Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2021 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, TysklandFra kalksten til kalkovn … fra Kalkriff til Kalkofen … i hvert fald napper vi da endnu en Spätburgunder fra Weingut Hanewald-Schwerdt og det blev deres 2021 Kalkofen Spätburgunder.

Kalkofen marken ligger lige nabo til Herzfeld og markens terrasser sydvendte og varme og for jordbunden består af et blot 1 meter tykt lag med løs kalksten og mergel ovenpå massiv kalksten nedenunder, så det nærmest fungerer som en ovn.

Marken har alene vinstokke fra Dijon kloner, men bare med alder, da Kalkofen er anlagt på terrasser og beplantet i 1955. De to fætre er godt nok gang med at udskifte de gamle tyske kloner af Pinot Noir på deres marker med Dijon-kloner, men de snart 70 år gamle stokke med 6 forskellige kloner på Kalkofen bliver ikke skiftet.

Druerne er høstet med lavt udbytte og kun lidt afstilket inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store, åbne gæringskar, efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 24 måneder på nye franske barriques.

Uhhh igen voksenlækkerier … minder lidt om Kalkriff, men virker dybere og mere nøddet i duften, hvor der er karamel, kakao, teaktræ og mahogni, lakridskonfekt, vanilje, chokolade, marcipan, sødtobak, røg, mandelessens, mælkekaffe og alt med denne animalske sødlige og landlige hestestald.  Frugten er blød, fed og saftig med kirsebær, jordbær og måske endda lidt mørkere frugt, alt veldoseret og smuk afbalanceret … man bliver i godt humør.

Smagen er ligeledes veldoseret og smuk afbalanceret med en ung, rank og spændstig frugt, der virker både blød og frisk med kirsebær, jordbær, tranebær og ribs, lidt peber, nelliker og lidt lemon, der giver en lille letbitter syre, der holder rygraden stram og stolt. Der er fine og ranke tanniner, en let tørhed og frem for alt … så smager det bare fremragende. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 La Spinetta, Il Rosé di Casanova, Toscana, Italien

2022 La Spinetta, Il Rosé di Casanova, Toscana, ItalienLa Spinetta laver ikke kun vin i Piemonte, for siden 2001 har de også ejet 65 hektar vinmarker i Toscana og derfra skal vi smage en rosévin og det er denne 2022 Il Rosé di Casanova.

Giorgio Rivetti vendte nemlig i 2011 sit fokus mod Toscana og skabte der en vingård, som de kaldte Casanova della Spinetta.

De ønskede en udfordring med at arbejde i et andet territorium med forskellige druesorter, selvom det nu er med Sangiovese i hovedrollen.

Denne Il Rosé di Casanova har Spinetta lavet siden 2012 og den er lavet på 50% Sangiovese, og 50% Prugnolo Gentile … sidstnævnte er mest kendt af os som Sangiovese Grosso, så reelt er vinen altså lavet på ren Sangiovese.

Efter høsten er druerne afstilket og presset blidt, hvorefter mosten forbliver i kontakt med skindet en en kort periode for at få farve og opnå balance. Alkoholgæringen sker over 10 dage og derefter er vinen lagret 4 måneder sur lie i ståltankene.

Duften er sådan lidt behersket, men der kommer lidt hyben, fersken, æbler, hindbær og lyse kirsebær, egentlig en dejlig frugt, der er frisk med en lille smule sødme.

Smagen er lidt i samme boldgade … frisk og alligevel med en rund frugtsødme, sødbitter grape og lemon, fersken og æblesaft med et ganske svagt mineralsk aftryk. 89 point.

Købt hos Løgismose til 105 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   half_thumb

2022 Weingut Wagner Stempel, Pinot Noir, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Wagner Stempel, Pinot Noir, Rheinhessen, TysklandVi fortsætter med tysk Pinot Noir aka Spätburgunder, men rykker fra Pfalz til det store Rheinhessen, hvor vi i byen Siefersheim finder Weingut Wagner Stempel, som vi smager denne 2022 Pinot Noir fra.

