2012 Charles Fox Cap Classique Estate, Cipher, Western Cape, Sydafrika

Det sydafrikanske vinhus Charles Fox Cap Classique Estate kalder deres top, top prestigevin for Cipher, som jeg nu smager i en årgang 2012.

Som jeg fortalte, sidst jeg smagte vinen i årgang 2013, så refererer Cipher vel nærmest en kryptografisk algoritme, som man bruger, når en besked skal omsættes til en hemmelig, krypteret besked.

Men her er det dog ikke hemmeligt, at Cipher er lavet på 50% Pinot Noir samt 50% Chardonnay, vinificeret helt traditionelt og så lagret med andengæring sur lie i mindst 4 år inden degorgering. Der er lavet 4.000 flasker af vinen.

Som med 2013’eren er duften gæret, let oxyderet, her godt med brødkrummer, ubagt franskbrød, overmodne æbler, pærer, fersken samt hvide blomster. Det er let, flyvsk, landligt, animalsk, bondsk på de fine, polerede og bonede gulve, balletdans, englehop og så fint, sart og elegant.

Boblerne har god balance ….blide uden at blive for neutrale, men fine, rene og i rette dosis. Der er lemon, grønne og syltede æbler, en let sødme og alligevel meget frisk med stor finesse. Derudover er der lidt kalk, granit og stenet mineralitet, men det frugtrige kommer oss’ bare tydeligt frem med stor vedholdenhed og vinen slutter med et muntert grapebid i eftersmagen. 95 point.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Domaine l’Ancienne École, Esprit du Nord Vin de France, Rhône, Frankrig

Vi sluttede Domaine l’Ancienne École med en Vin de France vin, men dog fortsat med druer fra Vinsobres, men da den er på ren Syrah, så opfylder den ikke appellationens regler, men lavet i samme ånd som vinene længere mod nord … Esprit du Nord Vin de France 2017.

Druerne er også her helt økologiske, håndplukkede og naturligt gæret i store betonkar, hvorefter vinen er lagt i store gamle egefade i 300 dage og har her undergået malolaktisk gæring. Vinen aftappet fuldstændig ufiltreret. Der laves årligt 600 flasker.

Det dufter faktisk af noget nordlig Rhône vin … flæsk, røget bacon, sorte oliven, saltlakrids samt en kølig stenet mineralitet. Det dufter vildt godt … frugten er tæt, kompakt og alligevel med landlig slagside og en bondsk karakter, godt med solbær, hyldebærsuppe, blommer samt let røg, røget salami, ristet kaffe og mørk bitter chokolade.

I munden er vi også lige røget et niveau op … tør, intens, urtet og mineralsk. Der er lidt tørre granitskæver, koldrøg, ren og mørk frugt, overmodne kirsebær og morbær, sorte oliven og på denne ret friske, frugtrige og kølige facon. Der er friskhed i frugten, mens tanninerne nok ikke er helt så vilde som i Nordrhône … men det er sgu ret tæt på, hvorved vinen bare smager røvgodt. 94 point og dermed er det samtidig en rigtigt godt køb.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Domaine l’Ancienne École, La Dame Anglaise Vinsobres, Rhône, Frankrig

Som nævnt tidligere, så laver Domaine l’Ancienne École 2 forskellige AOC Vinsobres vine. Denne engelske dame La Dame Anglaise Vinsobres har Anna Thorburn nok opkaldt efter sig selv.

Som den anden Vinsobres vin er den lavet på 50% Grenache og 50% Syrah fra vinmarker på sydvestvendte skråninger i 400 meters højde med en jordbund af primært kalksten, sand og ler.

Druerne til vinen er håndplukket og vinen er fermenteret i gamle cementkar og har fået malolaktisk gæring. Modsat dens søstervin l’Essentiel er 75% af denne vin lagret  over 2 år på et mix af nye og gamle fade. Der laves årligt 1.500 flasker af vinen.

Fadpræget kan allerede duftes fra første snif … virker opulent, tyk samt fed med både sød finsk og engelsk tør lakrids, vanilje, sød tobak og lakridskonfekt, landlig, flæsket og røget … har saftige blommer, en snas brombær og solbær, noget meget modent over frugten og så kul, koldrøg, ristede kaffebønder og utrolig koncentreret.

