Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2018 Weingut Krämer, Kaisergarten Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Krämer, Kaisergarten Chardonnay, Rheinhessen, TysklandEfter de to Pudelwohl vine fra unge Tobias Kramer i vinhuset Weingut Krämer i byen Gau-Weinheim, så løfter vi niveauet med denne 2018 Kaisergarten Chardonnay.

Kaisergarten marken ligger smukt ved foden af det hvide kalkstens bjerg Wißberg i et ellers fladt landskab. Der har Krämer Chardonnay stokke og druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft og er så derefter sorteret inden presning og gæringen. Fermenteringen er sket i både rustfrie ståltanke og egefade, hvorefter vinen så er lagret nogle måneder på både 900 liter tonneaux fade og barriques.

Der er sgu Chardonnay i luften … fedme, fyldighed med saftige tropiske frugter, abrikos, mango, Cantaloupe melon, kvæde, vanilje, crème brûlée, en krydret syre, lidt ingefærøl, lidt kalkede aromaer og sandeltræ. Det er comfort, omsluttende, behagelig og hyggelig flydende velvære.

Vinen smager også som den dufter … fyldig, cremet, krydret med opulent charme. Frugten er – som duftmæssigt – også eksotisk, men det er med masser af lemon, grillede citroner og en stærk, robust syre og vildt lang eftersmag med fyldige bitre noter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 La Bollina, Armason Monferrato Bianco, Piemonte, Italien

2019 La Bollina, Armason Monferrato Bianco, Piemonte, ItalienDer er noget totalt hyggeligt over vinene fra La Bollona i de små buttede flasker, men tag endelig ikke fejl, for indholdet er ret fantastisk, hvilket denne lille hvidvin Armason Monferrato Bianco også tydelig beviser.

Societa’ Agricola La Bollina ligger ved den lille by Serravalle Scrivia, hvilket er et pænt stykke fra det centrale Piemonte og vel omkring 60 kilometer øst for Alba og dermed beliggende i den østligste del af Piemonte. Ja faktisk er Serravalle Scrivia mest kendt for det største outlet center i Europa kaldet McArthur Glen Serravalle Outlet med over 80 butikker.

Men heldigvis laves der faktisk også vin i byen, nemlig under appellationen Gavi … navngivet efter middelalderbyen Gavi, som ligger blot 10 kilometer fra Societa’ Agricola La Bollina.

Vinhuset holder til i en flot, gammel og historisk ejendom, som tidligere var residens for markisen Figari af Genova. Men siden 2008 har ejendommen været ejet af Marco Roveda … eller rettere hans selskab Praga Holding. Marco købte den gamle ejendom fra Gruppo Berlucchi ejet af familien Ziliani og besluttede sig for at lave vin.

Til ejendommen hører nemlig 120 hektar jord, hvoraf 25 hektar er vinmarker. Ja derudover omfatter driften af ejendommen såmænd også et 4 stjernet luksushotel, en stor restaurant, et kongrescenter … samt en 18 hullers golfbane, som ligger idyllisk og snor sig mellem husets vinmarker.

Ved overtagelsen allierede Marco Roveda sig med vinmagerne Mario Ercolino og Andrea Bernardini, og lige siden har Societa’ Agricola La Bollina produceret rigtig gode vine, som bl.a. scores op til 96 point og får rosende ord fra bl.a. allestedsværende Luca Maroni. Den samlede produktion ligger i dag på omkring 120.000 flasker årligt.

Der produceres 9 forskellige vine på La Bollina, herunder altså også denne Armason Monferrato Bianco, der er lavet på ren Chardonnay, som er håndhøstet løbende fra slutningen af august til starten af september.

Gæringen er sket delvist i rustfri ståltanke og barriques. Lagringen er også sket i ståltanke og i barriques sur lie – altså med gærresterne i én periode … hvor lang tid fremgår dog ikke.

Lækker, fed og ganske parfumeret duft, sommerblomstermark, camilleblomster, hvide liljer, tropiske frugter, fersken, ananas, pærer, cantaloupemelon, lidt vanilje, brunet smør og søde krydderier.