Weingut Wagner Stempel drives i dag af Daniel Wagner, som er den 8. generation og han overtog vingården efter sin far tilbage i 1993.

Han driver i dag omkring 25 hektar vinmarker og han har siden sin overtagelse udviklet vingården til i dag at være blandt nogle af de anerkendte producenter i Rheinhessen.

De bedste marker er klart de 3 Grosse Lage marker Neu-Bamberger Heerkretz, Scharlachberg i Bingen samt Sieferheimer Höllberg.

Filosofien er, at alle vine fra huset skal være stærkt terroir prægede og med mindst muligt brug af giftstoffer, hvorfor huset er ved at konvertere til økologisk vinbrug.

Daniel Wagner laver primært masser af Riesling, men han laver også forrygende Silvaner, tør og storslået Grauburgunder samt læskende, ren og tør Weissburgunder.

Wagner Stempel er en fornem repræsentant for den nye generation af fremadstormende vinbønder i Tyskland og han blev således også i 2009 kåret til Aufsteiger des Jahres i den tyske Gault Millau, hvor han samtidig også er blevet tildelt sin fjerde drueklase.

Allerede i 2007 var den førende tyske vinguide Eichelmann ude med samme prædikat Aufsteiger des Jahres. Apropos prædikater, så er Wagner Stempel naturligvis medlem af VDP … Verband Deutcher Prädikat und Qualitätsweingüter.

Denne 2020 Pinot Noir er Stempels Gutswein på druen, altså en basisvin, hvor alle druerne kommer fra marken Sieferheimer Horn og efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på brugte barriques samt stückfässern, altså større fade på typisk 1.000-1.200 liter. Der er 0,1 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der masser af lækre noter … nødder, nougat, karamel, kastanjer, mandler, våde fade, vanilje, chokolade og sød tobak, mens frugten mest er kirsebær og jordbær. Den har en duft af både sød kostald og som at stå inde i vineriet … sådan våd, fugtig og omfavnende.

Smagen er fin, blød og på et flot højt niveau for en Gutswein … hvor frugten er kirsebær, hindbær og jordbær suppleret med grillet lime, der lige giver lidt mørk og afdæmpet bitterhed. Læg dertil lidt peber, bløde og alligevel friske tanniner, en lille tørhed og en balanceret syre, så får man en rigtig fin Pinot Noir. 91 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkriff Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkriff Spätburgunder, Pfalz, TysklandVi fortsætter i den lette afdeling, for næste vin er nemlig en 2020 Kalkriff Spätburgunder … en Ortswein fra de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt i vinhuset Weingut Hanewald-Schwerdt i Bad Dürkheim-Leistadt i Pflaz.

Det er også en vin, som jeg har smagt i den tidligere årgang 2019 og vinhuset har jeg også skrevet om før. Denne vin er lavet på druer fra kalkstenstige vinmarker ved Leistadt og det omfatter primært druer fra Kalkofen og Herzfelt … men blot de druer, som ikke kommer med i husets topvine.

De to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt skulle have lavet vinen med spontangæring alene med druernes egne gærceller i åbne egekar, mens vinen efter endt fermentering er lagret hele 24 måneder på egefade.

Åhhh nice … masser af elegant fadpræg med karamel, chokolade, vanilje, lakridskonfekt, mandelessens, mælkekaffe, marcipan samt våde fade og røg. Læg dertil lidt sød animalsk stald og en blød frugt af bløde jordbær og modne kirsebær … lækker duft.

Sådan smager vinen også … måske lidt mere røget i smagen end hos 2019’eren, men den har samme cremede, elegante, fine, afdæmpede og runde smag. I munden virker frugten lidt mørkere, men fortsat af jordbær, kirsebær og brombær, har lidt småbitter campari suppleret med lidt peber, stærke og vildt tørre tanniner, hvilket bidrager til et yderst tørt og intenst bid. 92 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 A Pie de Tierra, Fuerza Bruta, Madrid, Spanien

2022 A Pie de Tierra, Fuerza Bruta, Madrid, SpanienSidst jeg smagte denne Fuerza Bruta fra det nye og spændende vinhus A Pie de Tierra drevet af Aitor Paul og David Villamiel da faldt jeg på halen og det gør jeg skam også med 2022’eren.

