Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2018 Darling Cellars, Gustus Bukettraube, Western Cape, Sydafrika

2018 Darling Cellars, Gustus Bukettraube, Western Cape, SydafrikaVi fortsætter med mer’ sydafrikansk vin, nemlig vinen Gustus Bukettraube fra Darling Cellars … en lidt sjov hvidvin på en herhjemme ganske ukendt tysk druesort.

Bukettraube kendes også under navne som Bouquet Blanc, Bouquettraube, Sylvaner Musqué eller Bukettrebe og stammer fra Tyskland.

Druesorten skulle efter sigende være opfundet af Sebastian Englerth i Randersacker i Franken i det 19. århundrede, selvom nogle påstår, at druen stammer fra Alsace. Bukettraube er en krydsning mellem  Silvaner og Schiava Grossa og siges at have en duft, som minder om Muscat.

Hos Darling Cellars er vinen her lavet med afstilkning, knusning af druerne, 4 timers maceration med skindet og derefter har mosten gæret i rustfrie ståltanke ved 13 grader i 20 dage. Vinen lagrer dernæst i tankene sur lie i 6 måneder inden aftapning.

Næsen er fyldt med fede og modne abrikoser, modne, bløde og saftige pærer, og klart nogle søde muskatagtige noter, et touch linolie og en astronaut-is.

Smagen er faktisk pænt overraskende, både med fylde og en ganske okay syre, måske endda lidt Silvaner over smagen. Der er abrikos, lemon, masser af smag og blomster på en lidt smørfed måde.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Anwilka Vineyards, Ugaba, Stellenbosch, Sydafrika

Det er – WTF? – 7 år siden, at jeg sidst smagte en vin fra det sydafrikanske vinhus Anwilka Vineyards. Men nu sker det altså igen, nemlig med husets andenvin, som hedder Ugaba og her i en årgang 2016.

Anwilka projektet var et lille joint venture mellem de 3 stjerneproducenter Bruno Prats, som var den tidligere ejer af Cos d’Estournel, Hubert de Boüard de Laforest, som var den tidligere medejer af St. Emilions Château Angelus og Lowell Jooste, som var medejer af Klein Constantia.

De slog sig i 2005 sammen for at producere en exceptionel vin, som kombinerede fyldigheden, rundheden af frugt fra den sydafrikanske jord med elegancen og balancen fra principperne i Bordeaux. Og der skulle ikke spares på noget som helst for at opnå målet.

Anwilka Vineyards’ vinmarker ligger 7 kilometer fra havet i det bedste vindyrkningsområde i Stellenbosch og består af omkring 40 hektar, der blev genplantet i 1998 med Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot druer.

Fra 2005 til 2008 blev kun en meget lille del af druerne vinificeret på Anwilka Vineyards …  nogle blev brugt til førstevinen AnWilka, mens andre blev brugt til denne 2. vin Ugaba og de sidste druer blev solgt til Klein Constantia for vinserierne KC og High Gables.

Og allerede med første årgang 2005 blev målet nået. Robert Parker kaldte AnWilka for Sydafrikas bedste vin.

I maj 2012 blev Anwilka og Klein Constantia lagt sammen, men alle tre stiftere er stadig en del af foretagendet, og filosofien om ikke at spare på noget som helst vedrørende vinens kvalitet er uændret.

Denne andenvin … Ugaba er lavet på 48% Shiraz, 40% Cabernet Sauvignon samt 12% Petit Verdot, alle dyrker på vinhusets egne marker. Alle druerne er håndplukkede og sorteret før og efter afstilkning.

Vinen er lavet i rustfri ståltanke med daglige pumpovers samt en 10 dages eftermaceration for ekstra ekstrahering af farve og tanniner, hvorefter vinen er lagret 10 måneder på franske egefade, hvor omkring 30% er nye fade.

Det er duftmæssigt en fed, tung vin med solmoden frugt, meget solbærmarmelade, blåbær og blommer, sorte oliven, lakrids, tørt træ, kakao, chokolade, mynte, vanilje masser af krydderier og en sner af stærk alkohol.