Smagen har sådan en lidt mørk og sødkrydret note, masser af fersken, abrikos, fedme, komfortabel tykhed, svag grapebitterhed, lemon og egentlig aromatisk, frisk og buldrer frem. Vi ligger sådan lige mellem 4,5 og 5 tomler … nok mest 5.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Let’s Talk About Pinot Rosé Sekt Baby! Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Let's Talk About Pinot Rosé Sekt Baby! Pfalz, TysklandI foråret sidste år drak jeg den lidt provokerende mousserende vin I Wanna Have Riesling Sekt with You, hvor Sex var erstattet af Sekt. Med foråret på spring så gentager jeg det med at smage Weingut Emil Bauer & Söhnes 2018 Let’s Talk About Pinot Rosé Sekt Baby!, hvor Sex atter er streget ud og her erstattet af Pinot Rosé Sekt.

Og det er sgu også en rigtig forårsbasker af en boblevin fra de to brødre Alexander og Martin Bauer, der som 5. generation af Bauer familien fortsætter med at sprøjte masser af vine med skøre navne og etiketter på markedet … herligt.

Vinen er imidlertid ikke på ren Pinot Noir aka Spätburgunder, for der er tilsat en smule Chardonnay, hvorefter druerne er fermenteret til basisvinen og derefter er andengæringen sket efter den traditionelle måde i flaske over 12 måneder inden degorgering. Der er 15 gram restsukker pr. liter i vinen.

Og duften er også lige formet til en forårsdag på terrassen, for der er godt med lyserøde bær, jordbær, rabarber, stikkelsbær, godt tør med lidt citrus med et stænk grape og en lille vaniljesødme og et legesygt grin, som virker frisk og ubekymret.

Smagen er også dejlig frisk og frugtrig … fin smag og boblerne bruser virkelig i munden med en fin syre, som her dog danser sammen med lidt sødme, salt og svag grape bitterhed. Der er citrus og den røde frugt, som også fremgik af duften. Det er vin til vild partytime og  sammen med den sjove etiket, skal den nok gøre folk lystige, så dermed 4,5 tomler med svag pil op.

Vinene fra Emil Bauer & Söhne forhandles herhjemme af Mr Ruby, men denne er imidlertid ikke i sortimentet. Vinen er engang købt i Tyskland, men prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Winzerhof Stahl, Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, Tyskland

2018 Winzerhof Stahl, Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, TysklandNår vi nu er i gang med at forkæle mundhulen med lækker Winzerhof Stahl vin, så kan vi da lige fortsætte med en af husets absolutte topvine … deres 2018 Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve.

Igen er druerne fra markerne ved Randersacker og her er det fra Randersacker Sonnenstuhl marken, som ligger tæt på den lokale sportshal og lige klods op af Weingut Schmitt’s Kinder, som jeg besøgte tilbage i sommeren 2016. Det er måske nok den bedste mark i Randersacker og har en undergrund med kalkholdig mergel og en eksponering mod sydvest.

Chardonnay druerne er høstet med et begrænset udbytte på godt under 35 hektoliter pr. hektar og der anvendes de allerbedste klaser. Efter presning, så er vinen gæret på 500 liters franske tonneaux fra Alliers og har derefter lagret sur lie i 12 måneder inden ufiltreret flaskning af vinen.

Fed og røget næse … hvor er der proppet meget duft ned i denne vin, både tropisk frugt, nødder og vild intensitet. Det dufter næsten helt burgundisk, men fedmen er ikke ultra smørfed, men nærmere mere røget, krydret og grandios. Der fersken, mango, ananas og melede æbler, salte mineraler og svag fadpræg med en smule vanilje.