Vi er selvfølgelig i vinområdet Sierra de Gredos, der nok er et af Spaniens mest spændende områder i øjeblikket, bl.a. anført af vinhuse som Comando G.

Området ligger 100 kilometer vest for Madrid og vel nærmest lige i smørhullet mellem Madrid, Castilla y Leon og Castilla La Mancha og A Pie de Tierra ligger i Alberche dalen ved byen Méntrida.

Vingården er grundlagt i 2015, hvor Aitor Paul og David Villamiel mødtes på skolen for vindyrkning og ønologi i Madrid. Aitor var selv sommerlier på Lavinia, men David stammede fra en familie vinavlere fra Méntrida.

De afsluttede deres uddannelse sammen og havde også begge praktikophold på de mere prestigefyldte Valquejigoso og Comando G vingårde … og efter kort og intens læring, så besluttede de med en stor passion at drive Davids allerede familiearvede vinmarker i Méntrida som et fælles projekt … og det blev til A Pie de Tierra, hvilket betyder på jorden.

Samlet har vingården 20 hektar vinmarker, der primært ligger ved Méntrida, men dog ligger 4-5 hektar ved flodlejet i Alberche dalen og det hører reelt til nabokommunen Aldea del Fresno. Markerne dyrkes ud fra en biodynamisk filosofi og der er primært gamle Garnacha vinstokke.

I vinkælderen vinificeres vinene på naturlig vis med brug af både spontangæring med en stor andel hele klaser, en længerevarende maceration og udelukkende lagring på brugte fade.

Fuerza Bruta er selvfølgelig også lavet på ren Grenache fra forpagtede vinmarker og vinen er vinificeret på naturlig vis med brug af spontangæring med druernes naturlige gærceller og kun hele klaser helt uden afstilkning.

Gæring og maceration sker over forholdsvis lang tid efterfulgt af malolaktisk gæring og derefter er vinen så lagret på store 2.000 liter kastanjefade og brugte 1.500 liter foudres. Aftapning er sket uden klaring eller filtrering.

I glasset er vinen yderst lys og transparent, men frisk transparent uden brunlige kanter eller andet. Duften er let, sommerlig og meget blomsterrig med tulipanstilke, rosenblade, violer og en lys frugt med jordbær, hindbær, moreller og lyse kirsebær. Der kommer en duft af lidt hæfteplaster og hospitalsgange, men alt virker luftigt, let, lyst og ubekymret og en forårsforelskelse er under opsejling.

Smagen er også lys, saftig og læskende og sidst sammenlignede jeg den en smule med Gamay fra Beaujolas og det billede holder fortsat, men det er en moderne, lys, fin, sart og feminin Beaujolais, hvor man får en frugt af jordbær, hindbær og ribs suppleret med lemonbitter syre suppleret med lidt peber og syrligt bid. Det er frisk, energisk, levende og skarp på én gang … 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 215 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2024 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, Frankrig

2024 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, FrankrigDenne Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard kommer fra Divin Père & Fils, der er en del af det store vinfirma LGI Wines, og jeg har før smagt vinen i både årgang 2022 og 2023, men her er det 2024’eren.

LGI Wines ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druerne fra en række vinavlere i det sydlige Frankrig og der er primært Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne. De laver og flasker så alle vinene på deres anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Denne 2024 Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard er – som navnet indikerer på et mix af den kendte Sauvignon Blanc og den mere ukendte Colombard, som jo netop er udbredt i Gasgogne og anvendes i både Cognac og Armagnac.