Smagen er lidt i samme boldgade med tør træ, røg, blåbær, solbær og samlet en fyldig, kraftig vin med en tør sødme og lidt stærk. Der er peber, fyldige tanniner og masser af solmoden kraft.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 79,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Le Salette, I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior, Veneto, Italien

2016 Le Salette, I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior, Veneto, ItalienLad os nappe endnu en vin fra vinhuset Azienda Agricola Le Salette og denne gang en enkeltmarksvin … en 2016 I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior.

Vinen er såmænd lavet på næsten samme druesorter som foregående Valpolicella Classico, altså 70% Corvina og Corvinone, mens resten består af Rondinella og Oseleta. Men her kommer alle druerne altså blot fra huset gode I Progni mark, som ligger ved Fumane og har vinstokke, der er mellem 15-20 år gamle.

Druerne er høstet manuelt og så er vinen lavet i rustfrie ståltanke med 8 dages maceration og en gæring på 20-24 grader. Omkring 4 måneder efter gennemgår vinen så ripasso metoden, hvor der sker en andengæring sammen med grøden fra de søde, tørrede druer fra Amarone produktionen. Så lagrer vinen 18 måneder på små egefade, hvorefter vinen aftappes på flaske og lagrer yderligere 3 måneder.

Næsen er langt mere spændende … og der sker nu langt mere, fx ganske animalsk, landlig, mere kompleks duft og samtidig lettere end forventet. Det er fortsat krydret med mørke kirsebær, en smule Amaretto kirsebær, lidt medicinskab og en meget livlig syre.

Smagen har til gengæld mere dybde, varm, krydret med en nogen syrlighed. Vinen har dog nogen fylde og en lækker frugtrig kraft, der heldigvis er langt lettere og finere end normalt for Ripasso vine. Den fine lethed gør virkelig vinen pænt interessant og hæver den et niveau over tilsvarende vine. Den hiver sig lige op til 5 fingre.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 122 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Le Salette, Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2018 Le Salette, Valpolicella Classico, Veneto, ItalienVi fortsætter i det italienske, men rykker en kende mod øst til Veneto området … mere præcist til den lille by Fumane omkring 12 kilometer øst for Gardasøen, hvor vi finder vinhuset Azienda Agricola Le Salette. Derfra smager vi først deres 2018 Valpolicella Classico.

Vinhuset Le Salette drives af familien Scamperle, og de har i generationer drevet deres lille vingård i skyggen af den gamle kloster Santuario delle Salette bygget i 1860 til ære for Madonna, som sørgede for, at vinbønderne i Fumane gik fri for den store phylloxera pest, der hærgede alle vinlandene i Sydeuropa.

Og nogle af vinmarkerne nedenfor klosteret har altid tilhørt Scamperle familien, som derfor også altid vedholdende har lavet vine, som har båret Le Salette navnet.

I dag har Scamperle samlet 20 hektar vinmarker i Valpolicella Classico området, hvilket bl.a. omfatter marker som Fumane Cà Carnocchio, I Progni e Cà Melchiori, Sant’Ambrogio Conca D’Oro og  San Floriano Monte Masua. Og der dyrker de selvfølgelig de lokale druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella, Oseleta samt en smule Molinara og Croatina.

Vi starter med at smage husets almindelig Valpolicella Classico, som er lavet på 70% Corvina og Corvinone, mens resten er et skønt mix af Rondinella, Croatina og Molinara og kommer fra 10-20 år gamle vinstokke. Vinen er udelukkende lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 8 måneder inden aftapning på flaske og yderligere 5 måneder lagring.

Næsen er tør og sødkrydret … nærmest lidt varm og komfortabel med meget klassiske Valpolicella aromaer. Der er sødme i frugten, røg, godt med kirsebær … nærmest med en snert Amaretto kirsebær og dermed virkelig intens sødlig kirsebær. Derudover en lille kant med lidt mineraler.

