Tag-arkiv: Spanien

2015 Bernabeleva, Carril del Rey, Madrid, Spanien

2015 Bernabeleva, Carril del Rey, Madrid, SpanienBodegas Bernabeleva ligger ude på landet på østsiden af Sierra de Gredos bjergene tæt ved San Martin de Valdeiglesias omkring en times kørsel syd for Madrid. Fra vinhuset smager jeg en 2015 Carril del Rey … lavet på 75 år gamle Grenache stokke.

Jan har tidligere servet en florlet Grenache vin fra Madrid området for mig, nemlig vinen  Rozas 1er Cru fra Comando G, og nu serverer han også denne Carril del Rey, som ligeledes er let og fin Grenache vin, der vitterlig viser, hvor alsidig Grenache druen er.

Bodegas Bernabeleva er grundlagt i 1923 af Vicente Álvarez-Villamil, men det var først med børnebørnenes overtagelse i 2006, at vinhuset for alvor fik sit navn på det vinøse verdenskort. Fætrene Juan og Santiago Bulnes har overtaget driften og fører nu huset med de gamle marker med op mod 80 år gamle vinstokke ind i en ny og mere kvalitativ æra.

Efter deres overtagelse købte de også flere af naboens bedste  parceller med gamle Garnacha stokke og så ansatte de den helt unge catalanske vinmager Marc Isart til at hjælpe med produktionen af vinene og hans stil er totalt oldschool i traditionell, klassisk stil.

I dag regnes Bernabeleva blandt Spaniens ypperste vinhuse og i særklasse det bedste vinhus i Madrid regionen. Vinene tilvirkes alle efter økologiske og biodynamiske principper, men de sigter ikke efter at pryde etiketterne med økologiske eller biodynamiske anprisninger.

Bernabeleva har samlet 35 hektar vinmarker med primært Garnacha og Albilllo. Markerne ligger i omkring 500 meters højde, hvilket sikrer kølige nætter og lang modningsæson. Læg dertil en sandet og mineralsk jordbund, der tilfører friskhed til vinene – så frembringes der vine, med en langt større elegance, end man kunne forvente fra disse kanter.

Der dyrkes også en smule Moscatel, der både laves i en tør og sød version, samt små parceller med de lokale sorter Grano Menudo og rød Morenillo.

Vinhuset har et logo med en kvinde siddende ovenpå en bjørn, men navnet Bernabeleva betyder også direkte oversat noget i retning af bjørnens sti eller der, hvor bjørnen lever. Kvinden siddende ovenpå bjørnen symboliserer jagtens gudinde.

Nå, men denne Carril del Rey er en enkeltmarksvin, hvor Grenache druerne kommer fra 75 år gamle vinstokke på en parcel på marken Carril del Rey, hvor vinhuset samlet har 2,5 hektar med en jordbund fyldt med granit. Vinen er lavet med gæring og maceration over 40 dage i egekar efterfulgt af malolaktisk gæring i franske barriques, hvor vinen også er lagret en periode, vistnok lidt over 1 år.

I næsen er det fra første fløjt en let vin, hvor det emmer af små syrlige drops, masser af lys syrlig frugt … en vild lækker frugt, sådan lidt overgæret med fennikel, grøntsagsfond, andefond, gazebind, et Kongen af Danmark bolsje … let, luftig og vild.

Smagsmæssigt er vinen let perlende på tungen, læskende, frisk, let og luftig, svage lakridsale noter og så samtidig med masser af friske samt markante tanniner, som om den gerne ville være en Barolo. Det er vitterlig en rigtig elegant, lys, tør og stram Grenache vin, som får dette syrlige, lette og lyse udtryk, som vi ellers mest ser i vine på Pinot Noir eller Nebbiolo. Lækkert.

Forhandles af Vinova, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, Spanien

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Goliardo Tinto, Rías Baixas, SpanienJeg har nu 2 gange smagt Albariño hvidvinen Leirana fra Bodegas Forjas del Salnés i Rías Baixas. Lækker vin. Nu smager jeg en rødvin fra det lille vinhus, der ligger 20 kilometer nordvest for havnebyen Pontevedra, nemlig vinen Goliardo.

