Tag-arkiv: Baden

Baden er en af Tysklands 13 vinregioner – Anbaugebiete – og en lang en af slagsen, da den strækker sig hele 400 kilometer parallelt med Alsace og helt ned til den schweiziske grænsen og breddemæssigt over mod Franken i øst som en del af delstaten Baden-Württemberg.

Baden er én af de store vinregioner i Tyskland med knap 15.900 hektar vinmarker og samtidig den varmeste af vinregionerne, da området ligger godt beskyttet af Schwarzwald  skoven og Vogesbjergene mod vest.

Derfor er vinene fra Baden også ofte fyldigere og har mere alkohol end i de andre tyske vinregioner. Underområdet Kaiserstuhl regnes som det varmeste og bedste område i regionen og er yderligere begunstiget med en vulkansk undergrund.

Samlet findes der 9 underområder eller subzoner i Baden, nemlig:

  • Tauberfranken
  • Badische Bergstrasse
  • Kraichgau
  • Ortenau
  • Breisgau
  • Kaiserstuhl
  • Tuniberg
  • Markgräflerland
  • Bodensee

Ses der på vinproduktionen, så er Baden fortsat præget af mange kooperativer … der findes omkring 100 kooperativer, som samlet står for 85% af regionens samlede vinproduktion på i alt 1,1 millioner hektoliter vin.

De mest dyrkede sorter i Baden er primært burgunder sorterne, altså Spätburgunder, Grauburgunder,  Weißburgunder, men derudover fylder Müller-Thurgau godt, mens Riesling ikke spiller helt så stor rolle i Baden.

2005 Weingut Schneider, Spätburgunder “C” Rotwein Trocken, Baden, Tyskland

2005 Weingut Schneider, Spätburgunder "C" Rotwein Trocken, Baden, TysklandVidere rundt i Kaiserstuhl, nemlig til byen Endingen, hvor vi finder Weingut Reinhold & Cornelia Schneider, og fra dette lille vinhus smagte vi en Spätburgunder “C” Rotwein Trocken.

Vinhuset er grundlagt i 1981 ved den gamle byport i Endingen, da familien Schneider beslutte at trække sig fra det lokale kooperativ og selv lave vine. Fra 7 hektar marker dyrker de sorterne Auxerrois, Chardonnay, Ruländer (Grauer Burgunder), Sauvignon Blanc, Silvaner, Weißer Burgunder og selvfølgelig Spätburgunder … sidstnævnte endda både gamle og nye kloner.

Der benyttes ikke pesticider eller kunstgødning i produktionen. Miljøvenlig produktion og skarp reducering af høsten giver druer af høj kvalitet. Markernes beliggende giver samtidig vine med en del syre. Alle Schneider’s vinstokke er over 30 år gamle og giver et bredt smagsspektre da druerne fra de enkelte marker holdes adskildte .

Druerne håndplukkes og vinene fremstilles så nænsomt som muligt. Vinene laves i store egetræsfade på 600 liter og rustfri tanke med lang bærmekontakt. Lang og forsigtig gæringstid giver vine med et langt liv. De bedste røde vine lagres i barriques.

Med de naturvenlige metoder er det lykkes Schneider i løbet af få år at løfte kvaliteten til et VDP medlemskab, men da VDP forbyder brugen af Ruländer har Reinhold Schneider meldt sig ud af VDP.

I dag er sønnen Alexander også med i produktionen, og han har fået sat et positiv fingeraftryk i produktionen. Intet er overladt til tilfældighederne og vinene frigives først, når de er på toppen.

Denne Spätburgunder “C” dyrkes på lössboden, som er kvarts- og kalkaflejringer fra istiden blandet med aske fra Kaiserstuhl vulkanen. Druerne presses langsomt og maceration foregår separeret afhængigt af, hvor druerne kommer fra. Vinen lagres i ældre barriques og store tønder på 300-500 liter. Vinen frigives normalt efter 2-3 år på flaske … eller når den er modnet perfekt.

Vinen har betegnelsen “C” og står for Cornelia, navnet på fruen i huset. Topvinene har betegnelsen R for Reinhold eller C for Cornelia.

Duftmæssigt er vinen knap så animalsk … har dog fortsat lidt hestestald blandet med lyse bær, hindbær, lidt vingummibamser, men bestemt også syre og mineralitet. Smagsmæssigt er vinen meget rank … næsten stiv i udtrykket og der er godt med syre, grønne noter, tørhed og krydderier. Er måske en smule “fladere” i udtrykket end de forrige vine, men har en fantastisk lang eftersmag.

