2019 Raúl Pérez, Valtuille Cepas Centenarias, Bierzo, Spanien

2019 Raúl Pérez, Valtuille, Bierzo, SpanienSteffen havde taget denne fabelagtige Mencía baserede vin med fra den dygtige vinmager Raúl Pérez … det er vinen Valtuille Cepas Centenarias i årgang 2019.

Raúl Pérez er vi tidligere stødt ind i her på Houlbergs Vinblog og han er vel at betegne som forgangsmanden for hele stilændringen i Bierzo.

Han grundlagde i 2005 sin vingård Bodegas y Viñedos Raúl Pérez. Siden har han ikke set sig tilbage, og han har for alvor været med til at sætte Bierzo på landkortet og står i dag som regionens klare referencepunkt.

I dag laver Raul også vin i Rias Baixas, Ribeira Sacra og Navarra, men det er hjemme i byen Valtuille de Abajo, hvor han har sit fokus og laver nogle af verdens mest eftertragtede vine.

Det tyske vinskrift, Der Feinschmecker, kårede ham til verdens bedste vinmager i 2014. Det samme gjorde også det franske vinmagasin, Bettane+Desseauve, i 2015, mens det engelske Decanter i 2018 stillede spørgsmålet: er dette verdens bedste vinmager?

Vindyrkningen går generelt den mere biodynamiske vej. Og med en vinificering, der samtidig tæller helklasegæring og lagring på neutrale fade, er der i højere grad fokus på friskhed og drikkevenlighed.

Foruden selv at lave mesterlige vine, konsulterer Raúl Pérez også en lang række andre producenter. Derudover deler han erfaringer med Rodrigo Mendes fra Forjas del Salnes, når de i deres kældre i Rias Baixas frembringer vel nok Spaniens mest efterspurgte hvidvine.

Her smager vi Raúl Pérez’s 2019 Valtuille Cepas Centenarias, som er lavet på 89% Mencía, 5% Trousseau samt 6% af de hvide druer Godello, Palomino og Doña Blanca.

Druerne til vinen kommer fra Rauls families vingård Castro Ventosa, der har sine marker omkring landsbyen Valtuille de Abajo. Markerne er opdelt parceller og har meget gamle vinstokke. Cepas Centenarias betyder da også på spansk hundredeårige vinstokke.

 Vinificeringen foregår efter gamle principper i åbne kar med helklasegæring og 60 dage lang maceration afhængigt af årgangen og alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 225 og 500 liter gamle egefade og aftappet uden klaring eller filtrering.

Duften er uregerlig, vild, vandvittig og vidunderlig … det dufter sgu bare sindssygt godt. Det er røde blomster, der står i en lerkrukke af sandet jord og har en vandvittig lys og let frugt af både grønne samt røde jordbær, mirabeller og nogle mørke samt søde kirsebær, ribs og sjovt nok en lidt lys nordrhônsk karakter, hvor der også kommer lidt røget kød, violer og en balsamisk syre. Uha uha.

Smagen er også vild … vild og næsten burgundisk i udtrykket … samtidig tør som en ørkenvind, der er balsamisk æbleeddike, lys frugt af saftige jordbær, mirabeller og et æterisk, overjordisk  saftig i frugten med en forfriskende syre. Man kan næsten fornemme nogle blomster i smagen og alt egentlig fløjlsblød … man mærker en vild og fin energi, hvor tanninerne er diskrete, men understreger en tør, ren, pågående smag. Shit det smager eminent. 98 point.

Forhandles bl.a. af Vinpusheren, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2014 Penfolds, St. Henri Shiraz, South Australia, Australien

2014 Penfolds, St. Henri Shiraz, South Australia, AustralienVed sidste battle havde Brix en vin fra Penfolds med … og det havde han igen denne gang, for hans bidrag til konkurrencen var en 10 år gammel 2014 St. Henri Shiraz.

Sidst var det en 2013 Bin 407 Cabernet Sauvignon, som Brix havde taget med, men nu havde han dog skiftet drue, men sidst fortalte jeg også lidt om Penfolds … det store australske brand.

Det er dog ikke ren Shiraz, for i denne årgang 2014 består vinen af 96% Shiraz samt 4% Cabernet Sauvignon, der kommer fra flere marker i både Barossa Valley, Adelaide Hills, Southern Fleurieu, Wrattonbully og McLaren Vale.

Gæringen er sket på åbne egekar og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på over 50 år gamle 1.460 liter egefade for at give mindst mulig aftryk af fadene.

