2020 Georges Duboeuf, Château des Déduit Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2020 Georges Duboeuf, Château des Déduit Fleurie, Bourgogne, FrankrigAf Beaujolais’ 10 Cru’er, så rangerer Fleurie altid højt hos mig og det gør denne Château des Déduit Fleurie fra Georges Duboeuf da også.

Vinen er lavet med Gamay fra en 7 hektar stor vinmark, som Georges Duboeuf forpagtede sammen med partneren Jean-Marc Bourdon. Marken omgiver det fine Château des Déduits i Fleurie, som nogen også kalder for Dronningen af Beaujolais.

Slottet har sit navn fra den samling af huse Les Déduits, der ligger centralt i Fleurie. De nuværende ejere, Monsieur og Madame de Seyssel, arvede slottet tilbage i 1967 fra Monsieur de La Perriere hvis familie havde dyrket druer på stedet i flere århundreder.

Jean-Marc Bourdon sparer fortsat med Duboeufs team omkring arbejdet i vinmarkerne og efter den manuelle høst køres frugten ned til Duboeufs vineri udenfor Romanèche-Thorins, hvor den så vinificeres.

Det er sket på ståltanke og efter endt fermentering er vinen så lagret 9 måneder i beton og rustfrit stål.

I forhold til foregående beaujolaisvin er udtrykket her langt lysere og langt mere blomstret, igen virkelig bondsk, men langt på en mere feminin landbrugskvindeagtig facon, har lidt blæk, lakrids, en snert bacon og en snert banan. Frugten er hindbær, ribs, mirabeller samt bonderoser.

Frugten er også smagsmæssigt mere præcis, lysere og mere blomstret. Der er lyse kirsebær, hindbær, ribs, lidt fennikel samt en svag bitterhed, en fin syre, saftige og letter tanniner. Det bliver nok ikke en balletdanser, men en sød livsglad bondekone, der elsker at danse rundt i stalden.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 128 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Georges Duboeuf, Château de Nervers Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2020 Georges Duboeuf, Château de Nervers Brouilly, Bourgogne, FrankrigMed næste Georges Duboeuf fik vi taget hul på alle Beaujolais vinene og vi startede ballet med denne Château de Nervers Brouilly 2020.

Denne Brouilly kommer fra 47 hektar vinmarker med op til 60 år gamle vinstokke, ligger rundt om det gamle stilfulde jagtslot Château de Nervers.

Vinmarkerne er for længst solgt fra og ejes i dag af 5 forskellige drueavlere, som via samarbejdet med Georges Duboeuf får forenet deres frugt til denne vin og druerne er alle høstet med et udbytte under 50 hektoliter pr. hektar.

Chefvinmager Denis Lapalu og masterblender Emeric Gaucher har lavet vinen på gæring på store rustfrie ståltanke og kæmpede i 2020 årgangen med meget sunde druer, men arbejdede også både dag og nat for at sikre opvarmning eller nedkøling af de mange ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder i en blanding af beton og store foudres.

I næsen er det faktisk sådan rigtigt klassisk Beaujolais med denne nærmest bondske, landlige og rustikke duft med lidt banan, kirsebær og solbær, mentol, blæk, violer, lakrids samt blomster. Aromaerne bliver lidt mere lette med luft i glasset.

Smagsmæssigt er vinen også rund og saftig, bondsk og charmerende, mens syren dog synes noget flad eller i hvert fald afdæmpet. Den har dog denne saftede friskhed, middel tanninbid og egentligt rustikke, charmerende bid.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Georges Duboeuf, Crémant de Bourgogne Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Georges Duboeuf, Crémant de Bourgogne, Bourgogne, FrankrigJeg var forleden til en Beaujolais smagning med Remi Sahner fra Løgismose, hvor hovedvægten var lagt på vinhuset Georges Duboeuf. Vi startede dog ikke med en beaujolaisvin, men med en mousserende Crémant de Bourgogne Brut og østers.

Georges Duboeuf eller helt korrekt Les Vins du Georges Duboeuf er ubetinget største producent i Beaujolais og laver omkring 30 millioner flasker vin årligt som et negociantfirma med druer fra over 300 vinavlere over primært Beaujolais, men også resten af Bourgogne.

Georges Duboeuf er er selv opvokset på en lille vingård i Pouilly-Fuissé i Bourgogne og allerede som 6-årig hjalp han sine forældre med at høste druer. Han kvittede da også skolen før tid og som 18-årig cyklede han rundt og solgte sin storebrors Chardonnay til de lokale restauranter.

