Næste vin har jeg rost mange gange – og med rette – for La Champine fra Jean Michel Gerin i udkanten af Ampuis smager vildt godt og kan samtidig fås til fornuftig pris.
Jeg har faktisk smagt La Champine mange gange, bl.a. i 2017, 2018, 2019 og 2020 … alle gangene har jeg været imponeret og det er jeg også med denne nyere årgang 2022, som dog er en anelse sødere.
Det er en Syrah baseret vin og druerne kommer fra 20 år gamle vinstokke, der er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. La Champine laves med kølig maceration 3 uger i store ståltanke, men uden en efterfølgende malolaktisk gæring for at sikre mest mulig friskhed i vinen.
Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder … 85% af vinen i de rustfrie ståltanke og de sidste 15% i 4-5 år gamle egefade. Alle vine hos Jean Michel Gerin laves meget tro mod det lokale terroir med den typiske mineralitet, som præger Nordrhône.
Det er duftmæssigt lidt kontrolleret vildskab, landlig og bondsk, klart med noget flæsk, tobaksblade, mælkede noter, lakrids samt en forholdsvis mørk og frisk frugt af sorte kirsebær, brombær, hindbær og lidt ribs. Der kommer også lidt mørk bitter chokolade, blomster, tørrede blomster og nogle granitskærver.
I munden er det også lækkerier … har kraftig, saftig, sød frugt med både sorte kirsebær, hindbær, blåbær, engelsk lakrids, sorte oliven og ganske svagt lidt peber. Det er som om, at sødmen i 2022’eren er større end foregående årgange, hvorved mineraliteten også bliver lidt svagere eller mere i baggrunden, men samlet betyder det også, at vinen bliver læskende og pleasende. 91 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket er legalt tyveri.