Det skulle være halvt af hver … altså 50% Sauvignon Blanc og ligeledes samme mængde Colombard, som kommer fra kalkholdige marker nær Det Atlantiske Ocean, hvor en kølig maritim indflydelse giver druer og vin, som er præget af saltet mineralitet.

Druerne høstes i de tidlige morgentimer, hvor temperaturen er lavest. En kølig udblødning af mosten udtrækker ekstra aromaer fra drueskindet allerede inden gæringen. Skånsom pneumatisk presning frigør druemosten, som gærer i ståltanke ved lave temperaturer og efter gæringen er lagret 4 måneder sur lie i ståltankene.

Der er bestemt godt med Sauvignon Blanc karakter i næsen … stikkelsbær, hyld, grøn peber, græs og så alligevel også lidt mere krop og fedme med melon, fersken og pærer, men det fede er klart mindre udtalt end hos de to foregående årgange. Der kommer også noget duften af noget sandeltræ og papkasser, hvilket giver et ret tørt udtryk.

Smagen er anderledes … har mere sødme, så her kommer de eksotiske frugter mere frem med mango, melon, fersken, kandiseret lemon, hyldeblomst og en lidt Faxe Kondi saftighed, som dog får følgeskab af lidt sødbitre elementer fra lemon- og citronfrugter. Samlet set hiver smagen mod stor venlighed. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 52,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, Italien

2021 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, ItalienHurra … igen Langhe Nebbiolo i glasset og det er en 2021 Langhe Nebbiolo Serena fra det lille familieforetagende Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada ved Località Rombone i Treiso tæt på Alba.

Nebbiolo druerne til vinen kommer fra 40 år gamle stokke på nogle af Nadas 9 hektar vinmarker i  Treiso området i 200 til 350 meters højde.

Druerne høstes manuelt og afstilkes, hvorefter de presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor de så med drueskallerne med 5-8 dages maceration i en gæring ved 28-30 grader.

Derefter presses druerne og mosten overføres derefter til anden ståltank til malolaktiske gæring, hvorefter vinen lagrer på barriques i 3 måneder efterfulgt af ufiltreret aftapning på flaske og lagring yderligere 2 måneder. Der laves årligt 3.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt snakker vi blomstervand, blomsterstilke, der så suppleres med lidt læder, violer og en frugt af ribs, syrlige kirsebær og tranebær … virker let, rank og frisk i frugten.

sådan er smagen også … ren, rank og frisk i frugten …  der er syrlige kirsebær, hindbær, ribs og en smule granatæbler. Derudover har den en smule bitter rød vermouth, lemon med en meget spinkel krop, der gør vinen lidt juicy. Tanninerne er også fine og bider ikke, som Nebbiolo ellers kan. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   half_thumb

2020 La Spinetta, Piemonte Chardonnay Lidia, Piemonte, Italien

2020 La Spinetta, Piemonte Chardonnay Lidia, Piemonte, ItalienI tirsdagsvinklubben fortsatte vi med mer’ vin fra Giorgio Rivetti fra det legendariske piemontiske vinhus La Spinetta, for det var nemlig deres 2020 Piemonte Chardonnay Lidia.

Vinen er er lavet ved, at Chardonnay druer høstes manuelt og transporteres i små plastikkasser de 10 kilomoter ned til vingården udenfor Castagnole delle Lanze.

Der soigneres klaserne  og stilkene fjernes forud for presningen, hvorefter mosten får lov til at sætte sig koldt og bundfælde inden den forvandles til vin ved lav temperatur alene med druernes egne gærstammer direkte i brugte franske fade. Den alkoholiske gæring får lov til at glide over i den malolaktiske og vinen lagrer 20 måneder frem mod aftapningen på flaske, og derpå endnu 6 måneder inden frigivelsen til salg.

Duften er landlig og samtidig lidt indelukket … men har masser af spændstig frugt og er velafbalanceret, vibrerende og med et meget delikat og afdæmpet fadpræg. Der er ikke sådan, at man falder på halen som ved Meursault, Puligny- og Chassagne Montrachet, som ellers er Rivettis forbillede for vinen. Der kommer lidt kyllingefond og en frugt af abrikos samt fersken, lidt dekadent og storladent, mens jeg også fanger lidt vanilje og bagepulver.