Da han opdagede, at der manglede noget rødvin i sit sortiment, så startede han sammen med broderen en mindre vinproduktion, men senere grundlagde han L’Ecrin Mâconnais-Beaujolais, hvor han fik samlet en gruppe bestående af over 40 lokale vinproducenter.

I 1957 mødte Georges så Alexis Lichine fra Château Lascombes, hvorefter de begyndte at lave forretninger sammen og det blev så grundlaget bag etableringen af negociantforretningen Les Vins du Georges Duboeuf i 1964.

Remi Sahner fortalte, at Løgismose har samarbejdet med Georges Duboeuf siden 1977, hvor Lene Grønlykke for første gang var forbi Georges Duboeuf. Remi fortalte også om det gode samarbejde, hvor de sælger de billigste Duboeuf vine via Føtex og Netto, men selv sælger de dyrere vine fra huset.

I dag varetages driften af det store negocianthus af Georges Duboeufs søn Franck Duboeuf og barnebarn Adrien … og sådan har det egentlig været i en del år, men i januar 2020 døde Georges Duboeuf som 86-årig og høsten i 2019 blev den sidste.

Vi startede smagningen af Georges Duboeuf vinene – hele 6 forskellige vine – med denne Non Vintage Crémant de Bourgogne Brut, der er lavet på halv Chardonnay og halv Pinot Noir fra udvalgte marker i bakkerne omkring Macon.

Til den mousserende vin havde Remi taget en lille overraskelse med, nemlig en østers til at skylle Crémant’en ned … eller omvendt, men de to ting går bare rigtigt godt sammen.

Ved produktionen af Crémant’en vinificeres mosten fra de to druesort hver for sig og sammenstikkes herefter med vin fra forrige års høst, inden den tappes på flaske for at gennemgå andengæringen på flaske over 9-11 måneder, hvorefter vinen får en dosage på 9 gram pr. liter.

Duftmæssigt er crémant’en let nøddet, har toast, gær, en lidt sød frugt med fersken, pærer og hyldeblomst. I munden er der en god mousse med fine bobler, æbler, grønne pærer, svag lemon og igen lidt hyld, så dermed er det bestemt ikke en helt tør Brut, men har tydelig og behagelig sødme, så 5 tomler med pil ned.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. E. Michel, Privée Demi-Sec, Champagne, Frankrig

N.V. E. Michel, Privée Demi-Sec, Champagne, FrankrigDer ligger faktisk mange champagnehuse på Avenue de Bammental i Blancs-Coteaux, fx ligger champagnehuset André Jacquart lige ved siden af Duval-Leroy og lige overfor ligger fx Champagne Christophe Collard. Nå men her smager vi så en Non Vintage Privée Demi-Sec fra E. Michel.

Denne halvsøde champagne er – som foregående – lavet på 90% Pinot Noir samt Pinot Meunier og 10% Chardonnay fra vinmarker i både Montagne de Reims og Vallée de Marne. Der er atter ikke ret mange informationer om produktionen, men altså lavet med andengæring på flaske i en periode.

I næsen er der godt med gærede noter, masser af wienerbrød, valnødder og hasselnødder, en god omgang vaniljecreme samt en frugt med pærer og eksotiske noter af ananas, mango og fersken … og så selvfølgelig en pæn portion frugtsødme.

I munden er der fed og fyldig tropisk frugt, nærmest kandiseret med abrikos, fersken, ananas og søde, henkogte klementiner, karamel, en venlig og vaniljeagtig sødme, honning og velvære. Det er måske en kende for sødt for nogle, men det er gjort så elegant.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. E. Michel, Privée Brut Réserve, Champagne, Frankrig

N.V. E. Michel, Privée Brut Réserve, Champagne, FrankrigChampagnehuset E. Michel ligger på adressen Avenue de Bammental 69 i byen Blancs-Coteaux. På samme adresse kan du også finde Champagnehuset Duval-Leroy, så jeg vil gætte på, at E. Michel er et brand derfra … og jeg smager netop først en Privée Brut Réserve.

Champagne Duval-Leroy er en familievirksomhed og en fransk institution, som er grundlagt i 1859 og fortsat drives af Duval-Leroy familien, nemlig af Carol sammen med hendes 3 sønner Julien, Charles og Louis, der samlet laver 14 forskellige champagner.

Champagnehuset E. Michel er reelt set også et familieforetagende, som  er gået i arv i flere generationer, men i dag drives det altså af Duval-Leroy med druer fra vinmarker i Côte des Blancs. Der laves samlet 4 forskellige champagner under E. Michel navnet.

