Så sprang vi da lige 12 år frem i tiden – og helt uden McFlys pimpede DeLorean DMC-12 – for næste Estate Grown Cabernet Sauvignon fra Frog’s Leap Winery var i årgang 2013.
I årgang 2013 er vinen lavet på 89% Cabernet Sauvignon, 8% Cabernet Franc og så også 3% Merlot og nuer alle druerne så fra husets egne marker ved Rutherford i Napa Valley.
Efter høst er druerne afstilket og knust, hvorefter gæringen er sket i åbne fade alene med druernes egne gærceller. Efter presning er den så lagret 20 måneder på franske egefade, hvoraf en ganske lille andel er nye fade og sluttelig en let filtrering ved aftapning. John Williams har lavet vinen sammen med Paula Moschetti.
Nu er der skruet op på barometeret for friskhed, men uden det bliver helt vildt, men vinen får nu en vis kølighed, som egentlig er ret flot. Der kommet igen denne jordagtige note af ler- og muldjord, ret tørt og samtidig er der grafit, blyanter, cedertræ, sorte kirsebær, ribs og blommer, lidt mynte, tobak … fadpræget virker sjovt nok lidt mindre end hos 2001’eren.
Uha, den smager sgu også godt … blød, cremet og modent, men frugten af solbær, sorte kirsebær, blommer, ribs og lemon giver dig en rank, frisk og kølig vin, hvor der både er høj syre, let bitterhed og så ellers stramme og vilde tanniner. Her mærker vi for første gang, hvor spændstige tanniner, som Cabernet Sauvignon kan give, så dermed 95 point.
Forhandles af American Wine, hvor en flaske i den nyeste årgang koster 499 kr.