Forhandles af Vinbutikken.dk, pris 191 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Weingut Karl H. Johner, Pinot Noir Bischoffinger Steinbuck, Baden, Tyskland

2009 Weingut Karl H. Johner, Pinot Noir Bischoffinger Steinbuck, Baden, TysklandJeg har tidligere smagt Karl Heinz Johners Blauer Spätburgunder, men aldrig denne Pinot Noir Bischoffinger Steinbuck, så det var spændende, at vinen var en del af Randers Vinlaughs store tyske Spätburgunder smagning. Som hos Koch er den lavet på franske Bourgogne kloner.

Det med de franske kloner stammer måske fra, at Karl altid har haft Bourgogne som en klar reference. Inden starten i Baden havde han og familien dog boet lidt over 10 år i England, hvor han på konsulentbasis havde været beskæftiget med vindyrkning. Han var faktisk én af foregangsmændene i fremstillingen af engelsk mousserende vin … som jo i dag høster pæn anerkendelse verden rundt.

I hvert fald var målet, da familien i 1985 flyttede fra England til Baden at lave vine i ægte burgundisk stil. Men lidt af det engelske havde Karl dog med tilbage. Midt i det romantiske og ærketyske Vogtsburg byggede familien nemlig et hus og vineri i engelsk country stil, så allerede der var opsigten vakt.

Da vin fremstillingen kom i gang, skilte de sig også ret kraftig ud. Fadgæring af næsten alle vine, hvilket var helt uhørt i det sydtyske. I dag er de forgangs mænd for skruelågs lukning af deres vin, og de lokale er efterhånden ved at vende sig deres nye tankegang.

Desuden undgik de den tyske vinlov, ved at klassificere alt deres vin som taffelwein (en af de laveste kategorier i Tyskland). Formålet er at kunne lave deres egen stil og gøre tingene, når de synes, at det er rigtig. I dag er næsten alle deres vine dog klassificeret som ”Deutscher Qualitätswein”.

I 1996 blev sønnen Patrick også sendt til Bourgogne for at erhverve yderligere knowhow, og i dag er det faktisk Patrick, som styrer vinhuset i Baden, mens Karl Heinz passer Johner Estate på New Zealand. Patrick er et af de mest lysende talenter i Tysklands vin industri og har selvfølgelig gået på Geisenheim Wine College, som faderen.

Nå, men tilbage til selve vinen, som er en enkeltmarksvin lavet med druer fra huset “Grand Cru” mark Bischoffinger Steinbuck, hvor der – som nævnt – alene findes Pinot Noir kloner fra Bourgogne. Planterne er mellem 8 og 9 år gamle, dvs. stadig temmelig unge. Der foretages selvfølgelig grøn høst, hvor halvdelen af druerne fjernes. Alt høstet i hånden, og druerne gærer på eget skind i 4 uger, hvorefter vinen lagres 12 måneder på egetræsfade.

Duftmæssigt igen masser af stald … skøn animalsk, ja faktisk dufter den helt sindssygt godt med klare Bourgogne associationer, lyse bær, brombær, frisk læder, mens smagen nærmest er eksplosiv … bredder sig flot i munden med tørhed, let peber, krydderier … lidt blæk. Vinen har klart mere fylde og varme end den foregående fra Holger Koch, som til gengæld jo havde mere syre. Denne har dog langt mere tørhed og tannin, og det er bestemt meget klædelig. Er en smule splittet mellem de to … hvilken er bedst … jeg kan li’ dem begge … måske med et lille, mikroskopisk forspring til denne. Skøn vin.

Forhandles af Vinbutikken.dk, pris 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Weingut Holger Koch, Pinot Noir Selection ***, Baden, Tyskland

2011 Weingut Holger Koch, Pinot Noir Selection ***, Baden, TysklandAftenen første røde … igen hos Holger Koch, nemlig hans Pinot Noir Selection ***, som jeg tidligere har smagt i en årgang 2010. Her er det imidlertid året efter, nemlig årgang 2011, men igen hans topvin på Pinot Noir, som kommer fra Grosse Gewächse marker. Den har også en lillesøster, som hedder Pinot Noir Selection * … altså kun med én stjerne.

