Efter den imposante 2019 La Artesilla de Leza García Viñedo Viejo fra det familiedrevne vinhus riojahus Bodegas y Viñedos Leza Garcí, så smagte jeg – nu endnu mere forventningsfuld – også 2020’eren.
Den er selvfølgelig lavet på præcis samme måde, altså på ren Tempranillo fra vinmarken La Artesilla, der ligger 600 meters højde ved Sonsierra området og har 45 år gamle Tempranillo stokke.
Efter manuel høst, så er alle Tempranillo druerne sorteret og afstilket, hvorefter gæringen er sket ved 28 grader i rustfri ståltanke og derefter er mosten presset let og gennemgået malolaktisk gæring i nye amerikanske og franske egetræsfade over 4 måneder med ugentlig battonage.
Derefter har vinen lagret yderligere i 8 måneder indtil aftapning og derefter er vinen så lagret på flaske i yderligere 15 måneder inden endelig frigivelse. Der er i denne årgang 2020 kun lavet 4.722 flasker og denne er nummer 809.
Duftmæssigt ligner det ikke 2019’eren helt … den dufter mere af frisk , ny træ, noget cedertræ og giver en mere rank vin og dermed får den ikke samme note af sødristede fade. Det er som om, at den lige skal åbne og således er mere lukket. Men under træet, under de grønne urter dukker den mørke frugt frem med solbær, ribs, sorte kirsebær og brombær. Noten af læder og violer er også tydeligere, men lidt efter lidt kommer der så lakrids, chokolade, kaffebønner, kakao og vanilje op … men ikke helt så svulstig og moden.
I munden er syren også mere fremtrædende og frisk … der er skam fortsat frugt af solbær, kirsebær og ribs, men nu dukker der også lidt lemon op med frisk bitterhed suppleret med let rød vermouth. Det er dog ganske cremet og blødt, men der er ikke helt så meget lækker kaffelikør over smagen, men blot en mørk, frisk frugt og tanninerne er nu også mere markante, lysere og mere tørre … der er mere bid i denne årgang i forhold til 2019’eren, men fortsat en røvlækker vin, så dermed 95 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen på tilbud er 299 kr. ved køb af 6 flasker.