Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2017 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Coères, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Coères, Bourgogne, FrankrigHvor er det dejligt at smage så meget Bourgogne … næste hvidvin i glasset var en tår af Domaine Bernollins 2017 Montagny 1. Cru Les Coères.

Druerne kommer fra 1. Cru marken Les Coères, som ligger på én af de bedste skråninger i Montagny. Marken er orienteret mod øst, og ligger nabo til Les Chaniots. Domaine Bernollins Les Coères parcel er på 1 hektar og er plantet med Chardonnay vinstokke, som i gennemsnit er omkring 50 år gamle. De giver en rigtig god og koncentreret vin. Jordbunden er meget kalkholdig, hvilket giver vinen en rank og mineralsk karakter.

Druerne høstes som alle Domaine Bernollins vine i hånd. Alt efter årgangens lune er 40% – 60% af vinen gæret og lagret på franske egetræsfade i omkring 10 måneder, og resten vinificeret ved lav temperatur på ståltank.

Duftmæssigt er vinen mere feminin vin og mere grøn end foregående og måske endda også mere stringent og stenet. Der er stikkelsbær, blomster og en fin kontrolleret syre, som spiller fint sammen med en vis fedme og lille saftighed.

Smagen er også mere frisk, rank og grøn … men fortsat lidt cremet og også mere intens. Der er en god balanceret syre, nogle kalkagtige mineraler, sødme, grape … meget frisk og rank. Som sidst synes jeg ikke, at den er bedre end den foregående Bourgogne Blanc.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Bernollin, Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, Bourgogne, FrankrigDerefter gik vi over til de hvide Bourgogne vine fra både Masion Albert Sounit og Domaine Bernollin. Vi starter med denne Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche fra Bernollin.

Druerne til denne Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche kommer fra en parcel på vinmarken Sous La Roche, som ligger under et markant klippefremspring med udsigt over Domaine Bernollin og det sydlige Montagny.

Marken ligger på en relativt stejl skråning i naturlig forlængelse af Montagny 1. Cru markerne, blot nogle få hundrede meter mod nord, så på den måde er det jo næsten en Montagny 1. Cru og i nogle årgange har Knud Kjellerup da også kommet deklassificerede Montagny druer i.

Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, som håndplukkes. Efter presning og bundfældning hældes juicen direkte på franske egetræsfade, hvor vinen gærer og lagres i omkring 10 måneder. Ved lagring anvendes både 300 og 500 liter egefade samt store 22,5 hektoliter fade, men samlet alene 15% nye fade.

Under lagringen omrøres vinens bundfald jævnligt ved batonnage, hvorved vinen får større fylde og bliver mere rig på aroma. Kjellerup og kompagni laver årligt 12.000 flasker af denne vin.

Allerede i denne vel nærmest basisvin er der masser af velduft, fedme, fad, vanilje, citrus, blomster, fersken og abrikos. Vinen har virkelig en lækker smørfedme, en kalkagtig mineralitet og virker blød som vat.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så fed, som duften indikerede, for der er masser af syre, citroner og grape. Fadene er imidlertid godt integrerede og vinen er også blød, men med en fin rankhed, et klart mineralsk bid og fin nerve. Det er klart 4,5 houlbergske tomler og endda med en lillebitte pil op.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut, Bourgogne, FrankrigDen tredie og sidste Crémant de Bourgogne fra Maison Albert Sounit blev en 2015 Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut … en vin, som jeg faktisk ikke har smagt tidligere.

Det er også husets top Crémant de Bourgogne, som laves på ren Chardonnay og alene i særligt gode årgange. Hovedparten af druerne kommer fra parcellen Les Grandes Hesses med 70 år gamle vinstokke. Druerne er høstet ved håndkraft og 30% af druerne er vinificeret på ét år gamle 300 liters egetræsfade og de resterende 70% traditionelt i ståltanke ved lav temperatur omkring 14 grader.

