Tag-arkiv: Tyskland

2005 Weingut Schäfer-Fröhlich, Spätburgunder Trocken in Barrique gereift, Nahe, Tyskland

2005 Weingut Schäfer-Fröhlich, Spätburgunder Trocken in Barrique gereift, Nahe, TysklandDet gode ved at hælde en slat af forrige vin i maden er, at der så bliver plads til at åbne endnu en vin denne fredag aften.

Vi er nu i Nahe i Tyskland, og druen er igen Pinot Noir, eller Spätburgunder Trocken Im Barrique Gereift (jo jo … intet mindre), som Schäfer-Fröhlich har kaldt denne vin.

Og sikke en forskel i forhold til den tidligere vin. I glasset en transparent, let rød farve. I duften fortsat den animalske aroma, måske ikke så voldsom, men en mere kølig stil.

Pinot duften er der bestemt, og der er hindbær og jordbær dufte blandet med en smule eg, hvid peber og jord. Smagen meget rank, fin … hold da op, og syren er bestemt til stede, og jeg får masser af kirsebær og lang eftersmag. Vinen er mineralsk, syleskarp og ganske fantastisk.

Bestemt ikke easy-going, men en flot oplevelse. Hold den i glasset eller flasken i løbet af aftenen, og mærk udviklingen … den har kun godt at lidt luft. Alderen på 7-8 år mærkes overhovedet ikke … vinen hænger bestemt ikke med hovedet, men smagen hænger nærmere i ganen!

Vinmageren hedder Tim Fröhlich, og han er i løbet af de seneste år etableret sig i Nahe’s førende firkløver af producenter. Som den eneste af disse arbejder han udelukkende med spontangæring, som han mener giver de mest autentiske vine.

Han laver primært hvidvine, og har opnået mange priser for hans hvide vine. I 2010 blev han endda af Gault Millau kåret som “Årets producent”. I alle markerne ligger Schäfer-Fröhlich’s parceller i den stejleste del, hvor jordbunden er mest ufrugtbar og stokkene vokser direkte på den stenede undergrund.

Dermed kan Tim Fröhlich på mest dramatisk vis udvinde sine mineralske, kompromisløse essenser, som tilhører det største Tyskland har at byde på.

Tim Fröhlich laver også Spätburgunder, men i små mængder … faktisk så små, at de ikke engang er medtaget på hans website, men Tim Fröhlich arbejder meget seriøst på sine spätburgundere, som han laver på gammeldags vis og frigiver meget sent.

2005 årgangen, som er den aktuelle årgang, stammer fra perfekte druer af både franske og tyske Pinot-kloner, som efter en 6-7 uger lang maceration har været lagret i delvist ny barrique, deraf jo navnet “in Barrique gereift”.

I årgang 2005 har Tim Fröhlich alene lavet én Spätburgunder, dvs. man har undladt at selektere de bedste fade, og det giver jo – alt andet lige – mere kvalitet for pengene.

Og når vi er ved det med prisen, købt hos Atom Wine for 139 kr. for nogle år siden og bestemt anbefalesværdig.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Weingut Joh. Jos. Christoffel Erben, Ürzig Würzgarten Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2009 Weingut Joh. Jos. Christoffel Erben, Ürzig Würzgarten Riesling Trocken, Mosel, TysklandLige et par glas vin efter arbejde … vores gamle tirsdags-tradition gennem mange herrens år. Første glas en riesling fra Mosel … fra Joh. Jos. Christoffel Erben, som ligger i den lille landsby Ürzig, kendt verden over for vinmarken Ürziger Würzgarten – ophavsstedet for nogle af Tysklands absolut største vine.

Vingården Joh. Jos. Christoffel Erben har gennem de sidste 400 år været ejet af Christoffel Erben-familien, men da den seneste generation, Hans Leo og dennes hustru Hilde, ramte pensionsalderen uden nogen umiddelbare arving til at overtage vingården, valgte ægteparret at indlede et samarbejde med Robert Eymal.

De er fortsat ejere af Weingut Joh. Jos. Christoffel Erben og de 4 ha tilhørende vinmarker, men Robert har overtaget ansvaret for såvel vinmarken som vinkælderen, samtidig med at han står for distributionen af vingårdens vine.

Christoffel Erben har parceller på de to vinmarker, Erden Treppchen og Ürzig Würzgarten, og det er fra den sidstnævnte vinmark, at man høster druerne til denne vin.

Ürzig Würtgarten er kendetegnet ved en rødbrun skiferholdig jord, der tilfører vinen en elegant, men stadig meget krydret karakter. Vinmarken ligger på det midterste stykke af en af Mosels stejleste skråninger, som visse steder har en hældning på op til 70%.

Dette dramatiske landskab giver vinstokkene flere fordele: Dels en perfekt soleksponering, da det midterste stykke af den sydvendte skråning fungerer som en solfælde. Dels en god beskyttelse af vinstokkene mod frostskader, da frosten falder fra toppen af skråningen og nedefter for til sidst at lægge sig i dalbunden.

Men til selve vinen. En duft af dejlig riesling. Der er en smule petroleum, hyld og æbler. Smagen lidt af samme skuffe med æbler, sten/mineralitet, god syre og sødme balance. Fint og frisk glas vin. Sødmen bliver ikke for meget, og en medium fylde.

Pris 105 kr. hos Vinspecialisten, og en god vin, som jeg gerne anbefaler.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Weingut Trenz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2008 Weingut Trenz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandSøndag igen vin … nu er vindepotet vist også ved at være fyldt godt op, men det er jo ferie og fridag i morgen igen, inden det igen er arbejdsdag. Igen et smut til Tyskland, nærmere bestemt til Rheingau til Weingut Trenz.

