Lad os for fanden få hældt noget vin indenbords og blive sunde … en artikel om vin & sundhed

Jeg har længe villet skrive lidt om sundhed og vin. Lave lidt research først, for at finde ud af, om vin virkelig kan have en positiv effekt på helbredet. Og det er måske et meget relevant punkt for en vinblogger, som – selvfølgelig på læserne vegne – kæmper sig igennem en del flasker.

Man (det vil altså sige mig, men ”man” lyder tilstrækkeligt distanceret) får af og til spørgsmålet, om ”man” ikke drikker en del, og med en del, så mener afsendere nok egentligt for meget. Og lige præcis på et sådant tidspunkt vil det selvfølgelig være rart, hvis man kunne svare, at vin faktisk er sundt og hjælper på ens helbred. Og ud fra den devise, så må jeg således være meget sund.

Receptpligtig Spätburgunder

Der findes jo i pressen mange artikler, som man kan hænge hatten op på, og første led i min research har været at finde nogle af dem. Og hvor blev jeg dog overrasket … for hvor findes der dog mange påstande og det meste er ganske underholdende.

Avisoverskrifterne

Her får I nogle – i den henseende – dejlige overskrifter fra ind- og udland om emnet:

  • A glass of red wine is the equivalent to an hour at the gym, says new study. Research conducted by the University of Alberta in Canada has found that health benefits in resveratrol, a compound found in red wine, are similar to those we get from exercise.
  • Denne her er fra Jyllands Posten; Rødvin lige så sundt som fiskeolie. Forskerhold mener hermed at have fundet en del af forklaringen på den allerede kendte viden om, at rødvin synes at virke forebyggende på hjertesygdomme.
  • Denne er også fra Jyllands Posten; Rødvin er ikke bare godt for kredsløbet – rødvin kan også bekæmpe Alzheimers, viser helt ny amerikansk forskning.
  • Vores egen tv-station DR har også skrevet om emne, nemlig: Rødvin er godt for synet. Nogle af de mest udbredte sygdomme, der truer synet, kan måske modvirkes af et stof, der blandt andet findes i druer, viser amerikansk forskning. Når druer laves til rødvin, bruges også skallerne, og det er især dem, der indeholder det særlige stof, resveratrol. Udover i rødvin findes stoffet også i for eksempel blåbær, hindbær og jordnødder. I de senere år er resveratrol blevet tillagt en del fordelagtige egenskaber. Det menes blandt andet at kunne modvirke aldringsprocesser og nogle af de uheldige virkninger overvægt kan have på helbredet.
  • Klarlund: Rødvin kan værne mod åreforkalkning og sukkersyge … endnu en overskrift, som stod i Politikken.
  • Resveratrol holds promise in the prevention and treatment of cancer, according to a 2011 report from the Annals of the New York Academy of Sciences.
  • Rødvin forbedrer kvinders sexliv! Ja, det her lyder helt vildt interessant. Hvis du som kvinde drikker 1-2 glas vin hver dag, så mener italienske forskere at have påvist, at du får et bedre sexliv. Undersøgelsen blev udført på et universitet i Firenze, hvor man fulgte 800 toskanske kvinder i alderen 18-50 år. Kvinderne skulle udfylde et spørgeskema, hvor de beskrev deres sexliv. De kunne ende med en score fra 2 til 36, hvor en højere score betød bedre sexliv. Det satte man op imod, hvor meget vin de drak, og overraskende nok scorede de, der drak 2 glas om dagen det højeste, nemlig 27,3. Kvinderne, der drak 1 glas om dagen, scorede 25,9, og de, der ikke drak, fik kun 24,4.
  • Drik rødvin og bliv smukkere. Et studie bragt i Dermatology and Therapy har fundet ud af, at en antioxidant kaldet resveratrol, som findes i rødvin, er godt for din hud. Faktisk er det så godt, at det hæmmer væksten af acne mere end mange af de gængse cremer og behandlinger, der findes imod det.
  • Forskere ved Oregon State University peger på, at rødvin har en slankende effekt. De har testet tesen på overvægtige mus, der så ud til at have godt af druerne.
  • Vindrikkere har en højere intelligens ifølge Psychology Today.

Hold da op! Lad os for fanden få hældt noget vin indenbords. Det kan kun gå for langsomt.

Jeg opsummerer lige; vin erstatter motion, giver bedre hjerte, forbedrer synet, forhindrer Alzheimers, kræft, åreforkalkning, sukkersyge, er slankende, gør dig smukkere, modvirker aldringsprocessen og gør kvinder sexlystne … okay det sidstnævnte vidste vi vel alle ;o)

Og så kan vi samtidig flashe, at vi har en høj intelligens, mens vores ellers fordømte unge, som normalt drikker hjernen ud i weekenderne, fuldstændig undgår bumser. Okay, så skal det nok ikke være Bacardi Breezers, Mokay eller noget af det andet crap, som hitter hos de unge … men i stedet et godt, gammeldags glas rødvin.

Og så bør vi vel også bare lige stoppe her? Klappe bogen i. Slukke skærmen. Stoppe alskinds spekulationer, lean back … fylde medicinskabet med Pomerol i stedet for Pamol, Latour i stedet for Lopedium, Mouton i stedet for Metoprololsuccinat og så ellers nyde livet … med et glas i hånden det meste af tiden? Ja … og så måske lige bo hos vilde, fulde kvinder i Toscana.

Toscanske kvinder

Men så simpelt er det nok næppe. Selvom det med at bo med vilde, fulde kvinder i Toscana sikkert kan være kompliceret nok endda.

Hvad er rigtigt og forkert?

Med de lovende, om end lidt overfladiske avisoverskrifter, er det imidlertid nemt at blive forledt, vildledt eller forvirret … for hvad er rigtigt og hvad er forkert?

De fleste af os tvivler nok en smule, og ved inderst inde udmærket, at rigtig kost samt regelmæssig motion er nogle af de vigtigste faktorer til et sundt helbred. Tilbage sidder imidlertid en lille usikkerhed … måske der er noget om snakken … at vin har gode egenskaber? Sådan har jeg det også.

Okay, lad os så dykke ned i de artikler, som mere videnskabeligt behandler emnet. Og ifølge flere af de mere seriøse artikler, så er der noget om snakken. Både selve alkoholen samt visse stoffer i rødvin, nemlig antioxidanter, synes at kunne øge niveauet af lipoprotein (HDL) kolesterol – også kaldet den “gode” kolesterol – og dermed hjælpe med at beskytte bl.a. årerne i vores krop.

Det synes at være specielt antioxidanter som flavonoider og et stof kaldet resveratrol, som har en positiv effekt på årerne og på vores hjerte, og dermed igen på hjertekarsygdomme. Resveratrol er også det stof, som er nævnt i flere af de førnævnte artikler fra aviserne.

Resveratrol er en polyfenol, som er en betegnelse for en antioxidant, og det findes netop i vindruer … helt præcis i skallen. Da specielt rødvin produceres ved, at vinen gærer på skallerne, så er det specielt i rødvin, at vi finder stoffet. Normalt findes resveratrol i rødvin op til 7 mg/l. I Australien er det lykkedes at fremstille en rødvin med op til 100 mg/l. Om vinen så smager godt … ja, det er selvfølgelig en anden sag. Hvis man læser om resveratrol, så har det tilsyneladende en række gode egenskaber.

Flavonoider er en gruppe kemiske stoffer, som findes i frugter, grøntsager, te, rødder, nødder, frø, og så vin. De betragtes ikke som egentlige vitaminer, men flavonoider har en række vigtige, ernæringsmæssige virkninger. Man har beskrevet denne evne som ”modificering af biologiske reaktioner”. De fleste virker som antioxidanter og en del har egenskaber, der kan bekæmpe betændelsestilstande.

De fleste forsøg med både resveratrol og flavonoider er foretaget på dyr, hvor stofferne sprøjtes direkte ind i cellerne. Og det er jo slet ikke på den måde, som vi får stofferne på, når vi drikker vin. Og der er stor forskel på, om man får koncentrerede antioxidanter i sig, eller om man får dem gennem vin.

Menneskekroppen er nemlig vældig dårlig til at udnytte de antioxidanter, som vi spiser og drikker. Man taler om, at den såkaldte biotilgængelighed for disse stoffer er lav. Biotilgængelighed er et mål for, hvor meget af et virkestof, som faktisk når frem til virkestedet.

Resveratrols biotilgængelighed er lav, fordi stoffet hurtigt fordøjes og elimineres, og det samme gælder for flavonoider. Så de gode stoffer, som findes i rødvin, er dem vi mennesker er dårligst til at bruge. Skæbnens ironi.

Sagt med andre ord, så er der gode stoffer i vin, men det kan knibe for menneskekroppen at udnytte de gode stoffer. Det betyder dog omvendt også, at der er en begrundet argumentation for, at et glas vin om dagen ikke er skadeligt, men tværtimod har mange gode egenskaber.

Men alkohol er også skadeligt

Men det betyder desværre ikke, at vi bare kan drikke hæmningsløst, for alle professorer og læger er nemlig varsomme med at tilskynde nogen til at begynde at drikke alkohol. Det skyldes, at for meget alkohol kan have mange skadelige virkninger på kroppen. Alkohol er bl.a. en væsentlig årsag til kræft i de organer, der kommer i kontakt med alkoholen … og som alle ved, også skadelig for leveren.

Så rådet herfra er – nok lidt som forventet – at et enkelt glas rødvin om dagen kan være meget sundt, og så gælder det ellers om at vælge en sund livsstil i øvrigt. Og for mig, som nogle dage får mere end ét glas rødvin, så forsøger jeg at vælge sundt i hverdagen. Sådan har det dog ingenlunde altid været. Her er jeg langtfra hellig.

Min (nye) sunde livsstil

Jeg startede først min sundere livsstil for lidt over to år siden, idet vægten var begyndt at stige faretruende, ja vel egentlig så meget, at jeg simpelthen var stoppet med at stige op på denne forkynder af ubehagelige åbenlysheder. Så begynder ”man” (læg mærke til, at jeg igen elegant fik den drejet hen på det mere distancerende ”man”) at komme med statements som fx at ”rigtige mænd vejer over 100 kilo” og andre selvironiske morsomheder.

Min plan lød enkel … spis sundere og løb 3 gange ugentlig. Vinen skulle der fortsat være plads til, så på den måde en ganske nem plan … eller hvad? Men hvad der lyder nemt, er det normalt ikke. Og er man samtidig et madøre som mig, så kræver det ret megen viljestyrke.

Houlberg - før og nu

Og al begyndelse er svær … men langsomt kommer resultaterne, og i takt med at kiloene forsvinder, så stiger motivationen tilsvarende. Før kunne jeg ikke løbe 200 meter, men har for under en uge siden gennemført mit andet maraton.

Jeg har siden den spæde start hold fast i løftet til mig selv om 3 ugentlige løb – ingen dårlige undskyldninger, dårligt vejr eller andet – og har således nu løbet 2 maratoner, 32 halvmaratoner og over 2.700 kilometer.

Vægttabet ligger på den gode side af 35 kilo, størrelsen røget fra XXL til en medium og kampformen er i dag bedre end nogensinde i mit liv … og jeg har ikke måttet undvære vin på noget tidspunkt … altså udover et par dage førend et maraton. Jeg føler, at det sunde liv medfører et spillerum til at synde en smule … og for mig er valget af den synd let … vin.

Livskvalitet er selvfølgelig mange ting, og at sidestille vin med livskvalitet er måske at tage munden for fuld … men vi er godt på vej.

2 tanker om “Lad os for fanden få hældt noget vin indenbords og blive sunde … en artikel om vin & sundhed”

  1. Sikken fed artikel, Ulrich ! Masser af god information og rigtig fedt at læse om din transformation fra lidt den typiske dansker med stigende vægt i takt med alderen over til en fit dansker. Erik Skovenborg har over årene haft et utal af artikler i Vinbladet om alkohol og sundhed – meget anbefalelsesværdige. Jeg har lyttet til, at særligt vinene fra Ribera del Duero er sundere 😉 Min erfaring er, at Riesling og tysk Pinot Noir også tæller…

Skriv et svar