I Arno dalen ved den lille by Vallino i Bagno a Ripoli tæt ved Arno floden omkring 10 kilometer øst for Firenze finder vi La Villa delle Fattoria Le Sorgenti og derfra smager vi vinen Villa Le Sorgenti Chianti Colli Fiorentini Riserva.
Fattoria le Sorgenti er en lille vingård, som både laver vine, producerer olivenolie og byder på lidt agriturismo med udlejning af 3 store værelse lige midt i Chianti Colli Fiorentini distriket. Vingården har siden 1974 været drevet af Gabriele og Elisabetta Ferrari, men det er først fra 1998, at man rigtigt har fokuseret på vinproduktionen. Gabriele passer markerne og vinproduktionen, mens Elisabetta sørger for den administrative del og det lille agriturismo.
Samlet har Fattoria Le Sorgenti 60 hektar, men det er dog alene 16,5 hektar, som er vinmarker og 12 hektar olivenlunde. Vinmarkerne er delt på markerne Capaccio, Torre Rossa, La Sala, Pozzo delle Fate, La Tavolina, La Terrazza, Le Sorgenti og Gli Istrici … alle placeret omkring vingården.
Den årlige produktion af vin ligger på 4.000 bag-in-box samt omkring 60.000 flasker vin, herunder altså denne Villa Le Sorgenti Chianti Colli Fiorentini Riserva, som på mange måder er lidt en sjov vin, der er lavet på et blend af 90% Sangiovese og 10% Malvasia Nera.
Malvasia Nera kender vi mest fra den sydlige del af Italien, altså områder som Puglia og Sicilien, men den findes også nordligere i fx Emilia-Romagna og altså også i Toscana.
Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med temperaturkontrolleret gæring ved 26-28 grader og maceration med skindet i 15 dage med daglig pump over. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på franske egefade og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Årlig produktion udgør 6.000 flasker.
Sikke en herlig syrlig, flæsket og mørk duft … frugten har pæn modenhed, varm og marmeladefed frugt, fed med en syrlig kant og der er mælkesyrer, chokolade, våde fade og man tænker slet ikke Chiantiland eller Toscana overhovedet.
Selvom vinen også smagsmæssigt er fed, mørk og har en vis sødme, så har den alligevel en meget elegant nerve … en lille spids og syrlig kant, som virkelig klæder vinen. Det er samtidig meget blødt med lidt blæk, lakrids og sorte bær. Det er klart 4,5 fede, mørke fingre med pil op.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 175 kr.