Her smager vi først husets Privée Brut Réserve, som er lavet på 90% Pinot Noir og Pinot Meunier samt 10% Chardonnay fra vinmarker i både Montagne de Reims og Vallée de Marne. Der er jo ikke mange informationer om produktionen, men altså lavet med andengæring på flaske i en periode.

Rigtig dejlig og sprød duft … masser af rugbrød, ristet rugbrød, toast, masser af gærnoter, brioche, pærer, fersken, lemon, citroner, virkelig meget kalkede mineralske noter. Det dufter af langt dyrere champagner.

I munden er der god mousse … meget rank, ren med syrlige og småaggressive bobler, godt med lemon, citroner og grønne æbler, svagt lidt nødder. Der er frisk champagne, sprødt og hænger skisme godt sammen … slutter med en lille koket efterbrænder, som får smagen til at hænge lang tid i munden.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Familia Comenge, Don Miguel Comenge, Ribera del Duero, Spanien

2017 Familia Comenge, Don Miguel Comenge, Ribera del Duero, SpanienDet sidste heat i Ribera del Duero smagningen sluttede med denne 2017 Don Miguel Comenge fra vinhuset Familia Comenge, der ligger i udkanten af Curiel de Duero i Valladolid området af Ribera del Duero.

Vinhuset er grundlagt i 1999 af Jaime Comenge, som ønskede at lave vin og havde klare idéer til, hvordan vinene skulle laves.

De seneste 10 år har det dog været sønnen Alvaro Comenge, som har drevet vinhuset og han har samlet 32 hektar, der ligger i 780-880 meters højde.

Familien producerer afsindigt lagringsdygtige vine, som nemt kan tilgås i en ung alder. Det skyldes vingårdens perfekt lokation, stejle bakker og kalkede jord, som giver optimale forhold til at opnå perfekt modning af druerne hvert år.

Denne Don Miguel Comenge er en af husets topvine og er lavet på 90% Tempranillo og 10% Cabernet Sauvignon. Tempranillo druerne kommer fra en 2,7 hektar lille mark i 870 meters højde kalder Pago de las Hontanillas, mens Cabernet Sauvignon druerne er fra marker lige ved siden af Duero floden.

Druerne håndhøstes nænsomt og skal igennem en yderst nøjsom udvælgelse af hver drueklase som plukkes. Efter høsten fragtes klaserne til vineriet hvor hver eneste drue plukkes fra stilken ved håndkraft. Gæring foregår i frugtbevarende betonkar, hvor kun naturlige og lokale gærstammer bruges i processen. Efter endt gæring er vinen lagret 22 måneder på små, nye og franske egetræsfade.

I næsen er det en ret tung fadpræget Ribera del Duero, godt med fad, mens frugten virker moden. Der er således både modne solbær, blommer og brombær, kakaopulver, kaffe, lakrids, karamel samt lidt mintchokolade.

Smagsmæssigt er det også en kraftig sag, men de 15% alkohol kan faktisk ikke mærkes, men i stedet er der en kraftig, mørk og moden frugt med solbær, blåbær … måske lidt mushy mushy, men bestemt med stor frugtintensitet, tydelige tanniner og rigtig Ribera del Duero power.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 375 kr., mens prisen er 239,95 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Bodegas Izquierdo, Antonino Izquierdo Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Izquierdo, Antonino Izquierdo Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, SpanienUdover vinen Ninín fra Bodegas Izquierdo, så smagte vi da også husets 2019 Antonino Izquierdo Vendimia Seleccionada, som er topvinen af husets 2 vine.

Vinen er som Ninín lavet på Tempranillo fra 40 år gamle vinstokke og vinificeret i rustfri ståltanke med en kapacitet til 15.000 kilo og kun på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 16 måneder på franske egefade.

I modsætning til Ninín er udtrykket ikke så let, men vinen har dog i næsen fortsat godt med frisk frugt … faktisk masser af frisk frugt og det er mørk frugt med sorte kirsebær, blommer og næsten en smule kandiserede, men derudover svømmer der nogle fede fadnoter forbi med mørk chokolade, kakao, vanilje, kanel og karamel.

I munden er vinen også klart til den sødere og mere ristede side, masser af overmoden, mørk frugt, brombær, blommer, kirsebær og jordbær, godt med fad … chokolade, mokka, kakao samt vanilje, men alt er blødt, cremet og meget behagelig. Sjovt nok synes jeg faktisk bedst om Ninín.

Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 24,10€ … svarende til 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Dominio de Atauta, Parada de Atauta, Ribera del Duero, Spanien

2017 Dominio de Atauta, Parada de Atauta, Ribera del Duero, SpanienEfter René Langdahl foredrag om de 10 Ribera del Duero vine kunne vi smage 3 vine mere og den første blev denne Parada de Atauta fra Dominio de Atauta.

