Vi fortsatte derefter i den kraftige afdeling, for næste vin blev en 2020 Amarone della Valpolicella Classico Morópio fra vinhuset Antolini, der helt korrekt hedder Antolini Pier Paolo e Stefano.
For vinhuset er nemlig et nyere af slagsen grundlagt i 1992 af de to brødre Stefano og Paolo Antolini, som købte en ejendom Marano by i Valpolicella med små 7,5 hektar vinmarker i både Valpolicella, San Pietro i Cariano og Negrar. Deres marker ligger på forskellige plots i 150-350 meters højde og senere i 2001 afsluttede de også byggeriet af et nyt moderne vineri med loft på 1. sal. til tørringen af Amarone druerne
Her smager vi netop en Amarone della Valpolicella Classico Morópio, der udelukkende er lavet med håndhøstede druer fra marken Morópio ved byen Marano di Valpolicella. Marken ligger på en skråning med 40 år gamle vinstokke og en unik jordbund.
Den er lavet på Corvina, Corvinone og Rondinella druer med en lille del Molinara druer, der er høstet i midten af oktober, hvorefter alle druerne tørrer på loftet i 90 til 120 dage og i den periode har et vægttab på 30-40%.
Mellem slutningen af december og slutningen af januar presses druerne og efterlades derefter til macerering ved lav temperatur i 7-10 dage. Derefter gennemgår vinen en 20-dages gæring i ståltanke med automatisk kontrol af temperaturen og udelukkende på alle druerne egne gærceller.
Vinen lagres i fade af både egetræ, kirsebærtræ, kastanjetræ og en mindre del i morbærtræsfade i 24 måneder, hvorefter den lagres på flasker i yderligere 6-12 måneder.
Duftmæssigt har vinen en nærmest eksplosiv frugt med solvarm styrke, alkoholvarme som en portvin og endda også let oxiderede noter, solbærmarmelade, svesker og rosiner tilsat lidt tørrede blomster.
I munden kommer der også nogle lidt brændte noter, har en solrig alkoholvarme og virker ganske sødkrydret … men sjovt nok ikke helt sindssyg voluminøs. Der er flamberede figner, svesker. dadler og en mørk frugt med sorte kirsebær og kirsebærsyltetøj, chokolade, en anelse karamel og skralde-bang i stor stil. 90 point.
Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 229 kr.