Duftmæssigt er der skrald på fra start til slut … har en dyb frugt af solbær, brombær, svesker, oksefond, grillede spareribs, gazebind og røgede noter. Fadpræget er ikke voldsomt, men alligevel får du lidt blæk, kanel, lakridspiber og en snert peber. Det er massivt, men bliver aldrig anmassende, som australsk Shiraz ofte kan være.

Også i smagen mærkes, at dette er Shiraz på højt niveau, for det virker blødt og velvet som fløjl og samtidig virkelig frugtrig, så den lider bestemt ikke under alderen, men er spændstig og frisk endnu med solbær, brombær og sorte blommer, mens der kommer peber samt fyldige tanniner, der til gengæld er slebet runde og føjelige i takt med årene. Fin Shiraz … ligger lige omring 94-95 point.

Forhandles flere steder, bl.a. kan en årgang 2019 fås hos Meny til 799,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Belle Glos Wines, Las Alturas Pinot Noir, Californien, USA

2021 Belle Glos Wines, Las Alturas Pinot Noir, Californien, USAEneste vin som blev gættet denne aften – sørgeligt – var denne 2021 Las Alturas Pinot Noir fra vinhuset Belle Glos Wines beliggende i Rutherford i sunny California.

Belle Glos Wines blev grundlagt i 2001 af Joseph Wagner, en del af den kendte Wagner-vinfamilie, som også ejer Caymus Vineyards.

Navnet Belle Glos valgte Joseph for at ære sin bedstemor Lorna Belle Glos Wagner, der var medstifter af Caymus Vineyards og en ivrig Pinot Noir elsker.

Allerede som 19-årig lancerede Joseph Wagner Belle Glos, hvor han fokuserede på Pinot Noir fra Californiens kyststrækninger. Belle Glos blev hurtigt et kæmpe hit på flere af USA’s bedste restauranter og blandt de førende anmeldere. Topkarakterer og priser væltede ned over ham … en succes som naturligvis gav mod på meget mere.

Belle Glos ejer flere vinmarker i Californien … de ejer i alt omkring 50 hektar vinmarker, hvor de dyrker Pinot Noir.

En af vinene er denne Las Alturas Pinot Noir, hvor marken ligger i 360 meters højde mellem Santa Lucia Mountains og Salinas Valley. Marken får rigtigt meget vind fra Stillehavet, hvilket giver mindre druer med tykkere skal. Derfor er farven endnu mere koncentreret sammenlignet med de andre vine fra Belle Glos.

Druerne er høstet tidligt om morgenen og efter afstilkning er der sket en premaceration i 2 uger for at blødgøre skallerne. Derefter er gæringen sket i i en kombination af lukkede og åbne stålfermentorer med løbende punch-downs og pump-overs.

Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder i franske egefade, hvoraf 60% er nye fade og først derefter sammenstikkes den endelige vin inden aftapning på flaske. Som med alle vinene fra Belle Glos Wines har de denne massive voks forsegling, der dækker over halvdelen af flasken.

Umiddelbart afslører næsen ikke til at starte med, at der er tale om amerikansk Pinot Noir, selvom letheden fra druen bestemt kommer frem. Der er bitre kirsebær, tranebær, grønne jordbær og ellers lidt grønne noter med tjørnehæk, mynte og fadpræg med lakrids, kaffe, mælkechokolade, kakaopulver og karamel.

I munden kommer US-sødmen dog hurtigere frem … der er saftige jordbær, lyse blommer og søde kirsebær … det er sød, let og egentlig ret fin Pinot Noir, som bare lige har en  amerikanske søde slagside og ellers virkelig blød, cremet og nogle umamiagtige moter af Nutella, valnødder, belgiske praliner og chokolade. 93 point.

Forhandles af fx Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 329 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Montes, Purple Angel, Colchagua, Chile

2019 Montes, Purple Angel, Colchagua, ChileByggesjakkets stand-in Martin havde taget en chilensk vin med fra Montes … et hus, som jeg har smagt mange vine fra, men det er lang tid siden, dog lige undtagen den 2019 Alpha Pinot Noir som Steffen havde med til vor vinaften tidligere på året. Her havde Martin medbragt en 2018 Purple Angel.

Vinen er lavet på 92% Carmenère og 8% Petit Verdot.  Halvdelen af Carmenère druerne kommer fra Apalta og den anden halvdel er fra El Arcángel de Marchigüe  … begge i Colchagua Valley.

Petit Verdot druerne er tilsat for at øge kompleksiteten i vinen og give den en bedre struktur og samlet set er det kun de allerbedste druer, som anvendes til vinen.

Efter høsten ligger druerne i en kølig premaceration ved 10 grader i 5-7 dage, hvorefter gæringen er sket med udvalgte gærtyper ved 26 grader over 12-15 dage. Efter gæringen ligger vinen fortsat med skindet en periode inden let presning.

80% er så lagret 16-18 måneder i nye franske egefade og de sidste 20% i egefade brugt 2 eller 3 gange tidligere inden den aftappes med en let filtrering.

Duften landlig, animalsk, fyldig og kødfuld med frugt af modne solbær, brombær og blommer suppleret med mynte, rosmarin, en smule eukalyptus og lidt hæfteplaster. Selvom det er en mægtig og fyldig vin, så bliver det aldrig marmeladeagtigt … i stedet fadpræg af vanilje, chokolade, kaffebønner og sød tobak.

I munden er det en stærk og powerfuld vin, men uden det bliver for meget, for alt er afbalanceret og struktureret. Der dukker lidt peber op, mens frugten er fed med sorte blommer, kirsebær og solbær. Det er cremet med et punch i maven, ligesom tanninerne er stamme men samtidig fyldige og giver et virkelig flot glas vin. 94 point.

Hos Vinoble koster en flaske i dag 849 kr., hvilket virker som lidt af et prishop, siden vi smagte vinen for mange år siden.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Prieler, Blaufränkisch Ried Marienthal, Burgenland, Østrig

2020 Weingut Prieler, Blaufränkisch Ried Marienthal, Burgenland, ØstrigGert E havde også taget en drømmevin med … en 2020 Blaufränkisch Ried Marienthal fra det østrigske vinhus Weingut Prieler på Hauptstraße i den lille østrigske by Schützen am Gebirge.

Det er dermed en søstervin til den 2020 Blaufränkisch Leithaberg Ried Pratschweingarten, som jeg anmeldte sidst i juli måned og var helt oppe at ringe over. Dette her er lige så godt … også endda med et ekstra lille plus.

Blaufränkisch Ried Marienthal er lavet med Blaufränkisch druer fra ældre vinstokke på marken Ried Marienthal, der er et unikt stykke land, hvis navn kan dateres helt tilbage til 1476. Den ligger på en østvendt bakke med udsigt til selve Neusiedlersee, hvor markens kølige kalk og sand møder varmere vinde fra den enorme sø og skaber helt unikke betingelser.

Der er ikke sket afstilkning, så de hele klaser er spontangæret i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med maceration i samlet 4 uger og efter endt fermentering er vinen så lagret i hele 26 måneder i store, brugte 500 liter egetræsfade.

UHA UHA vi fortsætter på et vildt højt niveau og dette dufter eminent godt og læskende saftigt. Det er en buket sommerblomster, mælkede noter, ymer, ristede svampe og en smuk og delikat frugt af kirsebær, Fabbri Amarena kirsebær i sirupslage, hindbær, rabarber, blommer og tørrede figner. Frugten virker samtidig let, vibrerende og suppleres med fadnoter af våde fade, sød lakrids, lakridskonfekt, vanilje, espresso, chokolade samt små syrlige citrusdrops.

Smagsmæssigt er det utroligt hvor meget frugt, der er proppet ned i denne vin, som virker både bondsk, animalsk, blomsterrig og æterisk let i udtrykket. Vinen har samtidig denne vilde og utøjlede syre, som giver liv sammen med brombær, kirsebær, rabarber, citroner, lemon og det giver et meget let udtryk … meget lettere end man jo normalt lige finder i østrigsk Blaufränkisch.

Denne syrlige lemonbitterhed suppleret med lidt citronskal, en omgang tørre og finkornede tanniner og de blomstrende elementer er med til at give en frisk, livlig, sprød og smuk vin, der virker let som de smukkeste ballerinaer og er skræmmende god drømmevin, så dermed 97 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 669 kr., mens prisen er 599 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Vega Sicilia, Valbuena 5°, Ribera del Duero, Spanien

2018 Vega Sicilia, Valbuena 5°, Ribera del Duero, SpanienTilbage i november sidste år serverede Keeper denne Valbuena 5° fra Bodegas Vega Sicilia og dengang var det i årgang 2014. Efter min vin – en Giorgio Primo IGT fra La Massa – havde Keeper som byggesjakkets første vin taget Valbuena 5° med igen, men nu i en årgang 2018.

Hvis du vil læse mere om Bodegas Vega Sicilia, så kan du læse mere om det i min anmeldelse af 2014’eren … her kigger vi bare nærmere på 2018’eren. Valbuena 5° er primært lavet på Tempranillo tilsat lidt Merlot og i denne 2018 er andelen af Merlot på 6%. Vinen gærer helt spontant i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke.