Vinen er lavet på et skønt mix af lokale druesorter …  40% Caíño, 20% Espadeiro, 20% Loureiro og 20% Sousón aka Sousão. Det er således druen Caíño, der er den styrende drue i dette mix og Bodegas Forjas del Salnés laver endda også en vin udelukkende på druen … Goliardo Caíño.

Caíño er en rød frue, som findes på den iberiske halvø, altså Spanien og Portugal. Den dyrkes mest i Galicien og især Rías Baixas og Ribeiro, hvor Caíño overvejende bruges i rødvinsblandinger,

I Portugal er Caíño kendt som Borraçal og bruges også dér som blandingsdrue i de røde vine i Vinho Verde.

Caiño er en druesort med et mørk, tykt skind, der giver dyb farve og kraftige tanniner til vinene. Derfor laves vine på Caíño ofte med en carbonic maceration for at dæmpe tørheden og tanninerne.

Derudover er vine på Caiño ofte en del parfumerede, medium fyldige og ofte meget sure. Caiño er vanskelig at dyrke i markerne, da druen er let modtagelig for mange sygdomme som fx meldug, solskoldning og råd. Udbyttet er også uregelmæssigt, men synes bedst kontrolleret i Spanien.

Her hos Bodegas Forjas del Salnés kommer Caíño druerne til denne Goliardo Tinto fra op til 90 år gamle Caíño, som vokser i nogle af de sandede og granitholdige jorder tilhørende vinhuset. Den er i denne vin som suppleret med Espadeiro, Sousão og den hvide Loureiro.

 Al høst foretages i hånden med en efterfølgende nænsom sortering efterfulgt af gæring, som sker i både ståltanke og egefade. Efter endt fermentering er vinen så lagret 1 år på egetræsfade, både barriques og 500 liter tonneaux samt 1.500 liter foudres.

Næsen er meget blomsterrig, parfumeret og ganske frisk. Der er blomsternektar, lynghonning, pænt med dugfriske kirsebær og lidt lysere bær, grøntsagsfond og fennikel. Det er absolut en vin til den friske og lyse side … med en charmende bondsk side.

I munden er Goliardo Tinto også bondsk … og langt mere syrlig end forventet. Det er sgu en frisk, lys og let lille syrebasse, som spræller i munden og giver dig både syre, lidt bitterhed, tørhed, tørre sten, jern og andre hårde mineraler. Det er et forfriskende syretrip … ikke med finesse eller elegance, men i stedet med stram citronsyre, lys, stram balsamisk eddike og kant … men charmerende er det sgu.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Garnacha, Rioja, Spanien

2018 Compañía Vinícola del Norte del España, Contino Garnacha, Rioja, SpanienDen næste Contino vin fra Compañía Vinícola del Norte de España er der lavet langt færre af, nemlig alene 10.665 flasker, hvor denne er nr. 1768. Det er husets Contino Garnacha.

Høsten er foregået med håndkraft og med sortering af druerne i marken og derefter på vineriet, hvorefter de ligger til kold udblødning i franske fade indtil gæringen så sker spontant i fadene over cirka 8 dage. Efter endt fermentering har vinen så lagret på de 400-500 liter egefade sur lie i 14 måneder inden aftapning på flaske.

Næsen virker langt mere kølig, blomstret og parfumeret end Rioja Riserva søstervinen. Fagpræget er her langt mindre, mens frugten er mere frisk … masser af saftige kirsebær, jordbær, fennikel, lakrids, en lidt flæsket og mælket note. Det er således en mindre mørk og tung næse, som bare emmer af frisk, dyb og direkte frugt suppleret med vanilje, kul og let lejrbål.