I munden er det en fed og tæt vin … igen med en forstærket mørk frugt, brombær, blommer og solbær, rig og fyldig med pænt saftige tanniner. Det er en lille Rhône bombe af smag, men er klart fyldigere og mere tæt, voldsom og tykkere end l’Essentiel … men damm, den smager godt. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Domaine l’Ancienne École, l’Essentiel Vinsobres, Rhône, Frankrig

Den næste vin fra Anna og Wilson Thorburn på Domaine l’Ancienne École blev så en AOC Vinsobres vin, for det var nemlig deres 2017 l’Essentiel Vinsobres.

Vinen er lavet på et mix af 50% Grenache samt 50% Syrah fra nogle marker på sydvestvendte skråninger i 400 meters højde med en jordbund af primært kalksten, men også sand og ler.

Druerne er håndplukkede, vinen er økologisk og fermenteret i cementkar og har fået malolaktisk gæring. Den er også lagret på cement med bærmen … og der laves årligt 3.500 flasker af vinen.

Hold nu kaje for en duft … tætpakket frugt, meget ren og frisk i frugten med brombær, solbær, blommer, en fin bondsk landlighed, mælkede noter, sød tobak, vanilje … og virker faktisk kølig samt en smule parfumeret.

Sådan smager vinen også … ren, kølig med bittersød frugt, der kommer også lidt peber, men mest af alt den friske frugt, ren frisk med kirsebær og brombær. Alt leveres pænt og nydeligt med cremet og blød smag, velintegrerede tanniner … intens og lækker vin, der giver 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine l’Ancienne École, Terra Firma Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

Domaine l’Ancienne École ligger lidt nord for Vinsobres i Drôme sydøst for Vaucluse i Rhône. Herhjemme er det Hands on Wines, der importerer vinene og jeg smager nogle stykker fra huset og starter med denne 2020 Côtes du Rhône Villages.

Vinhuset Domaine l’Ancienne École er grundlagt i 2007 af det engelske par Anna og Wilson Thorburn, som havde forelsket sig i området i det sydlige Frankrig. De arbejdede begge som advokater i London, men da de under en tur til Rhônedalen i 1997 blev ledt af de små landeveje grundet et cykelløb, så kom forbi ejendommen og var omgående solgt.

Men det var dog først i 2006, at de besluttede at kvitte deres job som advokater i London og købte ejendommen. Først flyttede Anna og deres 2 børn ned på vingården og senere fulgte Wilson med, så de i 2007 kunne etablere Domaine l’Ancienne École.

De navngav vingården Domaine l’Ancienne École – Domæne Den Gamle Skole – da de fra den tidligere ejer opdagede, at bygningerne tidligere havde fungeret som den lokale skole i 1950’erne og 60’erne og valgte også den californiske valmue Eschscholzia Californica som deres logo, for den vokser også rundt om på ejendommen.

De har nu siden starten øget deres vinmarker fra lidt over 5 hektar til nu lidt over 13 hektar med primært  Syrah og Grenache, der alle dyrkes økologisk. Men derudover har de også 3 hektar med skov … og så lidt udlejning af ferielejligheder.

Det er Anna, der er vinmager og hun laver 1 rosé og 4 rødvine, der alle er lavet med spontangæring og lagring på stål, beton eller gamle fade. Den samlede produktion for huset er omkring 15.000 flasker årligt.

De fleste af  vinene er under appellationen AOC Vinsobres, som er en nyere appellation stiftet i 2006 … og for at få denne AOC status, så skal vinene indeholde mindst 50% Grenache samt 25% Syrah og/eller Mourvèdre. Vinsobres var tidligere en del af Côtes-du-Rhône Villages AOC.

Vinsobres er et bjergrigt område og vinmarkerne er højt placeret … faktisk er det et af de nordligste vinområder i Sydrhône, hvilket har givet det tilnavnet Nord du Sud. Det betyder, at vinene herfra er mere ranke i stilen og har et lidt højere syre niveau.

Jeg skal i alt smage husets 4 rødvine, hvor to netop er AOC Vinsobres vine, mens en enkelt er en AOC Côtes du Rhône Villages, mens husets topvin blot en Vin de France … men det skyldes, at den er på ren Syrah.

Samlet er det disse vine.

Den første vin … Terra Firma er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah fra sydvestvendte skråninger i 400 meters højde med en jord bestående af en blanding af kalksten og ler.

Druerne er alle er høstet med maskiner. Efter høsten er gæring og maceration sket i termokontrollerede epoxyforede cementkar med druernes egne gærceller. Derefter er der sket malolaktisk gæring og så en let filtrering inden aftapning på flaske.

