Den sidste Società Agricola Nativ vin i denne omgang var også på Agliancio og det var deres nok mest kendte vin … Eremo San Quirico Gold, som jeg her smagte i årgang 2019.
Eremo San Quirico er en DOC Aglianico Campi Taurasini og husets topvin, hvor Agliancio druerne kommer fra nogle af Marios marker i Taurasi. Der har vinstokkene langt over 100 år på bagen og de fleste er omkring 150 år gamle … få endda op til 200 år.
Alle druerne håndhøstes, og allerede i vinmarken bliver kun de bedste druer udvalgt til denne vin. Herefter transporteres druerne til vinhuset i små kasser, for at skåne druerne så meget som muligt.
Druerne afstilkes og sorteres endnu engang med hård hånd, og den endelige vin fadlagrer 18 måneder i nye små franske egetræsfade og i denne Gold Edition har Mario valgt de 20 bedste fade af Eremo San Quirico … de fade, som byder på det bedste af det bedste i produktionen, altså Eremo San Quirico Gold.
Duftmæssigt kan Eremo San Quirico Gold godt minde lidt om Bicento Irpinia Campi Taurasini, men virker mere koncentreret, tæt og fyldigere. Der er fortsat garvet læder, lakridsrod og nogle tørrede blomster, men frugten virker federe og mørkere med blåbær, dadler, svesker, blommer, hyllebær og solbær, hvilket så suppleres med våde fade, nelliker, kardemomme, vanilje, kanel, kaffebønner samt mørk, varm og velduftende chokoladekage.
I munden er vinen også tættere, federe og mere intens … det er en kombo af søde blommer, blåbær, solbær, svesker, dadler samt sorte kirsebær suppleret med kropsvarme og en tør smag, hvor der også er vilde og tørre tanniner, der sammen med lidt alkohol bider godt i munden og derudover tobak, chokolade samt kakao … 93 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.