I munden er der en frisk vin med nogen tyngde. Dermed bliver det således ikke et let, fin og sart Grenache vin, men i stedet meget frisk, intens og koncentreret vin med tonsvis af kirsebær, tranebær, blæk, sødme og svag bitterhed. Tanninerne bider en smule mere end hos foregående Riserva, men alt er cremet, blødt og pænt pakket ind … og så bare samtidig vildt saftig.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Reserva, Rioja, Spanien

2016 Compañía Vinícola del Norte del España, Contino Gran Reserva, Rioja, SpanienViñedos del Contino er et af 5 vinerier ejet af det store vinhus Compañía Vinícola del Norte de España … et gammelt, historisk Rioja vinhus, der til dagligt blot er kaldt CVNE. Det er derfra, at jeg nu smager denne Contino Reserva i årgang 2016.

Compañía Vinícola del Norte de España er grundlagt i 1879 i den lille by Haro i Rioja af to brødre Eusebio og Raimundo Real de Asúa og i dag er det fortsat den samme familie, som driver det stolte vinhus. Nu driver Real de Asúa familien blot fem vinerier, nemlig CVNE, Imperial, Monopole, Viña Real og Viñedos del Contino og er lidt af en stor historie.

Bare CVNE har 545 hektar vinmarker, som danner baggrund for halvdelen af husets produktion. CVNE har 22 bygninger, bl.a. det gamle originale vineri fra starten i 1979, bl.a. med en kælder, som er tegnet og bygget af den franske arkitekt Aleixandre Gustave Eiffel Eiffel i 1909 … jeps, ham med tårnet.

CVNE er en af de mest anerkendte producenter i Rioja og har også stået bag en innovation af nye produktionsmetoder, bl.a. var de en pioner indenfor brug af epoxy belagte betontanke, var nogle af de første til at bygge et anlæg, hvor vinen i produktionen alene blev flyttet via tyngdekraften og de stod også bag udviklingen af en Malvoisin pasteurizer til at stabilisere vinen.

Deres første vin, fremstillet i 1879, navngav de efter vinhusets initialer. Som følge af en simpel trykfejl med V’et, skabtes det nu navnkundige varemærke Cune. Derudover lavede de også fra starten vine under brandet Imperial.

Siden har CVNE grundlagt yderligere vinhuse, bl.a. Monopole i 1915, Viña Real i 1920, Viñedos del Contino i 1973 samt Real de Asúa i 1994. I senere år er der bygget store, topmoderne arkitekttegnede vinerier til de forskellige vinhuse.

CVNE købte i 2014 også Mikuni Wines, mens de i 2017 købte Cava producenten Roger Goulart og senest har de i 2018 købt vinhuset Virgen del Galir i DO Valdeorras.

I dag drives Compañía Vinícola del Norte de España af den 5. generation i form af Victor og Maria Urrutia Ybarra, Victor er CEO, men Maria er markedsdirektør. Men også på posten som vinmager er der stabilitet, for den ansvarlige vinmager på sit 24. år i huset er Maria Larrea. Hun efterfulgte vinmageren Basilio Izquierdo, som havde været ansvarlig for produktionen i 32 år.

Viñedos del Contino købte CVNE som nævnt i 1973, men har en historie, der stammer helt tilbage fra det 16. århundrede og navnet Contino refererer til den officer, der havde ansvaret for vagtkorpset, der beskyttede den kongelige familie, bl.a. på det sted, hvor Viñedos del Contino i dag ligger og derfor bærer navnet Contino.

Samlet har Viñedos del Contino 62 hektar vinmarker i Laserna ved i Laguardia i læ af højdedraget kaldet Cerro de la Mesa og derfra laver vinhuset 6 forskellige vine, hvor denne Reserva er deres storsællert, som – der afhængig af årgang – produceres et par hundrede tusinde flaske af. I denne årgang 2016 er der lavet 281.389 normale flasker og 3.000 magnum-flasker af vinen.

Derudover laver de Gran Reserva, Garnacha, Graciano, den Viura baseret hvidvin og den mere sjældne Viña del Olivo, der kommer fra en lille parcel – af samme navn – beliggende omkring et omkring 700 år gammelt oliventræ.

Contino vineneer stilmæssigt langt fra den overekstraherede og ofte meget fadprægede vinstil, som Rioja har været berygtet for, men er i stedet langt mere oldschool Rioja. Tradition og innovation går hånd i hånd hos Contino, således vinene laves efter de gamle  principper … men i et moderne vineri bygget ovenpå de gamle vinkældre.

Contino Reserva er lavet på 85% Tempranillo, 10% Graciano samt 5% Mazuelo og Grenache. Druerne kommer fra nogle af husets egne  marker omkring Finca de San Rafael.

Druerne er høstet manuelt  og ligger i kølerum i 24-48 timer inden vinificeringen starter. Så sorteres druerne igen, afstilkes, hvorefter gæring sker i store 12.000 liter rustfrie ståltanke. Vinen er igennem en 15-20 dage lang maceration, hvor man er ret varsom med at udøve for heftig ekstraktion.

Slutteligt er vinen lagret to år på gamle fade, hvor af 60% er franske og 40% amerikanske. Slutteligt tappes vinen, hvorefter den lagrer på flaske, indtil man mener den er klar … her omkring 12 måneder.

Slam og slask … det er en fed, sødbrændt aroma med dyb engelsk lakrids, finsk lakrids, vanilje, chokolade, Nutella, hasselnødder og sød tobak. Frugten er også klart i det mørkere univers … sorte kirsebær, brombær, blåbær og så lidt tørrede blomster. Det dufter herregodt med klart spansk temperament.

Smagen er langt mere rank end duften måske ville antyde … det er frisk, saftig og direkte frugt, masser af kirsebær. Sødmen er dermed heller ikke i førersædet, men det er en nærmest læskende syre, lidt syrlige tanniner … rart og syrligt bid. Ja for fanden og fedt, at vinen således har denne friske, ranke og syrlige side. Dermed er det også milevidt fra de Rioja vine, som osede af alt for megen træ.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Bodegas López Cristobal, Selección, Ribera del Duero, Spanien

2015 Bodegas López Cristobal, Selección, Ribero del Duero, SpanienMed denne Selección fra Bodegas López Cristobal blusser min amor for Ribera del Duero atter op … og som man jo siger; gammel kærlighed ruster aldrig.

Bodegas López Cristobal er grundlagt i 1994 af Santiago López, som ville udleve drømmen om at skabe sin egen vingård, da han overtog faderens ejendom i Roa. Faderen … som i øvrigt også hed Santiago … havde købt ejendommen tilbage i 1930’erne, da han flyttede til Ribera del Duero fra Santander.

Man have startet med at dyrke druer på ejendommen i starten af 1980’erne, dvs. samtidig med at DO Ribera del Duero appellationen blev grundlagt, men i mange år blev druerne blot solgt til andre vingårde.

Da Santiago overtog efter faderen, så flyttede han sammen med hustruen Lola Cristobal ind på ejendommen og så startede de med at producere egne vine. Vinene blev solgt under navnet López Cristobal, dvs. efternavnet fra Santiago og Lola.

Senere fik de hjælp til produktionen af sønnen Galo. I dag er det primært Galo, som står for driften på Bodegas López Cristobal. Hans filosofi er, at vinene skal kunne drikkes unge. Derfor er de særdeles gode fra det øjeblik, at de frigives til salg.

Bodegas López Cristobal har i alt 50 hektar vinmarker i Roa de Duero, opdelt på 9 forskellige parceller. Der dyrkes selvfølgelig primært Tempranillo, eller Tinta del País, som den kaldes der. Faktisk er 48 hektar tilplantet med Tempranillo, men de sidste 2 hektar er plantet til med Merlot og Albillo.

Det er topvinen hos Bodegas López Cristobal og den har si navn Seleccion, da druerne er strengt udvalgt … alene de bedste fra druer fra 40 år gamle vinstokke på enkeltmarken Pago de Durón. Druerne er selvfølgelig Tempranillo og de plukkes og sorteres i hånden.

Vinen laves med gæring ved 30 grader … en efterfølgende malolaktisk gæring i fade og så lagring i 15 måneder på barriques fra 3 forskellige franske producenter. Der laves årligt omkring 2.800 flasker af denne vin.

Eksplosiv mørk næse med brændte fade, engelsk og finsk lakrids i sød infight, Coca Cola, chokolade, sorte kirsebær, solbær, brombær, enebær, kaffe, blomsterpollen, røg, tørv, grafit, kanel, vanilje, stor, kraftig og så fornemmes der alligevel en vis elegance.

Meget mere ren og epo-frisk end den 2010’er, som jeg smagte for nogle år siden og var lidt oxyderet og indelukket, men det er bestemt ikke tilfældet med denne 2015.

I munden er frugten er langt friskere end du lige forventer … og virker samtidig heller ikke så mørk, som duften egentlig reklamerede med. Den har en vildt stor tørhed, en del tanniner, masser intensitet, jord, muld, kirsebær, jordbær, brombær, blommer og lakrids. Syren er fin, tør og holder sgu styr på tingene … stor Ribera del Duero vin, hvilket endda er uden alt for meget sødme, hvilket er befriende og man forstår igen sin første kærlighed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 389,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Tempranillo 50 Aniversario, Toro, Spanien

2015 Rodríguez Sanzo, Tempranillo 50 Aniversario, Toro, SpanienDenne buttede spooky 2015 Tempranillo 50 Aniversario fra det spanske vinhus Bodegas Rodríguez y Sanzo blev et ekstranummer, da vi skulle ha’ fundet aftenens vinder … men honest, den gættede jeg slet ikke.

Men vinen er også lagret på gamle whiskyfade, men alt det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt … først lidt om vinhuset.

Bodegas Rodríguez y Sanzo ligger i udkanten af byen Valladolid, som ligger omkring 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León. Vinhuset drives af vinmageren Javier Rodríguez, som kommer fra en gammel familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere århundrede og Javier har da også selv omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Selve vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo grundlagde Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter hans hustru. Det er et stort projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste spanske DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal.

Bodegas Rodríguez y Sanzo er således siden starten blevet en pæn stor affære, og huset har i dag en kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

Selv er Javier Rodriguez uddannet vinmager fra UC Davis i Californien og hans ekspertise inden for jordbundsanalyse har ført til diverse forskningsprojekter samt konsulentarbejde for bl.a. Bordeaux slotte som Olivier og Lafite-Rothschild.

Fra appellationen Toto i Castilla y León laver Javier bl.a. denne Tempranillo 50 Aniversario, som han har lavet i forbindelse med sin egen 50-års fødselsdag. Det er en Limited Edition vin på ren 100% Tempranillo druer fra 60 år gamle busk vinstokke fra marker ved San Román de Hornija i 720 meters højde.

Druerne er høstet og sorteret manuelt, mens temperaturen holdt nede ved hjælp af tøris indtil gæringen på træfade. Derefter er der sket malolaktisk gæring og så overføres vinen til brugte whiskyfade, hvor vinen lagrer 18 måneder inden aftapning og så yderligere 12 måneder lagring på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet 2.660 flasker af denne vin.

Javier har valgt de anderledes egefade, da det hjælper med at fjerne tanniner fra egefade og giver vinen mere frugt samt vaniljekrydderi og da whisky samtidig er fri for farve og vinsten holdes fadets porer vidåbne, så vinen opnår en forbedret mikro-oxidering og hjælper modningen.

Næsen er lidt vild … og lidt over det hele med en dyb, mørk, sort og animalsk aroma, hvor der hurtigt kommer sød finsk lakrids, vanilje, kanel, lakridskonfekt og en plade chokolade og samtidig stærk sort peber. Frugten virker tyk og svagt svulstig, men en frisk facon.

I munden er der også peber, godt med peber endda, masser af tanniner, så det bliver nærmest en vinøs udgave af smadremanden … fuld skrald på alle tangenter og så vildt tør … nærmest som at få en køkkenrulle i munden – på den gode måde – noget alkohol, krydret frugt, kirsebær … men den vandt mig sgu ikke denne aften, men fandeme lidt at en hidsig krabat.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 279,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Sarah Selections, Latido de Sara, Navarra, Spanien

2017 Sarah Selections, Latido de Sara, Navarra, SpanienSarah Selections er ikke et traditionelt vinhus, men mere et firma, hvor et par vinmagere anført af Sara Martinez-Lagos Gallego i det meste af Spanien finder små spændende vinhuse, hvorfra de i samarbejde laver og markedsfører vine. Denne 2017 Latido de Sara er netop en af disse vine.

