Næste vin fra Quinta das Marias var denne 2021 Out of the Bottle Encruzado … en vin, som i tidligere årgange hed Crudus, men fortsat er lavet på druen Encruzado.
Encruzado er – som med forrige vin – en drue, som vi vist ikke tidligere har stiftet bekendtskab med tidligere her på Houlbergs Vinblog, men det er en hvid portugisisk drue, der primært hovedsageligt er plantet i Dãos granitbakker i centrum af Portugal,
Encruzado giver normalt rige og fyldige vine med aromaer af citron, træagtige urter, stenfrugt og melon … ofte med blomstertoner. Disse vine er værdsat for deres voksagtige og fyldig tekstur. De kan endda normalt gemmes i mange år.
Encruzado klarer sig også godt i vinmarkerne, spirer relativt tidligt og giver druerne en fin balance mellem sukker og syre. Det gælder især i Dão, hvor de højtbeliggende og granitholdige jord giver druen et gunstigt terroir med en daglig temperaturvariation, der er med til at bremse modningen i Portugals ellers varme klima.
På varmere steder tættere på kysten, kæmper druer med at opretholde gode niveauer af syre og kan som sådan lave slaskede vine, der mangler struktur.
Encruzado giver også lidt hovedpine i kælderen, da vine på druen har en tendens til at oxidere hurtigt, hvis den ikke håndteres omhyggeligt.
Vine fremstillet af sorten reagerer dog godt på lagring på bærmen og fadmodning, som begge er med til at tilføje kompleksitet til de færdige vine. Lagring på egefade hjælper især med at tæmme nogle af Encruzados uønskede noter og tilføjer blødhed og nøddeagtige, ristede karakterer til de færdige vine.
I Dão er hvidvine lavet på Encruzado begyndt at vinde indpas på det internationale marked. I øjeblikket findes der meget lidt af sorten udenfor Portugal, men det regner man med vil ændre sig grundet den store popularitet i øjeblikket.
Denne 2021 Out of the Bottle Encruzado er lavet druer, der er høstet med håndkraft, hvorefter de er afstilket og presset efterfulgt af dekantering. Gæringen er sket spontant alene med druerne egne gærceller i østrigske 500 liter egefade over 37 dage.
Efter endt gæring er vinen så lagret 20 måneder sur lie inden en aftapning på flaske … helt uden filtrering. Der er kun lavet små 1.403 flasker og denne er nummer 1.006.
WAUW … min første tanke var lidt burgundisk pænt fadlagret Chardonnay og det dufter sgu fremragende. Den har også noget helt andet, nærmest som med en gæret og svagt oxideret note, virker ret inderlig, dyb, olieret og kompleks. Der er gul frugt, gule pærer, syltet citron, honningmelon, smør, gule blomster og diskrete fadnoter med noget lakridskonfekt, vanilje, varme krydderier og samtidig et ganske luftigt udtryk.
Det smager endda lige så godt, som det dufter … lækker, blød og cremet med en smøragtig struktur. Men mærker også omgående faglagringen, som giver fedme, fed viskositet med denne nærmest olierede fornemmelse. Frugten virker moden, blød og endda saftig med krydrede elementer, mest dåsepærer, fersken, abrikos, syltet citron, en mørk og alligevel intens syre, men understøtter bare helt direkte smagen og samlet giver det et ultra elegant vin. Hva’ fanden skal vi med burgundiske vine, når men kan få sådan en fabelagtig portugisisk vin, der vil overraske de fleste. 96 point.
Forhandles af Portugalore, hvor en flaske koster 340 kr.
Vinanmeldelse 6/7