Tag-arkiv: sangiovese

Sangiovese er en rød, italiensk druesort, som er den mest plantede sort i hele Italien med omkring 70.000 hektar vinmarker – svarende til omkring én ud af to vinstokke i Italien – og druen er samtidig næsten synonym med rødvinene fra Toscana.

Sangiovese spiller hovedrollen i klassikere som Chianti, Vino Nobile di Montepulciano og Brunello di Montalcino. Sangiovese og Toscana er haft denne kærlighedsaffære gennem generationer, selvom nyere forskning har afsløret, at druen måske slet ikke er så gammel, som man engang troede.

Navnet Sangiovese skulle stamme fra det latinske ord sanguis Iovis – Jupiters blod. Udenfor Toscana er Sangiovese også meget udbredt i Lazio, Umbrien, Marche og på Korsika. På Korsika er sorten kendt som Nielluccio og er dér noget anderledes end  andre Sangiovese vine.

Sangiovese blomstrer tidligt og modner langsomt og sent, hvilket gør den vanskelig at dyrke. Druen er særlig værdsat for sin høje syre, faste tanniner og afbalancerede natur. Udbytterne kan være høje, men de bedste kvaliteter opnås ved lave kvantiteter.

Derudover har Sangiovese et meget tyndt skind, hvilket også giver yderligere vanskeligheder, bl.a. er druen modtagelig for rådne under fugtige forhold.

Vine på Sangiovese har typisk en lidt salt smag med saftige, mørke kirsebær med en note af violer. Derudover byder druen på duft og smag af ribs, kirsebær, og blommer med toner af jord, læder, urter og krydderier. Vinene har høj syre og mange tanniner, hvilket giver et vist lagringspotentiale og de lagres ofte på fade.

På verdensplan har Sangiovese rejst til Californien og Australien, hvor dens høje syreindhold er et aktiv i det varme klima.

2019 Tenuta di Carleone, Uno, Toscana, Italien

2019 Tenuta di Carleone, Uno, Toscana, ItalienVed det næste bord ved Distinto branchesmagningen var der sgu også  nogle af topvinene fra den enøjede, charmerende og hamrende dygtige vinmager Sean “Il Guercio” O’Callaghan fra Tenuta di Carleone. Dem skulle jeg smage og den første var denne 2019 Uno.

Tenuta di Carleone er et vinhus, som jeg har skrevet om før, bl.a. da jeg mødte Sean O’Callaghan til en online vinsmagning. Det kan du læse mere om i mit indlæg; Distintos Meet the winemaker part 5 – Sean O’Callaghan fra Tenuta di Carleone.

Uno har sit navn efter det faktum, at vinen alene er lavet af én druesort, hvilket selvfølgelig er Sangiovese, der er gæret i åbne cement- og egekar. Maceration har samlet varet 40-60 dage og derefter er vinen lagret 18 måneder på store tonneaux-egefade, hvoraf 10% er nye, samt stål- og cementtanke.

Duften er så tobak’et … dyb, vildt tiltrækkende, men alligevel forholdsvis lys, let og næsten transparent i glasset, men har bare også samtidig en mørk, powerfuld og elegance fornemmelse, som giver en mørkere side af Sangiovse. Det er en frugt af kandiserede kirsebær, brombær, blommer og granatæbler, hvorved den også virker meget frisk. Der er læder, urter, knuste blomster … virker kompleks og gribende.

I munden er vinen bitter med den fede måde … tør med en lækker samt kraftig taninstruktur, balanceret med elegant koncentration af syrlig rød frugt, der også virker både meget frugtrig, frisk med en fin  syrestruktur på en mørkere og meget dyb måde. Det er sådan, at den nærmest både virker let med en mørkere og dyb smag, men smager også samtidig helt fantastisk og slutter med en lang og letsaltet, mineralsk smag. 95 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 529 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Chiara Condello, Le Lucciole Romagna Sangiovese Predappio Riserva, Emilia-Romagna, Italien

2019 Chiara Condello, Le Lucciole Romagna Sangiovese Predappio Riserva, Emilia-Romagna, ItalienSidst jeg var til Distinto branchesmagning, så smagte jeg denne Le Lucciole Romagna Sangiovese Predappio Riserva fra den smukke og sygt dygtige Chiara Condello … og det gjorde jeg også denne gang blot i en årgang 2019.

