Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2023 Domaine Famille Paquet, Mâcon-Villages Nos Cinq Terroirs, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Famille Paquet, Mâcon-Villages Nos Cinq Terroirs, Bourgogne, FrankrigMâcon ligger jo i den sydlige del af Bourgogne og tæt ved Pouilly Fuissé og Mâcon på Rue des Valanges ved foden af klipperne​​Solutrés og Vergissons ved byen Davayé finder vi Domaine Famille Paquet, hvorfra jeg nu smager en 2023 Mâcon-Villages Nos Cinq Terroirs.

Historien om Domaine Famille Paquet startede i 1980, hvor de to ægtefolk Jocelyne og Michel Paquet grundlade Domaine des Vallanges i Davayé med oprindeligt 6 hektar vinmarker, som dog løbende blev udvidet med nye erhvervelser.

De videregav dog senere driften til deres 3 sønner Jean-Baptiste, Mathieu og Camille Paquet, som også havde ambitioner og udvidede ejendommen … i 2014 med erhvervelse af en 2 hektar stor ejendom i Solutré-Pouilly … hovedsageligt i Pouilly-Fuissé appellationen.

Samme år opkøbte brødrene også 10 hektar i Mâcon-appellationen, hvilket udvidede sortimentet og et par år senere i 2016 overtog de tre sønner også en 12 hektar stor familieejet vingård, men det var først i 2019, at reelt lagde alle erhvervelserne sammen og skabte Domaine Famille Paquet.

I dag har man således samlet set 30 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 50 parceller, der ligger i appellationerne Mâcon-Villages, Saint-Véran og Pouilly-Fuissé. Familie havde allerede året før i 2018 startet med omlægning af markerne til økologisk drift og vinhuset blev certificeret i 2021.

Det er Camille Paquet, der står for administration af vinmarkerne og laver vinene, mens Mathieu & Jean-Baptiste står for markedsføring og salg af vinene.

Her smager vi huset basis Mâcon-Villages, som Camille har kaldt Nos Cinq Terroirs … de 5 terroirs og det skyldes, at alle Chardonnay druerne til vinen kommer fra marker ved de 5 landsbyer Cruzille, Lugny, Prissé, Loché og La Roche-Vineuse … 80% i den nordlige del af Mâconnais og 20% i den sydlige del.

Vinstokkene på disse marker er plantet mellem 1929 og 2015 …efter høst er druerne presset blidt, hvorefter gæringen er sket i ståltanke og der får vinen også malolaktisk gæring. Der er slet ikke brugt træ i vinifikationen, så lagringen er blot sket sur lie i ståltankene.

Hvor dufter den godt … blød, parfumeret, blomsterrig og alligevel noget afdæmpet med en hvid, blød frugt af fersken, honningmelon, pærer, dåsepærer, mango, ananas, smør, honning, søde krydderier, virker saftig og læskende.

Uhmmm hvor er det blød, cremet og mundsmeltende … alt er pænt, poleret, afpudset, glatslebent og lækkert. Det er en vin, som alle vil synes om, for det vandkæmmede hår sidder rigtigt med en sødlig og venlig side. Syren er også blød, medgørlig … frugten mest dåsepærer, honningmelon og fersken … måske endda lidt flere eksotiske frugter og dermed bliver det frugtmos for voksne … smager rigtigt godt, så samlet 92 store point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Château d’Arsac, Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig 

2016 Château d’Arsac, Le Monteil d'Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigJeg har smagt den før … denne Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois, der er andenvin på Château d’Arsac, der ligger 22 kilometer nord for Bordeaux by på Allée du Comte ved Arsac i Margaux. Sidst smagte jeg årgang 2015, men her er det fra den kæmpestore årgang 2016.

Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois var oprindeligt førstevinen på slottet og i denne årgang 2016 er den lavet på et blend med 48% Cabernet Sauvignon og 52% Merlot, som kommer fra den øverste del af Monteil bjergskråningen.

Vinen er lavet med gæring på ståltanke ved 26-30 grader, mens 3-4 ugers lang maceration har trukket farve og tannin fra skindet. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på ståltank samt på 225 liters barriques, hvoraf 1/3-del er nye, 1/3-del er et år gamle samt 1/3-del to år gamle.

Duften er vel det, som man kan kalde ædel … den er mørk og egentlig ret klassisk med solbær, brombær, kandiserede sorte kirsebær, godt med træ, cedertræ, mahogni, teaktræ og linolie. Der er også fadpræg med lakrids, mørk chokolade, kaffebønner, kanel og vaniljesukker og man mærker også lidt muldjord, våd skovbund samt at vinen virker meget moden i udtrykket.

I munden er det en smooth … næsten på vej til at være cremet. Alligevel har den masser af liv, godt med frisk frugt, der endnu også er syrlig og til den lysere side med hindbær, tranebær, solbær, bitre kirsebær og en syre, der holder alting rank og oprejst. Den suppleres af knastørre tanniner samt en spids sort te bitterhed. Det er sgu en virkelig flot Bordeaux vin … og det er vildt, at man kan få sådan én med 8 år på bagen og i sådan en flot årgang til denne lave pris. Jeg lander på 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2022 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienEn Langhe Nebbiolo fortæller en masse om kvaliteten hos et piemontisk vinhus … og her smager jeg en af slagsen i årgang 2022 fra Azienda Agricola Sottimano på adressen Località Cottà 2 kilometer syd for Barbaresco i Neive området.

Det er en vin, som jeg har smagt før i både årgang 2019, 2020 og 2021 … og i min anmeldelse af  2019’eren skrev jeg også om huset, historie og produktion.

Druerne til vinen er deklassificeret Nebbiolo fra nogle af de yngste vinstokke fra den 4 hektar store, højtbeliggende og kalkstensrige Basarin mark, der ligger på grænsen mellem Neive og Treiso.

Vinen er lavet med spontangæring og maceration over 25 dage alene med druernes naturlige gærceller. Efter end fermentering sker der en malolaktiske gæring i franske tønder fra Francois Frères og lagring sker 14-16 måneder med 10% nye fade.

Spot on … kan man nærmest sige om duften, som er på mini Barolo niveau eller måske over mini. Der er godt med blomster, rosenblade, tørrede blomster, rosenvand, violer, læder, lidt kul eller tørv, lidt ribs, hindbær, jordbær, tranebær samt pænt med træ, cedertræ … alt arketypisk Nebbiolo, så man omgående bliver glad.

I munden har vinen en vis fyld med lidt frugtsødme, men ellers det faktisk en temmelig tør vin med en lemon eller campari bitterhed og en lysere frugt af hindbær, jordbær, ribs og tranebær … og så sætter tanninerne ind, som er det en voksen og seriøs Barolo, så det lammer munden og sætter sig demonstrativt på tænder. WAUW … det er sgu Langhe Nebbiolo med ambitioner. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 240 kr., mens prisen er 215 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Les Capucins, Franc BeauSéjour Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2022 Les Capucins, Franc BeauSéjour Pomerol, Bordeaux, FrankrigLes Capucins er egentlig ikke en vinproducent, men mere et negociantfirma eller måske mere korrekt en vinhandler, der med rødder i Bordeaux finder, hjælper og også markedsfører ukendte vinslotte og vingårde … og en vin derfra er denne 2022 Franc BeauSéjour Pomerol

Les Capucins er grundlagt i 2011 af Yves Glotin, der selv driver to vinslotte på højre bred i Bordeaux og det er Chateaux Goudichaud og Chateaux Fage. I 2021 fusionerede Les Capucins dog med Gabart Laval Export, men driften i Les Capucins fortsætter egentlig uændret.

For Les Capucins er nemlig et lille team, der består af Yves Glotin, vinmageren Benoit Fleuré, Pierre Bocquet og Marie Gabriele. Deres opgaver er at finde, rådgive og hjælpe små vinbønder i Bordeaux og så brande samt markedsføre vinene på de udenlandske markeder.

Her smager vi en 2022 Franc BeauSéjour Pomerol fra Les Capucins, der sådan umiddelbart på både navn og etiket kunne ligne en vin fra Château des Capucins, der ligger i Lalande de Pomerol … måske er dette tilfældigt … eller ikke.

Nå, men den skulle efter sigende være lavet på et blend af primært Merlot samt Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, der kommer fra 25 år gamle vinstokke på en 25 hektar stor mark.

Allerede der kan man se, at vinen så ikke kommer fra Château des Capucins i Lalande de Pomerol, for de har i kun 10 hektar vinmarker, men denne vin er lavet i 50.000 eksemplarer. Der er dog ikke mange oplysninger om, hvordan den er lavet … så jeg springer i stedet hovedkulds ind i at smage vinen.

Duftmæssigt er det mest Merlot druerne, som træder frem … der er brombær, blåbær, solbær og hurtigt kommer der godt med cedertræ frem, mens træet virker sådan lidt rustikt og ikke helt integreret. Det får følgeskab af lidt kaffegrums og -bønner, noget engelsk lakrids, lidt nelliker og stram syre.

Smagen er voldsom tør … syren absolut meget rustik og kantet … frugten er lysere end duften med brombær, ribs og grape suppleret med sort-te bitterhed, som virker ganske dominerende. Der er tørre og beske tanniner, masser af umedgørligt bid og det er bestemt ikke en elegantier, men en bordeauxfil og uregerlig knøs, der virker ung, urund og kræver godt med mad til … 88 point.

Forhandles af Vinopol.dk, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Weingut Schlumberger, Laufener Altenberg Eich Pinot Noir, Baden, Tyskland

2019 Weingut Schlumberger, Laufener Altenberg Eich Pinot Noir, Baden, TysklandWeingut Schlumberger ligger på adressen Obere Holzgasse i den lille by Laufen ved Sulzburg i Markgräflerland op til den store Schwarzwald skov … og derfra smager jeg nu en 2019 Pinot Noir Eich aka Laufener Altenberg Eich Pinot Noir.

Vingården drives i dag af ægteparret Rainer og Stephanie Schlumberger samt deres datter Josefine og de er henholdsvis 5. og 6. generation.

Men vingården stammer egentlig tilbage fra 1774 …  grundstenen blev lagt af deres tip-tip oldefar (eller måske lidt flere tip’er), der både var vinavler samt bødker … og endda har lavet flere af de store, gamle tønder, som fortsat findes i husets kælder.

Vinhuset har omkring 6 hektar vinmarker, hvor de dyrker de klassiske Baden druesorter som Weiß-, Grau- samt Spätburgunder, lidt Gutedel og endda lidt atypisk en del Huxelrebe, som jo er en krydsning mellem Gutedel og Muskat.

Alle vine er håndlavet i samspillet imellem naturen og mennesket og for at sikre  maksimal kvalitet, så reduceres mængden af druerne, så deres udbytte ligger typisk under 45 hektoliter pr. hektar.

De bedste marker er klart parcellerne Eich, Ennwege og Wingerte, der alle ligger ved Laufen. Vinmarkerne er alle med undergrund med kalk sten og øverst oppe mod skoven et tyndt toplag af löss og ler.

Her oppe stortrives Pinot Noir og Spätburgunder da det er den varmeste vinmark i Laufen. På de kalkstensrige marker dyrker de hovedsageligt de hvide druer. Deres produktion ligger omkring 25-30.000 flasker årligt.

Den smukke parcel Eich ligger på Laufener Altenberg … en sydvendt skråning og er en af de varmeste marker. Vinen er lavet med spontan gæring alene med druernes egne gærceller over 3 uger og efter endt fermentering er den lagret 18 måneder sur lie på brugte burgundisk barriques og til sidst 6 måneder på flaske efter ufiltreret tapning.

WAUW siger jeg bare … sikke en fin, frugtrig og lækker vin, hvor duften mest er jordbær, kirsebær, blommer med tydelig frugtsødme, diskret fadnoter af vanilje, kanel, nelliker, tobak, chokolade og sød lakrids, lejrbål, røg, er lidt animalsk, landlig og let i stilen på vej til at være feminin. Det er balanceret så flot, at der ikke er noget som stikker helt ud, men snarere med lidt burgundiske aner.

I munden er det en lys, saftig og læskende Pinot Noir … godt med modne, søde jordbær, blommer og godt med vanilje, skumfiduser, mælkechokolade og blød karamel. Det er blødt, blidt, behagelig fin og sart, har helt runde tanniner, lidt kandiseret lemon, der giver  ren syre og sammen med lidt peber et frisk bid. Hvor er det altså bare elegant på en lys og læskende måde … elsker den … 94 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 205 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Aux Mages, Faux Pas Kaihua Gamay, Californien, USA

2023 Aux Mages, Faux Pas Kaihua Gamay, Californien, USADen anden sommervin i Faux Pas serien fra Emil Skyttes Aux Mages er denne 2023 Faux Pas Kaihua Gamay … ren Gamay fra Amerika og det kan jeg ikke mindes at ha’ smagt før.

Emil og teamet har lavet vinen med Gamay druer fra en ganske lille og obskur vinmark i Santa Marias grænseland og høstet i meget små mængder.

Modsat Beaujolais er vinen ikke lavet med carbonic maceration, men i stedet er der anvendt en helt traditionel vinificering, med ekstrem blid ekstrahering og lidt kort lagring for at bevare den rene frugt.

I glasset er dette også en lysere vin, dog klart mørkere end Suncrusher, men dog en anelse transparent i glasset, men heller ikke så grumset. Duften er referencemæssigt mere identificerbar, for det dufter af beaujolaisvin … har samme landlig, rustikke aroma, hvor du mest får godt med kirsebær, let banan og blomsterstilke. Den har dog også nogle lidt blækagtige noter, lidt vilde funky, beskidte og frugtsøde elementer … mums.

Smagen er let … saftig let … læskende let og med en lys, fin og småsyrlig frugt af kirsebær, tranebær, godt med lemon, lidt gin og tonic og citroner … what’s not to like? Tanninerne er mest saftige, så dermed hverken vilde eller tørre og en smule frugtsødme binder sgu også smagene godt sammen, så vinen fremstår helstøbt. Der er vildt samtidigt, let og læskende … ikke så feminin som Suncrusher, men dammm hvor det smager godt, så 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 335 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2023 Aux Mages, Faux Pas Suncrusher Grenache-Mourvedre, Californien, USA

2023 Aux Mages, Faux Pas Suncrusher Grenache-Mourvedre, Californien, USAFaux Pas er en ny serie af uhøjtidelige og letdrikkelige vine fra danske Emil Skytte Pedersens lille vinprojekt Aux Mages. De er lavet med samme omhu og seriøsitet som vinene fra Aux Mages og jeg starter med at smage en 2023 Faux Pas Suncrusher Grenache-Mourvedre.

De fleste læsere af Houlbergs Vinblog ved efterhånden godt, at jeg er tosset med vinene fra Aux Mages. Jeg har smagt en del og skrevet om Emil, Aux Mages og overøst vinene med min begejstring. Så vil du videre mere, så tjek eventuelt disse gamle anmeldelser:

Det er lutter topkarakterer på  6,5 og 7 Thumbs Up, hvis man lige ser bort fra Pét-Nat’en, som jeg gav 4 Thumbs Up, så mine forventninger er også højde til den nye serie Faux Pas.

Emil Skytte kalder selv denne Faux Pas Suncrusher Grenache-Mourvedre en legesyg lillebror til Aux Mages vinene og har i lang tid leget med tanken om at lave sådan en let sommervin …  et solskins fix i flaskeform.

Basen for vinen består af en økologisk dyrket Grenache høstet med ekstremt lave udbytter og lavet med semi carbonisk maceration, for at give et floralt løft i aromatikken og ultimativ saftighed. For at give vinen mere struktur og dybde, er der blandet nænsomt macereret Mourvedre i for at indramme saftigheden og give den helt rigtige struktur.

WAUW … i glasset er det en lys, næsten roséfarvet og transparent vin, der samtidig er herlig grumset. Duften er vild, let reduktiv, lys og blomstret, parfumeret, animalsk og svedig med akrylmaling og funky fin frugt af syrlige kirsebær, mirabeller, ribs samt saltlakrids, fennikel og lidt søde urter.

Smagen er let, liflig, læskende og bællevenlig på en vild, funky og så alligevel sart måde. Det er flødesøde jordbær, søde kirsebær, ribs og rabarber, sød grillet citron … syren er nærmest legesyg, luftig, venlig, let, slank, spinkel og smager sgu eminent … tænk sig, at danskere står bag denne lille Suncrusher, der nærmest kan kaldes genial og jeg knuselsker den sgu … 96 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 335 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Entrecanales Domecq e Hijos, Selección Secreto, Ribera del Duero, Spanien

2020 Entrecanales Domecq e Hijos, Selección Secreto, Ribera del Duero, SpanienSådan er det … alting har en ende og sidste vin i min Ribera del Duero battle blev denne 2020 Selección Secreto fra vinhuset Entrecanales Domecq e Hijos, som jeg for ikke så lang tid siden smagte en hvid 2023 La Poda Godello fra.

Selección Secreto er reelt en Crianza vin og lavet på 100% Tempranillo fra husets egne vinmarker … 60 år gamle stokke på marker i 900 meters højde.

Vinen er lavet helt traditionelt og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på franske egefade efterfulgt af mindst 10 måneder yderligere på flaske inden frigivelse.

Duften er en smule blomstret og parfumeret, hvilket her faktisk giver et godt modspil til aftrykket fra fadlagringen, hvor der kommer vanilje, lakridskonfekt, sød lakrids, mentollakrids, mælkechokolade og kakao. Frugten er mest blommer, solbær … der er også cedertræ samt cigarkasser … intens, mørk og lækker.

Smagen er rigtig dejlig balanceret … der er både mørk og frisk frugt med bid samt tobak, engelsk lakrids, balsamico og peber. Frugten er mest blommer, sorte kirsebær og figner. Det bliver aldrig vildt mørkt eller dybt, for vinen har en forholdsvis frisk syre, nogle tørre og bitre tanniner … og det er en vin, der virkelig kalder på lidt mad. 93 point.

Forhandles af DeVinos, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Bodegas Abadía de San Quirce, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Abadía de San Quirce, Crianza, Ribera del Duero, SpanienVidere … næste Ribera del Duero vin blev en 2020 Crianza fra vinhuset Bodegas Abadía de San Quirce, der ligger ved Gumiel de Izán i Burgos området.

Bodegas Abadía de San Quirce er et nyere vinhus, der er grundlagt i 1998, hvor en gruppe af lokale vinbønder og investorer gik sammen om at skabe en ny vingård.

Som det første blev der bygget et helt nyt og totalt moderne vineri, da missionen fra første færd har været klar, at lave højkvalitetsvine, der afspejler det unikke terroir og selvfølgelig på druen Tinta Fina aka Tempranillo.

Vinhuset ejer selv 25 hektar vinmarker, der ligger i Aranda de Duero og La Aguilera, mens de driver også 80 hektar med marker i Gumiel de Izan og La Aguilera. Disse marker hører til blandt de højest beliggende i hjertet af Ribera del Duero.

Vinstokkene på de fleste af markerne er ganske bush vines, ganske som man i tidligere tider har gjort det her. Bush vines er fritstående buske, der ikke er bundet op på et espalier med ståltråd. Metoden er ældgammel, og bruges af og til i tørre områder, hvor løvet skærmer mod solen.

På grund af den fritstående måde, som vinplanterne står, er det et krævende arbejde at passe dem, for her kan maskiner ikke hjælpe meget. Alt arbejde foregår ved håndkraft på den gamle måde.

De yngste vinstokke er 30 år gamle og de ældste er plantet tilbage i år 1900 før vinlusen Phylloxera hærgede i området. De gamle stokke er fordelt på små isolerede parceller med forskellige typer jordbund, der spænder fra sand og ler til kalkbund i varierende kombinationer.

På Bodegas Abadía de San Quirce arbejder deefter en filosofi om less is more. Høstudbyttet er generelt lavt, omkring 30 hektoliter per hektar, hvorfor druematerialet er meget mere koncentreret end ved store produktioner.

Når de nøje udvalgte og håndhøstede druer skal omdannes til vin, foregår det i det nye vineri. Druerne afstilkes, både den alkoholiske og den alkoholiske gæring sker i ståltanke … og nogle af vinene delvis i franske 3.000 og 6.000 liter egefade.

Derefter modner vinen videre i amerikanske og franske 225 liter barriques, der højst er tre år gamle. Lagringen sker over 6 måneder for de yngste vine op til 18 måneder for Reserva vinene.

Det er de to vinmagere Daniel Aguirre og Diana Moreno, der står i spidsen for produktionen af vinene … herunder også denne Crianza i årgang 2020 lavet på 100% Tempranillo fra 35 år gamle vinstokke på marker i Gumiel de Izán og La Aguilera.

Efter høst er alle druerne afstilket, mens gæring – både alkoholisk og malolaktisk – er sket i rustfri ståltanke. Vinen har lagret 12 måneder i amerikanske og franske egetræsfade suppleret med 16-20 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt kommer der fra start lidt blomster, virker faktisk en kende aromatisk. Dertil kommer mørke bær, sorte kirsebær, solbær, svesker og blommemarmelade, mens fadpræget er mere diskret og så alligevel bidrager med en smule vanilje … ellers blomsterstilke samt fennikel.

I munden er vinen dog langt mørkere og federe end duften indikerede, for det har en mørk frugt af solbær, brombær, svesker, mens alkoholen giver noget varme. Der er masser af kraft, engelsk lakrids, bitre sorte te-blade, kakaopulver og cedertræ. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodega Dehesa de los Canónigos, 15 Meses en Barrica, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodega Dehesa de los Canónigos, 15 Meses en Barrica, Ribera del Duero, Spanien15 Meses en Barrica hedder næste Ribera del Duero vin og den kommer fra Bodega Dehesa de los Canónigos og vi smagte vinen i årgang 2020.

Bodega Dehesa de los Canónigos er i modsætning til de fleste vinhuse i Ribera del Duero et gammel hus, der blev grundlagt tilbage i 1842, hvor ejendommen blev købt af den baskiske forretningsmand Toribio de Lecanda y Campo.

Men efter tabet af sin hustru i 1859, så overdragede han et gammelt hus samt tilhørende marker til sin søn Teodosio Lecanda Chaves, der varen kendt arkitekt. Det var ham, som byggede et smukt baskisk bondehus, der skilte sig ud for sin specielle arkitektur,

Derefter havde vingården flere forskellige ejere, indtil det i  1931 blev købt af Cid familien med brødrene Arturo og Ildefonso Cid som de fremtrædende ejere. I 1960’erne blev huset drevet af Luis Sanz Busto og María Luz Cid og det var Luis, som lagde grundlaget for, hvad Dehesa de los Canónigos repræsenterer i dag.

Luis havde forinden måtte opgive sine lægestudier, men han startede med at sælge sine druer til naboen Vega Sicilia, men han startede samtidig med at plante flere vinstokke, indtil han så i 1989 besluttede at sælge hans egen vin … og den første årgang af Dehesa de los Canónigos på markedet.

I dag drives Bodega Dehesa de los Canónigos af 2 af  Luis og María Luz’s 4 børn, nemlig Belén og Iván Sanz Cid. De har nu gennem flere år stået med ansvaret for alle vinene på gården.

Belén har været ansvarlig for den tekniske og ønologiske ledelse siden 1998 efter at have studeret på universitetet i Valencia og i Bordeaux. Han tøver ikke med at værdsætte sine mentorer, der har hjulpet ham så meget … Mariano García og Antonio Sanz.

Iván er ansvarlig for generel ledelse af vingården takket være sin uddannelse som landbrugsteknisk ingeniør og virksomhedsledelse suppleret med ophold i USA.

De har samlet 500 hektar jord, men det er nu kun 60 hektar, som består af vinmarker … og det er også derfra, at denne 15 Meses en Barrica i årgang 2020 kommer og primært er lavet på Tempranillo tilsat 15% Merlot og Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet med afstilkning, traditionel gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på 1 og 2 år gamle medium ristede amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt er vinen klart yngre end foregående, men den har også et pænt touch fra fadlagringen på 15 måneder. Fadene bidrager med vanilje, kokos, mælkechokolade og lakrids, men den friske frugt mest er solbær, blåbær, kirsebær og blommer … samt en snert af noget mentol.

Smagen er såmænd også blød, men frugten er også her frisk og ikke særlig mørk eller dyb … tværtimod mere syrlig. Der er kirsebær samt blommer og en smule lemon eller campariagtig bitterhed, en stenet mineralitet og har godt med røg og tæt bid … det er nok en vin, som burde have været dekanteret. 91 point.

Ikke fundet herhjemme, men i Spanien koster den 21,90€ … svarende til 163 kr.

Vinanmeldelse 5/7