Efter den alkoholiske gæring gennemgår vinen 100 % malolaktisk gæring inden assemblage aka samling af de forskellige fade til den endelige blanding. Efter 6 måneder flaskes vinen, tilsættes gær og sukker til brug for andengæringen i flasken 36 måneder i Sounits kølige kældre. Vinen er degorgeret 29. august 2019.

I forhold til forrige crémant er næsen her mere sart med ristet franskbrød, lidt mere klar syrlighed, liflig, let samt masser af citroner, pærer, æbler … meget feminin og delikat.

I munden er vinen meget ren, boblerne mere blide end de to foregående vine. Vinen er smørblød, glat, meget cremet, mere vinøs og har derudover mere bitterhed i eftersmagen. Det er på mange måder en mere hel crémant og – som også duftmæssigt – ganske feminin, elegant og komplet.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut, Bourgogne, FrankrigDen næste Crémant de Bourgogne fra Kjellerups Albert Sounit hus var denne 2017 Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut.

Den laves udelukkende på Chardonnay druer fra Sounits egen marker, Druerne er høstet ved håndkraft og gæret ved druernes egen naturlige gær.

Som de øvrige crémanter hos Sounit er denne Crémant de Bourgogne Chardonnay Brut lavet medandengæring i flaske, altså Méthode Traditionelle eller champagnemetoden, som den også kaldes. Derudover er den lagret på sit bundfald i 21 måneder inden dégorgeringen med 0,5% dosage 13. december 2019.

I næsen pænt med fylde og fedme fra Chardonnay druerne, mere animalsk og med langt flere gærede noter end den forrige Cuvée Prestige Brut. Der er fede noter, lidt smør, pærer, æbler, citrus, en smule vingummi endda, men næsten æterisk i aromaerne. Det dufter vildt godt.

Chardonnay Brut er mere cremet end forrige crémant, men har samtidig vildt mange små og tætte bobler. Der er grape, citrus, lidt grønne æbler, men samtidig også en lille sødme, men eftersmagen er fyldt med en fin grape bitterhed.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, Frankrig

2017 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, FrankrigTilbage i maj 2018 var jeg til en intim vinsmagning med Knud Kjellerup, som ejer og driver de to vinhuse Domaine Bernollin og Maison Albert Sounit i Bourgogne. Nu har jeg igen været til en smagning med Knud og med næsten samme program, men selvfølgelige nyere årgange.

Vi starter – som sidste gang – med at smage nogle af Knuds Crémant de Bourgogner og den første i vinglasset er en smule af den klassiske Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut … her i årgang 2017.

Knud Kjellerup tilstræber at lave vinen helt ens fra år til år og angiver ikke årstallet på vinen. Imidlertid kan man se, at denne crémant er en årgang 2017 bag på etiketten. Der står nemlig tallet 184, hvilket fortæller, at vinen er flasket i april 2018 … og dermed så selvfølgelig må være en årgang 2017.

Albert Sounits Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut er lavet på 65 % Pinot Noir, 30 % Chardonnay og 5 % Aligoté, men det er så sådan cirka, for fordelingen kan dog godt være en smule forskellig fra år til år … netop for at sikre, at vinen ligner tidligere årgange.

Druerne er høstet i hånd og gæret ved druernes egen gær. Hos Albert Sounit lagrer man crémanterne betydeligt længere end de fleste andre producenter og omkring dobbelt så lang tid, som loven foreskriver. Ifølge loven skal Crémant de Bourgogne flaskelagres i omkring 9 måneder sur lie, altså på det bundfald, der opstår efter flaskegæringen. Denne crémant er sammenlagt lagret omkring 20 måneder, for vinen er degorgeret den 8/1–2020.

Som sidste gang har næsen en fin animalsk aroma … ganske frisk med lidt pærer, abrikos, æbler, men måske ikke helt så overmoden i frugten som 2015’eren. Der er blomster, ristede nødder og egentlig meget straight-forward.

Smagsmæssigt er det frisk, fine små bobler, tætte og vinen har pæn tørhed, fint syrebid, mineraler og svag sødme, men samlet en rigtig lækker balance.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske pt. koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Aaldering Vineyards & Wines, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Aaldering Vineyards & Wines, Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaDenne Chardonnay fra Aaldering Vineyards & Wines er måske en af de vine, som man kunne drikke et glas af, mens man bader sit luksuslegeme i den store pool på resortet, mens solen smigret sender varme ståler din vej. Men jeres flittige vinblogger smager imidlertid vinen under mere ydmyge forhold i sit smådunkle herre- og vinværelse i det houlbergske ligusterpalæ.

Druerne til Aalderings Chardonnay kommer fra husets egne samlede 3 hektar Chardonnay tilplantninger. Druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft, derefter afstilket og presses.

Saften fra presset opdeles i to … et fra det første pres med op til 0,4 bar, altså primært den fritløbende saft, og så derefter saften fra det næste pres med op til 1,2 bar. Derefter hviler  vinen fra hvert pres inden gæringen sættes i gang i rustfrie ståltanke … 70% i rustfrie ståltanke og de resterende 30% i brugte 300 liters egefade. Det er alene vinen fra første pres, som fermenteres i egefadene.

Gæringen sker for de forskellige portioner med den udvalgte gærstamme VL2. Efter fermenteringen lagrer vinen sur lie i 5 måneder, hvorefter vinen endelig samlet fra de 3 komponenter … nemlig den fritløbende fra både gæring og lagring på egefade samt fra ståltankene og så det andet pres alene fra ståltankene. Herefter tappes vinen på flaske efter en let filtrering.

For satan – pardon my French – det er jo ikke bare en fed, egepræget Chardonnay! Igen byder Aaldering på et lille tvist, for næsen er helt anderledes end forventet. Der er næsten en smule bio præg … en hel blomstereng, en tørret buket tulipaner, pollenstøv, en jordbærmark, kokos, karamel, eg, vanilje og en bredende varm modenhed.

Smagen er lidt funny … en vis fedme, men samtidig en syrlig, moden frugt. Det er som om, at smagen stikker i mange retninger, men så alligevel med en snert burgundisk nerve, bare meget varmere og lidt på epo. Frugten er både syrlig, sød, bitter med nogle sjove krydderier … men samtidig vild lang eftersmag, men samtidig nærmest med lidt æblemost smag. Ved sgu ikke helt, hvad jeg skal mene, for er både tiltrukket og frastødt. Vi lander på 4,5 tomler.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Benguela Cove, Chardonnay, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Chardonnay, Walker Bay, SydafrikaNæste vin fra det store luksusresort Benguela Cove Lagoon Wine Estate er deres 2018 Chardonnay.

Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de knuses og presses blidt. De har ligget i kold maceration i 2-4 timer inden gæring ved 12-13 grader med udvalgte gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i 60 dage … og det hele alene i rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er det fed, fadlagret Chardonnay fedme med alt, hvad der hører til. Der er vanilje, smørcreme, tropisk frugt, mango, modne grønne æbler samt en herlig syrlig krydret note, som lige pirrer dine små næsehår og sikrer, at vinen aldrig bliver alt for flommefed.

Smagen har også smørfedme, men samtidig en lidt sød/syrlig aroma med lidt syltet frugt, tropisk frugt, sødme, vanilje, ristede nødder og en kalket mineralitet. Det bliver en fyldig, sødkrydret vin med en lille koket syrlighed, ganske smagfuld. Igen havner vinbloggeren et sted mellem 4,5 og 5 smørfede fingre.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Benguela Cove, Joie De Vivre Brut MCC, Walker Bay, Sydafrika

2014 Benguela Cove, Joie De Vivre Brut MCC, Walker Bay, SydafrikaJoie De Vivre betyder levende glæde og det giver egentlig pæn god mening, når man smager denne 2014 Joie De Vivre Brut MCC fra det store og luksuriøse Benguela Cove Lagoon Wine Estate.

