Ved den lille by Monchiero omkring 4-5 kilometer sydvest for Monforte d’Alba finder vi en ganske lille producent, som hedder Filippo Costa. Han står bag næste vin … Nebbiolo D’Alba Bricco Barone.
Azienda Agricola Filippo Costa drives – selvfølgelig af Filippo Costa og er grundlagt i 2002, men der findes faktisk ikke de store oplysninger om den lille producent på nettet. Han laver dog 4 forskellige vine, nemlig denne Nebbiolo D’Alba Bricco Barone, en Barbera d’Alba, en Magia di Merlot Langhe Rosso samt en Dogliani.
Denne Nebbiolo D’Alba Bricco Barone er lavet med druer fra marken Bricco Barone, som andre producenter som specielt vinhuset Marziano Abbona også har parceller på.
Vinen er lavet helt traditionelt, men der er ikke mange oplysninger, udover at vinen har lagret 12 måneder på små egetræsfade.
Duftmæssigt så kommer her en dejlig Nebbiolo syrlighed, lidt overmoden frugt, violer, grafit, blomster, tørrede roser, jern, rust, lidt mulm mørke, sortfodsskinke, let gærede bær og næsten animalsk med pels på.
Smagen er sådan meget ren, blomsterrig med frisk frugt, mellemlyse bær, hindbær og granatæbler. Det er nærmest en frisk og tætpakket frugteksplosion, tonsvis af frugtsyre, stål, rust, sten samt tørre, tørre tanniner. Det er en lidt mørk Nebbiolo vin med et pænt bundtræk … ikk’ videre kompleks, men smager bare rigtig godt.
Forhandles af Piemonte Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 150 kr. Hvis du køber 6 flasker er prisen 133 kr. pr. flaske.