Weingut Trenz er beliggende i Johannisberg, som er en del af Rheingau, og vingården har eksisteret siden 1670. De klimatiske og geologiske forhold i Rheingau er ideelle til vindyrkning, og de giver vinstokkene fremragende vækst. I stor højde domineres jordbundsforholdene af kvartsit, grus og sandsten som giver usammenlignelige mineralske vine med livlig syreindhold og en buket af fine frugt varianter. De lavtliggende vinmarker har dybde og lerede forhold, som giver rige og rørige vine med en lang afslutning.

Den unge Michael Trenz er vinmager og leder af huset, og endnu mere end sine forgængere, forøger han på sin egnen måde at få kvaliteten frem i sine vine. “Så lidt som muligt, så meget som nødvendigt”, er hans motto, som er en opfordring til tilbageholdenhed fra alle kunstige indgreb.

Hos Trenz arbejder man med omhyggelig beskæring af vinstokkene, så saften og kvaliteten af druerne optimeres. Druerne udvælges selektivt og høstes pr. håndkraft.

Derudover har de investeret i nyt moderne udstyr i kældrene. Deres søgen efter nye metoder har ført Trenz til Stellenbosch i Sydafrika, hvor han har indledt et samarbejde med en winemaker for at opnå maksimal inspiration.

På Trenz vingården er de også opbygget en restaurant/vinbar, hvor 90 mennesker i middelhavsatmosfære kan nyde gårdens vine … og den lokale specialitet … struds! Trenz er blevet præmieret med “2 druer” som ”opdagelsen i år 2008” af vinguiden Gault Millau.

Her har vi Trenz almindelige “trocken” spätburgunder, dog i den version, som ikke har været på barrique. I glasset er vinen meget lys, næsten transparent. I duften er der alene en anelse pinot noir … men ingen stor kostald. Virker i duften lidt anonym, og med lidt duft af candyfloss eller noget i den retning samt måske lidt mørke bær.

Smagen er lidt tyggegummi blandet med grønne toner, og masser af syre. Eftersmag af bacon? Den bider lidt, og får munden til at snerpe sig lidt sammen, ellers smag af sorte kirsebær og fylde, men ikke så elegant som mange af dens øvrige tyske konkurrenter. Dog meget frugtrig i smagen.

Det skal også med i billedet, at vinen faktisk vinder lidt ved at blive godt luftet i glasset, måske stå lidt inden vinen smages. Jeg kunne forestille mig, at udgaven på barrique er markant bedre, idet faglagring oftest klær’ spätburgunder. Smagte hos den gode Vicent Sipp sidste sommer hans pinot noir både uden og med barrique, og sikke en forskel. Udgaven, som havde lagret på barrique, var bare mange klasser over den almindelige uden faglagringen. Måske det også bare er sådan hos Trenz?

Prisen er på 149 kr. hos Vin & Vin, og en spændende oplevelse … længere kan jeg vist ikke strække mig, men vil næste gang prøve den udgave, som har fået barrique.

Vinanmeldelse 3/7 

2008 Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2008 Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandHvad gør man, når fredag aften melder sig med Pinot Noir rystelser efter en flot bourgognesmagning om torsdagen og halsen skriger efter mere pinot? Mit svar blev en tysk spätburgunder fra Franz Keller i Baden.

Schwarzer Adler ligger i den lille by Vogtsburg-Oberbergen i vinområdet Kaiserstuhl, tæt på Rhinen og tæt på Freiburg. Det har en helt speciel form, da det er en keglestubformet udslukt vulkan, hvor vinmarkerne ligger på terrasser på de stejle sider.

Frem for nogen formåede Franz Keller at sætte fokus på området, og han gik ind for, at vinene skulle gære, gære helt ud, så de blev tørre. Hans søn Fritz har konsekvent ført denne linje videre.

Vingården er i dag på 57 hektar og udover vinbruget og en flot butik med vinsalg, så berømmer Schwarzer Alder sig ved et meget smukt hotel med tilhørende restaurant, der har 1 Michelin stjerne og en vinimportvirksomhed af franske topvine, der er helt enestående.

I den tyske vinbibel Eichelmann har Franz Keller i 2010 fået prisen for den bedste rødvinskollektion og får samtidig 5 stjerner i den højeste klasse, der benævnes “Weltklasse”.

Vinen her imponerer i den grad, og overgår langt mine forventninger. Duften er ren animalsk med masser af kostald. Den minder på mange mådet om Beckers røde spätburgundere, og det er jo lidt af en anbefaling. Smagen er også meget elegant med blødhed, eg, krydderier og silke, mens eftersmagen måske er knap så lang. Men et flot glas vin er det bestemt.

Hustruen var helt vild med vinen og tøvede ikke med at kalde det, den bedste vin, hun nogensinde havde smagt. Måske var hun bare tørstig? Så langt vil jeg nu ikke gå, men en rigtig dejlig overraskelse af en vin.

Prisen ligger på 143 kr. hos Jysk Vin. Hans Peter var nu heller ikke sen til at anbefale denne, da jeg spurgte til tysk pinot.

Jeg vil gerne anbefale denne vin, det har den fortjent.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Weingut Knipser, Cuvée X, Pfalz, Tyskland

2006 Weingut Knipser, Cuvée X, Pfalz, TysklandOgså en af de svære, selvom den lange slanke flaske burde have bragt os på sporet. Den smager dog slet ikke af tysk vin, nærmere af noget fransk, måske lidt Bordeaux i stilen. Den er da også lavet på cabernet sauvignon, cabernet franc og merlot … hvor anti-tysk. Jeg gættede selv på Italien pga. en smule sødme, men boy hvor blev vi snydt. En rigtig spændende vin, men måske lidt sværrere tilgængelig end hovedparten af de øvrige vine denne aften.
Hvem medbragte vinen: Jan