Men inden vi kigger nærmere på vinen, så var det måske også lige værd at bemærke, at den rige og fortagsomme Penny Streeter også har købt et gods i West Sussex med tilhørende golfklub.

Hun har ændret navnet på golfklubben til Mannings Heath Golf Club & Wine Estate, for hun har faktisk omlagt nogle af golfbanerne til vinmarker, hvor der skal dyrkes Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier med henblik produktion af Sussex Sparkling Wine, hvilket Johann Fourie skal stå for.

Men med denne Joie De Vivre Brut MCC er lavet på 57% Chardonnay og 43% Pinot Noir. Efter presning af druerne er vinen fermenteret i rustfrie ståltanke, men har ikke – i modsætning til Cuvée 58 – fået en efterfølgende malolaktisk gæring.

Derefter flaskes vinen, hvor andengæringen sker over 4 uger ved 15 grader. Så har vinen lagret helt frem til 1. juni 2018, hvor den er degorgeret. Der er lavet beskedne 8.188 flaske af vinen.

Med Joie De Vivre Brut MCC bliver duften langt mere champagneagtig … meget pirrende duft faktisk med gæret frugt, gærede æbler, kvæde, aromatisk, parfumeret med hævet dej, nybagte boller, lidt Nutella creme, akaciehonning, modellervoks og klart med et lidt modent udtryk.

Smagsmæssigt er Joie De Vivre Brut MCC langt mere dyb, kompleks og klart mere powerfuld i munden, det er melede æbler, lidt nødder og varme, mens boblerne også i starten er pænt intense, men hurtigt bliver klart mere blide og sarte end fx Cuvée 58. Der har en fin sart, blød, moden, varm og hjertelig smag og klart en god champagne wanna-be.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Benguela Cove, Cuvée 58, Walker Bay, Sydafrika

N.V. Benguela Cove, Cuvee 58, Walker Bay, SydafrikaBenguela Cove Lagoon Wine Estate hedder det næste sydafrikanske vinhus, hvorfra jeg smager en bunke vine … startende med en mousserende Cuvée 58 Non Vintage.

Vinhuset ligger 18 kilometer udenfor byen Hermanus ved Bot River Lagoon i den kølige Walker Bay vinregion omkring en times kørsel fra lufthaven ved Cape Town. Benguela Cove Lagoon Wine Estate er mere end blot et vinhus, men nærmere et helt resort, som er etableret i 2013, hvor entreprenøren Penny Streeter sammen med hendes mand Nick Rea købte 200 hektar ved lagunen og opførte et moderne resort og vineri.

Stedet omfatter en stor luksusrestaurant, alle mulige sportslige aktiviteter i tilknytning til lagunen, fx vandski, kitesurfing, svømning, kajak, tennis. mountainbiketure, basketball, safariture, vinsmagning, gåture eller måske en tur på en af stedets to 18 hullers golfbaner.

Derudover ejer Benguela Cove Lagoon Wine Estate også en lille turbåd, hvor man kan nyde et glas vin eller to, mens man sejler en lille tur på den smukke Bot River lagune.

Penny Streeter har også – i bedste entreprenøragtige stil – givet interesserede mulighed for at købe et feriehus eller byggegrund på stedet, men husene skal dog opføres efter arkitektoniske guidelines, således det passer ind på stedet.

Ved køb af en ejendom, så får man adgang til resortets mange faciliteter og bliver tildelt en lille del af vinhusets årlige produktion, men priserne for herligheder fremgår ikke … men alt er første klasse og ser bestemt ikke billigt ud.

Ud af de købte 200 hektar er der alene 70 hektar vinmarker og 10 hektar med oliventræer, mens resten af de mange hektar således går til selve resortet, en skulptur-park, tennisbaner, en basketballbane, 2 golfbaner, en fin anlagt strand ned til lagunen, swimmingpools og 747 kvm. store feriehuse, mens ægteparret selvfølgelig også har afsat plads til et kommende hotel.

Den den vinøse side, så er der – udover tilplantningen af de 70 hektar vinmarker – også investeret i et stort og moderne vineri med en kapacitet på 400 tons. Penny har dernæst ansat vinmageren Johann Fourie til at lave vinene på Benguela Cove Lagoon Wine Estate.

Johann Fourie har stor erfaring i vinproduktion i Sydafrika. Han er uddannet ønolog, har en supplerende landbrugsuddannelse og har også studeret Wine Business Management ved UCT’s Graduate School of Business.

Han har inden Benguela Cove arbejdet hos Elsenburg i Stellenbosch og Badsberg i Rawsonville, men arbejdede så 10 år hos KWV, som jo er de kooperative vinproducenters forening i Sydafrika og den absolutte største producent i Sydafrika.

På marken i det store resort har John plantet Sauvignon Blanc, Chardonnay, Sémillon, Viognier, Cabernet Sauvignon, Merlot, Shiraz, Cabernet Franc, Petit Verdot, Pinot Noir, Malbec og Mourvèdre.

Det giver basis for en produktion af i dag omkring 20 forskellige vine, hvor jeres flittige vinblogger kæmper sig igennem 13 af slagsen og vi smager altså med denne mousserende Cuvée 58, som er lavet efter Méthode Cap Classique aka champagnemetoden med en andengæring i flaske.

Cuvée 58 er lavet på et mix af Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Chardonnay og er en ny vin i sortimentet hos Benguela Cove. De friske druer høstes om morgenen, hvorefter de er sorteret og presset i hele klaser for at give den bedste saft.

Vinen er så fermenteret i rustfrie ståltanke med en efterfølgende malolaktisk gæring for at runde syren i specielt Sauvignon Blanc druerne en smule af. Derefter flaskes vinen, hvor andengæringen sker over 4 uger ved 15 grader. Så har vinen derefter lagret 12 måneder sur lie og er degorgeret inden frigivelsen.

Virkelig frisk og syrerig næse … ingen gærede og toastagtige noter her, men masser af stikkelsbær, pærer, grønne æbler, melon, grønne noter, både hø og græs, hvide asparges, kalk samt bare en lille smule karamel.

Smagen er klart et mix af æbler og pærer tilsat lidt citron, meget frisk og æblefrugtagtig. Der er måske endda også lidt æblemost sødme samt en meget svag bitterhed. Boblerne er i starten herligt frembrusende – so to speak – men falder hurtigt lidt til ro, bliver mere blide og fader efterfølgende forholdsvis hurtigt ud, men sammenlagt er det et godt glas mousserende vin.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Spioenkop Wines, Tugela River Chardonnay, Elgin, Sydafrika

2017 Spioenkop Wines, Tugela River Chardonnay, Elgin, SydafrikaFra Koen Rooses Tugela River range på Spioenkop Wines smager vi nu en 2017 Tugela River Chardonnay.

Tugela River sortimentet er vine, som Koen Roose elsker og som er lavet med sommeliers og kokke i tankerne, altså vine til at understøtte en god menu.

Denne 2017 er første årgang af vinen, som er lavet lidt som forrige vin, dvs. med gæring og efterfølgende lagring på gamle egefade. Jeg kan dog ikke se nogle steder, hvor lang tid vinen er lagret.

I næsen afsløres det hurtigt, at det er faglagret Chardonnay, pænt med vanilje, flødekarameller, kokos og tørret frugt, men der er også nogle meget søde, varme og overmodne noter, som er meget aromatiske. Der er hvide blomster og selvom fagnoterne fyldte meget i starten, så aftager de langsomt og åbner en let, blid og feminin side, som lige har fået et lidt puf med en smule parfume.

Smagen er blød med en har samtidig masser af syre, stærk hvid peber, men også uden helt den dybde, som duften indikerede. Det er en meget rank, slank og direkte Chardonnay, som nærmest udkæmper en intern battle mellem grape og sødme. Der er grønne toner, fersken, tropisk frugt, citron, lemon, grape og et skarpt grønkrydret svirp i eftersmagen.

Spioenkop importeres af Winelovers.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7