Efter malolaktisk gæring lagres vinen derefter i nye og brugte franske og amerikanske fade i forskellige størrelser, og herefter hviler den til sidst 5 år på flaske før frigivelse, hvilket også har givet vinen dens navn Valbuena 5º.

I glasset er der godt med farve … duften er berusende lækker med oksefond, sødbrændte fade, kakao, kaffe, vanilje og virker krydret, fed og pænt fadlagret. Frugten er mørk med sorte kirsebær, solbær, figner og derudover kommer der blæk, cedertræ og let peber med en smule granagtige noter … lækkert, rundt og virkelig afbalanceret.

I munden smelter vinen … men virker samtidig tør og har godt med balsamisk sorte teblade bitterhed, ristede noter med en fløjlsagtig frugt af mørke bær, solbær og bagte figner. Syren er mere livlig end i 2014’eren, men forenes alligevel i dette velvære af blød, soft, følsom og cremet frugt, hvor alt vender helt rigtigt. 97 point.

Forhandles fx af Finewines, hvor en flaske koster 1.395 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

N.V. Pol Roger, Brut Réserve, Champagne, Frankrig

N.V. Pol Roger, Brut Réserve, Champagne, FrankrigDet er kun få måneder siden, at vi til et byggemøde smagte champagne fra champagnehuset Pol Roger og til vor battle fik vi igen lidt bobler derfra … en magnum flaske Non Vintage Brut Réserve.

Det er en champagne, der er lavet på lige dele af Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay, der kommer fra 30 forskellige crus og med omkring 25% reserve vin.

Pinot Noir druerne kommer hovedsageligt fra nogle af Montagne de Reims bedste Crus, mens Pinot Meunier er fra flere Crus i Vallée de la Marne og fra Epernay-området. Chardonnay druerne kommer fra Epernay og nogle af de bedste Crus i Côte des Blancs.

Når druerne er høstet, presses de øjeblikkeligt og skånsomt. Mosten gennemgår en første débourbage ved presningen og ligger derefter koldt ved 6 grader i 24 timer. Så sker den alkoholiske gæring ved 18 grader i temperaturkontrollerede rustfrie stålkar hver sort for sig.

Så gennemgår vinen malolaktisk gæring og vinen samles inden aftapning på flaske til andengæringen i Pol Rogers kølige kældre, der ligger 33 meter under jorden. Der lagrer vinen 4 år med traditionel remuage foretaget med håndkraft inden degorgering og så lige yderligere 3 måneders lagring inden frigivelse.

Hvor dufter det fremragende … der er wienerbrød, croissanter, butterdej, brunet smør, lakridskonfekt, tørret frugt af saftig fersken, kandiseret abrikos, mango og lidt pærer. Det er meget landligt og aromatisk.

Smagsmæssigt er champagnen blød og virker samtidig maskulin i stilen, men en dyb frugt med pæresaft, abrikos samt syltet appelsin og lemon, blomster, honning og en cremet fornemmelse. Boblerne er fine, delikate og fader forholdsvis hurtigt … men damm, hvor smager det fremragende. 95 point.

Forhandles flere steder, bl.a. Champagne Universet, hvor en flaske 75 cl. koster 400 kr.

Vinanmeldelse 6/7

Fight Night Round 3 … vingutterne mod byggesjakket

At få revanche betyder jf. Den Store Danske ‘at få lejlighed til oprejsning efter et nederlag’. Og byggesjakket helt uden Houlberg tørstede præcis efter revanche efter 2 gange tidligere at have tabt i en kæmpe vinbattle til Vinklubben.

Vores sidste battle var næsten for et år siden … et helt år, så derfor havde det forsmåede hold ventet og ventet på revanchen. Som året før var duellen henlagt til Brix’s sølle bungalow langt ude på landet i Assentoft, hvor vi – også som sidste år – startede i haven med lidt champagne til lige at varme smagsløgene op.

Som sidste år bestod byggesjakket for denne aften af Keeper, Falk, Flemming, Martin og ostepoppen Brix aka Pac-man. Dermed bestod Vingutterne så af Jan, Steffen, Paul, Gert E og mig.

Som sidst var reglerne for battlen rimelig simple. Hver deltager skulle medbringe en vin, som modstanderholdet skulle gætte både primær drue og land på. Det var åbenbart trængt ind hos alle, for vel ankommet til Nullermands lille ydmyge bungalow, så stod der snart 10 vine, behørigt indpakket i sølvpapir på køkkenbordet.

Vi var mødt forholdsvis tidligt, så dermed var der god tid til både at smage champagner og drøfte vor kommende vintur til Rheingau, da vi næsten alle – lige undtagen Jan og Gert E – skal med på den.