Chiara Condello er oprindeligt selv økonomiuddannet på Luigi Bocconi universitetet i Milano og havde egentlig udset sig en karriere i konsulentbranchen, da hun en sommer besluttede sig for at holde sin ferie i fødebyen Predappio, hvor hendes far Francesco Condello havde startet sin egen vingård Azienda Vitivinicola Condé.

Francesco havde selv arbejdet indenfor finansiering af ejendomme, men var gået på pension fra det job og i stedet i 2001 investeret sine sparepenge i en smuk vingård med 80 hektar vinmarker.

Sommeren og den efterfølgende høst vendte op og ned på Chiaras tilværelse. Hun blev så grebet af at lave vin, at hun besluttede sig for at sige sin stilling op i et af verdens førende konsulenthuse for i stedet at hellige sig vinproduktion som faderen.

I starten arbejdede hun på Azienda Vitivinicola Condé, inden hun selv i 2015 købte – efter fik af farmand –  4,8 hektar vinmarker, så hun kunne starte sit eget vinhus. Vinene kunne hun så meget bekvemt lave i kælderen på Condé vingården.

Hun har samtidig efter karriereskiftet taget en uddannelse som ønolog, bl.a. med praktikophold i Bourgogne. Dét område er hun nu også kraftigt inspireret af … fokuseret på terroir og autenticitet. Hun griber så lidt ind i produktionen som muligt, bruger ingen tilsætning af gær, anvender stort set ikke temperaturstyring, men i stedet lange macerationer, gamle brugte fade, intet pres og ingen filtrering.

Under hendes eget navn laver hun 2 forskellige vine, men siden 2012 har hun også været en del af teamet bag produktionen på Condé og siden 2015 har kun haft hele ansvaret for produktionen … lige fra vinmarkerne, produktionen i kælderen samt kontakten til kunderne.

Denne Romagna Sangiovese Predappio Riserva Le Lucciole er lavet på 100% Sangiovese eller mere højagtigt Sangiovese Piccolo, som er en afart af Sangiovese, som vi mest kender fra Toscana. Generelt kan man sige, at Piccolo’en er mere tannisk, men mere fyldig, rund og frugtig end toscansk Sangiovese.

Druerne kommer fra 3 parceller på 0,8 hektar på marken Lucciole, hvor druerne høstes med håndkraft. Vinen gærer og macererer 25-45 dage i store egekar alene med de naturlige gærceller. Så lagres vinen på store gamle 35 hektoliter slavonske fade i to år inden overførsel til først ståltanke til stabilisering og efterfølgende aftapning.

Vinen fremstilles ud fra naturlige principper, bl.a. sker aftapning uden filtrering og alene brug af minimal svovl og hele driften blev certificeret økologisk fra årgang 2017.

Næsen er som sidst imponerende … aromatisk, blomstret og parfumeret og virkelig fabelagtig. Frugtmæssig er der kirsebær, der har dirigentstokken sammen med lidt hindbær og måske endda også lidt lyse blommer, virker blød og rund, har røg, kamfer, violer, lakrids samt en snert yoghurt. Jeg vil sige som sidst … burgundisk i stilen, men med tykke kinder.

Men i smagen komme denne burgundiske lethed med tykkere kinder absolut frem. Det er lyst, elegant og feminint … lys frugt mest med en klar note af kirsebær, noget appelsinskal,  lys tobak, lidt tørret kød samt mineralsk renhed. Tanninerne er tørre, men fine og samlet opnår man også en lys, fin og sart saftighed. 95 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 579 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Arnaldo Caprai, Anima Umbra Rosso, Umbrien, Italien

2018 Arnaldo Caprai, Anima Umbra Rosso, Umbrien, ItalienArnaldo Caprai Società Agricola er et af de mest respekterede vinhuse i Montefalco i Umbrien … men det er derfra, at jeg nu smager denne 2018 Anima Umbra Rosso.

Jeg besøgte Caprai i 2017 … og det besøg kan du læse mere om i indlægget; Besøg hos Arnaldo Caprai … områdets respekterede frontkæmper.

Under det besøg smagte jeg dog ikke denne Anima Umbra Rosso, selvom vinen er fremstillet siden 2006. Det er en vin, som er lavet på 85% Sangiovese og 15% Canaiolo. Efter gæring og maceration er vinen lagret 8 måneder på franske egetræsfade og minimum 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Sikke en fin aroma … har lidt Brunello vibe med kirsebær, ribs, hindbær og svesker, godt med violer, gran og lidt søde noter samt et disket fadpræg med vanilje, lakrids, kanel og mælkechokolade, lidt mandler og røg. Dufter sgu meget indbydende.

I munden er der bestemt noget af den tørhed, som Caprai vil nærmest også er kendt for. Det er en lettere og lidt krydret vin med en frugt af sure kirsebær, ribs og en vis lemonagtig bitterhed, meget tydelige, tørre og let pebrede tanniner, en vild og let rustik syre… og godt med røg, tørt træ og bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Armilla, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Armilla, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Vinicola Armilla ligger på Località Tavernelle udenfor Montalcino. Det er en ganske lille vingård, hvorfra vi nu smager deres 2017 Brunello di Montalcino.

Historien om vingården startede i 1980, hvor Marchetti Silverio købte en 4 hektar stor vingård i den smukke landsby Tavernelle 7 kilometer fra Montalcino, efter han i hele sit liv havde arbejdet hos en berømt vinproducent i området.

Han byggede en lille vinkælder og lavede startede med at lave vin sammen med sin hustru Ofelia samt døtrene Ilaria og Fiorella … men også børnebørnene Nicola og Giacomo blev fanget af vinen.

Da Marchetti Silverio købte gården, så lå markerne udenfor det område, som producerede Brunello, men i 1995 blev gården og markerne en del af Brunello di Montalcino DOCG

Desværre døde Silverio i 1997, så det var derfor naturligt, at driften blev videreført af familien med samme engagement og seriøsitet. De driver i dag vingården Armilla videre,

Vingården har i øvrigt fået sit navn fra det guldarmbånd, der blev givet til romerske soldater som belønning for udmærkelse i militær tjeneste. Men hér symboliserer det et løfte om fortsat drift og blev giver fra Silverio til Ophelia, fra Silverio til hans døtre samt fra Silverio til sine børnebørn.

Denne husets Brunello di Montalcino er lavet med Sangiovese Grosso druer fra vinstokke plantet i 1982 på en 2,5 hektar stor mark med en ler- og kalkholdig jord med mergel og tuf.

Høsten foregår manuelt med omhyggelig udvælgelse af de sunde drue klaser, der straks bringes til vingården, hvor de sorteres. Der sker kort knusning/presning, inden gæring og maceration er sket i åbne cementkar efter toskansk tradition. Derefter er vinen lagret omkring 24-30 måneder på 25 hektoliter slavonske egefade inden aftapning på flaske og frigivelse.

Sikke lækker duft … sorte og modne kirsebær, blommer og måske endda blommemarmelade, lidt dadler, ristede champignon, tobak, kanelgifler, bagepulver, toast, læder, kaffe, sød lakrids, røg … moden og ganske tiltrækkende.

I munden har vinen en imponerende frugt … ikke dyb og mørk, men klart lysere, meget ren, frisk og syrlig. Det er syrlige knuste hindbær, ribs, smagfulde kirsebær og bitre tranebær, tørre tanniner, der dog ikke river alt for meget, men er rene, uskyldige og  med et stramt, elegant og langt bid. 93 point.

Forhandles af Sorgenfri Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Tiezzi, Rosso di Montalcino Poggio Cerrino, Toscana, Italien

2021 Tiezzi, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Vitivinicola Tiezzi ligger på Località Soccorso i Montalcino regionen i Toscana og derfra smager vi nu en 2021 Rosso di Montalcino Poggio Cerrino.

Vingården er grundlagt i  1980’erne af Enzo Tiezzi, der kommer fra Montalcino og før etableringen var direktør hos Col d’Orcia, men havde også før arbejdet for Tenuta di Argiano.

Enzo Tiezzi var også fra 1983 til 1988 præsident for Brunello-konsortiet, hvor han bl.a. organiserede reglerne for både Brunello og Rosso med landbrugsministrene. Enzo har således arbejdet i Siena- og Montalcino områderne som både agronom og ønolog … og han betragtes som far til Rosso di Montalcino.

På Azienda Vitivinicola Tiezzi driver Enzo – sammen med fruen samt datteren Monica – i alt 5,5 hektar vinmarker samt 3 hektar med cirka 500 oliventræer. Vinmarkerne tæller parceller på La Velona, Podere Cerrino, Podere Cigaleta og, Vigna Soccorso.

Alt på vingården sker med håndkraft og alle vine gærer i slaviske egetræskar på 35-40 hektoliter og lagrer i ældre 50 hektoliter store bottes. Vingården har en årlig produktion på 25.000 flasker.

Denne Rosso Di Montalcino Poggio Cerrino kommer fra nogle af husets marker, der er økologisk drevet. Gæringen er sket i store 50 hektoliter keglestubformede fade lavet af slavisk eg med en lang, fri gæringsproces alene med druernes naturlige gærceller og helt uden temperaturkontrol.

Efter endt fermentering er vinen lagret i 1 år på de samme store fade, som man bruger til at lave Brunello … og vinen er endda også lavet på Sangiovese Grosso, altså samme type som i en Brunello og Enzo Tiezzi har også fortalt, at den godt kunne være Brunello … den ældes i træ som Brunello, men tappes blot tidligere.

Hvor blændes man af, at denne vin er i så fin balance … har noget modent og voksent over sig. Der er dybde, en rød og saftig frugt med jordbær, kirsebær, svesker, violer, røg, champignon, tobak, lakrids og en smule vanilje. Normalt kan en Rosso godt skære lidt tænder, vise kluntede bevælgelser … men det gør denne ingenlunde, for alt sidder i skabet med stor overbevisning og virker meget brunellosk.

Sådan smager vinen faktisk også, så det er nærmest en mini-Brunello, der har disse fabelagtige tørre tanniner, der øjeblikkelig lammer, masserer, infiltrerer, dominerer og besætter din mundhule suppleret med en frugt med masser af tør og fin frugt med tranebær, jordbær, hindbær og ribs samt masser Campari bitterhed, balsamico samt denne fine balance … frugt, tannin, syre og sødme … og havde der også været noget knasende, så havde de været tilfreds i Masterchef … men her er Houlberg tilfreds. 93 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Fabio Motta, Pievi Bolgheri Rosso, Toscana, Italien

2020 Fabio Motta, Pievi Bolgheri Rosso, Toscana, ItalienAzienda Agricola Fabio Motta ligger i Bolgheri tæt ved Castagneto Carducci og derfra kommer næste vin … en 2020 Pievi Bolgheri Rosso, som er lavet på et mix af Merlot, Cabernet Sauvignon og Sangiovese.

Fabio Motta grundlagde sin vingård i 2009, hvor han købte 4 hektar vinmarker i Bolgheri. Han havde flere år forinden forelsket sig i den unge Benedetta Satta, som han også giftede sig med. Hun er datter af den kendte Michele Satta, der jo er kendt producent i Bolgheri.

Han arbejdede også hos sin svigerfar på hans vingård i 5 år inden han så i 2009 købte sit eget sted ved foden af ​​Castagneto Carducci-bakken ved marken Le Pievi  med 20 år gamle vinstokke. Men efter en periode købte han også en  2 hektar stor mark med isæt Vermentino ved Le Fornacelle.

Markerne er plantetmed Bordeaux sorterne, Syrah og Sangiovese samt de hvide sorter Vermentino, Viognier og Sauvignon Blanc. Alle markerne drives biodynamisk og i kælderen anvendes kun druernes naturlige gærceller og han undgår at bøde og filtrere vinene.

Denne Pievi Bolgheri Rosso er lavet på 50% Merlot, 25% Cabernet Sauvignon og 25% Sangiovese, der også er vinificeret separat … først med gæring i 33 hektoliter egefade i 2 uger og så laves det endelige blend efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring i 12 måneder på brugte barriques inden aftapning på flaske uden filtrering.

I næsen virker vinen lidt neutral og forsigtig … har sådan nærmest en blanding af bordeauxfile og italienske noter. Der er solbær, blommer, kirsebær, muldjord, mynte, tobak, tør jord, ler, cigaræsker, cedertræ og nogle balsamiske elementer, kakao samt violer.

Smagen er meget frugtrig … lidt opulent, småfed og alligevel med frugtrig kerne af kirsebærmarmelade, solbærlikør og tranebær, der river og rummer stor, sort, bitter tørhed … mens tanninerne er tørre, kraftige, saftige og sætter sig godt munden. Det er lidt voldsomt, da smagen er mørk, frugtrig og fyldig måde, men smager på en lidt udefinerbar måde ganske godt. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Podere San Cristoforo, Carandelle, Toscana, Italien

2019 Podere San Cristoforo, Carandelle, Toscana, ItalienSteffens første vin var denne Sangiovese baserede Carandelle fra Podere San Cristoforo, som ligger lige udenfor byen Bagno di Gavorrano i Maremma i det sydlige Toscana omkring 10 kilometer øst for havnebyen Follonica.

Vingården er reelt fra 1901, men startede først med at lave vine i år 2000, hvor den unge ildsjæl Lorenzo Zonin overtog vingården og der grundlagde Podere San Cristoforo med det formål at lave nogle af områdets mest elegante og intense vine med biodynamisk tilgang som
omdrejningspunkt.

Som en del af den velhavende vinfamilie Zonin havde han både økonomisk støtte og knowhow i ryggen til at kunne satse 100% kompromisløst fra første færd. Det har gjort, at han i dag står med en stringent stil i vinene, hvilket er sjældent for så ungt et vinhus.

Lorenzo er en poetisk og hårdtarbejdende ildsjæl, der sætter en ære i at gøre tingene ordentligt. Hvad enten det er i mark eller vineriet er det hele ført med nænsom og kyndig hånd. Det smager man straks i vinene, der aldrig er fadprægede eller overgjorte, men mere saftige, elegante og intense udgaver af Sangiovese fra det sydlige Toscana.

Vingården har samlet 45 hektar jord, men deraf er alene 15 hektar vinmarker. De øvrige hektarer er tilplantet med oliventræer, korn og solsikker. På vinmarkerne dyrker Lorenzo primært Sangiovese, som dækker 10 hektar af markerne, men derudover lidt Petit Verdot, Syrah, Vermentino og Trebbiano.

Markerne er godt stenede og begunstiget af de kolde briser fra Middelhavet. De dyrkes samtidig biodynamisk, bl.a. med økologisk kompost, der øger livet i jordbundens gennem udvikling af diverse mikroorganismer, og det mener Lorenzo giver nye elementer til vinen.

Siden starten har han haft fokus på biodynamisk vinbrug, men derudover sigter han efter elegance og renhed i sine vine, et sats der har bragt hans vine ind på de bedste restauranter i verden, men også på vinkritikernes yndlingsliste.

Samlet laver Lorenzo 4 forskellige vine, nemlig den hvide Luminoso Blanc samt de røde … en ren Petit Verdot samt de to Sangiovese baserede Amaranto og denne Carandelle.

Carandelle er Lorenzos top Sangiovese. Vinen er fra lidt ældre vinstokke end indgangsvinen Amaranto og høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Gæringen er sket i rustfrie ståltanke over 7 dage med druernes naturlige gærceller, derefter malolaktisk gæring og så er vinen laget 10 måneder på gamle franske barriqus. Der er lavet 9.100 flasker af vinen i denne årgang.

I næsen finder jeg lidt kødfulde og mælkede noter, tørret kød, morellokirsebær, hindbær og solbær … masser af frugtsmag og endda nærmest saftig og svulmende i aromaerne. Der fanges også lidt rå champignon, lakrids og en lækker direkte og ukompliceret italiensk syre.

Smagsmæssigt er det en rigtig blød, rund og saftig Sangiovese, hvor sødmen kommer hurtigt frem sammen med blåbær, søde kirsebær samt lidt bitter lemon og tonicvand. Vinen har en mørk, blød, næsten læskende smag, hvor den bare løber let igennem halsen med fin og kærtegnet elegance. 93 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo Limited Edition 25th Anniversary, Toscana, Italien

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo Limited Edition 25th Anniversary, Toscana, ItalienDet er da ikke mange år siden, at jeg smagte denne Crognolo fra Tenuta Sette Ponti i en Limited Edition 20th Anniversary udgave, men årene går jo … og en ny fødselsdag er altid på vej, så nu smager jeg 2021 Crognolo Limited Edition 25th Anniversary.

Tenuta Sette Pontis vin Crognolo kaldes af flere for The Tignanello Killer, fordi vinen i flere årgange har fået samme eller endda bedre ratings end den verdensberømte Tignanello.

Deres Crognolo Limited Edition 20th Anniversary var anderledes end den almindelig Crognolo, for den var lavet på særligt udvalgte fade fra de tre seneste bedste år 2013, 2015 og 2016 og således med en forlænget fadlagring.

Sådan er det også med Crognolo Limited Edition 25th Anniversary, der så er lavet i 2021, men blandet med vin fra de bedste fade fra årgang 2016, 2018 og 2019. Samlet skulle det dog være et blend på 90% Sangiovese og 10% Merlot fra 30-35 år gamle vinstokke fra sydvendte og stenede parceller nær Arezzo i Chianti Colli Arenti.

En del af druerne kommer fra supermarken Vigna dell’Impero, som den italienske kongefamilie plantede tilbage i 1935.

Fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i normalt 14 måneder … men her er det en blanding af de bedste fade fra årgang 2016, 2018 og 2019, som er stukket sammen og flasket med yderligere 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Som med 20 års vinen, så er det virkelig en lækker og meget imødekommende næse, hvor der er bløde og behagelige aromaer med brønddyb intensitet. Der er godt med mørke bær, pænt med fad og det dufter vildt godt og rundt. Det er jordbær, sorte kirsebær, lidt blåbær, svesker, røg, lejrbål, sød lakrids, nødder, kaffe, tobak, sødme, chokolade og en balsamisk italiensk syre.

Hvor er smagen proppet med frisk frugt … der er saft kraft og så masser af bundtræk, men igen på en syrlig, let, elegant og utrolig frugtrig facon. Der er syrligfriske kirsebær, blommer, champignon, sandaltræ, appelsinskal,  Campari … meget ren, rank, strunk med småbitre og lyse tanniner, som lige markerer og udtørrer munden uden at blive skræmmende. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 369,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Casanova di Neri, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Casanova di Neri, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Agricola Casanova di Neri ligger ved Montalcino by … eller i hvert fald et par kilometer øst for byen i Toscana og derfra smager jeg nu deres Brunello di Montalcino årgang 2017.

Casanova di Neri, Pietradonice er grundlagt i 1971 af Giovanni Neri. Han startede forsigtig med få marker, men har løbende udvidet med køb af yderligere marker, bl.a. markerne Fiesole, Poderuccio, Podernuovo, Le Cetine, Pietradonice, Cerretalto og Spereta. I dag har ejendommen i alt 63 hektar vinmarker samt lidt olivenlunde og agerjord.

Den første vin fra vingården kom på markedet i 1978, nemlig husets Brunello. Men produktionen er siden udvidet med en Brunello Cerretalto i 1981, en Rosso di Montalcino i 1982, en Brunello Tenuta Nuova i 1993, en Rosso di Casanova di Neri og den hvide Bianco i 2011.

Med 63 ha vinmarker er Casanova di Neri et af de største familiebrug i Montalcino. Vinhuset har siden 1991 været ledet af Giovannis søn Giacomo Neri, som er en vinbonde med stor kærlighed for arbejdet i marken.

Og hans sønner Gianlorenzo og Giovanni er kørt i stilling. De har begge allerede taget ønologisk uddannelse, så arvefølgen er helt på plads.

Casanova di Neri blev i 2007 kåret som verdens bedste Brunello producent af det velrenomerede Wine Spectator, og blev ligeledes nr. 1 på top 100 listen. Det er derfor ikke uden grund, at Casanova di Neri betragtes som én af de absolut bedste producenter fra Montalcino.

Giacomo Neri færdiggjorde for få år siden sit nye vineri, som er et fantastisk projekt der strækker sig 3 etager under jorden, men kan via tyngdekraften transportere vinene fra top til bund under produktionen.

Anlægget har været kostbart, men Giacomo har kæmpe succes med det. I løbet af ganske få år er Casanova di Neri blevet stjerneproducent i Gambero Rosso og har således 10 gange opnået 3 glas … noget kun få og de absolut bedste producenter formår.

Ligeledes er Casanova di Neri flere gange tildelt de magiske og næsten uopnåelige 100 point for deres vine – senest I 2006, 2007 og 2010 har Casanova di Neri fra forskellige internationale anmeldere modtaget 100 point og fantastiske ord med på vejen.

Denne 2017 Brunello di Montalcino med tilnavnet Etichetta Bianca er lavet på 100% Sangiovese. Mosten af de håndhøstede, afstilkede druer gæres temperaturstyret og spontant alene med druernes egne gærceller og en 25 dages maceration.

Efter endt fermentering er vinen lagret 42 måneder på store slavonske egetræsfade efterfulgt af 6 måneder på flaske før endelig
frigivelse.

Det er duftmæssigt sure kirsebær, svesker, ribs, gran og så ellers godt med knuste blomster, roser, violer, enebær og røg, suppleret med godt med mineraler. Det er syrligt, luftigt og har samtidig en rigtig bred malerrulle, der rækker ud til folk, som ikke nødvendigvis er vinnørder, men bare vil nyde et godt glas. Dette er dog langt mere og selv hardnittere må overgive sig og blive imponeret.

I munden er det lidt det samme … surkirsebærfriskhed, hindbær, svesker og ribs, rå champignon, karamel, mandler og så igen pænt med blomster … friske og tørrede. Der er vildt stramme tanniner og kæmpe tørhed, hvilket bider og river på vidunderlig vis. Sikke syre og sikke struktur … smukkeste Brunello di Montalcino. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 429,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, Italien

2021 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, ItalienNogle kan li’ moren, nogle datteren … og nogle bare dem alle. Men her har vi fast i den smukke lillesøster eller andenvin Rosso di Orma hos Tenuta Sette Ponti … lillesøster til topvinen Orma.

Som med Orma kommer vinen fra vingården med det samme navn beliggende syd for Livorno i Bolgheri. Denne her er lavet på et blend på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Sangiovese, som Tenute Sette Ponti håndhøster fra den i Bolgheria berømte Orma vinmark beliggende midt imellem Sassicaia og Ornellaia.

Druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar så har vinen gæret med temperaturstyring på ståltanke med en 15 dages gæring og maceration. Efter endt fermentering er den så lagret11 måneder, heraf 4 måneder på franske Tonneaux, så 4 måneder på betontanke samt 3 måneder på flaske.

Hold da op … hvor er der masser af bær og frugt i duften … solbær, kirsebær og blommemarmelade, lidt tørrede figner, blommetomater, lidt tørre fade og cigarkasser, muldjord, mentol, mynte, friskgarvet læder, violer, roser, blomsterpollen, kaffe og søde krydderier.

Vinen er smagsmæssigt meget blød med samme friske, frugtrige bærfornemmelse, som man også finder i duften. Det er blommer, kirsebær, frisk og ren i frugten og det er en god frugtsmag, masser sort te agtig bitterhed, har bløde tanniner. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7