Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2021 A Pie de Tierra, A Dos Manos, Madrid, Spanien

2021 A Pie de Tierra, A Dos Manos, Madrid, SpanienIndrømmet … jeg er blevet tosset og vild med de lette Grenache vine fra det hypede Sierra de Gredos område og denne A Dos Manos fra det spændende vinhus A Pie de Tierra er en stjernegod vin.

Jeg har nemlig smagt vinen før i årgang 2020 … og tidligere også huset  2020 Fuerza Bruta … og A Pie de Tierra laver vistnok kun de to forskellige vine i øjeblikket.

A Dos Manos – der betyder med de to hænder – er lavet på ren Garnache aka Grenache fra 30 år gamle vinstokke og er selvfølgelig også lavet med spontangæring med 60% hele klaser. Gæringen samt maceration er sket over 30 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på brugte 225-liters franske egetræsfade.

Som med 2020’eren er vinen utrolig lys og transparent i glasset, mens duften virker som et møde mellem Beaujolais og Barolo med både noget Gamay bondskhed og Nebbiolo noter med rosenblade, violer, læder samt en frugt af hindbær, moreller, lyse kirsebær, lemon og sorte te-blade med et snert grøn te … men for pokker, hvor dufter det energisk, levende og sitrende med lidt diskrete fadnoter af lidt vaniljesukker og sommerblomster.

Hvor smager den godt … virkelig læskende, saftig på en lys, fin, sart, feminin og æterisk måde suppleret med god frugtsødme med både jordbær, hindbær, ribs, lemon bitterhed og citronagtig syre … pænt frisk og så alligevel samtidig elegant, silkeglat og livlig. Det er lyst, lækkert og utrolig imponerende til en utrolig attraktiv, gaveagtig pris. 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 140 kr. ved køb af 6 flasker … sjældent finder men så god vin til så anstændig pris.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Castel Mireio Rouge, Rhône, Frankrig

2021 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Castel Mireio Rouge, Rhône, FrankrigSå sluttede jeg Domaine André Berthet-Rayne vinene og det blev med denne 2021 Cairanne Castel Mireio Rouge … modstykket til den hvide og er fra en enkeltmarksvin med 65 år gamle stokke.

Vinen er lavet på et blend af 60% Grenache, 30% Syrah samt 10% Mourvèdre, som er høstet med et beskedent udbytte på kun 30 hektoliter pr. hektar … og der laves kun 100 hektoliter af vinen.

Efter høst er druerne afstilket inden traditionel fermentering i cementtanke efterfulgt af 40 dages maceration med flere løbende overpumpninger. Efter endt gæring er vinen lagret 1 år på fade og som med den hvide, så laves der årligt kun 6.000 flasker.

I næsen er Castel Mireio endnu mere dyb … og fadpræget også ganske tydelig, hvilket så også giver vinen en ekstra comfortagtig tæt blødhed. Der er solbær, brombær, kirsebærsirup, noget tørv, tørhed, grafit, tørre krydderier, kanelstængler og lidt hængt kød.

Smagen er tæt, dyb og samtidig frisk, der er brombær, kirsebær og hindbær, engelsk lakrids, saltlakrids og noget peber, som lige bider bare en lille smule, mens tanninerne er tørre, markante og alligevel ganske pænt integreret i vinen, som samtidig har et godt bid med en stor og læskende kompleksitet med lidt citrus bitterhed. 93 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Les Perchettes Rouge Méthode Nature, Rhône, Frankrig

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Les Perchettes Rouge Méthode Nature, Rhône, FrankrigOgså på den røde side skiller Cairanne Les Perchettes Rouge Méthode Nature fra Domaine André Berthet-Rayne sig ud … langt mere vild, sexet og frugtrig end foregående.

Vinen er lavet på 50% Grenache og 50% Syrah, som kommer fra 30 år gamle vinstokke. Omkring halvdelen af alle Syrah druerne afstilkes ikke før gæringen, som er sket ståltanke efterfulgt af 15 dages maceration, før vinen kommer på cementtanke og lagrer der omkring 7-8 måneder.

Vinen er lavet helt uden tilsætning af svovl, så dermed reelt husets bud på en naturvin … helt fri for skidt og kanel. Der er i denne årgang lavet 3.800 flasker.

Duften er virkelig frisk … har lidt afbarkede grene, tørv, kul, sorte oliven, flæsk samt en kæmpe frugtrigdom og ud af det blå blomster i alle afskygninger og dufte.

I munden er det blødt, elegant og alligevel med frisk kraft og nerve … knastørre tanniner, der sammen med et frys fra peberkværnen giver masser af massage til mundhulen. Der er brombær og blåbær, lemon bitterhed og en frugtagtig stringent sødme … meget ren og klart saft på en let og energisk facon. 92 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Vielles Vignes Rouge, Rhône, Frankrig

2022 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Vielles Vignes Rouge, Rhône, FrankrigSå stod den på rødvine fra Domaine André Berthet-Rayne og den første var denne 2022 Cairanne Vielles Vignes Rouge.

Den er lavet på et mix af 60% Grenache, 20% Syrah samt 20% Carignan fra 60 år gamle vinstokke. Vinen gennemgår en traditionel fermentering på cement tanke, og efterfulgt af 20 dages maceration. Vinen lagrer efterfølgende et år på cementtanke.

I næsen mørk og kødfuld vin … der er blåbær, solbær, brombær, hængt kød, skovbund, svampe, kakaopulver, kul, tørv samt tørre balsamiske noter, noget garrique og krydderier.

Smagen har godt med peber, en frugt af brombær, solbær og ribs, godt krydret og har samtidig godt med tanniner, noget bitter sort te og nogle sødsyrlige bolsjer. Det er klart rustikt, intenst, tør og med masser af smag … 90 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Compañía Vinícola del Norte de España, Cune Gran Reserva, Rioja, Spanien

2016 Compañía Vinícola del Norte de España, Cune Gran Reserva, Rioja, SpanienJeg smagte da endnu en Cune vin fra Compañía Vinícola del Norte de España og det blev så deres 2016 Cune Gran Reserva og er også en vin, som jeg har smagt før i årgang 2015.

Her består mixet af 85% Tempranillo, 5% Mazuelo aka Grenache samt 10% Graciano, der kommer fra egne vinmarker ved  Torrentalbo, hvor stokkene i gennemsnit er 45 år gamle.

Efter høsten kommes alle druerne 24 timer i kølerum for at forhindre oxidation og bevare frugtens aromaer. Alkoholgæringen sker spontant med druernes egne gærceller små rustfri ståltanke og betontanke. Efter gæring macereres vinen i flere dage med skindet, hvorunder der regelmæssigt smages for at bestemme det ideelle tidspunkt for at trække den af.

Den malolaktisk gæring er sket  i betontanke, hvorefter vinen er lagret 24 timer på amerikanske og franske egetræsfade klares vinen og aftappes. Derefter flaskes vinen og opbevares i mindst 3 år i de gamle kældre inden frigivelse.

Den længere fadlagring slår absolut igennem i duften, som både er bedre og mere sammenhængende … samtidig har det også gjort det hele mere rundt og komplet. Det er igen blommerne, som dominerer suppleret med blåbær, brombær, figner, ristede og bagte kastanjer, chokolade, karamel, lakrids, vanilje og kanel.

Smagsmæssigt er vinen også mere rund … men fortsat med en forholdsvis frisk frugt af blommer, kirseblær, tranebær og hindbær, lidt balsamico, lidt bitter lemon og grape, men tanninerne derimod er ikke så strenge som i den almindelige Reserva, men smagen mere samlet, tæt og lidt krydret. Virker bestemt lysere og mere frisk i smagen end 2015’eren, men rammer lige 90 point.

Vinen koster 168,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Compañía Vinícola del Norte de España, Cune Reserva, Rioja, Spanien

2018 Compañía Vinícola del Norte de España, Cune Reserva, Rioja, SpanienDet store vinhus Compañía Vinícola del Norte de España er vi jo tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, for det ejer bl.a. også Viñedos del Contino, men her smager jeg et par vine fra deres Cune vineri og starter med denne 2018 Reserva.

Vinen er lavet på et mix på på 85% Tempranillo samt 15% Mazuelo aka Grenache og alle druerne er fra husets egne marker, nemlig både Caballeros, Santo Tomás og Sarnamoros, der alle ligger i Rioja Alta ved byerne Rodezno, Villalba og Haro.

Druerne er gæret i nogle kæmpestore 20 tons tunge ståltanke ved en kontrolleret temperatur mellem 25-27 grader og varer i omkring 12 dage inden en malolaktisk gæring, der sker i ståltankene, hvor vinen så lagrer 18 måneder.

Derefter er vinen lagret 24 måneder på amerikanske og franske egefade efterfulgt af aftapning på flaske og yderligere 12 måneders lagring inden frigivelse.

I næsen er der masser af træ og fad … så bestemt masser af Rioja karakter, mens frugten mest er blåbær, brombær og kirsebær, men der kommer også et aftryk fra fadede med chokolade, kaffe, vanilje blæk samt lidt engelsk lakrids … alt meget velordnet.

Smagsmæssigt er der godt med frisk frugt med en smule bitterhed som fra sorte te-blade og en skvis lemon, men ellers er det brombær, blommer, kirsebær og tranebær, lidt krydderier, balsamiske noter og ret strenge og kantede tanniner, hvorved vinen kalder på noget mad, men det er jo til at løse. 89 point.

Vinen koster 132,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Château de Campuget, Longitude 4° 30′ 19” Rouge, Languedoc, Frankrig

2013 Château de Campuget, Longitude 4° 30' 19'' Rouge, Languedoc, FrankrigDerefter smagte jeg den mørke tvillingesøster fra Château de Campuget og det er deres 2013 Longitude 4° 30′ 19” Rouge, altså igen en 10 år gammel sag.

Det er en vin, der er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah, der er vinificeret for sig og derefter blended i egetræsfade hvor vinen så har lagt i 12 måneder.

Herefter ligger vinen typisk op til 8 år inden frigivelse og der laves – som med den hvide – kun 3.000 flasker årligt.

Duftmæssigt er modenheden også her omgående tydelig … moden frugt af sorte kirsebær, brombær, solbær, udblødte blommer og lidt træagtige elementer og peber, skocreme, mørk chokolade med højt kakaoindhold, vanilje, kanel og trøfler.

I munden er det en dejlig blød, smooth, cremet og mundsmeltende vin, hvor frugten faktisk virker lidt lysere end duftmæssigt. Der er en smule kirsebær, blommer og hindbær … alt er rundslebet, trimmet og vådkæmmet, så dermed er det en lækker, lækker mundfuld, Tanniner er der, men selvom de egentlig er tørre, så virker de også integreret og understøtter bare en sart og fin syre, som giver vinen balance. Rasende spændende vin, så 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Domaine du Bon Reméde, Vielles Vignes, Rhône, Frankrig

2022 Domaine du Bon Reméde, Vielles Vignes, Rhône, FrankrigRødvinen på Restaurant MellemRum var fra Rhône … en 2022 Vielles Vignes fra vinhuset Domaine Bon Reméde, der holder til ved foden af ​​Mont Ventoux.

Vinhuset er grundlagt i 1932 af Joseph Delay, som mellem de to verdenskrige plantede de første vinstokke ved kapellet i Notre Dame du Bon Remède, der også kom til at give navn til vinhuset.

Men i dag er det 3. generation i form  Fréderic Delay, der sammen med sin hustru Lucile driver stedet … men deres søn Vincent er allerede som 4. generation klar til at videreføre vingården.

I dag har familien 15 hektar vinmarker, som alle vender stik syd og vinstokkene har en høj gennemsnitsalder på hen ved 50 år, men hele dyrkningen foregår efter økologiske retningslinjer. Markerne er overvejende beplantet med Syrah, Grenache og Carignan.

Denne Vielles Vignes er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah og skulle efter sigende være lavet helt klassisk og så lagret beskedne 5 uger sur lie på egefade.

Duften er dyb, fed og lakridset … har godt med tør blæk, grafit, tryksværte og lidt gærede bær, solbær, saftige kirsebær, tørret kød, baconfedt samt nogle jordagtige noter og indelukket cedertræ.

I munden er der frugten mere frisk, tør og stringent, mest blåbær, solbær og tør engelsk lakrids … men også noget alkohol, der brænder en smule i munden sammen med krydderurter, tørre og pebrede tanniner, stor krop og fylde. 88 point.

Forhandles af CK Vente Tout, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Garnacha, Rioja, Spanien

2020 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Garnacha, Rioja, SpanienVi fortsatte med spansk Grenache på den lette måde, men næste vin var alligevel mindre moderne og mere klassisk, for det var Contino Garnacha 2020 fra Compañía Vinícola del Norte de España i Rioja.

Høsten er foregået med håndkraft … og først med en sortering af druerne i marken og derefter på vineriet, hvorefter de ligger til kold udblødning i franske fade indtil gæringen så sker spontant i fadene over cirka 8 dage.

Efter endt fermentering har vinen så lagret på de 400-500 liter egefade sur lie i 14 måneder inden endelig aftapning på flaske. Der er lavet 10.667 flasker af vinen … denne er nummer 5.982. Sidst jeg smagte vinen var det i en årgang 2018.

Det er ingen tung Rioja, men meget let og frugtrig … dog mærkes fadlagringen omgående, selvom vinen på ingen måder bliver hverken egemonster eller bamsefed.

Frugten er faktisk lys og frisk … masser af saftige kirsebær, jordbær, fennikel, lakrids, en lidt flæsket og mælket note. Frugten er – udover at være frisk – også dyb og suppleres med fadnoter af vanilje, lidt karamel, kul, umami og sød røg.

I munden er det en frisk vin med tyngde, ganske intens og koncentreret med tonsvis af kirsebær, tranebær, blæk, sødme og svag bitterhed. Syren er også sødbitter, meget frisk og dansende. Tanninerne er der, men bider ikke så meget, så sammenlagt er vinen cremet, blødt og pænt pakket ind med denne fine, lækre og friske frugtrigdom, så dermed 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen er 230 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 A Pie de Tierra, Fuerza Bruta, Madrid, Spanien

2020 A Pie de Tierra, Fuerza Bruta, Madrid, SpanienJeg har tidligere storrost vinen A Dos Manos fra det nye og spændende vinhus A Pie de Tierra drevet af Aitor Paul og David Villamiel. Nu smager jeg storesøsteren Fuerza Bruta og igen falder jeg omgående på halen … det er vildt godt dette her.

Fuerza Bruta er selvfølgelig også lavet på ren Grenache fra forpagtede vinmarker og vinen er vinificeret på naturlig vis med brug af spontangæring med druernes naturlige gærceller og kun hele klaser helt uden afstilkning.

Gæring og maceration sker over forholdsvis lang tid efterfulgt af malolaktisk gæring og derefter er vinen så lagret på store 2.000 liter kastanjefade og brugte 1.500 liter foudres. Aftapning er sket uden klaring eller filtrering.

Som med lillesøsteren er det vildt indbydende … let og med en lille Nebbiolo smell-a-like parfurmeret næse med rosenblade, violer, lemon og så ellers lyse bær, jordbær, hindbær, moreller, lyse kirsebær og små og store buketter af sommerblomster.

Det er som en sommerpige med lyst hår, løstsiddende kjole, blomsterkrans om det smilende ansigt. Forførende … og jeg ligger mig bare ned på ryggen og er glad. Luftig, let, æterisk med et leret, sandet udtryk og så vedvarende en lidt medicinske, hæfteplaster- og pilleglasagtige note, som helt sikkert vil kurere dig.

Smagen er let som Pinot Noir, læskende, saftigt og bondsk som Gamay samt elegant som burgundiske vine … meget moderne, lys, fin, sart, feminin og æterisk, nærmest overjordisk. Frugten lidt mere streng end lillesøsteren, men begge søstre er drønlækre. Jeg smager jordbær, hindbær og ribs, virkelig let og smuk vin, men samtidig energisk, sitrende, levende, flagrende, fløjlsblød og silkeglat … omgående bliver jeg forelsker, så 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu næsten tyveri … men du kan gøre det hjemme i stuen foran computeren.

Vinanmeldelse 6/7