Vinene – opvarmning

Snart satte vi os dog indenfor … Brix anrettede lidt mad, som han  havde købt inde i Randers og selv suppleret med lidt ost. Så dermed startede vin med en lille forret buffet med laks, store rejer m.v.

Senere på aftenen kom der en dejlig mør bøf … jeg fik dog kun taget fotos af nogle af retterne.

Og senere også lidt ost.

Vinene – battle

Som sidst havde vi inden kampen aftalt, at vi skulle finde vine, som vi selv elsker fremfor vine fra ukendte land og på ukendte druer. Jeg fik æren i at starte med min første vin … og så var battlen i gang.

Som sidst blev det et utroligt tæt løbet … Byggesjakket vandt med 2 point imod 0 til Vinklubben, hvor Jan og Steffen egentlig var inde på, at sjakkets første vin var spansk Tempranillo … og det skulle vi have holdt fast i, men både Gert E og undertegnede var ovre i noget italiensk.  Sådan er der så meget.

Det voldte begge hold problemer at spotte vinene … og dermed var begge nærmest lige gode eller lige dårlige, så det var kun en enkelt vin, som gjorde forskellige og byggesjakket de nailede den amerikanske Pinot Noir. 2-0.

Vinene – afterburner

Efter battlen, så serverede Brix lidt yderligere vin … en vildt lækker hvid burgundisk af slagsen, men faktisk også en rød … sidstnævnte smagte jeg dog ikke, førend der er opbrud og flere ville ind til byen for at nyde slutningen af Randersugen.

Vinderholdet

Vi slutter lige med et foto af vinholdet med – fra venstre – Keeper, Falk, Brix, Martin og Flemming. Men det var jo også på tide, at de kom på landkortet … hvis der skal være spænding til endnu en omgang battle i fremtiden.

2023 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, ØstrigWeingut Huber ligger smukt i den kalkrige Traisental dal i byen Reichersdorf og det er derfra, at jeg nu smager en 2023 Riesling Terrassen.

Vinhuset har jeg skrevet om før, så det skal jeg skåne jer for, men jeg har også tidligere smagt denne dejlige Riesling Terrassen i både årgang 2022, 2021 og 2017.

Huber Riesling Terrassen er lavet på druer fra forskellige marker med forskellig jordbund i Traisental regionen.

Vinen er lavet med 4 timers kold udblødning efterfulgt af presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter den lagrer  yderligere i de rustfrie ståltanke 3 måneder sur lie inden vinen flaskes. Vinen har 5,0 gram restsukker pr. liter.

Det dufter sgu fremragende … inderlig og tropisk med en lille snert petroleum og linolie samt frugt med fersken, ananas, kvæde, mango, æbler, saltet grape, grøn peber, kiwi … frugtkurven er fyldt godt op. Men så får du også friske blomster og stenet mineralitet.

I munden er det nærmest lidt en maskulin Riesling … den har krop, brede skuldre og en kraftig syre med en lidt olieret fornemmelse. Så er der også syltede citroner, lemon, grape og salte mineraler. Citrus frugterne fylder godt og giver både robust syre og bitterhed … der er sgu smæk på Riesling drengen her … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Les Grands Chais de France, Hans Greyl Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2023 Les Grands Chais de France, Hans Greyl Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandHans Greyl er et brand under GCF Group aka Les Grands Chais de France, der jo er Frankrigs største vinkoncern. De laver mest vin i hjemlandet, men også fra fx New Zealand som denne 2023 Hans Greyl Sauvignon Blanc.

Druerne kommer ikke fra egne marker …. men fra nogle af den store koncerns partnerskaber aka vinavlere, som så får GCF Groups ekspertise og tekniske assistance via flerårige kontrakter.

Markerne har undergrund med meget sten og ler. Efter høsten er druerne presset med det samme, men gæringen er sket på rustfrie ståltanke … og efter endt fermentering er vi lagret i ståltankene en kort periode.

Det er Sauvignon Blanc med 2 ansigter og det første rummer nogle af de klassiske noter med grøn peber, tomatblade, stikkelsbær, hyld, grape og græs, men det andet ansigt er langt venligere og har tropisk frugt med melon, mango og fersken … og samlet bliver det en vin, der giver et venligt udtryk.

Sådan er smagen egentlig også … blot er den venlige side nu langt større end den grønne Sauvignon Blanc side, for der er sødme, der er eksotisk frugt af fersken, abrikos, melon, mango, papaya, ananas og grillet lemon … alt behageligt og rundt … og så lige med en lille grøn Sauvignon Blanc prikken, hvilket er fremragende. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger