Vinícola Marqués de Vargas har selv en lang historie, som går tilbage til 1840, hvor Don Felipe De la Mata VIII Marqués de Vargas, besluttede at plante de første vinstokke på familiens marker ved Hacienda Pradolagar ejendommen i Rioja.

Hans sønner Pelayo og  Francisco IX Marqués de Vargas fortsatte med at lave vin og Pelayo blev endda en berømt skikkelse i Logroño, hvor han bl.a. også blev borgmester.

Siden 1989 har det imidlertid været Pelayos barnebarn, der har samme navn Pelayo men mere korrekt Pelayo de la Mata XIII Marqués de Vargas, der som 4. generation har fortsat driften sammen med sine brødre.

Det er også ham, der har købt den gamle Pago de Valdestremero ejendom i Ribera del Duero og dermed grundlagt Bodega Conde de San Cristóbal og dermed kan lægge titlen IX Conde de San Cristóbal til sit navn.

På Bodega Conde de San Cristóbal i Peñafiel har familien 80 hektar vinmarker på det stræk, som kaldes Golden Mile, og består af rigtigt mange små parceller alle med Tempranillo.

Vi smager her deres Reserva Especial, hvor Tempranillo druerne kommer fra den 5 hektar store vinmark Las Callejas, der ligger ved El Páramo i 900 meters højde og har 35 år gamle vinstokke.

Efter høsten ligger druerne først i en kølig premaceration inden gæring sker ved 20-24 grader over 9-12 dage med daglig pump over og derefter sker der malolaktisk gæring inden lagring 18 måneder i franske egefade. Der er i denne årgang lavet 12.976 flasker af vinen samt 300 magnumflasker.

I næsen er vinen mere animalsk og landlig end foregående. Her er møddingen inviteret med sammen med lidt mejeri, røget skinke og finsk lakrids, mørk chokolade, kaffe og ellers egentlig meget frugtrig med hindbær, brombær og svesker.

Smagen er rigtig dejlig tør og alligevel med noget rundt og blødt, er ganske tanninrig, har røg, godt med tør kant, solbær, sorte kirsebær, kakao, sødbitter krydret, mens fadpræget er godt integreret og slet ikke så tydelig, men mere diskret og elegant. 93 point.

Importør er Pedersbæk Vin & Gastronomi, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7