Hoveddruen i Montefalco er selvfølgelig Sagrantino … men derudover findes der specielt 2 andre druer, som er meget unikke for området, nemlig hvidvinsdruerne Grechetto og Trebbiano Spoletino.
Dernæst er Sangiovese – der jo er en af hoveddruerne i Montefalco Rosso vinene – også en vigtig drue. Druen som mest er kendt fra Toscana området trives virkelig godt i Umbrien og er således ganske udbredt omkring Moltefalco.
Men derudover finder man selvfølgelig også en lang række andre kendte druer som fx Barbera, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Canaioli, Montepulciano, Chardonnay, Pinot Grigio og sikkert også en række mere.
Lad os dog kigge nærmere på de 3 førstnævnte druer Sagrantino, Grechetto og Trebbiano Spoletino, som er helt specielle for området:
Sagrantino
Den berømte drue fra Montefalco er en hårdfør, tykskallet drue, som derudover også har store kerner, begrænset “frugtkød” og modner meget sent. Sagrantino druen giver meget mørke vine og nogle af de mest tanninrige vine i hele verdenen … vine med højt indhold af syre og tanniner.
Det er også den drue, som sammen med andre druesorter som Aglianico og Tannat har det absolut højeste indhold af resveratrol, en type af polyfenoler … altså antioxidanter, som siges af have en række sundhedsfremmende egenskaber, bla. nedsættelse af kolesterol, lavere blodtryk og reduktion af risikoen for blodpropper.
Indholdet ligger på hele 4.174 mg/kg. One glass of Sagrantino keeps the doctor away. Du kan i øvrigt læse mere om vin og sundhed i mit indlæg; Lad os for fanden få hældt noget vin indenbords og blive sunde … en artikel om vin & sundhed.
Som nævnt i forrige blogindlæg var Sagrantino druerne næsten helt forsvundet i 1960’erne, og dens overlevelse samt efterfølgende store udbredelse kan i høj grad bla. tilskrives Marco Caprai, som i slutningen af 1980’erne sammen med universitet i Milan var med til at redde druen.
Han og en håndfuld producenter fik druen op blandt de højst rangerende druer i Italien, således vine på Sagrantino i dag hører til blandt nogle af de mest roste vine. Jeg besøgte på min tur rundt hos vinproducenterne i Montefalco også Caprai, hvis Sagrantino vine er ekstremt tanninrige … vi snakker virkelige aggressive tanniner.
Jeg skal indrømme, at vinene fra Caprai slet ikke er mig, dertil er tanninerne simpelthen alt for dominerende. En fancy vinjournalist fra Holland bemærkede, at det var en præmisse … at sådan skal gode Sagrantino vine være. At totalt uhæmmede, voldsomme tanniner og Sagrantino uløseligt og naturligt hænger sammen på samme måde, som at en bil har runde hjul, som han poetisk og en smule snobbet udtrykte det.
Det synes jeg er noget forbandet vrøvl og den franske Fabien Laine, som er uddannet sommelier, var enig i min holding. For mig skal vine være behagelige at drikke og ikke totalt lamme min mund, således jeg efterfølgende ikke kan smage noget som helst. Jeg vil ikke ha’ det, som jeg lige har spist en køkkenrulle. Og det er der heldigvis andre Montefalco producenter, som virkelig kan finde ud af, bl.a. huse som Moretti Omero, Di Filippo, Perticaia, Bellafonte og Romanelli … blot for at nævne nogle af de bedste.
Men en Sagrantino vin vil altid ha’ godt med tanniner og syre, så det er på alle måder virkelig en madvin og måske endda også en vintervin. Og så er det også en vin, som skal modnes og derfor gemmes nogle år … lidt på samme måde som god Barolo. Men så er der også store vinoplevelser i vente.
Imidlertid er der stor forskel på, hvordan de forskellige producenter fortolker Sagrantino vine, hvilket kan gøre navigationen mellem vinene en smule forvirrende og lidt besværligt, men selvfølgelig også en kende spændende, alt efter temperament. Man kan også sige, at der laves Sagrantino vine til alle slags mennesker, men overordnet synes der ikke at være en rød tråd i stilen af vinene.
Nogle laver bombastiske, overekstraherede, søde og gumpetunge vine med langt over 15% alkohol … ja nogle gange endda op til 17%. Der kan man få associationer til Amarone … og Sagrantino vinene betegnes derfor også nogle gange som et mix af Amarone og Barolo, hvilket jeg dog vil sige er lidt misvisende.
Nogle Sagrantino vine er modne og drikkevenlige ved frigivelsen, mens andre kræver nogle eller en del år i vinkælderen. Generelt skal Sagrantino vinene lagre 37 måneder, heraf 1 år i egetræsfade. Hos Caprai vinificeres vinene med stilke og derudover anvender han nye barriques, hvilket er med til at øge Sagrantino druens i forvejen aggressive tanniner, mens andre afstilker, anvender store fade og først frigiver vinene efter længere tid end foreskrevet i appellationen.
Men sammenlagt er Sagrantino en drue med personlighed og en af årsagerne til at elske Montefalco.
Grechetto
Grechetto (udtales vist nok nærmest som gre-ketto) er en hvidvinsdrue, som findes i hele Italien, men specielt i Umbrien, hvor den findes i en lang række appellationer og altså også i Montefalco appellationerne DOC Montefalco Bianco og DOC Montefalco Grechetto.
Den er – lidt som Sagrantino – en hårdfør og tykskindet drue, som menes at være af græsk oprindelse … hvilket navnet Grechetto måske også ganske åbenlys indikerer. Det tykke skind gør den også meget resistent overfor en række sygdomme, bl.a. meldug.