Smagen er egentlig meget fin med mørke kirsebær, en tør og lidt blød syre, bløde tanniner, krydderier, en anelse sødme og også fint balanceret. Det er sådan lidt en nem og venlig vin med en god lethed, hvilket virkelig klæder vinen. Samtidig er det en vin, som rigtigt mange vil kunne lide.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 84 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Fattoria Le Sorgenti, Villa Le Sorgenti Chianti Colli Fiorentini Riserva, Toscana, Italien

2016 Fattoria Le Sorgenti, Villa Le Sorgenti Chianti Colli Fiorentini Riserva, Toscana, ItalienI Arno dalen ved den lille by Vallino i Bagno a Ripoli tæt ved Arno floden omkring 10 kilometer øst for Firenze finder vi La Villa delle Fattoria Le Sorgenti og derfra smager vi vinen Villa Le Sorgenti Chianti Colli Fiorentini Riserva.

Fattoria le Sorgenti er en lille vingård, som både laver vine, producerer olivenolie og byder på lidt agriturismo med udlejning af 3 store værelse lige midt i Chianti Colli Fiorentini distriket. Vingården har siden 1974 været drevet af Gabriele og Elisabetta Ferrari, men det er først fra 1998, at man rigtigt har fokuseret på vinproduktionen. Gabriele passer markerne og vinproduktionen, mens Elisabetta sørger for den administrative del og det lille agriturismo.

Samlet har Fattoria Le Sorgenti 60 hektar, men det er dog alene 16,5 hektar, som er vinmarker og 12 hektar olivenlunde. Vinmarkerne er delt på markerne Capaccio, Torre Rossa, La Sala, Pozzo delle Fate, La Tavolina, La Terrazza, Le Sorgenti og Gli Istrici … alle placeret omkring vingården.

Den årlige produktion af vin ligger på 4.000 bag-in-box samt omkring 60.000 flasker vin, herunder altså denne Villa Le Sorgenti Chianti Colli Fiorentini Riserva, som på mange måder er lidt en sjov vin, der er lavet på et blend af 90% Sangiovese og 10% Malvasia Nera.

Malvasia Nera kender vi mest fra den sydlige del af Italien, altså områder som Puglia og Sicilien, men den findes også nordligere i fx Emilia-Romagna og altså også i Toscana.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med temperaturkontrolleret gæring ved 26-28 grader og maceration med skindet i 15 dage med daglig pump over. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på franske egefade og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Årlig produktion udgør 6.000 flasker.

Sikke en herlig syrlig, flæsket og mørk duft … frugten har pæn modenhed, varm og marmeladefed frugt, fed med en syrlig kant og der er mælkesyrer, chokolade, våde fade og man tænker slet ikke Chiantiland eller Toscana overhovedet.

Selvom vinen også smagsmæssigt er fed, mørk og har en vis sødme, så har den alligevel en meget elegant nerve … en lille spids og syrlig kant, som virkelig klæder vinen. Det er samtidig meget blødt med lidt blæk, lakrids og sorte bær. Det er klart 4,5 fede, mørke fingre med pil op.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Darling Cellars, Lady Ann Darling, Western Cape, Sydafrika

2017 Darling Cellars, Lady Ann Darling, Western Cape, SydafrikaNu er vi atter tilbage hos det store sydafrikanske vinhus Darling Cellars, som ligger mellem byerne Malmesbury og Darling omkring en times kørsel fra Cape Town og 15 kilometer fra Atlanterhavet. Denne gang er det med hvidvinen Lady Ann Darling.

Lady Ann Darling er lavet på et blend af 50% Sauvignon Blanc og 50% Semillon, som er dyrket på bush vinstokke oppe i bjergene ved Darling. Vinen kommer fra husets Heritage Collection serie, som samlet omfatter 4 vine, som alle er opkaldt efter nogle af de personer, som historisk har haft en betydning for området.

Denne Lady Ann Darling er opkaldt efter Sir Charles Henry Darlings hustru. Sir Charles Henry Darling var guvernør i 1851 og hele byen Darling blev også opkaldt efter ham, men Darling Cellars har altså opkaldt denne vin efter kvinden, som stod bag Darling.