Smagsmæssigt er det ikke overfed Chardonnay, men selvom vinen er intens som en småeksplosiv magiterning, så har den samtidig et slim og slank skelet med sure citroner, lemon og småbitter grape, virkelig pivfrisk, racersharp og mineralsk syre. Den er sgu så levende, kalket og mineralsk, at den nærmest spræller i munden, så Houlberg bliver geil og giver 6 store tomler med pil op.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. La Maison de Rose, Crémant du Jura Brut Nature, Jura, Frankrig

N.V. La Maison de Rose, Crémant du Jura Brut Nature, Jura, FrankrigEn hyggelig aften i Casa del Houlberg med temaet tøfler startede med et glas bobler, hvilket blev løst med denne spændende Crémant du Jura Brut Nature fra vinhuset La Maison de Rose, der drives af Dominique Grand.

La Maison de Rose ligger i den lille by Saint-Lothain i Jura og er grundlagt i 2000 af Dominique Grand, der har været i branchen siden 1977, men altså alene fra årtusindeskiftet som selvstændig vinproducent. Han har samlet 3 hektar vinmarker, der siden 2008 har været drevet økologisk.

På markerne dyrker Dominique primært de hvide druesorter Chardonnay, Melon á Queue Rouge, Traminer og Savagnin til sine hvidvine, men over også små mængder Crémant og lidt rødvin på Trousseau, Pinot Noir og Beclan.

Nå, men her smager vi altså hans Crémant du Jura Brut Nature, som vistnok skulle være lavet på ren Chardonnay, men ellers er der ikke mange oplysninger om produktionen … udover at der kun er lavet omkring 1.000 flasker.

Duften er nærmest sådan lidt en blanding af æblesaft, Jolly Time, sodavands-is, et skvis citronsaft, blomster, timian, mentol, støvede og kalkede elementer. Det er vildt tiltrækkende med et anderledes tvist end de fleste Crémant’er i Frankrig.

I munden har vinen et lidt småvildt brus, men det er ikke tør og fransk snerpende, for der er sødme, masser af blomster samt frugt med lidt grape, meget rund, venlig og alligevel særegen. Det er en vin, som kalder på sommer … og jeg kalder med.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Domaine Claudie Jobard, Rully Montagne La Folie Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Claudie Jobard, Rully, Montagne La Folie Blanc, Bourgogne, FrankrigTesten af den store røvfuld bourgognevine sluttede jeg med en hvid af slagsen, nemlig denne 2018 Rully Montagne La Folie Blanc fra Domaine Claudie Jobard.

Vinhuset Domaine Claudie Jobard ligger på adressen Route de Beaune midt i byen Demigny og drives af Claudie Jobard. Hun er nærmest opvokset med vin, da begge hendes forældre har været vinavlere. Hendes far er Roger Jobard, som i 1970’erne skabte et navn i branchen, da han som 7. generation overtog driften af familiens vingård i Rully og samtidig startede med forædling af vinstokke i sin planteskole, hvilket man på fransk kalder pépiniériste viticole.

Claudies mor Laurance er en berømt ønolog i Beaune og hun har tidligere arbejdet for for det legendariske vinhus Joseph Drouhin i over 20 år … ja faktisk regnes hun som en af de bedste ønologer i hele Frankrig.

Så det kan ikke undre, at Claudie Jobard også skulle blive en vaskeægte vinbonde. Hun har således også selv uddannet ønolog og kandidat fra O.I.V (International Organization of Vine and Wine) og siden 2002 har hun også lavet sine egne vine i Rully. Hun har også som 8. generation overtaget nogle af familiens 1er Cru marker i Beaune, så i dag har hun samlet 8 hektar vinmarker.

Hendes domæne i Rully hedder La Montagne de la Folie – opkaldt efter en af hendes marker – og ligger som nævnt indledningsvis midt i byen Demigny tæt på store huse som Clos du Chaigne og Clos St. Jacques.

Denne Rully Montagne La Folie Blanc er lavet på ren Chardonnay, som kommer fra den 2,45 hektar parcel, som Claudie har på marken La Montagne de la Folie, der ligger lige nabo til 1er Cru marken La Folie, som bl.a. Clos St. Jacques har store andel af. Vi er i den nordligste del af Rully … i delområdet Chagny.

