2012 Tenuta Tenaglia, Barbera del Monferrato Superiore 1930, Piemonte, Italien

2012 Tenuta Tenaglia, Barbera del Monferrato Superiore 1930, Piemonte, ItalienIl vino è amore – vin er kærlighed – er sloganet hos Tenuta Tenaglia, som står bag næste piemontiske vin, denne Barbera del Monferrato Superiore 1930.

Tenuta Tenaglia ligger lidt syd for den lille by Serralunga di Crea i Alessandria provinsen. Der er lavet vin på gården gennem mange år, men vingården i den nuværende form er grundlagt i 2001, hvor den blev købt af den tyske familie Ehrmann, der var blevet forelsket i Monferrato området og havde en plan om at lave italienske vine af høj kvalitet i Piemonte. Siden har de opkøbt yderligere marker og har i dag samlet 30 hektar vinmarker.

De 19 hektar ligger ved Serralunga di Crea og Ponzano, mens de resterende 11 hektar ligger i Asti provinsen omkring byen Grazzano Badoglio. Der er investeret massivt i vingården og samtidig har man skruet ned for udbyttet i vinmarkerne, således gården i dag producerer 120.000 flasker vin årligt.

Siden 2011 har man dyrket markerne efter forskrifterne Progetto Magis … en slags økologiske regler, som sikrer en langt mere naturlig bæredygtig balance i produktionen.

Siden 2004 har det været Sabine Ehrmann, som har været ansvarlig for driften af vinhuset. Hun havde inden overtagelse boet 20 år i Italien og kendte således en masse til landet, livet og den italienske mentalitet.

Udover vingården, så omfatter driften selvfølgelig også i bedste italienske stil lidt agroturismo med udlejning af et par værelser i den tidligere lade.

Denne Barbera del Monferrato Superiore 1930 er lavet første gang i en årgang 2007, som blev frigivet i 2010 og fik navnet 1930 for at fejre Alois Ehrmanns – Sabines far – 80 års fødselsdag.  Sabine synes, at det passede meget fint, idet gården i forvejen havde en vin, som var dedikeret til vingårdens oprindelig grundlægger Giorgio Tenaglia.

Vinen er lavet på 100% Barbera, som er høstet med et udbytte på omkring 29 hektoliter pr. hektar. Der anvendes alene de bedste og ældste druer til denne vin, som ellers laves på rustfrie ståltanke med maceration, fermentering og efterfølgende mindst 8 måneders lagring med 50% i barriques og 50% i tonneaux.

Der laves årligt omkring 3.100 flasker af denne vin, og Jørgen fra Piemonte Vine & Delikatesser fortalte, at han havde aftaget en tredjedel af den samlede produktion af vinen.

Der er langt mere power i denne Barbera end foregående fra Mucci … her er der kul, grafit, kanel, vanilje, balsamisk fed syre, godt med rød frugt, lakrids, tørre krydderier, lidt gazebind samt en smule kakao.

I munden er der saft, kraft, god med tørhed og frugten er nærmest en kombination af både frisk frugt og tørret frugt. Der er lidt rust og jern, blyant, alkohol, chokolade og eftersmagen er bare mega lang, men samlet er vinen ikke så elegant og indsmigrende som den foregående, men mere tæt og kraftig.

Forhandles af Piemonte Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 275 kr. Hvis du køber 6 flasker er prisen 217 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7