Grechetto er nok mest kendt som en blandingsdrue, som tilfører smagsnuancer til vine og ellers giver anstændige bordvine. Hos enkelte producenter kan den endda tankes i store dunke til omkring 1,50€ pr. liter.
Den kan høstes sent, har pænt indhold af sukker og er generelt en lavtydende hvidvinsdrue … hvilket dog kan diskuteres, da udbyttet ofte ligger omkring 60-80 hektoliter pr. hektar … og formentlig højere når vi snakker billig bordvin.
Den giver mest tørre, friske, sprøde og let mineralske hvidvine, men findes dog også i Umbrien i den søde dessertvin Vin Santo. Farven spænder lige fra en grønlig gul til gyldengul … alt efter vinifikation. Normalt produceres Grechetto vinene på rent stål, men nogle producenter anvender også egefade eller barriques i produktionen af rene Grechetto vine.
I Montefalco står Grechetto bag hovedparten af hvidvinene, enten sammen med andre druer eller som en enkeltdruevin. I DOC Montefalco Bianco skal der mindst være 50% Grechetto, mens resten typisk består af 20-25% Tebbiano Spoletino og 0-30% andre druer. I DOC Montefalco Grechetto skal der være mindst 85% Grechetto.
Jeg smagte en del vine på Grechetto og det er udmærket vin … uden jeg dog falder i svime. Bedste producent af Grechetto var i min optik klart Di Filippo … i hvert fald blandt de producenter, som jeg smagte Grechetto vine fra.
Trebbiano Spoletino
Og så er der Trebbiano Spoletino tilbage … en drue, som jeg inden Montefalco besøget ikke tidligere havde smagt, men som jeg blev fuldstændig forelsket i.
Det er en drue, som stammer fra området omkring byen Spoleto ikke langt fra Montefalco og næsten var totalt glemt og tæt på udryddelse … lidt som Sagrantino. Druen har dog fået en genopblomstring i løbet af de sidste 10 år og heldigvis for det, for den kan levere sindssygt gode vine.
Druen har ikke noget tilfælles med de nok mere kendte Trebbiano Toscano, Trebbiano Abruzzese, Trebbiano Romagnolo og Trebbiano di Soave, men har været dyrket i århundrede i Montefalco området.
Den har selvfølgelig navnet Spoletino efter byen Spoleto, som også er stedet for appellationen Trebbiano Spoletino – Spoleto DOC, mens navnet Trebbiano menes at stamme fra, at druen også blev dyrket ved den nærliggende by Trevi, som på latinsk hed Trebia … deraf navnet Trebbiano og samlet Trebbiano Spoletino.
Druen er af medium størrelse, har – som de to øvrige beskrevne druer – en tyk og hårdfør skal og modner sent. Den giver et pænt udbytte og i gamle dage fik den endda navnet scaccia debiti – udrydder af gæld – på grund af den høje produktivitet, og da druen gav delikate vine, som bare smagte godt og var letsælgelige. Hvorfor den så efterfølgende var tæt på at uddø er sgu et ganske godt spørgsmål.
Den giver som både Sagrantino og Grechetto meget forskellige vine, men når det er allerbedst, som har den nogle karaktertræk, som faktisk minder en smule om Riesling … bl.a. god samt præcis syre, friskhed, elegance, grønne æbler, citrus og nogle gange endda svag antydning af petroleum.
Jeg smagte under besøget svage vine på Trebbiano Spoletino, men også nogle helt fantastiske vine på druen, specielt producenter som Perticaia og Le Cimate stod stærkt med deres Trebbiano Spoletino vine. Perticaias vin Delposto var intet mindre end forrygende.
Montefalco området har bestemt et stort potentiale med Trebbiano Spoletino. Ret beset burde de stryge ordet Trebbiano og blot kalde druen for Spoletino … det ville i mine øjne gøre druen mere genkendelig og særegen. Men mærk mine ord … vi kommer til at høre langt mere til druen Trebbiano Spoletino.
Spoletino … Houlbergs nyeste forelskelse, som hos Peter Heilbron på Tenuta Bellafonte bliver til vinen Arnèto, som vi først smagte i årgang 2015.
Sidste Trebbiano Spoletino vin på programmet skulle følge lidt Fagottino di Radicchio e Taleggio til dørs og det blev denne Trebbiano Spoletino Superiore Riserva Del Cavalier Bartoloni … aftenens absolut bedste vin i mine øjne. Outstanding.
Sidste årgang i vertikalsmagningen af Le Cimates almindelige Trebbiano Spoletino blev årgang 2013 og det blev vinen bestemt ikke ringere af … tværtimod.
Med lidt alder på Le Cimates Trebbiano Spoletino begynder druen for alvor at folde sig ud … og igen får jeg nogle associationer til Riesling. I denne årgang 2014 er vinen mere stringent, elegant og lækker.
Vertikalsmagningens næste Trebbiano Spoletino fra Le Cimate var årgang 2015 … et af de bedste høstår i mange, mange år i både Montefalco og Spoleto. 2015 var generelt set et varmt år i området.
Vertikalsmagningen af Le Cimates Trebbiano Spoletino vine startede med seneste årgang … altså årgang 2016.
Vi skulle også smage Moretti Omeros fortolkning af appellationens hvidvin Montefalco Bianco DOC … her en frisk årgang 2015.
Måske vi også skulle starte på nogle af de vine, som jeg smagte under besøget i Montefalco … og lad os starte med et af de vinhuse, som jeg ikke besøgte under opholdet, nemlig Fongoli eller Azienda Fongoli Società Agricola og deres bud på en vin på Trebbiano Spoletino.