Dominio de Atauta ligger byen Atauta ligger i Soria regionen i den østligste del af Ribera del Duero.

Byen har kun små 1.000 indbyggere, men en ret lang historie indenfor produktion af vine. Det siges, at vingården, der nærmest er bygget ind i klipperne har lavet vin i over 600 år, men den nyere historie startede dog i 1999, hvor Michael Sanchez købte gården og nogle vinmarker.

Atauta dalen er unik, idet den undgik vinlusen Phylloxera, som fra 1860 til ind i 1900-tallet hærgede Europa. Derfor findes der i Atauta vinstokke, som er  ældre end 150 år. Den isolerede beliggenhed og et lag af sand øverst i jordbunden er nok de vigtigste årsager til området unikke position.

I dag er vingården ejet af Avante Selecta Group, der i forvejen ejer vinhuse som Bodegas Óbalo i Rioja, Viña Nora i Rías Baixas, Viñas del Cénit i Tierra de Zamora og flere i Monterrei, Castilla La Mancha og Jerez. Da Avante Selecta Group er en del af Inveravante, så ejer de også en række fødevarerfabrikker.

Dominio de Atauta har selv 15 hektar vinmarker, men styrer også dyrkningen fra 30 hektar lejede marker. De 45 hektar vinmarker er inddelt i ikke mindre end 500 små markstykker, der alle ligger mellem 980 og 1.050 meters højde. Dyrkningsmetoderne er biodynamiske og økologiske … men ikke certificerede.

Denne Parada de Atauta er lavet på Tempranillo druer fra 80-100 årige vinstokke  og de høstes ret tidligt for at bevare friskheden og gæres i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret hele 12 måneder på små barriques af fransk eg, hvoraf 50% er nye fade.

I næsen virker vinen mere rustik end de foregående vine, men der er bestemt et pænt fadpræg, som giver lidt mokka, chokolade, kakao og vanilje sammen med frugten af mørke bær, solbær, brombær, blåbær og lidt violer samt peber.

Smagsmæssigt bestemt en kraftig vin med en tung frugt, en vis friskhed, meget blød med de kraftige fadnoter med chokolade, sød lakrids, vanilje og solbær. Smager ret godt.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Bodega Sei Solo, Sei Solo, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodega Sei Solo, Sei Solo, Ribera del Duero, SpanienDenne eftermiddag blev Aalto slået af topvinen Sei Solo fra Bodega Sei Solo … men de to vinhuse har jo egentlig også et slægtskab via vinmager Javier Zaccagnini,

Bodega Sei Solo er et lille sideprojekt for vinmageren Javier Zaccagnini, når han ikke laver de ikoniske, spanske supervine Aalto og PS på Bodegas Aalto.

Javier Zaccagini er tidligere præsident for Consejo Regulador Ribera del Duero … som er et slags eksportråd for området. Han var også sammen med Mariano Garcia med til at grundlægge Bodegas Aalto i 1998, og nu har han grundlagt Bodega Sei Solo, hvor han laver to supervine … Preludio og Sei Solo.

Preludio har jeg smagt før … både i årgang 2015 og 2017.

Projektet har han opkaldt efter sit favorit klassiske musikstykke Sei Solo … en violin sonate fra Johann Sebastian Bach. Og topvinen – der blot hedder Sei Solo – har en kopi af den afdøde komponists håndskrift på etiketten.

Samlet har Javier Zaccagnin 5,8 hektar, hvoraf 2,7 hektar er egne marker fordelt på 4 marker, men han har lejet andre 5 marker, men alle med gamle vinstokke. De ligger primært i La Hora, men også i Pago de Santa Cruz, hvor stokkene er over 90 år.

Denne topvin Sei Solo er med udvalgte druer fra de to parceller Barroso og Acos i La Horra og fra stokke, der er mellem 60 og 90 år gamle. Druerne høstes med et meget lavt udbytte og med den største respekt for naturens cyklus.

Vinen er lavet med druernes naturlige gærceller i store 2.500 liter åbne egekar og efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på store 600 liters brugte, franske egefade.

WTF? Sikke en duft, medicinagtig, tyk og tæt med en totalt vild aroma og intensitet. Der er masser af mørke og friske bær, næsten gærede bær, brombær, blåbær og jordbær, ædelhed, mahogni samt tobaksblade, bark … utrolig rig med kakaopulver, lakrids, en smule chokolade og så øverst godt med blomster.

