2019 Weingut Grans-Fassian, Dhroner Hofberg Riesling GG, Mosel, Tyskland

Igen et besøg på Bistroteket i Randers og med lækker vin fra Peters kælderkort … bl.a. 2 vine fra Weingut Grans-Fassian og det var et par Dhroner Hofberg Riesling Grosses Gewächs i årgang 2019 og 2018.

Weingut Grans-Fassian er bosiddende ved Mosel flodens bred mellem Trittenheim samt Leiwen … en strækning der nok hører til blandt Tysklands smukkeste.

Vinhuset er grundlagt i 1624, men drives i dag af Gerhard Grans, som overtog driften efter sin far Matthias Grans i 1982. Dengang var ejendommen på små 4 hektar, men er løbende blevet udvidet og er i dag på knap 12 hektar.

På de stejle bakker dyrkes der Riesling, Pinot Blanc og Pinot Gris. De bedste marker er klassificeret i den højeste kategori GG … Grosses Gewächs, nemlig de 3 marker Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke og Dhroner Hofberg. Herudover har de også den fremragende mark Piesporter Goldtröpfchen.

Marken Dhroner Hofberg er ganske stejl med 60-65% hældning og jordbund af rød skifer, hvor druerne efter høst er presset skånsomt og så gæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen også bagefter er lagret en periode sur lie.

I næsen er 2019’eren meget ren, mineralsk og urtet. Der er først petroleum og den fremstår meget skarp, præcis og klar med grønne æbler, citroner samt en smule tropisk frugt ala abrikos, blomster, men virker så rank og mineralsk.

I munden er det lidt samme billede … syrlige citroner, umodne æbler og et sprødt mineralsk bid. Den virker endnu meget ung, lidt tæt, let saltet og med en styrende og ren syre, der giver vinen masser af bid, så dermed 93 point.

Forhandles af Terroir Vin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7