2012 Luca Ferraris, Opera Prima Ruchè di Castagnole Monferrato, Piemonte, Italien

2012 Luca Ferraris, Opera Prima Ruchè di Castagnole Monferrato, Piemonte, ItalienVi fortsætter vores Piemonte smagning med vinen Opera Prima Ruchè di Castagnole Monferrato fra Luca Ferraris … jeps, fyren på billedet ovenfor.

Vinhuset ligger Castagnole Monferrato i Asti distriket og er grundlagt tilbage i 1921 af Luigi Ferraris’ hustru Teresa. Luigi var nemlig selv rejst til USA for at søge efter guld. Og minsandten om han ikke havde heldet med sig og fandt en stor guldåre, således han kunne sende penge hjem til hustruen. Da Luigi imidlertid døde over i staterne i 1921, så købte enken et gammelt hus i Via al Castello og det blev grundlaget for vinhuset og var indtil for nylig centrum for vinproduktionen.

Det var dog Luigi og Teresas søn Martino Ferraris, som fik sat gang i vinproduktionen på ejendommen, bl.a. da han købte marken Il Casot … et øde stykke jord, hvor han plantede vinstokke. Han købte også en række egefade og begyndte at lave vine, som han solgte til forretninger i lokalområdet.

I dag er det Luca Ferraris, der som 4. generation driver vingården videre. Da han overtog driften var produktionen dog ret beskeden og druerne blev egentligt blot solgt til det lokale kooperativ.

Det ændrede Luca, da han i 1999 begyndte at arbejde på familiens ejendom. Han satsede samtidig på den mere ukendte druesort Ruchè, bl.a. via grøn høst at satse på kvalitetsvine på druen, hvilket flere ellers syntes lød som et håbløst projekt.

Ruchè er en drue, som primært findes omkring Castagnole Monferrato og den fik sin egen DOC appellation i 1987 og blev endda ophøjet til DOCG i 2010. Der findes ikke mange hektar med druen … vistnok sølle 40 hektar omkring Castagnole Monferrato,

Luca Ferraris startede med at lave 10.000 flasker vin i 2000 årgangen, men takket være et samarbejde og partnerskab med den flamboyante californiske vinmager Randall Grahm fra Bonny Doon Vineyard er produktionen løbende blevet forøget.

I dag producerer Luca Ferraris omkring 130.000 flasker vin fra husets 25 hektar vinmarker, som er fordelt på 18 forskellige parceller. Det betyder også, at Luca Ferraris i dag er den største producent af vine på Ruchè druen.

Den pæne fremgang har også betydet, at der i 2010 blev bygget et nyt moderne vineri, mens familien også – til ære for bedstefar Martino – har renoveret husets gamle vinkælder, hvor dele stammer helt tilbage til det 17. århundrede.

Den gamle kælder – der i over 300 år har været anvendt til vinproduktion –  fungerer i dag som museum, hvor besøgende kan beundre de gamle hvælvede lofter, gamle redskaber fra vinproduktionen, masser af husets ældste flasker og formentlig også nyde et glas af husets vine.

Denne Opera Prima Ruchè di Castagnole Monferrato er lavet på 100% Ruchè, som kommer fra husets marker omkring Castagnole Monferrato, hvor vinstokkene er omkring 20 år gamle.

Vinen er lavet i store rustfrie ståltanke med fermentering i 10-15 dage, hvilket efterfølges af lagring i 24-36 måneder på franske 500 liters tonneaux. Efter flaskning lagrer vinen yderligere et år.

Næsen er ganske rustik og nærmest bondsk, mørk og gæret. Der er også en omgang grønthøster, kul, kridt, gazebind og en smule parfumeret og byder ellers på søde krydderier, lidt vanilje samt bark.

I munden er vinen egentlig også rustik og lidt kantet. Der er peber, godt med peber, mærke bær og har både stor saftighed samt nogle tørre tanniner. Det er interessant, men ikke videre nem tilgængelig. Giv dog vinen godt med luft, så vinder den en smule. På andendagen var vinen faktisk en tak bedre.

Forhandles af Piemonte Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 275 kr. Hvis du køber 6 flasker er prisen 217 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4/7