Nøj hvor det smager godt og det er vildt, at man masser af det hele, både en stor friskhed og balance, som bare lige griber fat i munden og løfter smagen op til ædel, elegant niveau og fortsat med fad samt et bid af tørre og markant tanniner. Det bliver slet ikke overmodent Ribera, men har både en kæmpe friskhed og flot balance, en fin, fin syre, lidt salte noter og den mørke frugt med lidt uter og svagt små egeagtige trænoter. Mums.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

2019 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, SpanienVi skulle skam også smage gode, gamle Aalto i årgang 2019 … den legendariske Ribera del Duero kending. Vi er selvfølgelig hos Bodegas Aalto, der ligger vest for Quintanilla de Arriba tæt på legendariske Bodgas Vega Sicilia.

Og Bodegas Aalto er netop grundlagt af Mariano Garcias, der tidligere var vinmager på Vega Sicilia igennem mange år. Han grundlagde i 1998 nemlig Bodegas Aalto sammen med Javier Zaccagnini, der selv tidligere var direktør for Ribera del Dueros eksportråd og havde fået idéen om at skabe en af verdens største vine baseret på et unikke mikroklima i Ribera del Dueros.

Navnet Aalto udtrykker ganske enkelt essensen af de to grundlæggeres ønske om at skabe en af verdens største vine. Alto betyder høj på spansk. Aalto skal udtrykke noget endnu højere.

I dag har Bodegas Aalto opnået kultstatus blandt vininteresserede, hvilket skyldes Aaltos kvalitet, understøttet af pæne internationale anmeldelser og udmærkelser.

We wanted to unleash the full potential of Ribera del Duero, som Javier sagde. Resultatet kunne man smage allerede i Bodegas Aaltos anden årgang, hvor de lavede Spaniens højst ratede vin nogensinde på daværende tidspunkt.

Nogle år senere – i 2006 – blev ejerkredsen af Bodegas Alta udvidet med Masaveu og Nozaleda familierne, som begge også ejer vinerier i andre områder i Spanien og det betød en større stabilitet i hele projektet og investering i et moderne state of the art vineri.

Det er bygget efter Mariano Garcias nøje specifikation og er tegnet af samme arkitekt, som lavede Alvaro Palacios vineri i Priorat, så det er et af verdens mest avancerede byggerier af sin slags og er primært bygget under jorden efter gravity fed princippet.

Det vil sige, at vinen udelukkende flyttes rundt ved hjælp af tyngdekraften. I vineriet, som rækker fem etager ned, er der året rundt en konstant kølig temperatur.

I dag ejer bodegaen selv 32 hektar marker ud af de 130 hektar, som de har adgang til … og spredt på ikke mindre end 200 forskellige parceller omkring 9 byer. Nogle af markerne har gamle vinstokke, mens andre er fortsat har unge stokke, som med tiden vil kunne levere frugt til produktionen.

På Bodegas Aalto laves der to vine, som fremstilles på Tempranillo-druen. Den ene er denne Aalto og den anden PS – forkortelse for Pagos Seleccionados – som betyder udvalgte marker. Men senest har de faktisk også lavet en hvidvin … Blanco de Parcela, men mærkelig nok ikke på Albillo, men på Verdejo druen.

Samtlige vine fra Bodegas Aalto er siden vingårdens fødsel i 1999 blevet belønnet med 91 point eller derover af Robert Parker. Denne enestående rekord kan end ikke Vega Sicilia tangere.

Aalto er lavet på 100% Tinto Fino aka Tempranillo fra 40-80 år gamle vinstokke fra marker ved alle de 9 forskellige byer i området. Efter endt vinificering er vinen lagret 18 måneder … og på husets hjemmeside står der en blanding af nye og brugte egefade fra både Frankrig og USA, men det forlyder, at Mariano Garcias nu slet ikke anvender amerikanske fade og kun brugte fade for at mindske fadpræget.

Det kan bestemt duftes, at fadpræget med bl.a. nye og amerikanske fade er reduceret, for vinen har først i grønne noter, men for pokker en god balance af tyk, mørk frugt og dyb intensitet. Der er en lækker frugt med brombær, blåbær og sorte kirsebær suppleret med en tør engelsk lakrids, våd, flæsket aroma med mejeri, røget bacon, sødme, lette blomster og flot luftighed.

Som sidst har vinen et ekstra gear i automatgearkassen, for vinen nærmest smelter i munden, så smooth og fin med en sand urkraft og en frugt med andefond, engelsk lakrids, solbær, blåbær … virkelig tør og smager monstergodt. Igen er der tanniner, som umærkeligt sniger sig ind i din mund og sætter sig, ryster dine kindben, så du bliver glad.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger