Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2015 Giacomo Conterno, Barbera d’Alba Vigna Francia, Piemonte, Italien

2015 Giacomo Conterno, Barbera d'Alba Vigna Francia, Piemonte, ItalienDet var de stone kanoners aften med bl.a. 3 vine fra legendariske Conterno og den første var en 2015 Barbera d’Alba Vigna Francia.

Da jeg tilbage i januar smagte selvsamme vin i årgang 2013 fik jeg et decideret chok … på den allerbedste facon, for det var en næsten ud-af-kroppen oplevelse.

Det er dog primært de dyre og eksklusive Barolo’er, som  Conterno er kendt for, men Roberto laver også 2 Barbera vine og har over de sidste 20 år gjort et stort stykke arbejde med denne Barbera d’Alba Vigna Francia og har forvandlet en af de fineste traditionelle fortolkninger af Barbera til at være en vin i ubetinget verdensklasse.

Vinen er fremstillet første gang i 1978 fra blot 4 år gamle planter og er en frugtdreven Barbera d’Alba lavet med lang maceration og gæring alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på botti, altså store traditionelle egefade. Efter aftapning lagrer vinen yderligere nogle år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt omkring 20.000 flasker af denne vin.

I næsen er vinen måske ikke helt så eksplosiv som 2013’eren, men virker faktisk en smule lukket i øjeblikket, selvom det også er mørk, tyk, fed frugt med solbær, små tætte bær, flæsk, skolekridt, egetræ, sød/syrlig lakrids og godt med sort energi.

Som med 2013’eren er smagen langt mere frisk end man ville forvente ud fra duften, for vinen har samme lethed og elegance, nærmest helt uhørt for en Barbera. Der er både tjære, syre og en sødme i kombination med en pileskarp nerve, virkelig fascinerende og smager simpelthen bare godt. Dermed klart 5,5 fede houlbergske fingre med stor pil op.

Importør er Adriat Vinimport, og i vinbutikkerne koster vinen 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Elena Walch, Pinot Nero Ludwig, Alto Adige, Italien

2016 Elena Walch, Pinot Nero Ludwig, Alto Adige, ItalienDen første rødvin ved byggemødet blev denne Pinot Nero Ludwig fra det fabelagtige vinhus Elena Walch, der ligger i Tramin i Alto Aldige … faktisk næsten nabo til Tenuta J. Hofstätter.

Elena Walch kaldes dronningen af Alto Adige, men hun blev selv først vinbonde i 1985, da hun giftede sig ind i en gammel vinfamilie i området. Elena bragte nye og moderne metoder til vinfremstilling ind i det gamle og traditionelle familieforetagende og har bragt vingården frem til at høre blandt eliten i området.

Hun startede også med at transformere alle sine marker i en meget kvalitetsbevidst retning. De blev genplantet med de bedste og mest kvalitative kloner, som er plantet så tæt som muligt på markerne, for at presse vinstokkene mest muligt.

I dag driver hun vingården sammen med sine 2 døtre Julia og Karoline Walch, som således er 5. generation på vingården. De ejer i dag samlet 60 hektar vinmarker, som er fordelt på to ejendomme i området, nemlig Castel Ringberg ved søen Kalteren samt Vigna Kastelaz nær byen Tramin.

Alle Elenas marker er i dag beliggende omkring disse to ejendomme, der hver især har deres unikke terroir, hvilket gør, at hun dyrker forskellige druer på hver ejendom.

Generelt fremstiller Elena Walch i dag meget drue-typiske vine, med fokus på ren frugtighed og lang elegant eftersmag. Kun de bedste vine lagres på barrique, og i hendes premium serie er hun nede under 20% på egetræsfade for at bevare mest mulig frugt og druekarakter.

Denne Pinot Nero Ludwig er lavet med druer fra marker ved byen Pinzon, der ligger højt lidt oppe fra Montan og faktisk fra marker på begge sider af dalen, hvor den ene i 400 meters højde vender mod øst og den anden i 580 meters højde vender mod vest.

Fermentering sker i både store, gamle slovenske egefade og ståltanke med maceration over 48 timer. Efter endt alkoholisk gæring er vinen også gæret malolaktisk og derefter så lagret på franske egefade i 16 måneder.

Næsen er blød og nuttet … har en dejlig animalsk sødme, kirsebær, jordbær, lyse blommer og godt med fadpræg, som bidrager med stor dybde, kanel, mælkechokolade og virker som en varm, rund og venlig Pinot Noir lidt ala amerikansk Pinot Noir, men den har heldigvis også en rank og elegant syrlig note, som giver lidt modvægt. Det dufter simpelthen vildt godt.

Og det smager sgu også vildt godt … smagen er meget elegant, let, ren, tæt og stringent med en skarp syre, lidt bitterhed, jern, jod og en multo frisk frugt med kirsebær, jordbær og hindbær. Det er en vildt lækker Pinot Nero Ludwig … WAUW.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

N.V. Ferrari Trento, Ferrari Brut, Trentino, Italien

N.V. Ferrari Trento, Ferrari Brut, Trentino, ItalienSidst jeg drak frisk, dugkølig mousserende Ferrari Trento var i Italien i det imposante vinhus Tenuta Castelbuono, der netop også -som Ferrari Trente – er ejet af Lunelli familien. Det var nogle vintage Spumante vine, men her smager jeg igen vin fra huset … en Non Vintage Ferrari Brut.

Ferrari Trento er grundlagt i 1902 af Giulio Ferrari, som var en pioner og den første til at plante Chardonnay i stor stil i Italien med det mål af lave en række mousserende vine, som kunne matche de store champagner fra Frankrig.

Giulio havde ingen børn, så da han kom op i årene solgte han i 1952 sit livsværk Ferrari til Bruno Lunelli, der på det tidspunkt drev en lille vinforretning i Trento. Bruno havde samme store passion som Guilio og formåede at øge produktion uden at sænke de høje kvalitetsnormer.

Derefter var der Brunos 3 sønner Franco, Gino og  Mauro, der overtog driften, men i dag drives Ferrari af 3. generation af Lunelli familien, nemlig Marcello, Matteo, Camilla og Alessandro.

Ferrari Trento har omkring 120 hektar vinmarker, alt dyrket økologisk og har en samlet produktion på knap 1 million flasker vin årligt. De har et kæmpe topmoderne produktionsanlæg i Trento og ejer derudover Villa Margon … et stort slot fra det 16. århundrede, den 2-stjernede Michelin restaurant Locanda Margon og en række vinebarer under navnet Ferrari Spazio Bollicine.

Det er et vinhus, som har spillet en stor rolle i den italienske historie om vin, ja faktisk i hele verdenshistorien. Således er deres spumante vine blevet serveret ved G8-topmøder, adskillige præsidentbesøg, ved middage i Det Hvide Hus og i Downing Street samt brugt, når det italienske fodboldhold har sejret ved store turneringer.

Det er ikke kun på den politiske scene og i sportsverdenen, huset har markeret sin position. Også i vinens verden er Ferrari Trento ganske suveræn indenfor sin klasse, og Ferrari Trento er da også markeret med en stjerne i Gambero Rosso, hvilket betyder, at huset har modtaget de eftertragtede 3 glas mere end 10 gange.

De mousserende vine hos Ferrari Trento er opdelt i forskellige serier, The Classic Line, The Maximum Line, The Perlé Line, The Reserve Line og endelig The Gran Cuvée Line.

Denne Ferrari Brut kommer fra The Classic Line, og den er lavet næsten som foregående vin, altså på 100% Chardonnay, hvor der først er lavet en basisvin, som så efterfølgende har lagret omkring 20 måneder på flaske inden degorgeringen, som for denne er sket i løbet af 2018. Det er en vin, som huset har lavet siden 1902.

Duftmæssigt er vinen lettere end den foregående Spumante, men har absolut også en lidt landlig karakter med lidt sved og prut, gær, ristet brød og masser af blomster og blomsterpollen, grønne æbler, meget aromatisk og luftig i aromaerne.

Boblerne er i munden meget fine, små og insisterende, virkelig frisk og sprød med lemon, citrus, gule æbler, fersken og melon. Den har et langt lettere udtryk end forrige Spumante og virker strukturmæssigt også mere som en ægte champagne. Det smager altså godt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Puiatti, Blanc de Blancs Extra Brut, Friuli-Venezia Giulia, Italien

N.V. Puiatti, Blanc de Blancs Extra Brut, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDet længe ventede byggemøde startede med lidt bobler … Non Vintage Blanc de Blancs Extra Brut fra Puiatti Vigneti, der ligger lidt udenfor byen Romans D’isonzo i det nordøstlige hjørne af vinregionen Friuli-Venezia Giulia.

Puiatti er i dag et af mange vinhuse ejet af Bertani, men er oprindelig grundlagt i 1967 af Vittorio Puiatti. De har samlet 60 hektar vinmarker, hvor de 10 hektar i Collio og 50 hektar i Isonzo … de to vigtigste vinområder i Friuli-Venezia Giulia.

Bertani Domains blev selv grundlagt i 2014 … samme år, som de købte Puiatti. I dag er flere italienske vinhuse ejer af det nu store Bertani Domains, nemlig huse som Bertani selvfølgelig, Val di Suga i Montalcino, Tre Rose i Montepulciano, San Leonino i Chianti, Fazi Battaglia i Marche og altså Puiatti.

Og Bertani familien er heller ikke længere ejere af Bertani Domains, selvom de fortsat sidder i ledelsen af foretagendet. I stedet er hele gruppen ejet af Angelini Estates … vindivisionen af koncernen Angelini Pharmaceutical Group.

Nå, men her smager vi altså en Blanc de Blancs Extra Brut fra Puiatti Vigneti … lavet på 100% Chardonnay, hvor druerne først er presset og derefter gæret til vin ved 12 grader i rustfrie ståltanke, hvor den så er lagret indtil flaskning med efterfølgende lagring på flaske i 24 måneder inden degorgering med 4 gram sukker.

Næsen har en lidt landlig kant, men byder ellers på tørgær, rugbrød, nødder, valnødder, marcipan, blomster … sådan lidt sur/sød uden den helt store tørhed. I munden er der masser af syre og bitterhed, mens boblerne ikke er særligt vilde, men fader hurtigt. Der er masser af grape og lemon … absolut godkendt.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i Italien koster en flaske 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Klitgaard Vin, Pinot Noir Précoce Nature, Fyn, Danmark

2018 Klitgaard Vin, Pinot Noir Précoce Nature, Fyn, DanmarkJacob Klitgaard er oprindeligt uddannet kok, projektleder og Foodarchitect. Han har været kok og køkkenchef på førende danske gourmetrestauranter og ligeledes oss’ arbejdet på 2 og 3 stjernet michelinrestauranter i Frankrig og England. Derudover har Jacob også en lille vingård Klitgaard Vin udenfor Sdr. Nærå sydøst for Odense.

Derfra smager jeres flittige vinblogger nu den nyeste årgang af Jacobs Pinot Noir Précoce Nature … med andre ord noget så unik og sjældent som fynsk Pinot Noir Précoce, som elegant kommer i en slank flaske og alene er lavet i eksklusive sølle 293 eksemplarer.

Jacob startede Klitgaard Vin som et hobbyprojekt., hvor han på markerne ved sit gamle fynske bindingsværkshus plantede en række forskellige vinstokke og kunne så et par år senere høste druerne til sine første vine.

I starten testede Jacob mange vinsorter og adskillige forsøgsvine er blevet udviklet siden 2005. Samtidig har Jacob løbende udvidet sine  vinmarker, således han i dag samlet har omkring 1.200 vinstokke, som dækker en kvart hektar med sorterne Pinot Noir Précoce, Solaris og Ortega.

Markerne har gennem de seneste mange år været drevet uden kunstige sprøjtemidler og gødning, så produktionen er nu både økologisk og biodynamisk. Alt arbejde i marken foregår manuelt med lugning af ukrudt, beskæring af planterne og manuel høst senere i efteråret.

Samtidig forsøger Jacob at producere alle vinene så naturligt som muligt.  … lige fra druerne til den færdige vin. Vinene gærer helt eller delvist på vildgær og der tilsættes ingen kunstige hjælpemidler undervejs, hverken under gæringen eller senere.

For at kunne bevare så mange fine aromaer som muligt, tilsættes vinene ingen eller kun minimal svovl ved flaskning af vinene. Man afgør fra år til år, hvilke vine, der skal produceres afhængig af det skiftende danske vejr.

Det har hele tiden været målet, at vinene først skulle sælges når kvaliteten svarede til hans egne forventninger og det er skete med høsten i 2016. Jacob første vin på Pinot Noir Précoce smagte jeg faktisk tilbage i 2018 ved den store Frühburgunder smagning i København. De kan du læse om i indlægget; Frühburgunder … Houlberg tager pulsen på divaen i kæmpesmagning.

Dengang skrev jeg, at vinen fra Jacob havde fejl, hvilket Jacob selv tilskrev forkert opbevaring ved stuetemperatur. Ærgerligt, men nu tester jeg så vinen igen, blot i en nyere årgang 2018 … sendt direkte fra den lille fynske vingård.

I dag arbejder Jacob – ved siden af det seriøse job som fynsk vinbonde – via firmaet Foodminds som en slags konsulent indenfor fødevarebranchen med udvikling af koncepter og produkter, både foodstyling, produktudvikling, afholder teambuildingkurser og udgiver også bøger.

Jacob Klitgaard har bl.a. også udgivet 2 bøger om dansk vin, nemlig Danske Vingårde fra 2009 og Dansk Vin fra 2015. Sidstnævnte bog vandt endda den prestigefyldte titel som verdens bedste udgivelse om europæisk vin ved Gourmand Cook Book Award i 2016 i Kina.

Jakob har derudover arbejdet som sensorisk dommer for det videnskabelige fakultet og endda også som radiokok på DR’s P4 gennem en årrække.

Nå, men for fanden … det var jo vinene, som vi kom fra. På Klitgaard Vingård laver den initiativrige Jacob også lidt forskellige vin, bl.a. en hvidvine på Solaris. en PetNat kaldet Govin, et par mousserende vine og så selvfølgelig denne Pinot Noir Précoce Nature.

Pinot Noir Précoce aka Pinot Madeleine eller Frühburgunder er en drue, som vi kommer til at se meget mere herhjemme. Bare i Ahr, der ellers er højborg for druen, er klimaet næsten ved at være for varmt for Frühburgunder, hvorfor den dér plantes på de dårligste marker, hvor der ikke er så megen sol.

Derfor vil druen passe perfekt til Danmark, og det satser Jakob Klitgaard altså også på. Druen modner jo normalt 2-4 uger tidligere end Spätburgunder, og det gør netop druen særlig velegnet til lidt køligere klima. Klaserne er mindre end Spätburgunder, den giver mindre udbytte og er samtidig også mere sårbar. En diva.

Pinot Noir Précoce giver også en lidt mørkere via på grund af den større mængde drueskal i forhold til druemosten, så under gæring udtrækker den også større mængde fenoler og farvestoffer, og så har druen også lidt lavere frugtsyre end Spätburgunder.

Denne 2018 Pinot Noir Précoce Nature er første årgang, hvor der ikke er tilsat en sjat Solaris til vinen, men nu er en ren vin på Pinot Noir Précose. Druerne blev håndhøstet sidst i september 2018 med et udbytte på 25 hektoliter pr. hektar efterfulgt af koldmaceration i 5 dage inden den spontane gæring er startet.

Selve gæringen med skallerne har varet 12 dage ved maksimalt 25 grader og alene med én daglig punch down for at skabe en så blid og elegant vin som muligt. Vinen er gæret med 10% helklaser og er efter endt fermentering lagret 9 måneder med 25% på fade med bærmen og den malolaktiske gæring er gennemført naturligt.

Der er ikke tilsat sulfit eller andre hjælpemidler under hele processen, dog er der tilsat en minimal mængde sulfit ved flaskning for at gøre vinen mere stabil. Derefter er vinen lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er alene lavet 293 flasker af vinen og denne har nummer 204.

Duftmæssigt kan den økologiske og biodynamiske tilgang virkelig duftes med en frisk, landlig bio bio næse, hvor der er krudt, mentol, kål, salvie, mælkechokolade, lidt småsyrlige bær, tranebær, rabarber, ribs, lys og gæret … virkelig rank næse med sådan lidt Jura feelgood samt svagt lidt vanilje, småbitter og krisp.

I munden mærker du letheden fra Pinot Noir Précoce druene … ikke helt lys, men til gengæld med en god tæthed. Vinen har en flot, saftig og let smag, bare ultra-ren frugt, rabarber, ribs, syrlige kirsebær, lidt blide tanniner, som sætter sig på fortænderne, masser af æblesyre, meget ung og stram … sindssygt højt niveau for dansk vin.

Dermed placerer vinen sig i min absolutte top for dansk vin … og udgør sammen med Njord Vingaard en innovativ front i produktion af dansk rødvin og begge endda med vin på Pinot Noir Précoce.

Vinen kan købes på Klitgaard Vin, hvor prisen er 350 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Burggarten, Neuenahrer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Burggarten, Neuenahrer Spätburgunder, Ahr, TysklandSidst jeg smagte denne Burggarten Neuenahrer Spätburgunder,  var det hos den gode Paul Schäfer på vingården i Ahr og dengang var det i en årgang 2016. Nu smager jeg vinen igen, men blot i den nyere 2017.

