2016 Sélection Laurence Féraud, Gigondas, Rhône, Frankrig

2016 Sélection Laurence Féraud, Gigondas, Rhône, FrankrigNæste vin – en 2016 Gigondas – er rigtig spændende, for den er lavet af  Laurence Féraud, der er ejer af det totalt legendariske Châteauneuf-du-Pape vinslot Domaine du Pégau.

Hendes store ekspertise og stærke netværk af kontakter i hele det sydlige Rhône har givet givet hende adgang til at købe druer af høj kvalitet, som hun laver under sit eget negociant  brand Sélection Laurence Féraud og denne 2016 Gigondas er netop en vin derfra.

Laurence Férauds forfædre har været vinavlere i Châteauneuf-du-Pape ignenem mange generationer. Hendes oldeforældre og hendes  bedsteforældre Elvira og Leon Féraud over fik over en lang periode  samlet 22 hektar vinmarker, som i dag er grundstenen på Pégau.

Hendes far Paul Féraud startede i 1964 – sammen med sin italienske hustru Odile – med at aftappe noget af sin produktion og sælge dem under navnet Domaine Feraud, mens resten af produktionen blev solgt til forskellige negociantproducenter.

Det var dog datteren Laurence Féraud, der i 1987 – efter afsluttede uddannelse indenfor vinproduktion og handel – udvidede både vineri og vinkældrene samt oprettede Domaine Pégau, således hun i 1990 kunne aftappe hele produktionen fra familiens marker.

Sammen har far og datter gjort ejendommen til en af de bedste i Châteauneuf-du-Pape. Men ved siden af Pégau, så laver ihærdige Laurence Féraud altså også negociantvine.

Denne Sélection Laurence Féraud Gigondas er 80% Grenache, 15% Syrah og 5% Mourvedre, der høstes fra Gigondas-terroirs med et mix af kalkholdigt ler og forvitrede sten. Vinen gærer på tank med frugtbevarende temperaturstyring og modner i hele 3 år på en kombination af ståltank, store brugte fade og små barriques.

I glasset overraskes du af, at det på ingen måder er en sort og fedfarvet Gigondas, men næsten transparent. Duften er vild, totalt overraskende. Vi snakker blomster møder mødding, sød armsved, saftige og let syrlige lyserøde bolsjer, jordbær, lyse kirsebær, violer, læder, sten, lidt fine og delikate fadnoter, som slet ikke dominerer, men blot giver lidt vanilje og mælkechokolade. Det er så let, fint og luftig en duft, at de færreste vil gætte Gigondas.

Og sådan smager vinen faktisk også … den har nærmest en burgundisk slagside, selvom det måske er lidt fortærsket med referencen til Bourgogne. Men vinen er vitterlig let, luftig, ren og spinkel på en næsten sart måde. Der kommer lidt Rhône karakter frem med lidt peber og krydderier, en saftig lys frugt … let tranbær, jern, mineraler og sten, som er med til at give en meget, meget svag bitterhed i eftersmagen. Der mangler måske – hvis jeg skal blive meget krævende – lidt dybde, men fuck det smager godt.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 329,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 229,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7