Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

N.V. Valdonica, Domaine Bi.O Toscana Bianco, Toscana, Italien

N.V. Valdonica, Domaine Bi.O Toscana Bianco, Toscana, ItalienAzienda Vinicola Valdonica ligger et stenkast vest for byen Sassofortino i Maremma i den sydlige del af Toscana og derfra smager jeg nu 5 vine i deres serie kaldet Domaine Bi.O og den første er en Bi.O Toscana Bianco uden årgang.

Vingården ligger i 500 meters højde med en fantastisk smuk udsigt over et landskab med vulkansk undergrund og et kig til øen Elba, hvor Napoleon sad i husarrast.

Vinhuset blev i 2005 grundlagt af østrigeren Dr. Martin Kerres, der oprindelig var læge og egentlig kun var interesseret i et sommerhus i det toskanske landskab.

Men han blev hurtigt tryllebundet af dette pragtfulde område, så startede med at tilplante jorden med vinstokke og renovere ejendommen, så i dag bor han også på Valdonica.

Ja derudover driver han faktisk også både et lille agrihotel samt en restaurant på stedet. Og så har han siden 2008 lavet vine fra alle de vinstokke, som han i 2005 plantede i den vulkanske jord.

Han plantede primært Sangiovse … ja faktisk 11 forskellige kloner Sangiovese, men også andre sorter som Ciliegiolo, Vermentino og den mere sjældne Vermentino Nero.

Markerne er siden 2012 økologisk certificeret og alt høst samt sortering foregår ved håndkraft. Valdonica benytter spontan gæring på alle druernes naturlige gærceller og alle vine fermenteres for sig selv i ståltanke eller barriques.

Under navnet Domaine Bi.O laver han en række nye vine og denne Domaine Bi.O Toscana Bianco er lavet på Vermentino og er et blend af forskellige årgange, der efter høst er presset og så derefter gæret i rustfrie ståltanke ved kølig temperatur. Efter endt fermentering er vinen også lagret i ståltanke sur lie inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er der både godt med grønne noter og havvand … som en frisk havbrise, meget frisk og derudover noget der kan minde om hæfteplaster suppleret med æbler, fersken og så en frisk buket sommerblomster.

Smagen er mere olieret og fyldig end forventet, samtidig er vinen også krydret, hvilket samlet giver en lidt stærk smag. Der er lemon, grape, citroner og grønne æbler, lidt stikkelsbær … samlet gør det vinen pivfrisk. Der er måske nok ikke noget, som stikket dybt eller bliver kompleks, men har dette letolierede bitre og alligevel ret friske bid. 88 point.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 2 flasker og 79,95 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Weingut Seeger, Herrenberg Oberklamm Blauer Spätburgunder RR GG, Baden, Tyskland

2019 Weingut Seeger, Herrenberg Oberklamm Blauer Spätburgunder RR GG; Baden, TysklandSidst jeg drak vin fra Weingut Seeger, var det også Großes Gewächs fra Herrenberg Oberklamm marken. Men det var på Grauburgunder og nu smager jeg i stedet Seegers 2019 Herrenberg Oberklamm Blauer Spätburgunder RR Großes Gewächs.

Leimener Herrenberg Oberklamm er tilplantet i perioden 1990 til 1992 og har en jord præget af Mushelkalk og Löss … og alle druerne er passet med omsorg, herunder via udført grøn høst med halvering af udbyttet. Der er franske Pinot Noir kloner … primært Dijon og 777 klonerne.

Efter manuel høst har druerne  fået gæring og maceration over 14-18 dage i nye franske 228 liter barriques … en malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 20 måneder i fadene.

Slam in your face med speederen i bund … flot, elegant og endda burgundisk i stilen, der er pænt med fadpræg med mælkechokolade, skumfiduser samt nødder suppleret med en kompakt og alligevel let frugt af jordbær og ellers masser af kirsebær. For pokker det dufter fremragende … våde fade, fugtig skovbund, brune efterårsblade, gazebind og ristede champignon.

I munden har vinen en kompakt, frugtrig og legende syre … besidder kæmpe kraft, virkelig intens frugt og det er igen atter kirsebær, godt med kirsebær, grillet grape og lemon. Syren er kraftig, maskulin, fed og alt så intens og velafbalanceret. Det er i munden bare et frugtrigt kraftværk, som producerer saftlæskende eftersmag i metermål, så dermed 96 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 649 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, Italien

2022 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, ItalienCarlo Ferrini har jeg skrevet om før … fabelagtig vinmager, der er involveret i masser af projekter, men kernen er hans egen vingård Podere Giodo og derfra smager jeg nu igen hans La Quinta Toscana IGT og denne gang er det 2022’eren.

Ferrini startede Podere Giodo i Montalcino i 2002, hvor han fandt nogle vinmarker mellem Sant’Angelo in Colle og Sant’Antimo og der startede med at lave to vine, nemlig en Brunello di Montalcino og denne La Quinta Toscana IGT.

Samlet har Carlo Ferrini 6 hektar vinmarker, som er tilplantet med 15 forskellige Sangiovese-kloner. Han navngav sit vinhus Giodo, der er en sammentrækning af Giovanna og Donatello … som er Carlos’ forældre.

Den første årgang blev en 2009 … og allerede fra starten blev hans vine kæmpe successer … store og gigantiske Sangiovese-vine i form af denne La QuintaToscana Rosso IGT og Brunello di Montalcino, der har opnået henholdsvis 97 og 100 points hos Suckling. Ja faktisk har Carlo Ferrini adskillige 100 point vine på CV’et og derfor kaldes Carlo også Italiens stjerne-vinmager nummero uno.

Denne La Quinta Toscana IGT er 100% Sangiovese fra husets vinmarker … en 3 hektar parcel, der skråner 10% mod sydøst og har en jordbund af porøs og fossilholdig kalksten. Druerne dyrkes helt økologisk og vinen fremstilles med skånsom hands-off winemaking alene med druernes naturlige gærceller.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke, varer 7 dage efterfulgt af 13 dages eftermaceration og er derefter presset og lagret 12 måneder på egefade på både 700 og 2.500 liter + 2.700 liter amphora krukker, hvorefter vinen er flasket og lagret yderligere 6 måneder.

Sikke da en aroma … svært ikke at tro, at det er stor Brunello, for duftmæssigt er der nøddder,  læder, mahogni- og teaktræsolie, lidt umami våde skovbundsnoter, rå champignon … fuck det er dragende, storslået og nærmest balsam for sjælen. Frugten er mest kirsebær,  kirsebærsauce, jordbær og ribs, men fadene også bidrager med en smule mælkechokolade, vanilje og sød balsamico.

Smagen er også vild lækker …. sådan frisk, tør, rund, cremet og har denne svævende, saftige, lette og syrlige frugt, der virker æterisk og smooth i munden … frugten er rabarber, tranebær, syrlige kirsebær, mens taninnerne er stramme og så kommer der vermouth bitterhed, masser af syre og friskhed … utrolig fint bid. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 469,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé Corty Artisan La Loge aux Moines Monopole, Loire, Frankrig

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé Corty Artisan La Loge aux Moines Monopole, Loire, FrankrigVi skal lige et smut til brødrene Arnaud og Julien Moreux og det lille vinhus Patrice Moreux. Det er med en 2022 Pouilly-Fumé Corty Artisan La Loge aux Moines Monopole.

Jeg har for ikke særlig lang tid siden også smagt søstervinen 2022 Pouilly-Fumé Corty Artisan Silex.

Vinhuset er grundlagt i 1702, da André Moreux købte sine første marker i Sancerre i Loire. Og lige siden har vinhuset været drevet familien Moreux,

I 1955 giftede Raymond Moreux sig med Jeannine Corty. Hun stammede også fra en familie af vingården, idet hendes forfader Edme Corty i 1677 havde grundlagt en lille vingård i Pouilly.

Ved ægteskabet fik ægteparret i bryllupsgave en 4,5 hektar stor vinmark Loge Aux Moines, således de unge par nu havde vinmarker på begge sider af Loire floden, nemlig både i appellationen Pouilly-Fumé samt Sancerre ved Chavignol.

Vingården er dog op kaldt efter Raymond og Jeannines søn Patrice, som overtog driften i 1979. Han har – udover en fortsættelse af driften af gården i Loire – også købt Domaine des Vingtinières i Provence, således de nu laver vine fra 2 områder i Frankrig.

Siden 2009 og 2011 har Patrices to sønner Arnaud og Julien Moreux nu deltaget i driften og er også langsomt begyndt at tage over … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Brødrene – som i øvrigt er tvillinger – har samlet 30 hektar vinmarker i Pouilly, 6 hektar i Sancerre samt 35 hektar i Côtes de Provence. Fra dette laves der 4 forskellige Pouilly-Fumé vine, 4 Sancerre og 3 Provence vine.

Markerne Sancerre og Pouilly dyrkes med inspiration fra biodynamisk drift og ved at lade druemosten gære med markens og kælderens naturligt forekommende gærstammer i spontangæring, så fremmer vinhuset sin terroirtypiske vinstil.

Denne 2022 Pouilly-Fumé Corty Artisan La Loge aux Moines Monopole er huset absolutte topvin, hvor Sauvignon Blanc druerne er fra enkeltmarken La Loge aux Moines aka munkenes logi og den blev da allerede tilplantet af de vinkyndige benediktinermunke i det 11. århundrede.

Marken – der alene er ejet af Moreux – ligger sydvendt på en skråning med udsigt til floden Loire og har samme jordbund af gammel fossilholdig Kimmeridge havbund, som man også kender fra de bedste marker i Chablis.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller og i harmoni med månens cyklus efter biodynamiske principper. Gæringen sker i temperaturstyrede ståltanke inden lagring i tankene sur lie aka på de fine gærrester.

Duftmæssigt snakker vi hyld, melon, stikkelsbær og pærer … lidt honning og bivoks, en tynd fedme, masser af flint og flintesten. Vinen er langlig, bondsk og frisk, hvilket suppleres af røg, lejrbål og så en portion gule forårsblomster.

Smagen er så ren og frisk … man kommer nærmest til at tænke på nyvasket sengetøj, altså virkelig tiltrækkende og man får lyst til at smide sig på den ny redte seng. Der er fersken, nektariner, æbler, hyld og hvid peber … virkelig rank, kølig og vild elegant med en lidt fyldig syre, godt med tørhed, grønne pebre og stor frugtintensitet. Dette er vildt lækker Sauvignon Blanc med et ekstra gear, så dermed 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., men kan fås til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Vignobles Diffonty, Cuvée du Vatican Côtes-du-Rhône Villages , Rhône, Frankrig

2022 Vignobles Diffonty, Cuvée du Vatican Côtes-du-Rhône Villages , Rhône, FrankrigVi sluttede smagningen af Bisgaars’s egenimporterede vine med endnu en vin fra Jean Marc Diffonty fra Vignobles Diffonty og en vin mere fra brandet Cuvée du Vatican og det var en 2022 Côtes-du-Rhône Villages.

Det er en vin, der hvor over 50% er Grenache, men resten er fordelt på Syrah og Mourvèdre høstet med et udbytte på over 40 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne afstilket, mens gæringen sker klassisk i termoregulerede kar, hvorefter vinen er overført til lagring i store tanke inden aftapning på flasker med let filtrering.

Duftmæssigt er det en krydret vin … der er garrique, blæk, grafit, blod, tørv, tavlesvampe, hul og en mørk frugt med brombær, blomme og kirsebær, lakrids og stort drys fra peberkværnen.

Også i smagen er der godt med peber og noget alkoholvarme, rustik frugt med bløde blommer og kirsebærlikør, varme krydderier, sødme og kanel samt allehånde … 87 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2021 Antolini, Valpolicella Superiore Ripasso, Veneto, Italien

2021 Antolini, Valpolicella Superiore Ripasso, Veneto, ItalienVi smagte som en af de sidste vine i smagningen endnu en vin fra de to Antolini brødre og det var deres 2021 Valpolicella Superiore Ripasso.

Vinen er lavet ved, at de friskplukkede Corvina, Corvinone og Rondinella druer først afstilkes og presses efterfulgt af en 7-dages gæring i ståltanke ved automatisk kontrolleret temperatur og med alene druernes egne gærceller.

I februar gennemgår årets vin en en 2. gæring med resterne fra tørrede Amarone- og Reciotto druer i 5-7 dage. Vinen lagres så på egetræsfade og i en kort periode i kirsebærtræsfade i 12 måneder inden aftapning på flaske og yderligere 3-6 måneders lagring

Duftmæssigt virker vinen faktisk lidt overmoden … på vej over the hills eller i hvert fald virkelig meget domineret af blommer, svesker, figner, nelliker og vanilje … virker sgu noget træt og det er ikke så indbydende.

Sådan cirka er smagen også … overmodne blommer, bløde kirsebær og kirsebærsauce … der er i det hele taget godt med frugt med noget solvarme og sødme, men det er sgu slet ikke min stil. 86 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2021 Weingut Günther Steinmetz, Wintricher Geierslay Riesling Sur Lie, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Günther Steinmetz, Wintricher Geierslay Riesling Sur Lie, Mosel, TysklandSenere i smagningen med Bisgaard’s aka Bisgaard Vinhandel smagte vi atter en vin fra Weingut Günther Steinmetz og samme mark som før … en 2021 Wintricher Geierslay Riesling Sur Lie.

Den er stort set lavet som den årgang 2014, som vi smagte tidligere … altså med spontangæring udelukkende i ståltanke for at fremme den rene frugt og lagret – som navnet også siger – sur lie aka på bærmen for at give mere intensitet.

Duften er vild animalsk, landlig med sved efter hårdt arbejde, petroleum, linolie, modne æbler, fersken  og samtidig kommer der markante noter af grøntsager og grøntsagsfond samt en sprød og stenet mineralitet.

I munden er der til gengæld godt med citroner, syltede citroner og lemon, endda noget grapefrugt og det giver samlet set er godt frisk bid. 90 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Antolini, Amarone della Valpolicella Classico Morópio, Veneto, Italien

2020 Antolini, Amarone Classico Morópio, Veneto, ItalienVi fortsatte derefter i den kraftige afdeling, for næste vin blev en 2020 Amarone della Valpolicella Classico Morópio fra vinhuset Antolini, der helt korrekt hedder Antolini Pier Paolo e Stefano.

For vinhuset er nemlig et nyere af slagsen grundlagt i 1992 af de to brødre Stefano og Paolo Antolini, som købte en ejendom Marano by i  Valpolicella med små 7,5 hektar vinmarker i både Valpolicella, San Pietro i Cariano og Negrar. Deres marker ligger på forskellige plots i 150-350 meters højde og senere i 2001 afsluttede de også byggeriet af et nyt moderne vineri med loft på 1. sal. til tørringen af Amarone druerne

Her smager vi netop en Amarone della Valpolicella Classico Morópio, der udelukkende er lavet med håndhøstede druer fra marken Morópio ved byen Marano di Valpolicella. Marken ligger på en skråning med 40 år gamle vinstokke og en unik jordbund.

Den er lavet på Corvina, Corvinone og Rondinella druer med en lille del Molinara druer, der er høstet i midten af oktober, hvorefter alle  druerne tørrer på loftet i 90 til 120 dage og i den periode har et vægttab på 30-40%.

Mellem slutningen af december og slutningen af januar presses druerne og efterlades derefter til macerering ved lav temperatur i 7-10 dage. Derefter gennemgår vinen en 20-dages gæring i ståltanke med automatisk kontrol af temperaturen og udelukkende på alle druerne egne gærceller.