Vinen er lavet med druer fra markerne omkring Neuenahrer … formentlig fra Neuenahrer Schieferlay samt Sonnenberg og sikkert de druer, som ikke anvendes til enkeltmarksvinene.

Vinen er lavet helt traditionelt med gæring i store 30 hektoliter gæringsfade. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 2-3 år gamle barriques af fransk eg.

Det dufter sgu lækkert … klassisk sødlig og animalsk stald, mødding, masser af røg, jordbær, hindbær, ribs, tranebær, tørret kød, nelliker, medicinkasse, skovbund, marcipan og et klart fadpræg med lidt vanilje, kakao og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er vinen cremet , men har en meget syrlig, frisk frugtsyre med ribs, rabarber, hindbær, syrlig/søde kirsebær, lidt søde krydderier, meget livlig, luftig og utrolig venlig. Det er en utrolig nem drikkevenlig vin, meget smagfuld, rund, elegant og lækker. Jeg har fra første fløjt været begejstret for Burggarten og denne vin forstærker bare denne forelskelse.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 212 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Nelles, 1 Ahr Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Nelles, 1 Ahr Spätburgunder, Ahr, TysklandDet er altid godt at være en ener, et unikum, enestående og en stjerne. Næste vin fra Nelles er deres 1 Ahr Spätburgunder, der meget illustrativt med den flotte guldetiket er én af topvinene fra huset.

Druerne til 1 Ahr kommer fra de to fine Erste Lage marker Bad Neuenahrer Sonnenberg samt Heimersheimer Landskrone. Alle Spätburgunder druerne er høstet ved håndkraft og så  derefter sorteret efterfulgt af en 3 dages kold maceration inden gæring sker ved kontrollerede temperaturer. Efter endt gæring er vinen lagret 18 måneder på barriques, heraf 50% nye fade og 50% brugte fade.

Ifølge Philip Nelles er dette en vin, som han ser som en prototype på en top Ahr Spätburgunder … og derfor har vinen også fået navnet 1 Ahr. Jeg har smagt vinen tidligere, men der var det i en ældre årgang 2011, men denne gang er vinen helt og fuldstændig ung.

I glasset er vinen herlig transparent … ikke helt teglfarvet, men en anelse mere mørkere lilla. Næsen er dog to die for … virkelig landlig og animalsk Spätburgunder med den karakteristiske røgede aroma med nelliker, medicinkasse, våde fade, brombær, solbær, kirsebær, tranebær, hyben, grønne urter, estragon, sødme, bolsjer, eg samt vanilje … og egentlig meget ren og klar.

I munden er det først meget blidt, let og så alligevel holdt hårdt i seletøjet med småbitre tranebær, kirsebær og så en vild kølig, fin og sart elegance … ung, spændstig og krisp Spätburgunder, let, luftig, tynd og smager freaking, fucking fantastisk. Det er fortsat vildt ungdommeligt, men også lidt guddommelig.

Forhandles af Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Bodegas Morca, Morca, Aragón, Spanien

2017 Bodegas Morca, Morca, Aragón, SpanienLad os fortsætte med endnu en vin fra Bodegas Morca og fra appellationen Campo de Borja i Aragón og nu stepper vi sgu op, ikke helt til topvinen Tourán Garnacha … men næsten, for denne Morca byder faktisk på en oplevelse på næsten samme vilde niveau.

Som sine to andre helsøstre er Morca lavet på 100% Garnacha fra en række små marker med gamle vinstokke. Druerne er omhyggeligt håndplukket og gæret i små rustfri ståltanke, inden vinen modnes på delvis nye franske egetræsfade 22 måneder.

Først herefter udvælges kun den bedste del til den endelige udgave af denne eksklusive Morca. Og det er også en vin, som byder på masser af intensitet.

Så for satan, nu er der sgu skrald på … langt mere dybde end foregående Flor de Goda. Det er både engelsk og finsk lakrids, sød og blød lakrids, tyk, sort frugt, solbær, svesker, dadler, kandiserede amaretto kirsebær, sødbrændte fade, vanilje, kanel, kaffebønner, mælkechokolade … koncentreret, dyb og intens aroma, som bare virker totalt dragende i sine pompøse gevandter.