Når jeg skriver topvin, så er det dog en sandhed med modifikationer, idet han faktisk laver en Reserve Selection, som er Holger Kochs aller ypperste kvalitet. Han sælger den normalt ikke, men gode venner af huset kan købe den. Så langt er min blog alligevel ikke kommet.

Nå, men tilbage til Holger Koch. Inden Holger i 1999 sammen med konen Gabriele Engesser overtog driften på forældrenes ejendom havde han forinden stået i lære i henholdsvis Frankrig og i Tyskland, nemlig hos både Canon la Gaffelière i St. Émilion og hos Schwarzen Adler i Oberbergen.

Det er måske også dette – eller blot hans perfektionistiske sind – der har betydet, at Holger Koch har plantet nogle af de franske Pinot Noir kloner på hans marker, faktisk på en sydvendt skråning ovenfor Bickensohl. Blandt de omkring 46 forskellige Pinot Noir kloner fra Dijon har Holger valgt den særligt prestigefyldte klon 114. Tilplantning er sket efter princippet “Selection Massale”, hvor der plantes stiklinger fra de bedste vinstokke på ældre marker.

Nå, men lad os gå om bord i vinen. Smuk, teglfarvet transparent i glasset, og duften er skøn animalsk med sød hestestald, skovbund, jord … der fornemmes i hvert fald noget mineralsk. Der er jordbær, lyse bær, spidskommen … meget aromatisk. Smagen har en god tørhed, syre og friskhed … der er lyse bær, rabarber, granatæbler måske endda og lidt grønne noter. Flot vin.

Forhandles hos Vinbutikken.dk, pris 219 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2008 Weingut Karl H. Johner, Chardonnay SJ, Baden, Tyskland

2008 Weingut Karl H. Johner, Chardonnay SJ, Baden, TysklandEndnu en kending, nemlig Weingut Karl H. Johner, som jeg tidligere har smagt vine fra, og som også holder til omkring Vogtsburg/Bischoffingen, faktisk ikke langt fra Holger Koch … alene 3-4 km. længere med nordvest. Herudover ejer familien også en vingård i New Zealand, Johner Estate, etableret i 2001. Den har jeg også skrevet om tidligere.

Vingården i Tyskland er imidlertid grundlagt i 1985, hvor Karl Heinz Johner og konen Irene slog sig ned efter ti år i udlandet. Årsagen til, at det lige blev i Bischoffingen i Kaiserstuhl skyldes, at det var Irenes hjemby, så hvad var mere naturligt end at slå sig ned der?

Karl Heinz havde en idé om at lave vine i stil med Borgogne, fulde af magt og alligevel med enestående elegance, og det man ikke er langt fra Framkrig, så gik han i gang. I dag er Johner én af de mest berømte vingårde i Tyskland og Karl Heinz en af de mest respekterede vinmagere.

Johner ejer 17 hektar vinmarker, alle i og omkring Bischoffingen. Vinmarker tilplantet med mange forskellige sorter afhængig af jordbunden og placeringen. Ejer Steinbuck og Enselberg markerne.

Johner producere sine druer og vine på en meget professionel måde. Alle Johners vinstokke i Tyskland gror i vulkans jordbund og er over 30 år gamle. Intens optimering af vinplanterne inklusiv reduktion af blade og grøn høst giver druer af høj kvalitet. Til alle røde druesorter benyttes små træfade. Der produceres 80.000 flasker årligt.

Denne SJ Chardonnay er lavet på drue fra gamle stokke, plantet i 1990 på nogle af gårdens bedste marker, nemlig Bischoffinger Steinbuck og Enselberg, hvor undergrunden er meget vulkansk. Druerne håndplukkes og sorteres, og 50% af vinen gærer på rustfrit stål, 25% på nye egetræsfade og 25% på brugte fade.

I glasset overraskes man først af farve … ingen fed, gul Chardonnay fedme her, men en lys, næsten glasklar, transparent vin. I duften vender Chardonnay’en imidlertid tilbage … endda med turbo på, for her er fedme, fad, vanilje og tropisk frugt, marcipan … vidunderlig mineralsk. Der er hø eller høkasser og måske en svag snert af citrus.

I smagen overraskes du igen … snorlige, slet ikke fed eller voluminøs, men godt med syre, friskhed … selvom der også er lidt vanilje og træ. Lidt krydret i eftersmagen … men hold op … sikke en vin. Den er jeg sgu vild med. Big Thumbs Up.

Forhandles af Vinbutikken.dk, pris 210 kr., men prøv den !!!

Vinanmeldelse 6/7  

2010 Weingut Holger Koch, Weißburgunder Selection ***, Baden, Tyskland

2010 Weingut Holger Koch, Weißburgunder Selection ***, Baden, TysklandTorsdag havde vi smagning i Randers Vinlaugh, nemlig med temaet tysk Spätburgunder, og vi startede smagningen med denne Weißburgunder fra Weingut Holger Koch. Faktisk var alle aftenens vine fra Baden, og Holger Koch holder da også til mellem Vogtsburg og Bickensohl i Kaiserstuhl.

Koch familien har gennem generationer dyrket vin her, men det var først da Holger og hustruen Gabriele overtog driften, at vingården begyndte at lave egne vine. Holger har nemlig en forkærlighed for vine på Pinot Noir, og han var fast besluttet på, at vinene endda primært skulle laves på franske Pinot Noir kloner … og ikke de tyske Spätburgundere.

Holger Koch ejer sammen med forældrene samlet 7,5 hektar vinmarker alle tilplantet med Weissburgunder (tysk Pinot Blanc klon), Grauburgunder (tysk Pinot Gris Klon), Spätburgunder (tysk Pinot Noir klon) og Pinot Noir fra Bourgonge. En del af vinstokkene stammer endda fra gamle vinplanter, så man bibeholder de gode gener.

Kvaliteten forbedres ved at biodynamisk dyrkning og organisk gødning, som giver bedre og bedre jord år for år. Al arbejde udføres manuelt hvis muligt. Mange vine fremstilles med den naturlige gær. Der producerer omkring 50.000 flasker årligt hos Weingut Holger Koch.

Denne Weißburgunder har 3 stjerner efter navnet på druen … det er en selection ***, og det betyder, at der her at tale om Kochs topvine, som kommer fra Grosse Gewächse marker. Selection *** laves derfor i små mængder … men lad os alligevel straks kaste os over smagenoterne.

Duftmæssigt pærer, modne frugter, let abrikos, våde sten … i hvert fald et fint mineralsk udtryk. Smagen er let krydret, svag mineralsk og stålsat, lidt nødder og generelt meget frisk og sprød. Efterlader et fint nuanceret indtryk … dejlig vin.

Forhandles af Vinbutikken.dk, pris 162 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Weingut Markgraf von Baden, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Weingut Markgraf von Baden, Spätburgunder, Baden, TysklandSøndag gik der sgu Spätburgunder i den igen … nemlig med denne Spätburgunder Trocken fra vinhuset med adelig tilknytning, Weingut Markgraf von Baden, som har sit hovedsæde i Salem, tæt på Bodensøen (Bodensee) og grænsen mellem Tyskland, Østrig og Schweiz.

Det var oprindelig Hermann den 2. fra Zähringenslægten, som i år 1112 kaldte sig Markgraf von Baden. Navnet opstod fra slottet Hohenbaden, som dengang var magtcentrum i den by, som i dag hedder Baden-Baden. Og siden har Markgraf von Baden også givet navn til det efterfølgende Storhertugdømme Baden, og det vi i dag kender som den nuværende delstat Baden-Württemberg.

Og det er måske også forståeligt, at familien har været med til at give området sit navn, for Markgraf von Baden har været med til at præge vinens udvikling i området. Således var det Markgraf Christoph I. von Baden (1453-1527), der var var ansvarlig for den første vin lov i Baden i 1494.

Det var også storhertug Carl Friedrich von Baden (1728-1811), som stod for forbedringen af vinens kvalitet i Baden, bl.a. da han i 1782 plantede 3.700 nye Riesling vinstokke på Klingelberg ved Durbach og gav navn til sorten af samme navn. Klingenberger er reelt synonym med Riesling, men betegnelsen må anvendes i hele Baden.

Siden 1998 er det den ældste søn af Markgraf S.K.H. Maximilian von Baden, S.K.H. Bernhard Prinz von Baden, som fører vintraditionen videre. Det sker på to lokaliteter, nemlig på Schloss Salem ved byen Salem tæt på Bodensøen og på Schloss Staufenberg i Durbach, lidt længere med nord.

Det tidligere kloster i Salem, nu Schloss Salem, købte familien tilbage i 1802 og har omfattende vinmarker, samlet 110 hektar med Erste Lage markerne Chorherrenhalde (Meersburg), Kirchhalde (Birnau), Leopoldsberg (Bermatingen), Sängerhalde (Markdorf) og Schlossberg (Kirchberg). Schloss Staufenberg har familien ejet siden 1693 og har 25 hektar vinmarker, bl.a. Erste Lage marken Schlossberg, hvor der primært dyrkes Klingelberger Riesling og Spätburgunder. Herudover dyrker man hos Markgraf von Baden sorterne Clevner (lokalt navn for Traminer), Pinot Gris, Pinot Blanc, Müller-Thurgau, Bacchus, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Direktør på foretagendet er S.G.H. Michael Prinz von Baden, mens Volker Faust er ansvarlig vinmager i Salem og Martin Kölble vinmager i Durbach. Der laves Gutsweine, Ortsweine, masser af Erste Lage vine og så nogle få med betegnelsen Fidelitas, som er husets bedste vine fra de ældste vinmarker. Derudover fremstilles der også lidt mousserende vine samt lidt spiritus.

Her har vi en Spätburgunder Trocken, hvor druerne kommer fra området ved Schloss Salem, en Gutswein som dog har været lagret på egetræ. Havde egentligt bestilt en Ortswein, nemlig deres Spätburgunder Schloss Staufenberg, men jeg fik denne var Salem området i stedet. Duftmæssigt meget atypisk normal Spätburgunder, for her er der kanel, nelliker, urter, mørkerøde bær … men hvor pokker bliver Pinot næsen af? Smagsmæssigt også til den varme side med modne kirsebær, urter og krydderier og virker generelt lidt som en elefant i en glasbutik … grov og kantet.

Købt hos Belvini til 9,90€, men en Gutswein Spätburgunder fra Markgraf von Baden koster normalt 7€ på slottet.

Vinanmeldelse  3/7 

2010 Weingut Salwey, Wolfsterrassen Pinot Noir, Baden, Tyskland

2010 Weingut Salwey, Wolfsterrassen Pinot Noir, Baden, TysklandMed næste vin bliver vi i Tyskland, men rykker en anelse syd på til byen Oberrotweil i Kaiserstuhl, hvor vi finder vi Weingut Salwey. Jeg har tidligere skrevet om vinhuset her på bloggen, nemlig da jeg smagte hans 2009 Spätburgunder Oberrotweiler Käsleberg.

Vingården er etableret i 1950 af Benno Salwey. I starten omfattede driften på gården en blandet landbrugsdrift, bl.a. også med husdyr. I løbet af 60′erne og 70′erne omlægger Benno og sønnen Wolf Dietrich Salwey imidlertid driften til ren vinproduktion.

Og specielt Wolf Dietrich Salwey var meget interesseret i vinproduktion. I en alder af 23 år købte han sin første vinmark, Rinzberghof im Glottertal nord for Freiburg. I 1985 overtog Wolf Dietrich også faderens gård 100%, og den er siden udvidet og udgør i dag 40 hektar.

En del af vinmarkerne ligger dog en stenkast fra Oberrotweil, nemlig i Niederrotweil. Der dyrkes primært Riesling og Pinot Noir (Spätburgunder), men der ejes også små jordlodder med Silvaner, Rivaner, Chardonnay, Auxerrois, Muscat og Gewurztraminer. De bedste af vinmarkern er “Erste Lagen”, og det er markerne Oberrotweiler Henkenberg, Eichberg, Kirchberg, Käsleberg og Glottertal Eichberg.

I 2011 døde Wolf Dietrich Salwey imidlertid, hvorfor driften i dag i stedet er overtaget af hans søn Konrad Salwey. Konrad kone og mor hjælper dog også i driften, mens det står hen i det uvisse, om hunden Pino også er indblandet i vinfremstillingen.

Vinen her er lavet specielt for den store tyske vinkøbmand Alexander Baron von Essen, og sælges alene gennem hans store vinfirma, heraf også titlen fra bagsiden af etiketten “Selection Alexander von Essen”. Vinen fremgår således heller ikke af vingårdens egen hjemmeside, ligesom etiketten heller ikke prydes af en ørn/høg, som de øvrige vine fra Salwey. Vinen har fået 12 måneder på eg.

Duftmæssigt helt klart tysk Pinot … det søde kostald, kirsebær, vanilje, svage grønne toner og en anelse spicy. Stor og dejlig duft, og det er sgu lige mig. Smagsmæssigt masser af kirsebær, jordbær og meget blide tanniner og syre. Vinen har fin og udpræget blødhed, som virkelig klæder vinen. Eftersmagen er fornuftig, og generelt et dejligt glas vin.

Købt hos Belvini, pris 10,90€.

Vinanmeldelse 5/7    

2011 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, TysklandMed næste Spätburgunder bliver vi Baden … og så ikke helt alligevel. Vi har her nemlig en vin, som udspringer af ægteskabet mellem Markus Klumpp fra Baden og Meike Näkel fra Ahr, et samarbejde som jeg kort omtalte, da jeg for nogle uger siden smagte Klumpps 2011 Spätburgunder Trocken. Jeg har også tidligere smagt og skrevet om Meyer-Näkel, nemlig da jeg for et år siden smagte deres 2010 Spätburgunder, så på den måde er begge huse tidligere godt beskrevet … eller i hvert fald beskrevet her på bloggen.

Brug linkene og læs om de to vinhuse. Jeg er specielt imponeret over Meyer-Näkel og deres vine, og dem vil jeg gerne smage flere af.

Vinen her skulle – efter sigende – været lavet med druer fra både Ahr og Baden, idet hovedparten af vinen kommer fra marker i Baden kombineret med druer fra en enkelt mark hos Meyer-Näkel. De fine symboler ¨på etiketten går også igen på det website, som er designet til Hand in Hand vinene, og som meget elegant viser om samarbejdet fra A til B … fra Ahr til Baden. Der laves dog kun 2 vine i Hand in Hand serien, en Grauburgunder og denne Spätburgunder, og denne årgang 2011 er alene 2. årgang fra parret.

Og symbolerne på etiketten er da også meget søde … måske en anelse for søgte, men i kærlighed og krig gælder som sagt alle kneb. Der er druer, et A og et B, fodaftryk, en vintønde, tandhjul, et ur og nogle der ligner en elektrisk pære, som symboliserer en god idé.

Nå, men lad os se nærmere på vinen. I glasset en tand mørkere end Spätburgunder normalt, lidt i stil med med vinen fra Klumpp. Duftmæssig heller ikke den sædvanlige Pinot sødme eller kostald, men i stedet lidt kanel, krydderier og mørke bær af en slags. Der er også lidt enebær, røg, kakao og eg i duften, som ellers er en smule svær af placere.

Smagsmæssigt et lidt krydret/syret udtryk med hindbær, vilde jordbær … og også kraftigere i udtrykket end Spätburgunder normalt. Eftersmag med krydderier og tannin. Okay vin, men ikke min favorit.

Købt hos Belvini i Tyskland, pris 12,50€

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Weingut Martin Waßmer, Markgräflerland Spätburgunder, Baden, Tyskland

2008 Weingut Martin Waßmer, Markgräflerland Spätburgunder, Baden, TysklandI den lille by Schlatt mindre end 1 kilometer fra byen Bad Krozingen og få kilometer syd for Freiburg – i det tyskerne kalder Markgräflerland i Baden – finder vi vinhuset bag denne fredags Spätburgunder, nemlig Weingut Martin Waßmer.

Markgräflerland er beliggende mellem Schwarzwald og Rhinen, et historisk område for vindyrkning i Tyskland … og tyskerne kalder endda området for Tysklands Toscana.

Området er specielt velkendt for produktionen af burgunder druerne, dvs. der Blaue Spätburgunder (Pinot Noir), der Weiße Burgunder (Pinot Blanc) og der Graue Burgunder (Pinot Gris). Derudover dyrkes den lokale Gutedel, som jeg ikke kender ret meget til, men som også findes i Frankrig og Schweiz under navnet Chasselas. Faktisk kaldes Markgräflerland nogle gange “die Heimat des Gutedel” … så den drue skal vi vist smage en gang. Herudover dyrker Martin Waßmer også lidt Chardonnay, Muskatel og Gewürztraminer.

I området har der været dyrkes vin siden 1298, men Martin Waßmer begyndte først at lave vin i 1999. Han var egentlig uddannet kok, og hans kone Sabine dyrkede asparges, men da Martin opdagede, at han rent faktisk kunne lave vin, så gik vinproduktionen i gang. Og det er gået rigtigt godt for Martin Waßmer, bl.a. kom han i 2011 på Eichelmann liste over de bedste producenter i Tyskland, og har generelt fået en del priser siden opstarten, herunder “Weingut des Jahres 2013” fra et anerkendt tysk magasin.

I øvrigt er hans broder Fritz Waßmer også vinproducent i Markgräflerland.

Her har vi Martin Waßmers Markgräflerland Spätburgunder, en af hans utallige Spätburgundere, men her i den billige ende. Hans eksklusive Spätburgundere har en rød etikette og betegnelsen “GC” fra store bogstaver printet på flasken. Disse koster omkring 47-58€ på vingården, mens denne Markgräflerland Spätburgunder fås til under 10€ på gården. Alle de røde Spätburgundere ligger på eg … denne alene på store, ældre fade … mens de dyre lagrer på små barriques.

Lad os se på mine smagsnoter. I glasset flot lys tegl … alderen på 5 år fornemmes svagt … som om den røde farve er ved at falme en smule. Duftmæssigt ren yam med den dejlige Pinot sødme, som Spätburgundere ofte giver, kostald, egetræsplanker og en smule toast. Flot duft fra denne vin. Smagsmæssigt er det syren, som man først bemærker. Meget kontant, vedholdende … og medvirkende til, at vinen aldrig bliver kedelig. Masser af hindbær, mørke kirsebær … lidt peber. Minder mig en smule om Johners Spätburgunder i elegancen, flot vin og godt køb. Dermed burde jeg sgu også investere i en af dem med rød etikette … for denne lover godt for de andre vine fra Weingut Martin Waßmer.

Købt hos Belvini til 10,20€ .. men på gården koster den alene 8,40€.

Vinanmeldelser 5/7 

2011 Weingut Klumpp, Spätburgunder Trocken, Baden, Tyskland

2011 Weingut Klumpp, Spätburgunder Trocken, Baden, TysklandVin fra fredag, igen Spätburgunder, nemlig i form af denne Spätburgunder Trocken fra Weingut Klumpp.

Weingut Klumpp er grundlagt i 1983 af Ulrich og Marietta Klumpp. De grundlagde vingården selv, da parret ikke var født i en familie af vinbønder. Nej, det var en livslang drøm, som de forfulgte og som gik i opfyldelse. Ulrich var oprindelig statsansat og Marietta bankansat.

Weingut Klumpp ligger mellem Heidelberg og Karlsruhe i den lille vinby Bruchsal i området Kraichgau. Oprindelig blev vingården grundlagt med blot 0,5 hektar, som i mellemtiden er vokset til 25 hektar.

Weingut Klumpp ejer marker på 4 marker, Eichholz, Kirchberg, Weiherberg og Himmelreich. På Weiherberg dyrkes Pinot Noir, på Eichholz Grauer Burgunder, Saint Laurent og Cabernet Sauvignon. Kirchberg marken er beplantet Weisser Burgunder og Chardonnay hvorimod Himmelreich marken er forbeholdt Lemberger og Riesling.

Siden 1996 har vingården været økologisk certificeret og i dag er der 2 generationer involveret, idet begge sønner, Markus & Andreas, er uddannede ønologer. Weingut Klumpp er en af de nye, lysende stjerner på den tyske vinscene og tiltrækker sig i disse år stor opmærksomhed. Huset har også indledt et samarbejde med et andet, godt vinhus i Tyskland, nemlig Meyer-Näkel i det eksklusive Ahr … måske foranlediget af, at Markus Klumpp er blevet gift med prinsessen af Ahr Meike Näkel.

Sammen har husene bl.a. lavet en serie af vine under navnet HAND in HAND … ganske romantisk.

Men lad os se nærmere på vinen, som i glasset overrasker ved at være en kende mere mørk end normalt. Vinen er lagret på eg, men har ikke kunnet se, hvor længe det er sket. Duftmæssigt adskiller vinen sig også de ærketypiske tyske Spätburgundere, idet der slet ikke er så meget Pinot sødme og kostald i duften, men derimod dufter vinen lidt krydret, der er herudover modne kirsebær, umodne blommer og stram syre. Smagsmæssigt smager den bestemt af Spätburgunder, god og stram syrlighed og masser af grønne noter.

Købt hos Belvini, pris 11,50€

Vinanmeldelse 4/7