Vinen lagres i fade af både egetræ, kirsebærtræ, kastanjetræ og en mindre del i morbærtræsfade i 24 måneder, hvorefter den lagres på flasker i yderligere 6-12 måneder.

Duftmæssigt har vinen en nærmest eksplosiv frugt med solvarm styrke, alkoholvarme som en portvin og endda også let oxiderede noter, solbærmarmelade, svesker og rosiner tilsat lidt tørrede blomster.

I munden kommer der også nogle lidt brændte noter, har en solrig alkoholvarme og virker ganske sødkrydret … men sjovt nok ikke helt sindssyg voluminøs. Der er flamberede figner, svesker. dadler og en mørk frugt med sorte kirsebær og kirsebærsyltetøj, chokolade, en anelse karamel og skralde-bang i stor stil. 90 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Vignobles Diffonty, Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 Vignobles Diffonty, Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape , Rhône, FrankrigVignobles Diffonty er et familieejet vinfirma, der holder til på Route de Courthézon i den østlige del af Châteauneuf-du-Pape og laver vine under navnene Château Sixtine og Cuvée du Vatican. Her er det en 2020 Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape.

Familien Diffonty har haft tilknytning til Châteauneuf-du-Pape siden 1673 og tidligere indehaver Félicien Diffonty var også borgmester i Châteauneuf-du-Pape i 30 år.

I dag er den hans søn Jean Marc Diffonty, der driver vinhuset, som har 15 hektar vinmarker med de røde druer Grenache,  Mourvèdre og Syrah samt de hvide sorter Roussanne og Clairette, hvoraf de i alt laver 4 forskellige vine.

Vinene er 3 Châteauneuf-du-Pape vine … en rød og en hvid under Château Sixtine og så en hvid, en rosé og en rød Côtes du Rhône Villages og selvfølgelig denne røde Châteauneuf-du-Pape under navnet Cuvée du Vatican.

Den er lavet på et blend af 65% Grenache, 25% Syrah og 10% Mourvèdre, der kommer fra 3 marker i henholdsvis La Crau, Rayas og Barbe d’Asne og høstet med et udbytte på 31 hektoliter pr. hektar og derefter er druerne afstilket inden gæring i termoregulerede kar i rustfrit stål. Efter endt fermentering er vine lagret i ståltanke og egetræsfade, hvorefter aftapning på flaske er sket med en let filtrering.

Duftmæssigt er der våde fade, tørret kød, oksefond, sorte oliven, mørke og gærede bær, solbær, blåbær og nogle krydderier i form af timian og rosmarin.

Smagen er kraftig … den er fed, olieret, powerfuld og pebret, der er mørk og dyb frugt med solbær, blåbær, blommer samt søde og bløde tanniner, lakrids og chokolade. 92 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Fortemasso, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2022 Fortemasso, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienVinhuset Fortemasso er – som Castello di Radda – også ejet af familien Gussalli Beretta og derfra smager vi en 2022 Barbera d’Alba Superiore.

Gussalli Beretta købte i 2013 Fortemasso  i Castelletto ved Monforte d’Alba med 5 hektar Nebbiolo marker til Barolo samt yderligere 8,6 hektar beregnet til produktion af Dolcetto d’Alba DOC, Langhe Nebbiolo DOC og Barbera d’Alba DOC.

Efter høsten er druerne afstilket og knust, hvorefter gæringen er sket i temperaturkontrollerede vinkar i rustfrit stål og efter gæring er der sket yderligere maceration i ekstra 7-8 dage. Derefter er en malolaktisk gæring er vinen lagret 12 måneder på barriques og efter aftapning på flaske er den lagret yderligere 14-16 måneder.

Duftmæssigt er det et sandt kraftværk, hvor der er god fedme, mørk frugt med  kirsebær og blåbær, men ellers lakridspiber, chokolade og vanilje … solvarm og fyldig.

Smagen er også blød og rund, meget opulent med blommer, kirsebær, brombær og svesker, saftig, fed og næsten tanninløs, men har en lille fedbitterhed med sorte te-blade. 91 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7