Som storesøsteren Tourán er det vildt blødt og cremet … det nærmest smelter i munden, selvom alkoholen – der er højoktan på hele 16% – også blander sig med et bid, men ellers er nogenlunde integreret i vinen. Der er chokolade, karamel, bløde og søde bær, solbær, blommer og fladtrådte modne kirsebær og en virkelig lang, fed eftersmag, som bare fader langsomt med en svulstig og elegant saftighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, Spanien

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, SpanienDet store vinhus Juan Gil Bodegas Familiares ejer en række vinerier over det meste af Spanien, bl.a. Bodegas Morca, hvorfra Houlberg nu smager en 2018 Flor de Goda.

Både Juan Gil Bodegas Familiares og Bodegas Morca har jeg skrevet om før … ja, jeg har endda tidligere smagt denne Flor de Goda i årgang 2017 og deres monstrøse topvin Tourán Garnacha.

Bodegas Morca har Gil familien købt i 2014 … et projekt til ikke mindre end 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en produktion på 5-6.000 flasker. Men i dag laves der langt flere vine, herunder altså denne Flor de Goda.

Vinen er lavet på 100 % Garnacha aka Grenache, hvor druerne kommer fra husets yngste vinstokke, som høstes manuelt. Derefter sker der en 3-4 dages kold maceration inden gæringen ved 22-26 grader i rustfrie ståltanke.

Efterfølgende gennemgår vinen malolaktisk fermentering, hvor æblesyren i vinen bliver omdannet til mælkesyre, hvilket resultere i en rundere smag. Når begge fermenteringer er gennemført, bliver vinen lageret på fransk eg i 12 måneder.

Næsen byder på en frisk syrlig frugt, kirsebær, brombær, blåbær, supplerer med læder, tør jord, jod, svagt lidt fadnoter som vanilje, tobak, lakridsrod, kakaopulver samt et lille grønt element.

Smagen er derimod anderledes end forventet … fed, tyk, velpostret med bredmås’et fedtvæv. Den er blød og cremet med en vis friskhed, men den høje alkoholprocent på 15,5% mærkes også, men sikke en sort og koncentreret magiterning, hvor der er sødme, kakao, mørk frugt, blommer, engelsk lakrids … men på en eller anden måde, så virker vinen ikke helt så tung at danse med som 2017’eren.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Feudi Salentini, Gocce Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2016 Feudi Salentini, Gocce Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienFeudi Salentini holder til i den sydlige del af Puglia … lige midt i byen Leporano, der vel nærmest ligger i svangen af støvlen helt ud til det Ioniske Hav. Men den næste vin er derfra … en 2016 Gocce Primitivo di Manduria.

Feudi Salantini drives i dag af 3. generation i form af Cosimo og Maria Teresa Varvaglione.

Vinhuset har deres vinmarker spredt udover hele Apulien og det er både i Tarentino, Salento, Manduria samt et par steder mere. De producere en stor del af deres druer selv, men jeg kan ikke se, hvor mange hektarer de selv ejer. Derudover supplerer de også produktionen fra opkøbte druer fra andre vinavlere i området.

Denne Gocce Primitivo di Manduria er lavet fra marker i Taranto provinsen, hvor Primitivo vinstokkene er op til 110 år gamle. De er håndplukket og bliver fragtet til vingården i små kasser, så druerne ikke tager skade. Kun de bedste og mest modne af disse druer udvælges til denne vin.

Vinen er lavet med gæring ved 26-28 grader og efter endt fermentering, malolaktisk gæring og klaring lagret på amerikanske barriques i 10 måneder.

Jeg er ikke selv den store Puglia Primitivo fan, og som den dygtige canadiske vinkritikker John Szabo – som jeg mødte sidste år i Soave – har sagt, så finder han ofte Primitivo for oversøde, alkoholrige og rosinagtige … men man kan også finde Primitivo med balance og friskhed.

Og det er i hvert i næsen på ingen måder en oversød vin, men har imidlertid masser af mørk frugt, blomme- og marmeladeagtig fedme, sorte kirsebær, eg, vanilje, kanel, chokolade, karamel samt en lille krydret note med lidt mentol, eukalyptus og estragon.

Smagen er fyldig og har bestemt også et højt sødmeniveau, søde kirsebær, blommer, brombær, rosiner, godt med volumenknappen skruet op og så alligevel også med en syre, som redder vinen fra at blive alt for opulent, men bevarer en vis friskhed og holder ryggen nogenlunde rank trods kilo på maven.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7