Smagen er egentlig cremet, intens, velafbalanceret og har godt med syrlige æbler, kandiseret citron, let grape skal og frisk lemon … sart, spændstig og alligevel med en blød syre. Det er ikke en vin, som vi faldt i svime over og virker noget overpriced … 93 point.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 875 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2012 Rolland & Galarreta, Esencia Tempranillo, Rioja, Spanien

2012 Rolland & Galarreta, Esencia Tempranillo, Rioja, SpanienTilbage i 2023 mødte jeg de to flinke og dygtige vinmagere Javier Ruíz de Galarreta og Michel Rolland – ja dem du kan se på billedet ovenover – og de to herrer står bag denne 2012 Esencia Tempranillo, der er lavet fra 4 små udvalgte enkeltmarker, der udtrykker essensen af Rioja.

Esencia 2012 er lavet på ren Tempranillo, der plukkes fra lidt gamle stokke, heraf flere plantet helt tilbage i 1964. Druerne er udvalgt fra fire af de allerfineste og højst beliggende marker ved byen Labastida og det er markerne La Cabaña, El Bosque, Espribel og Marrate, som  ligger mellem floden Ebro og bjergkæden Sierra de Toloño.

Vinen er lavet med en kølig præmaceration aka udblødning på  drueskallerne i 4 dage inden gæring ved cirka 28 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egetræsfade inden aftapning på flaske. Derefter har den så bare ligget og hygget sig i næsten 13 år før frigivelse.

Uhhhh det dufter sgu tiltrækkende … moden, fadpræget med ristede noter, toast, kokos, kakao, chokolade, sød tobak, vanilje, nødder, nok mest valnødder og så en frugt, der er helt mørk, dekadent og moden med sorte kirsebær, solbær og blommelikør. Mums.

Smagen er blød, moden, fyldig, kraftfuld og  cremet, men selvom vinen efterhånden har 13 år på bagen, så virker frugten fortsat ret frisk og stram med solbær, blåbær, brombær, og blommer. Den har også lidt bitter lemon og er ellers utrolig tør på den helt rigtige måde og har nogle tanniner, der er bløde og alligevel stærke og sparker til smagen sammen med lidt peber. Det smager jættegodt. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Weingut Lämmlin-Schindler, Mauchen Sauvignon Blanc, Baden, Tyskland

2021 Weingut Lämmlin-Schindler, Mauchen Sauvignon Blanc, Baden, TysklandFor et års tid siden smagte jeg første gang en vin fra Weingut Lämmlin-Schindler i den lille by Mauchen i Markgräflerland og nu smager jeg endnu en vin fra huset og det er deres Mauchen Sauvignon Blanc årgang 2021.

Der er tale om en Ortswein, der udelukkende er lavet i ståltanke og efter den alkoholiske gæring også har fået malolaktisk gæring for at mindske syren. Derefter er vinen også lagret på tanke.

Duften er forholdsvis mild af en Sauvignon Blanc vin, selvom der bestemt kommer nogle klassiske noter, men det er pakket godt ind sammen med lidt fersken, abrikos, kiwi og pærer. Der er svagt aftryk af hyld, asparges og lidt græs, men meget omgængelig, tiltrækkende og veldrejet.

Sådan er smagen også … blød, blid og veldrejet, men så alligevel med en lille syrlig Sauvignon Blanc karakter, hvor hyldeblomst og fersken får følge af stikkelsbær, lemon og grillet citron. Dermed bliver det så ikke sylespidst eller syrligt, for syren kommer sammen med denne lille og fine, blød og olierede fedme. Flot Sauvignon Blanc … 91 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 139 kr., men pt. kan fås på tilbud til 125,10 kr.

Vinanmeldelse 5/7