Sikke da en dejlig duft … klart Rhône med en landlig lys lethed, blomsterpotpourri, tørret kød, jod, engelsk lakrids, lakridspiber og lakridskonfekt, brombær, solbær samt grønne urter … og læg dertil en lille portion sødme.

I munden er det også en rigtig saftig bandit … højt niveau for en entry-level vin. Frugten er fyldig og saftig, brombær, hindbær samt tranebær … en lille frugtbombe med runde tanniner. Der er balance i vinen og det er mellem et let bitter syre og så en sødlig frugt. Det er måske ikke kompleks, men fandeme en god Côtes du Rhône Villages, så dermed 90 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Francesco Versio, Barbaresco, Piemonte, Italien

På Bistroteket valgte vi også denne 2014 Barbaresco fra den unge og dygtige kultproducent Francesco Versio, der holder til i byen Albesani nordvest for Barbaresco.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere og det var faktisk, da jeg smagte samme Barbaresco blot i årgang 2015. I det indlæg kan I også læse mere om selve vinhuset.

Her er det som sagt Barbaresco fra 2014, som blev et vanskeligt år, hvor Versios høst blev reduceret med mere end 50%. Vinen er lavet hos et lokalt kooperativ, som havde været flinke at låne ham deres produktionsfaciliter.

Den er lavet meget traditionelt med gæring og maceration i rustfrie ståltanke over 40 dage og så lagring i det store østrigske Stockinger fad i 24-26 måneder.

Næsen er mørk og parfumeret, sorte oliven, violer, tørrede roser, tobaksblade og godt med fedme samt kraftig frugt, sorte kirsebær, hindbær, blommer, vanilje, jod samt balsamiske elementer.

I munden har vinen en mørk og ren frugt, blåbær, hindbær, lidt blommer og fede tanniner, noget lakrids, men virker kraftigere og federe end forventet. Synes ikke, at den helt er på niveau med 2015’eren. 91 point.

Importør er Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Radio-Coteau, Dierke Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

Fra Peters kælderkort på Bistroteket valgte vi denne lækre 2012 Dierke Sonoma Coast Pinot Noir fra Radio-Coteau Vineyards og det skulle vise sig som en god idé.

Vinhuset Radio-Coteau ligger i byen Sebastopol vel omkring 5 kilometer øst for Santa Rosa i Californien. Husets vinmarker ligger yderligere 5 kilometer længere mod øst, nemlig lige ovenfor byen Occidental, omkring 50 kilometer nord for San Francisco.

Radio-Coteau er et forholdsvis nyt vinhus, grundlagt i 2002 af Eric Sussman, som oprindelig stammer fra New York. Han er uddannet som landmand ved Cornell University i Ithaca, men altid har haft en interesse for vin.

Efter endt uddannelse flyttede Eric til Yakima, Washington State, hvor han endte med at blive vinmager på en lille garage producent Staton Hills, som i øvrigt nu hedder Sagelands Vineyard Winery.

Han indså dog hurtigt, at han havde brug for at tilbringe noget tid i Frankrig, så han kunne fordybe sig i nogle af gammeldags teknikker for vinproduktion. Hvad er så mere oplagt end at starte i Bordeaux og Bourgogne? Det blev til et længere ophold på lidt over to år.

I løbet af årene i Frankrig arbejdede Eric Sussman på Château Baron Phillipe de Rothschild i Paulliac og i Bourgogne hos Comte Armand i Pommard sdamt Jacques Prieur i Meursault. Det var i øvrigt fra vinmageren Pascal Marchand hos Comte Armand, at Eric første gang hørte om biodynamiske principper.

Efter endt ophold i Frankrig gik turen retur til USA, hvor inden grundlæggelsen af Radio-Coteau i 2002 arbejdede hos Bonny Doon og Dehlinger, hos sidste endda som vinmager gennem en længere periode.

Da Eric Sussman grundlagde Radio-Coteau var det uden vingård eller egne marker. I stedet lavede han en langtidskontakt om leje og pleje af en familieejet mark Terra Neuma, hvor vinstokkene blev dyrket både økologisk og biodynamisk.

Og med lidt hjælp fra vennerne Bill and Joan Smith, der er tidligere ejere af La Jota og nuværende ejere af W.H. Smith Wines, så fik han produktionen i gang.