Vinen er lavet ved at druerne er afstilkes og knust, hvorefter fermentering er sket i store 500 liters franske egefade i en længere proces over 2 måneder. Derefter er vinen lagret sur lie i 9 måneder på egefadene. Der er 2,5 gram restsukker pr. liter.

Næsen byder på fersken, pærer, ananas, litchi, appelsin, bivoks, fedme og kalkede noter, søde krydderier, klart et lille fadpræg med vanilje, safran, en smule ristede hasselnødder og en lille grøn kaktus note.

Smagen er blød og rund. Det er klart en venlig vin, som har lidt jern, bitterhed nedenunder en fyldig, sød, krydret og fyldig smag. Den er ikke en vin, som stikker vildt ud, virker lidt varm og moden, men egentlig ganske okay uden man falder i svime.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 116,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Takler Pince Borászati, Szenta-Hegyi Cabernet Franc, Szekszard, Ungarn

2016 Takler Pince Borászati, Szenta-Hegyi Cabernet Franc, Szekszard, UngarnNu er der igen ungarsk vin i vinbloggerens glas. Denne gang er det ikke tyreblod, men en enkeltmarksvin på ren Cabernet Franc fra vinhuset Takler Pince Borászati, der ligger 7-8 kilometer syd for byen Szekszárd i vinområdet med samme navn.

Vinhuset drives af Ferenc Takler samt hans to sønner András og Ferenc junior. De etablerede vinhuset i 1987, men familien Takler har været involveret i vinavl og vinproduktion siden 1700-tallet og altid med base fra Szekszárd.

De tre ihærdige Takler mænd har samlet 58 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Kékfrankos, Cabernet Franc, Merlot, Kadarka, Cabernet Sauvignon, Pinot Noir, Syrah, Sauvignon Blanc samt en smule Chardonnay.

Det giver basis for 21 forskellige vine, opdelt i 4 serier; basic wines, reserve wines, single vineyard og emblematic wines. Denne Szenta-Hegyi Cabernet Franc er en enkeltmarksvin, hvor Cabernet Franc druerne kommer fra marken Szenta-Hegyi.

Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte 500 liters egefade. Det trækker hele 14,5% og der er lavet 4.327 flasker af vinen.

Næsen er syrlig og grøn, har en virkelig frisk aroma med masser af eg, blyanter, cedertræ, røg, blåbær og ribs. Smagen er en anelse parfumeret med blomster, pollen og vinen har derudover pænt med tanniner. Det er ved første sip noget kantet, men med lidt luft løsner pigen hårbåndet og slår håret ud. Der er citrus, masser af syrlighed, bitterhed og kant … samt en smule sød gløgg eller glühwein. Det giver lige på et hængende hår 4 fede fingre.

Forhandles af Pannonvin Danmark, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Luddite Wines, Saluez le Saboteur Red, Western Cape, Sydafrika

2015 Luddite Wines, Saluez le Saboteur Red, Western Cape, SydafrikaJeg har tidligere smagt den røde sabotør – Saluez le Saboteur – fra Luddite Wines i en årgang 2016. Dengang var jeg begejstret, og det bliver ikke mindre med denne årgang 2015 af vinen, hvor inspirationen fra Nordrhône er meget tydelig.

Saboteur består i denne årgang af 77% Shiraz, 11% Mourvédre, 9% Cabernet Sauvignon og 3% Cabernet Franc, men blendet varierer lidt fra år til år.

Druerne kommer fra 3 forskellige vinmarker og er høstet over en periode fra 17. februar til 3 marts. Alle druer håndplukket, ingen kunstgødning eller kemikalier.

Vinen er lavet første gang i årgang 2009 og Niels sigter efter en moderne vin med lidt referencer til Rhône … og det må man sige, at han lykkes ret godt med, men mere om det lige om lidt.

Cabernet Sauvignon, Mourvedre og Cabernet Franc druerne har gæret i åbne gæringskar af eg med regelmæssig punch-down, men Shiraz druerne har gæret i rustfrie ståltanke og efterfølgende gennemgået malolaktisk gæring i egetønder.

Vinen er også lagret 12 måneder på barriques, heraf 50% nye fade og først derefter er vinen samlet aka blandet. Det er første år med andel af Cabernet Franc. Der er lavet 30.000 flasker af vinen … de fleste med korkprop, men også en del med kapsel som vi kender fra øl eller sodavand. Denne her er forsynet med en god gammeldags korkprop.

Næsen er dyb, fed, mørk som en kælderskakt, masser af krop, sorte bær, solbær, blåbær, blommer, enebær, masser af fed modenhed, en smule engelsk lakrids, mælkede noter, yoghurt, bacon og flæsk og klare Rhône referencer samt en kæk, lille syrlig nerve.

I munden er der masser af saft og kraft, frugten fed, svulstig, rå og tæt. Der er pænt med sødme, vanilje og mælkechokolade, men det er egentlig uden at miste elegancen. Samtidig er vinen blød som bare fanden med et tørt bid … det smager virkelig godt. Det er klart 5 fede, fedtede fingre med klar pil op.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 215 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Karl May, Osthofener Pinot Noir, Rheinhessen, Tyskland

Så er vi igen tilbage på adressen Ludwig-Schwamb-Straße 22 i byen Osthofen hos Karl, Peter og Fritz May, som driver Weingut Karl May. Sidst smagte jeg deres almindelige Pinot Noir, men denne gang er vi rykket lidt frem i bussen med deres 2016 Osthofener Pinot Noir im Barrique gereift.

Denne Osthofener Pinot Noir er en af husets Ortsweine, som er lavet med 3 ugers maceration med skindet i åbne gæringskar og er efter endt fermentering lagret 18 måneder på brugte barriques. Der er lidt overraskende kun 0,5 gram restsukker pr. liter

Det er klart et niveau over Mays almindelige Pinot Noir, og her finder du den klassiske søde og animalske kostald, masser af fad, kanel, nelliker og ellers godt med krydderier. Der er en let, fint og stringent frugt, nærmest kirsebær og ribs i skøn forening, en smule mandler og hasselnødder, jod, træ, jern og mineraler.

Selvom vinen egentlig er dejlig transparent i glasset, så er vinen smagsmæssigt lidt mørkere i frugten, men har masser af den, det er kirsebær, jordbær og mirabeller, pænt med sødme og samtidig meget elegant, lidt tørhed og kanel. Smagen er samtidig lidt blomstret med fin lys og let strenghed. Houlberg bliver helt Spätburgunder glad og hoster op med 5 fingre med pil op.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Hinterbichler, Sauvignon Blanc, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Hinterbichler, Sauvignon Blanc, Pfalz, TysklandWeingut Hinterbichler ligger i byen Bobenheim am Berg i Pflaz og derfra smager vi nu denne 2018 Sauvignon Blanc.

Vinhuset drives af den unge Markus Hinterbichler. Han er uddannet weinbautechniker og driver vingården sammen med sin far. Markus’ far Sylvester stammer fra Østrig, men slog sig ned i Pfalz, hvor han i 1980 grundlagde vingården.

I dag driver familien … Markus, far Sylvester og mor Annemarie samlet 18 hektar vinmarker tæt på Pfalz skovene. Det giver basis for omkring 14 forskellige vine og herunder altså også denne Sauvignon Blanc, hvorpå man finder et logo, som forestiller en Wingertstickel … en stolpe til at støtte vinplanterne og selvfølgelig i de østrigske farver rød og hvid.

Der er næsten ingen oplysninger om produktionen af vinen, men den skulle dog være lavet uden brug af egefade, hvilket jo giver meget god mening, altså alene i rustfrie stålfade.

Jeps … ærketypisk Sauvignon Blanc næse, herlig grøn og urtet med græs, hø, stikkelsbær, grøn peber, kiwi, mango, lidt astronaut-is, fersken, hyldeblomst samt en smule sødme.

Smagen er også meget frisk, men ikke så tør som forventet, for vinen har noget sødme, som gør vinen meget omgængelig. Der er grape, stikkelsbær, mango, pærer og med en lidt varm og rund smag. Det er en lille let og tilgængelig vin, som har frisk næse og lidt sødme i smagen.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 85 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7