Jeg hader normalt amerikansk Zinfandel … men denne 2021 Old Oak Vineyard Zinfandel fra Roark Wine Company er fuldkommen anderledes end normalt og den får også mit vinhårde hjerte til at smelte.
Roark Wine Company har jeg efterhånden smagt mange vine fra og samtidig også skrevet om før, så det skal jeg ikke trætte jer med nu, for i stedet kigger vi nærmere på denne Zinfandel.
Druerne er hentet fra vinmarken Old Oak Vineyard, der ligger oppe i Paso Robles, men det er ikke helt ren Zinfandel, da der op vinmarken også er lidt Alicante Bouschet vinstokke blandet i rækkerne.
Marken har lige siden tilplantningen været dyrket økologisk og endda uden den mindste kunstvanding. Efter høsten har druerne ligget i kølig premaceration over 5 dage inden gæring … men ellers har jeg slet ikke yderligere info om produktionen eller hvordan den efter endt fermentering er lagret.
Duft er let, luftig og rigtig bondsk … men får helt associationer til noget beaujolaisvin, for der kommer lidt banan, kyllingefond, blæk, grafit, blyanter og tørre spanske mandler, mens frugten er kirsebær, kirsebærsten, lette svesker og derudover lidt læder … men utrolig frisk og blindt have jeg aldrig gættet på Zinfandel.
Sådan smager vinen faktisk også … glemt alt om fed, svulstig og oversød Zinfandel, for her får du i stedet en frisk, ren, stringent, rank og letsyrlig vin. Frugten er lyse kirsebær, hindbær, ribs suppleret af lidt lemon med sødbitter rød vermouth kant, syrlig saftighed samt en anelse krydderier … men mest af alt er den let, lys, saftig samt syrlig. 93 point.
Købt hos American Wine, hvor en flaske koster 349 kr.