2011 Domaine de la Chevalerie, Bourgueil Galichets, Loire, Frankrig

2011 Domaine de la Chevalerie, Bourgueil Galichets, Loire, FrankrigNæste vin blev smagt blindt … og dén ramte jeg ikke, for jeg var ovre i noget lettere Beaujolais, men det var en total frisk 2011 Bourgueil Galichets fra huset Domaine de la Chevalerie i Restigné i Loire.

Huset drives af Caslot familien, der har været vinbønder siden 1640. I dag drives gården af den 13. generation i form af Laurie,  Emmanuel og Stéphanie Caslot … 3 søskende, der er fortsat alle traditionerne fra deres far Pierre, der dog fortsat hjælper børnene rundt om på vingården.

Domaine de la Chevalerie har sammenlagt 33 hektar vinmarker mellem Restigné og Benais i Bourgueil … og i det område må man ifølge appellationens regler alene lave rødvin, så markerne er tilplantet med masser af Cabernet Franc.

Alle marker har siden 2008 været dyrket økologisk og siden 2012 har de været biodynamisk certificeret.

Domaine de la Chevalerie råder derudover over en magisk og smuk vinkælder på størrelse med 2 fodboldbaner. Kælderen ligger under gården samt de tilstødende vinmarker og den har siden 1100-tallet  fungeret som et stenbrud, hvor blokke af sten blev hugget ud og brugt til kirkebyggerier i både Restigné og Chinon.

I dag er de nærmest katedralstore kælder hjemsted for både lagringsfaciliteter og – nok så vigtigt – for et imponerende lager af ældre vine, som først frigives til salg efter mange års lagring. Dette giver en sjælden mulighed for at smage modne vine på Cabernet Franc til overkommelige penge … som fx denne 2011 Bourgueil Galichets.

Den er selvfølgelig på 100% Cabernet Franc fra marken Galichets, som ligger på de øverste del af skråningen bag vinhuset lidt nord for Restigné. Vinstokkene på marken er plantet i 1930, men der er dog sket små genplantninger i 1970, 1980 og 1990, således gennemsnit på vinstokkene er 60 år.

Efter høst er druerne afstilket 100% og sorteret nærmest drue for drue. Gæring og maceration sker spontant alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på store brugte fade.

Som med alle vinene hos Domaine de la Chevalerie er der tale om meget naturlige – men rene – vine. Der svovles minimalt og kun op til 30 mg. svovl pr. liter. Vinene tappes uden klaring og filtrering og vinen kommer fra husets serie Cuvée Parcellaires.

Duftmæssigt er det en rund, saftig, let og lys vin … har en bondsk lethed og en mellemlys frugt med hindbær, lyse kirsebær, blåbær, men derimod ikke megen cedertræ eller grafit. Der er blomster og små grønne noter, men samlet fremstår det som en fin og feminin Bourgueil vin.

Sådan smager vinen også … faktisk rigtig godt, meget blød, let og har total fin frugt, som overrasker med friskheden trods alderen på over 11 år. Der er en vis mængde tydelige tanniner, men samlet svævende og let samt så vedkommende, harmonisk, nem … og til prisen lidt et fund. 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7