På marken er vinstokkene i gennemsnit 42 år og marken har en perfekt undergrund med ler og kalksten.  Efter høsten presses alle druerne og derefter nedkøles mosten i minimum 24 timer. Dernæst begynder den alkoholiske gæring på franske egetræsfade. Efter endt gæring gennemgår 15% af vinen malolaktisk gæring, men lagrer videre på egefade, heraf 20% nye fade.

Duftmæssigt byder vinen på en lille smørfedme, lidt røg, fersken, dåsepærer, nødder, men er ikke sådan vildt eksplosiv eller overdone, men en smule afdæmpet og måske endda næsten neutral. Men her er nøgleordet dosering, for den har en blid dosering af fad, af frugt, af syre og nødder og netop dét gør det ret elegant. Der kommer en smule vanilje, men samlet slank og elegant bourgognevin.

I munden er det heller ikke en fed, overdone Chardonnay, men har en cremet fylde. Frugten er fersken, abrikos og så godt med lemon og grape, mineraler og sten. Syren er heller ikke vild, men sådan meget tilbagelænet, blød og slank. Det smager vildt godt og til pengene en lille ener.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Jordan Wine Estate, Barrel Fermented Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2019 Jordan Wine Estate, Barrel Fermented Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaNæste vin fra Gary og Kathy Jordan på deres Jordan Wine Estate vec Stellenbosch blev søstervinen Barrel Fermented Chardonnay i årgang 2019.

Druerne kommer fra marker ved en kløft ved Kloof, hvor der er kølige vinde fra bugten ved False Bay og vinstokke, der er 21-35 år gamle.

Vinen har gæret på 228 liter burgundiske egefade, hvoraf 39% er nye fade og resten anvendt 1, 2, 3 eller 4 gange tidligere og gæringen er sket med tilsat tørgær. Efter endt fermentering er det meste af vinen så lagret sur lie 9 måneder i fadene, men 8% tankfermenteret Chardonnay er tilsat i den endelige vin.

BUM … fed, fadpræget Chardonnay næse med smørlækker fedme, brunet smør, blomsterhonning, moden blød frugt, fersken, melon og pærer i vaniljecreme, ananas, mariekiks, flødekarameller og bare en langt større dybde end med versionen uden lagring på eg.

Smagen er fed, cremet og moden … totalt lækker med den modne frugt, fedmen, fylde, masser af lime, tung på fadene, men denne fede flomme gør vinen meget behagelig. Det er gule stenfrugter, ananas, mens lime, citrus og mineraler giver rygrad. Smuk vin.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Jordan Wine Estate, Unoaked Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Jordan Wine Estate, Unoaked Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaJordan Wine Estate ligger omkring 5 kilometer vest for Stellenbosch by. Derfra smager jeg nu to af deres Chardonnay vine og den første er en 2018 Unoaked Chardonnay.

Vinhuset er grundlagt i 1982, hvor Ted og Sheelagh Jordan købte den 164 hektar store ejendom i Stellenbosch. Efter overtagelsen begyndte de et omfattende program med  genbeplantning af markerne med forskellige druesorter. De var dog deres søn Gary og hans hustru Kathy, der i 1993 startede med produktionen af vine og kaldte vingården for Jordan Wine Estate.

Gary var ellers geolog og Kathy økonom. De havde begge arbejdet i udlandet i mange år, men vendte hjem, byggede et vineri og satsede begge på vinproduktion fra deres vingård.

Jordan Wine Estate ligger helt fantastisk med en spektakulær panoramaudsigt over Taffelbjerget, False Bay og Stellenbosch. Ud fra deres 164 hektar jord er omkring 100 hektar vinmarker, hvor de dyrker de hvide sorter Chardonnay, Sauvignon Blanc, Chenin Blanc, Riesling og Assyrtiko.

De røde sorter er Merlot, Cabernet Sauvignon, Shiraz, Cabernet Franc og Petit Verdot. Og alle de sorter danner baggrund for en lang række vine, som laver i serierne Premium, Reserve, Estate Varietals, Chameleon Range, Timepiece og Cape Winemakers Guild. Vinene laves med hjælp fra vinmageren Sjaak Nelson.

Udover vinproduktionen, så omfatter driften i dag også Jordan Restaurant samt et bageri. Derudover har parret også startet endnu en restaurant kaldet High Timber i London.

Nå, men her smager vi altså vinen Unoaked Chardonnay fra serien Estate Varietals. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay og endda fra klonerne Davis og Burgundian. Efter høst sker der presning og så har mosten ligget koldt i 2 dage efter fermenteringen er sket i ståltanke med tilsatte udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering har vinen lagret 4 måneder sur lie i ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt en lille tropisk eksplosion med mango, papaya, abrikos, fersken, ananas og andet godt fra troperne. Der suppleres med både æblegrød, grillede citroner, røg, medium fyldighed samt lidt stenede mineraler.

I munden er vinen cremet med en fyldig og krydret syre, masser af lemon og citroner, godt med mineraler, granit og flint, hvor den står pivfrisk, ung og skarp. I eftersmagen sidder mineralerne og bitterhed i lang tid. Vi ligger sådan lige mellem 4 og 4,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Domaine Dujardin, Auxey-Duresses Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Dujardin, Auxey-Duresses Blanc, Bourgogne, FrankrigDomaine Dujardin ligger på Grande Rue i Monthélie … en lille søvnig vinby med kun 194 indbyggere og vel beliggende 7 kilometer sydvest for Beaune i Bourgogne. Derfra smager jeres flittige vinblogger 3 forskellige vin og starter med denne 2019 Auxey-Duresses Blanc.

Ved Monthélie ligger der 158 hektar vinmarker lige i hjertet af Côte de Beaune mellem de tre kommuner Volnay, Meursault og Auxey-Duresses. De 42 hektar er til regionale vine, 108 hektar af dem er indenfor appellationen Monthélie AOC og yderligere 31 hektar er 1er Cru marker.

Domaine Dujardin ligger i den nordlige udkant af landbyen Monthélie på et af de allersmukkeste steder i Bourgogne, selvom den lille appellation og by ikke er så berømt som sine langt mere efterspurgte naboer. Men skrånende gyder, smukke bondehuse, slottet og den gamle kirke … alle omgivet idyllisk af vinmarker har gjort den ellers diskrete landsby til den måske mest fotograferede vinby i hele området.

Domaine Dujardin drives af familien Dujardin, nemlig af far og søn, Ulrich Dujardin samt sønnen Paul. Ulrich er selvlært vinavler og var tidligere skolelærer for handicappede i Dijon, men kom til Monthélie i 1986 på grund af glødende passion for vin.

Der arbejdede for Bouzerand på Domaine Bouzerand i 18 år og overtog langsomt ansvaret for produktionen af vinene. Men det var fortsat med et stort hjerte for de dårligere stillede, så ofte ansatte han handicappede til hjælp i vinmarkerne.

Efterhånden som Ulrich Dujardin overtog alle opgaverne i vinhuset med beskæring, høst, produktionen af vinene og markedsføring, så endte det med, at Bouzerand i 2008 solgte halvdelen af domænet til Ulrich … og det blev starten på Domaine Dujardin.

Ulrich Dujardin har samlet 8 hektar vinmarker, bl.a. med to 1er Cru marker i Monthélie AOC, nemlig Les Champs Fulliot og Les Vignes Rondes, men derudover har de også marker i appellationerne Beaune, Monthélie, Meursault samt Auxey-Duresses.

Den gode Ulrich Dujardin har sammen med hustruen Catherine samlet 3 børn, nemlig Paul, Margaux og Luc, hvor Paul allerede er godt med i driften og så småt er begyndt at overtage produktionen af vinene. Ulrich er nu højt respekteret i den lille by og er endda også formand for det lokale vinsyndikat Vignerons de Monthelie en Bourgogne.

Der er ingen stridigheder mellem far og søn, men vinmæssigt har de to meget forskellige stile. Paul er mere tilhænger af en lidt mere elegant og floral stil, hvilket afspejler sig i mindre brug af nye fade og en vinificering, der ungår for meget ekstraktion. Paul får stadigvæk gode råd fra sin far, men fra årgang 2019 er det alene Paul, der bestemmer vinificeringen.

Familiens arbejde i markene er præget af en bæredygtig tilgang med begrænset brug af uden brug af pesticider og herbicider, men man er ikke økologisk certificeret, da man fortsat ønsker at kunne håndtere druerne selv i dårlige årgange og beskytte sig selv mod utilregnelig og dårlige vejrforhold. Det er den driftsform, som i Frankrig kaldes Agriculture Raisonné.

Den første vin i glasset af fra nogle af husets marker ved nabobyen Auxey-Duresses, selvfølgelig 100% Chardonnay høstet med et pænt udbytte på 50 hektoliter pr. hektar. Efter den manuelle høst bringes druerne til vineriet, hvor de presses med det samme. Gæring sker i 228 liter franske barriques … og den malolaktiske gæring, hvorefter vinen så har lagret 11 måneder i barriques, heraf 10% nye fade.

Duftmæssigt er det ikke fed fadpræget Chardonnay, men har fabelagtig fin og sart elegance med brændte og ristede nødder, pærer, honningmelon, fersken, kridt og kalkede elementer, jern, svag citrus … meget beskeden og tilbageholdende i aromaerne, selvom der egentlig er masser af prale af.

I smagen er der mere pondus, men det er uden at miste elegancen, for der er bundtræk i frugten, som virker mere tropisk med fersken, småsur ananas, lemon og en snas krydderier. Den har slank tørhed, lidt bitterhed og måske endda også lidt citron. Man mærker også, at det fortsat er en meget ung vin, for der er spændstighed, ung og kantet syre og utæmmet friskhed. Det er en klart ren og frisk burgundisk vin, som er elskelig som bare pokker.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, FrankrigKonen næsten skreg på hvidvin, men det kunne jeg da heldigvis løse med lidt burgundisk, nemlig en Chablis fra Domaine Joëlle Vrignaud og her endda i en nyere årgang 2019.

Vinhuset Domaine Joëlle Vrignaud ligger i Premier Cru området Fourchaume i Fontenay-Près-Chablis og drives af Joëlle Vrignaud som 5. generation. Modsat de tidligere generationer, så stoppede Joëlle i 1992 med blot at sælge druerne, men begyndte i stedet for så at producere og tappe hendes egne vine.

Domaine Joëlle Vrignaud har samlet 5 hektar vinmarker fordelt på de forskellige appellationer Petit Chablis, Chablis, Chablis Premier Cru Fourchaume og Chablis Grand Cru Blanchot. Markerne drives fuldstændig økologisk.

Denne Chablis fra Joëlle Vrignaud er hendes basis Chablis … hvor druerne kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke plantet på de kalk- og fossilholdige vinmarker La Bralée, Champréaux, Chasse Loup, Etang, Chemin Des Chaumes og Les Usages.

Den er en Chablis lige inden niveauet Premier Cru vinene. Hun har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, dvs. spontangæring på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

Sikke fin næse med stål, sten, flintlås fra et gammel musketergevær, kalk og selvom vinen virker næsten lidt olieret i duften, så er vinen ikke fed, men har alligevel nogle små sødlige aromaer, mens frugten mest er melon og fersken. Der er også citroner, blomster, nogle skarpe og krydrede noter, som supplerer sødmen.

Smagen er stringent med røg, salt og masser af flint, stål, sten, men slet ikke så syrlig som 2018’eren. Der er dog fortsat citroner, grape og kalkede mineraler. Dermed fremstår vinen stenet, cool, crisp, ren og frisk. Der er masser af liv i vinen, fin bitterhed og en livlig, krydret kant … frisk og direkte. Der er nogen overlegent ved denne vin, som har småfyldig frugt, stoisk rolig og fin syre, mineralitet samt en fin tilbagelænet balance … og til prisen et kanonkøb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7