Og Eric sigtede mod mindst mulig indblanding i selve dyrkningen og produktionen. Han bruger udelukkende økologiske og biodynamiske dyrkningsmetoder, forsøger at lægge sig tæt på naturvinsbegrebet med mindst muligt brug af sulfit, brug af naturgæring og ingen klaring eller filtrering ved flaskningen.

Okay helt naturvin bliver det altså ikke, men han jagter en kølig og elegant stil. Og det ser ud til at være lykkedes. Hurtigt opnåede vinene fra Radio-Coteau høje anmeldelser og blev hurtigt udsolgt. Antonio Galloni – Robert Parkers arvtager på The Wine Advocate – har bl.a. kaldt Radio-Coteaus vine nogle af de mest uimodståelige vine i Californien. Og det er jo ganske store ord.

Ét af højdepunkterne for Eric Sussman var et telefonopkald fra selveste Angelo Gaja, som fortalte, at han beundrede Sussmans vine og gerne ville importere nogle af dem til Italien. I dag er alle Radio-Coteau vinene ganske hypede og vel nærmest kult … og udsolgte bliver de fortsat hurtigt.

Navnet Radio-Coteau, skal vi da også lige omkring. Det betyder direkte oversat for “radio-bjerg”, men det giver jo ikke umiddelbart mening. Radio-Coteau er et begreb, som stammer fra den nordlige del af Rhône, om at bjerget (med vinstokkene) taler til vinavlerne, når de skal producere vinene.

I 2012 købte Erik Sussman så endelig egen vingård med tilhørende vinmarker, bl.a. over 80 år gamle Zinfandel vinstokke samt marker med Syrah. Derudover har Eric også tilplantet 4,5 hektar med Pinot Noir. Det er generelt marker med stor biodiversitet, frugttræer og et mindre kvæghold, som græsser omkring ejendommen.

Denne 2012 Dierke Sonoma Coast Pinot Noir er lavet med Pinot Noir druer fra den økologisk certificerede vinmark Dierke, der ligger på en bjergskråning lige ved Bodega Highway i et mangfoldigt habitat af frugttræer og køkkenhaver.

Stokkene blev plantet i 2006 … klonerne Mt. Eden og clone 828 … alle druerne blev afstilket inden vinificering og derefter er vinen så lagret 16 måneder på franske fade, heraf35% nye fade.

I næsen er det er dejlig moden frugt tilsat lidt blækagtige noter. Der er blommer, boysenbær, jordbær, kirsebær, grøntsagsfond, vild skov, tørt træ, kakaopulver, mælkechokolade … virker meget moden samt voksen. Der er nogle våde fade, lakridskonfekt, vanilje og er samlet set lidt kødfuld i aromaerne.

Og sådan smager vinen faktisk også … voksen og følsomt … næsten zen og hvor er det godt. Smagen er blød frugt, kirsebær, brombær og jordbær, saftig og samtidig elegant på en smooth, crenmet og moden facon, har runde og bløde tanniner, dybde, god struktur … sidder lige i skabet. 95 point.

Tidligere forhandlet af Husted Vine, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Grans-Fassian, Dhroner Hofberg Riesling GG, Mosel, Tyskland

På Bistroteket smagte vi skam også den samme vin – Dhroner Hofberg Riesling Grosses Gewächs fra Weingut Grans-Fassian – i årgang 2018 og den var mere rund og komplet.

Den er selvfølgelig lavet på præcis samme måde … alt med manuel høst på den stejle mark og så presset og gæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen da også bagefter er lagret sur lie en periode.

Den minder i næsen selvfølgelig om 2019’eren, men virker bare rundere og og blødere. Der er fortsat godt med petroleum, grønne æbler, citroner, abrikos, blomster og har da også denne mineralske og rene aroma, som virkelig giver en krisp fornemmelse.

I munden er forskellen endda større, for smagen er også både mere rund og mere blød, men også i starten let perlende. Der er fortsat en syre med citroner, men her virker citroner mere tørrede i det og får følgeskab af lemon og salte mineraler. 2018’eren virker en tak mere søde og dybere i smagen. Det smager herregodt. 95 point.

Forhandles af Terroir Vin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Grans-Fassian, Dhroner Hofberg Riesling GG, Mosel, Tyskland

Igen et besøg på Bistroteket i Randers og med lækker vin fra Peters kælderkort … bl.a. 2 vine fra Weingut Grans-Fassian og det var et par Dhroner Hofberg Riesling Grosses Gewächs i årgang 2019 og 2018.

Weingut Grans-Fassian er bosiddende ved Mosel flodens bred mellem Trittenheim samt Leiwen … en strækning der nok hører til blandt Tysklands smukkeste.

Vinhuset er grundlagt i 1624, men drives i dag af Gerhard Grans, som overtog driften efter sin far Matthias Grans i 1982. Dengang var ejendommen på små 4 hektar, men er løbende blevet udvidet og er i dag på knap 12 hektar.

På de stejle bakker dyrkes der Riesling, Pinot Blanc og Pinot Gris. De bedste marker er klassificeret i den højeste kategori GG … Grosses Gewächs, nemlig de 3 marker Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke og Dhroner Hofberg. Herudover har de også den fremragende mark Piesporter Goldtröpfchen.

Marken Dhroner Hofberg er ganske stejl med 60-65% hældning og jordbund af rød skifer, hvor druerne efter høst er presset skånsomt og så gæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen også bagefter er lagret en periode sur lie.

I næsen er 2019’eren meget ren, mineralsk og urtet. Der er først petroleum og den fremstår meget skarp, præcis og klar med grønne æbler, citroner samt en smule tropisk frugt ala abrikos, blomster, men virker så rank og mineralsk.

I munden er det lidt samme billede … syrlige citroner, umodne æbler og et sprødt mineralsk bid. Den virker endnu meget ung, lidt tæt, let saltet og med en styrende og ren syre, der giver vinen masser af bid, så dermed 93 point.

Forhandles af Terroir Vin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Viña Koyle, Cerro Basalto Mediterráno, Colchagua, Chile

De fleste af os kender nok de chilenske supermarkedsvine fra Viña Undurraga, men familien Undurraga solgte vinhuset i 2006. I stedet laver de i dag kvalitetsvin efter biodynamiske principper i projektet Viña Koyle og her smager vi deres 2019 Cerro Basalto Mediterráno.

Familien Undurraga grundlagde tilbage i 1885 Vina Undurraga i form af  Francisco Undurraga, der var et multitalent. Han var både landmand, advokat, politiker, forfatter og kunstner.

Han importerede vinstokke med Cabernet Sauvignon samt Pinot Noir fra Frankrig samt Riesling og Gewurztraminer fra Tyskland, og det blev starten til et langt … og stort vineventyr … og i dag driver det store vinhus ikke mindre end 1.800  hektar vinmarker.

Men i 2006 solgte familien altså vinhuset, da de var trætte af storsalg til alverdens supermarkedskæder. I stedet har de startet projektet Viña Koyle højt oppe i bjergene ude mod den kølige kyst ved Los Lingues. Der laver de vine sammen med terroir-guruen Pedro Parra fra Clos des Fous.

Der dyrkes de traditionelle druer … Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Syrah, Carmenere og Sauvignon Blanc, men også mere exceptionelle Cinsault og Muscat.

Vinene har fra starten været dyrket biodynamisk og Koyle fik Demeter-certifikation i 2012. Der bruges kun kunstvanding i meget begrænset omfang og enkelte marker kunstvandes slet ikke.

Alle vinene gæres ved brug af ejendommens naturlige gær og er certificeret veganske – altså uden brug af animalsk protein til klaring.

Denne Cerro Basalto Mediterráno er lavet på et blend af både Monastrell, Garnacha, Carignan og Syrah fra en 2,76 hektar mark i 480 meters højde. Hver druesort er vinificeret separat i henholdvis egetræsfade og rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret med Monastrell og Syrah 12 måneder i 500 liter egetræsfade,  Cariñena i 18 hektoliter foudres og endelig Garnacha i 17 hektoliter betonæg. Derefter er vinen sammenstukket, flasket og lagret yderligere 6 måneder.

Der er duftmæssigt tørrede grønne urter, tør tobak, virker lidt støvet i det hele taget, har en mørk frugt af blåbær og brombær, sorte oliven, tør engelsk lakrids, saltlakrids, tørret kød og grønne stilke, men virker ellers en smule indelukket i aromaerne.

I munden er vinen ikke helt så tør, men har en ren, støvet og skarp frugt med sorte kirsebær og blåbær, lakridsrod … nogen alkohol, tørre tanniner, fennikel og lakridsrod. Frugten virker både frisk, intens og har en letbitter sødme og egentlig meget vedholdende i smagen. 89 point.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7