Tag-arkiv: Piemonte

2014 Vincenzo Bossotti, Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

Mer’ italiensk i form af denne Barbera d’Asti fra vinhuset Vincenzo Bossotti, der holder til i den lille by Cisterna d’Asti i Roero – lige mellem Alba og Asti i Piemonte.

Vingården drives af Vincenzo Bossotti himself sammen med børnene Chiara, Carlo og Cristina samt hendes mand Davide.

Vingården har samlet 8 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Nebbiolo, Barbera, Arneis og den mere ukendte Croatina, hvilket danner baggrund for 9 forskellige vine samt en enkelt Spumante.

Der produceres således hverken Barolo eller Barbaresco vine … ja faktisk laver familien alene en vin på Nebbiolo, nemlig en almindelig Langhe Nebbiolo.

Bossotti laver til gengæld 2 Barbera vine … nemlig en Barbera d’Asti Superiore og denne almindelige Barbera d’Asti. Den er selvfølgelig på ren Barbera, vinificeret på rustfrie ståltanke og uden lagring på eg, alene lagret 6 måneder på flaske.

Superioren lagrer til gengæld på egefade 6-7 måneder. Den har dog en helt anden etiket end denne almindelige Barbera d’Asti, som i glasset har balsamisk aroma … sådan lidt rustik og landlig, fed og voluminøs med både syre, blæk, mejeri og nogle søde elementer.

Den er smagsmæssigt også en kraftig vin, rustik og har godt med frugt. Det er måske ikke en vin, som gør det store væsen af sig, men blot smager ganske godt.

Købt hos Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 135 kr.

Rating 4/7 

2013 Paitin, Nebbiolo d’Alba Ca Veja, Piemonte, Italien

Jans sidste dartpil, sidste skud og trumf i ærmet blev denne Nebbiolo d’Alba Ca Veja – en mini Barbaresco – fra Azienda Agricola Paitin di Pasquero Elia … et vinhus, der ligger en kilometer sydøst for Neive by i Piemonte.

Vinhuset stammer tilbage til 1796, hvor Benedetto Elia købte ejendommen med vinmarker og vinkælder. Hans søn Giuseppe udvidede senere med flere  vinmarker og købte også en stor underjordisk vinkælder, som stammer tilbage fra 1500-tallet, så det er en vingård, som gennem århundrede har produceret vin. Faktisk har huset endda siden 1893 produceret vinen Barbaresco del Sori Paitin.

Siden 1965 har vingården været drevet af Secondo Pasquero-Elia, som har bygget ny vinkælder og gradvis omplantet og tilplantet med nye vinstokke.

I 2010 indgik Secondo også et samarbejde med konsulenten og superønologen Dante Scaglione, som Secondo var skolekammerat med. Sammen har de fået omlagt produktionen til mere traditionelle dyder og løftet kvaliteten, så vingården i dag skal tælles blandt toppen i Barbaresco.

Vinene vinificeres i dag udelukkende på store fade efter lange macerationsperioder efter gæringen og deres udtryk er koncentrerede, rene og ekspressive på samme tid.

I dag har Secondo også hjælp fra sønnerne Giovanni and Silvano, og sammen passer de husets 17 hektar vinmarker, hvor den bedste mark klart er Serraboella, som leverer druer til husets 3 top Barbaresco’er.

Udover vinproduktionen har driften siden 1997 også omfattet udlejning på L’Agriturismo Paitin … lækre ferielejligheder, svømmepøl og mulighed for spisning.

Denne Nebbiolo d’Alba Ca Veja er lavet på ren Nebbiolo fra marker sydvest for Alba med vinstokke plantet tilbage i 1995. Maceration i 10-12 dage og derefter lagrer vinen 18 måneder i store fade inden tapningen.

Næsen er multo special … det er blomster, violer, appelsin, rugbrød, grønne og syrlige noter og et slat læder og lidt tobak. Den italienske og insisterende syre er ikke til at tage fejl af.

Smagsmæssigt havde vinen det svært efter den ældre Cornas, og det hele kom til at virke noget syrligt, men der er også tonsvis af stramme, italienske hestekræfter i tanninerne. Derudover er vinen let og luftig med sten, granit og jernagtig næve. Virker utrolig ung, uhæmmet og utøjlet endnu, men det lover godt.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 169 kr.

Rating 4,5/7 

2009 Pelissero, Langhe Long Now, Piemonte, Italien

Så er det sgu lige fifty/fifty … halv Barbera og halv Nebbiolo i denne Langhe Long Now fra vinhuset Pelissero Azienda Agricola Vitivinicola.

Vinhuset Pelissero ligger i Treiso lidt sydøst for Barbaresco, ikke langt fra Alba og under 500 meter fra Bruno Rocca. Vinhuset er grundlagt i starten af 1900 af Giovanni Pelissero, som startede med at dyrke druer på sine jorder, men det var dog sønnen, som i 1960’erne startede med at flaske og sælge vinene under eget navn.

Siden 1990 har det dog været 3. generation i form af Giorgio Pelissero, som har drevet vingården. Det er ham, så I kan se på billedet ovenover.

Vinhuset har samlet 38 hektar vinmarker, som er fordelt på 5 store marker i henholdsvis Treiso, Neive, Barbaresco og Neviglie og det giver basis for en produktion på 250.000 flasker vin årligt, som eksporteres til mere end 50 forskellige lande.

En af de producerede vine er denne Langhe Long Now, altså lavet på halv Barbera og halv Nebbiolo, hvor druerne kommer fra marken Cascina Tolino mellem Treiso og Neviglie. Vinstokkene er plantet mellem 1950 og 2001 og denne vin er første gang lavet i år 2000.

Vinen er lavet med maceration på 10-12 dage for Nebbiolo druerne og 25 dage for Barbera druerne i rustfrie ståltanke og derefter er vinen blendet og lagret 15-18 måneder på barriques inden flaskningen. Derefter lagrer vinen yderligere 10-12 måneder,

Duftmæssigt først nogle egenoter, dyb fad … godt brændt fad, dyb engelsk lakrids, moden frugt, solbær, kirsebær, blommer, vanilje og tobak. Smagen er mørk og krydret, igen med masser af mørk frugt og så alligevel en klar syre, som går igen i hele smagsspektret. Den er virkelig svær at placere denne vin. Fyldig, syrlig, kantet.

Forhandles hos SuperVin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2009 Erpacrife, Nebbiolo Brut Zero, Piemonte, Italien

WTF? Pink slash orange mousserende vin lavet på Nebbiolo og lavet af 4 gamle studiekammerater. Det blev velkomstvinen ved seneste vinaften med rødderne.

De 4 studiekammerater hedder Eric, Paolo, Christian og Frederico og de fik den vandvittige idé, at de skulle lave nebbiolovin efter champagnemetoden. Federico hedder Scarzello til efternavn og så ringer der måske en klokke. Han driver nemlig til daglig Barolohuset Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli. Det vinhus har jeg tidligere skrevet om, bl.a. da jeg sammen med Jan drak en 2006’er Barolo Sarmassa Vigna Merenda fra vinhuset.

De fire kammeraters navne fremgår i øvrigt med underskrift på etiketten. De øvrige kammerater arbejder også alle hos andre vinhuse, så dette projekt … som de kaldte Erpacrife – efter en forkortelse af deres navne – er alene et hobbyprojekt, som de fire gutter startede i 2010 som et rent nonprofitselskab.

Alle de gamle vinproducenter i Barolo området syntes, at de var skøre, bl.a. fordi prisen på Nebbiolo druer var alt for høj til, at det kunne betale sig. I dag er sortimentet udvidet til også at omfatte en Erpacrife Bianco samt en Erpacrife Moscato … og alle vinene, der produceres i små antal – er meget efterspurgte.

Denne Erpacrife Nebbiolo er lavet på 100% Nebbiolo og druerne er høstet tidligt for at bevare et højt syreindhold og samtidig reducere alkoholen … nogle af de væsentlige betingelser for mousserende vine.

Efter udblødning af druerne følger den første alkoholiske gæring ved lave temperaturer. Det sker i store egefade og efter omkring 6 måneder kommes vinen på flaske til anden gæringen. Den varer mindst 24 måneder inden disgorgement … altså den klassiske fjernelse af gærresterne.

Og ja pinkfarvet med svagt orange skær i glasset samt en næse, som både skriger en smule Barolo, men mest af alt byder på lidt oxyderede noter, æbler, pærer, ribs, roser … virker tør og støvet med en anelse gærnoter samt karameller.

I munden er boblerne meget afdæmpede … næsten lidt flad i udtrykket. Boblerne fiser hurtigt af … ikke at jeg er tilhænger af massiv og dominerende bobler, men her bliver de næsten for blide og for lidt mærkbare. Det er tørt, nærmest tanninrigt med en fin syrlighed, citron og ikke megen sødme. Sjov og charmende mousserende vin.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 290 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Giovanni Almondo, Roero Arneis Vigne Sparse, Piemonte, Italien

Selvom foråret ikke rigtigt er kommet ordentlig i gang, så kan man vel godt drikke lidt hvidvin? Det kunne fx være Giovanni Almondo Roero Arneis Vigne Sparse … en lillesøster til hans Roero Arneis Bricco delle Ciliegie, som jeg tidligere har smagt i årgang 2011 og været voldsomt begejstret for.

Vinhuset Giovanni Almondo ligger ved byen Montà d’Alba i Roero … lidt nordvest for Barolo og Alba og er grundlagt i 1980 af Domenico Almondo, som – efter afslutning af sin eksamen i det jordbrugsvidenskabelige fakultet – besluttede sig for at lave vin.

Domenico forældre Giovanni og Teresina ejede i forvejen en lille gård helliget vinavl og dyrkning af frugt – ferskner, jordbær og æbler – samt husdyr.

Far og søn solgte druer og en lille mængde af vin bulk, men Domenico besluttede, at nu skulle der laves en egenproduktion på druerne Arneis, Nebbiolo og Barbera på vingården.

Produktionen det første år var på omkring 1.500 flasker, heraf 700 flasker Arneis samt 800 flasker Nebbiolo. Produktionen blev begrænset af, at der alene var omkring 2 hektarer vinmarker, men i takt med salget steg, så begyndte Domenico at udvide kælderen og købe yderligere vinmarker.

I dag er produktionen på omkring 90.000 flasker vin og Domenico Almondo har knap 15 hektar, som ligger helt tæt på byen Montà d’Alba. Det er markerne Valbianchéra, Pe’ del Can, Bric Valdiana, Burigot og Bricco delle Ciliegie.

Siden starten har Domenico haft succes med hans vine, som får fremragende omtale i de italienske vinguides og hos Parker. Huset vine på druen Arneis er flere steder rated som nogle af Piemontes bedste Arneis vine.

Arneis har tidligere været brugt til søde vine og til at blande med Nebbiolo. I dag laves der tør hvidvin i Roero på druen, som fx denne Roero Arneis Vigne Sparse … og Vigne Sparse betyder spredte vinmarker, dvs. vinen er lavet med druer for forskellige marker.

Vinstokkene er gennemsnitlig 20 år og udbyttet ganske pænt med ikke mindre end 100 hektoliter pr. hektar. Det dur. Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke med kold gæring ved 16-17 grader i 15 dage og en efterfølgende lagring på ståltanke sur lie i 5 måneder inden flaskning.

Dejlig luftig, let og blomsterrig næse … lige til at blive total glad i låget af. Der er også noget smeltet smør, bananer, kørvel, svag citrus og kridt … let, luftig og aromatisk.

Smagen er sådan fin frisk, samme luftighed som duften, svag bitter syre, let og dansende på tungen. Frugtrig hvidvin med nogle mineralske elementer og en syre, som fortsat i en lang eftersmag. Det er sgu da ret godt gået af denne lille vin … og jeg er overraskende nok igen begejstret over en Almondo vin.

Købt hos Bichel Vine, pris 120 kr.

Rating 5,5/7 

2007 Cascina del Monastero, Barolo Bricco Riund Riserva, Piemonte, Italien

Mer’ Nebbiolo i form af denne Barolo Bricco Riund Riserva fra vinhuset Cascina del Monastero, der ligger udenfor La Morra i området kaldt Annunziata.

Cascina del Monastero er grundlagt i 1926 af Alessio Grasso, som var vinmager fra Treiso. Han købte vingården Cascina Luciani og de omkringliggende marker. Gården havde tidligere tilhørt Benedictklosteret Mercenasco, og havde tidligere også i over 300 år været drevet af munke fra St. Peter klosteret i Savigliano. Derfor blev navnet også ændret til Cascina del Monastero.

I dag er det Alessios barnebarn Giuseppe, som driver stedet sammen med hustruen Velda, men deres børn – Loris og Giada – er også allerede involveret i driften, som udover vinproduktionen også omfatter en større udlejning af 10 værelser i den gamle bygning.

Cascina del Monastero har samlet 6-7 hektar vinmarker, og de bedste marker er Bricco Luciani og Bricco Riund. Huset laver 10 forskellige vine, lige fra Dolcetto og Barbera til Langhe samt Barolo’er.

Her er det husets Barolo Bricco Riund Riserva i en årgang 2007. Vinen er lavet med maceration i 14 dage og er derefter lagret i nye barriques i 12 måneder. Derefter lagrer vinen yderlogere 24 måneder i ældre og store 15 hektoliter egefade inden sidste lagring på flaske i yderligere 6 måneder.

Den er umiddelbart lidt mørkere og mere moderne i stilen … næsen byder på violer, gazebind, kirsebær, hindbær, enebær, våde egefade, babybræk, balsamiske elementer, roser, appelsinskal samt en gammel havelåge … eller i hvert fald noget jern og et sjat krydderier.

Alderen trykker ikke i smagen, for der er godt med stramme og strenge tanniner, syrlig frugt, balsamisk syre. Der er syrlige kirsebær, men der fornemmes også en lille sødme, som giver en smule modspil til syren. Man skulle ikke tro, at sådan en 2007’er næsten er for ung … men sådan har jeg det lidt.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 348 kr.

Rating 5/7   

2008 Grasso Fratelli, Barbaresco Vallegrande Riserva, Piemonte, Italien

Og det blev netop Nebbiolo i næste glas, nemlig denne Barbaresco Vallegrande Riserva fra vinhuset Azienda Agricola Grasso Fratelli, der er beliggende i Valgrande i Treiso … hjertet af Langhe.

Vinhhuset er grundlagt i år 1900 af Valentino Grasso og drives i dag af 3. generation i form af børnebørnene – de to brødre – Luigi og Alfredo Grasso. Huset laver deres vine meget traditionelt, men brødrene har dog taget nogle af de mere moderne metoder til sig, bl.a. med lagring på barriques. Selvom der er lavet vin på vingården siden år 1900, så begyndte familien dog først at flaske og sælge egne vine fra midt i 1970’erne.

Azienda Agricola Grasso Fratelli har samlet 15 hektar vinmarker med Nebbiolo, Dolcetto, Barbera, Moscato og Chardonnay. Deres bedste marker er San Stunet, Sorí Valgrande og Bricco Spessa. Vinene bliver skabt med en stor lidenskab og respekt for det traditionelle håndværk.

Gårdens flagskibe er uden tvivl deres Barbaresco vine, men de laver også en flot Barbera d’Alba Matiné, der kun laves i udvalgte årgange. Derudover laver de bl.a. også en Langhe Rosato Le Zolle, en piemontansk specialitet i form af en let perlende rødvin. Produktionen er i dag på lidt under 60.000 flasker årligt.

Fra marken Sorí Valgrande laver Luigi og Alfredo 2 forskellige Barbaresco vine, den almindelige Barbaresco Vallegrande samt denne Barbaresco Vallegrande Riserva, som vel også nok er husets bedste vin. I denne årgang 2008 har den endda også modtaget guld ved Decanter Wine Awards 2015.

Lavet på store gamle egefade – macerationsperioden kender jeg ikke – og derefter lagret på barriques i 14-18 måneder. Derefter er vinen selvfølgelig også modnet på flaske inden frigivelse.

Og duften er virkelig italiensk syre … italiensk Nebbiolo med syrlige kirsebær, hindbær, violer, champignon, æteriske olier, eg, fad, lakrids og lidt krydderier. Streng, let og med løftet pegefinger.

Smagen er blødere end forventet, men har selvfølgelig – som ægte Nebbiolo – et syrligt bid. Det er modent, elegant, lyst og igen de lyse bær, som dominerer, hindbær, lyse kirsebær, let peber, tørhed samt bløde tanniner. Det er meget harmonisk, velafbalanceret … en sød og streng lærerinde.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor prisen er 210 kr.

Rating 5,5/7 

2012 Cascina Fontana, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

Det lille – piccolo – vinhus Azienda Agricola Cascina Fontana ligger i den lille by Perno, blot en lille kilometer nord for Elio Grasso og vel omkring 10 kilometer sydvest for selve Alba by. Og fra Cascina Fontana kommer netop denne elegante Barbera d’Alba.

Cascina Fontana er grundlagt i 1995 af Mario Fontana. Han er egentlig 6. generation af en lokal vinfamilie, men valgte at starte for sig selv efter nogle familiære uoverensstemmelser på familiegården Azienda Agricola Ettore Fontana et spytklat længere mod nord i Castiglione Falletto.

Med sig tog Mario Fontana hans mor Elda, hans hustru Luisa og hans to børn Edoardo og Vasco. Samlet driver den lille familie små 4 hektar vinmarker, hvilket giver basis for en produktion på 25.000 flasker vin årligt.

Mario Fontanas marker ligger primært oppe ved familiens gamle vingård omkring Castiglione Falletto. De bedste parceler er på markerne Villero, Valletti og Gallinotto … alle selvfølgelig med Nebbiolo, som blandes til husets Barolo.

Villero er på 0,5 hektar, Valletti er på 1,2 hektar og befinder sig tæt ved grænsen til Monforte, ikke langt fra den legendariske Bussia mark. Gallinotto på 0,6 hektar ligger i Annunziata syd for La Morra … også perfekt sydvendt mark.

Druerne til denne Barbera d’Alba kommer fra 2 andre marker, nemlig Vigna del Castello i Sinio og  Vigna del Pozzo i Castiglione Falletto.

Mario Fontana er traditionalist … laver vin efter de gamle metoder. Mario lader sig ikke gribe af øjeblikkets mode, men bygger videre på tidligere generationers traditioner og akkumuleret viden.

Der opereres med relativt lange maceration, der for Barolo’ens vedkommende kan strække sig fra 20-40 dage og derudover lagres vinene på 20 hektoliter store slavonske fade, et år på ståltank samt et år på flaske.

Helt i tråd med det øvrige arbejde, så opererer Mario med naturlig stabilisering og klaring af vinen. Således stilles fadene udenfor om vinteren, så selv de små partikler bundfældes. Der filtreres ikke, og et let bundfald kan forekomme efter flere år.

Normalt tilsætter Mario ikke gær, men hvis gæringen et år ikke vil starte eller går i stå, så lægger han ikke skjul på, at han blander en lille gærstarter i. Vinene svovles med et absolut minimum, op til 30/35 mg fri svovl pr. liter.

Denne Barbera d’Alba er lavet med 10-12 dages maceration, hvilket efterfølges af lagring 8 måneder på rustfrie ståltanke og dernæst 12 måneder på brugte egefade på 220 liter.

Næsen er virkelig elegant, let og tæt … dufter sindssygt godt, landligt, animalsk og aromatisk. Det er en meget ren syrlig frugt, tæt i duften med rosenblade, svag mentol, lidt svampe, jordbær, kirsebær og et strejf af lidt fennikel. Virker i duften meget lettere end man normalt oplever med Barbera.

Det er også lidt tilfældet smagsmæssigt … en frisk, let og elegant vin, som ikke er typisk Barbera, men langt mere let. Det er kirsebær, jern, stål, sten, god syrlighed, grønt, stramt og præcis. Låner bestemt nogle elementer fra den Nebbiolo søstre … virkelig elegant vin og har også en flot, flot eftersmag.

Købt hos Vinspecialisten i Randers, pris 135-145 kr.

Rating 5/7    

2013 Massimo Rivetti, Barbaresco Froi, Piemonte, Italien

Og minsandten om vinbussens sidste stop på ruten – der var minutiøst planlagt og dirigeret af Paul med hans vinøse kompas – var hos Azienda Agricola Massimo Rivetti i den lille by Neive, så vi også kunne smage deres Barbaresco fra topmarken Froi.

Som med de øvrige vine fra Massimo Rivetti foregår al høst og sortering med hånden i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt. I kælderen starter gæringen spontant med de naturligt forekomne gærstammer. Processen foregår i temperaturstyrede ståltanke med hyppig overpumpning for at udvinde farve og polyphenolforbindelser.

Macerationen varer mellem 30-50 dage afhængig af årgang. Vinen lagres efterfølgende i 20 måneder på egefade, primært 25 hektoliter egetræsfade af slavonsk eg og små franske barriques.

I forbindelse med hele processen forsøger man at holde vinen så naturlig som muligt ved kun at bruge et absolut minimum af sulfitter.

Vinen aftappes ufiltreret for at bevare så meget intensitet og frugt som muligt samt for at opnå større fylde og styrke. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6 måneder, inden den frigives til salg.

Vinen har i denne årgang 2013 fået 2 ud af 3 glas i Gambero Rosso og 90 point af James Suckling.

Duftmæssigt læner vi os lidt op ad forrige vine … italiensk stramhed, syrlighed med blomster, roser, violer, lyserøde bær, hindbær, ribs og lakrids, engelsk lakrids, men også mere tæt og mere varm i duften. Der er en virkelig lækker lethed over vinen, et mineralsk islæt og svag babybræk.

Smagen er stram … virkelig stram og syrerig. Meget præcis med eg, cigaræsker, tørhed, fennikel, lakrids og lidt tobak og vanilje fra fadene. Syren spiller og driller … dejligt.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 289 kr. for en flaske, men 259 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7    

2011 Bosco Agostino, Barolo La Serra, Piemonte, Italien

Med Paul som kæk tourguide på bussen tilhørende Multivino Italiatours, så stoppede vi sgu igen hos Azienda Agricola Bosco Agostino, men denne gang blev det med en af deres to Barolo’er, nemlig Barolo La Serra, hvor druerne kommer fra marken La Serra.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2009 … altså to år ældre. Og den er selvfølgelig – som nævnt – lavet med druer fra marken La Serra, der ligger på en sydvestvendt skråning i 400 meters højde med en jordbund bestående af ler og kalk.

Alle druer høstes i hånden og gæringen og den efterfølgende maceration sker på temperaturkontrollerede ståltanke over en periode på 20-22 dage.

Herefter tilbringer vinen de næste 6-7 måneder på barriques, inden den omstikkes til 2.000 liter store botti af slavonsk eg. Efter omkring 2 år tappes vinen på flaske i august måned og lagrer nu indtil marts måned det efterfølgende år, før den endelig frigives til salg.

I næsen er stram italiensk syre, violer, gazebind, en smule parfumeret og bærrene er kirsebær, hindbær, stikkelsbær og byder derudover på lette krydderier, en svag sødme og der er også en smule kanel med i duftindtrykket.

Smagen er ligeledes syrlig, stram, præcis, ren … med stikkelsbær. italiensk syre, grønne blade, eg, røg og en virkelig, virkelig lang eftersmag. Det er fortsat en ung og stram vin, som bestemt kan klare flere år i kælderen.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 325 kr. for en flaske, men 289 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7