Sara Martinez-Lagos Gallego er selv startet i vinbranchen i 2007 på familiens vingård. Men nogle år senere i 2013 grundlagde hun firmaet Sarah Selections sammen med Léon Florez, de sammen finder små producenter og hjælper disse med produktion og markedsføring af vinene …. hvilket sker under Sarah Selections.

Således omfatter Sarah Selections brandet i dag vinhuse fra både Priorat, Rioja, Txakoli, Rías Baixas, Bierzo og Navarra … og sikkert også flere steder. Og målet er at få vinene markedsført og solgt internationalt.

Denne Sarah Selections Latido de Sara har Sara Martinez-Lagos Gallego lavet sammen med Bodegas San Martín, der netop ligger i byen San Martín de Unx i vinregionen Navarra.

Bodegas San Martín er et stor vinkooperativ i det område og er oprindelig grundlagt tilbage i 1914 af 192 fremsynede vinavlere. I 2000 byggede de det store vineri, hvor de bl.a. har lavet denne vin sammen med Sara. Kooperativet har i dag en produktionskapacitet på 5 millioner liter vin samt et tappeanlæg, der kan tappe 6.000 flasker vin i timen.

Latido de Sara er 100% Grenache, som kommer fra nogle gamle marker, der ligger i terrasser i 650 meters højde over San Martín de Unx med en jordbund af kalkholdigt ler og sandjord samt vinstokke, der er mellem 35-45 år gamle.

Druerne høstes manuelt og vinificeres i rustfrie ståltanke … først med en kold premaceration i 24-48 timer efterfulgt af gæring samt maceration ved 20-22 grader over 10 dage inden den malolaktiske gæring og så lagring 4 måneder på egefade, som kommer både fra Navarro og USA.

I glasset er vinen overraskende lys og transparent … ikke som fx Pinot Noir, men med lidt mere farve, men slet ikke så mørk, som mange spanske Grenache vine.

Duften er lidt grøn, urtet med blomster, lavendel, violer, lyng, lidt mentol og en frugt, som vel er brombær. sorte kirsebær. Det er en let, blomsterrig og meget frisk duft, men under det friske også lidt  lidt karamel, appelsinskal, krydderier og peber.

Smagen er langt sødere, end jeg lige havde forventet .. og meget saftig med en sådan nærmest sød/sur aroma. Den har bællevenlig saftevandsagtig lethed, hvor syren slet ikke fylder så meget, som man måske ville forvente. Der er klare lakridsale elementer, nogle bløde tanniner samt rød kirsebær- og jordbærsaftighed. Det er ukompliceret og let fornøjeligt.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 70 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu en god pris for en lille let Grenache perle.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, Spanien

2019 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, SpanienJeg smagte i starten af året første gang denne Albariño baserede Leirana fra Bodegas Forjas del Salnés i Rías Baixas i en årgang 2018. Nu smager jeg den igen … blot i en årgang nyere.

Dengang skrev jeg en masse om selve vinhuset og vinmageren Rodrigo Rodri Méndez, som første gange lavede denne Leirana i 2005.

Han har opkaldt den efter sin bedstemor Leirana María Luisa Lázaro og vinen er lavet på Albariño druer fra 40-50 år gamle vinstokke fra veldrænende vinmarker omkring Salnés.

Druerne fra hver parcel er vinificeret separat, druerne afstilkes inden presning, gæring sker spontant over 20 dage med druernes naturlige gærceller og så er vinen lavet uden malolaktisk gæring samt lagret 60% stål og 40% fade af ældre dato.

Sjovt nok er denne 2019 Leirana slet ikke så gul i glasset som 2018’eren, men passer farvemæssigt mere til normale Albariño vine, men duften har samme kalkede mineralitet, nogen fylde, meget sart og med lidt varm frugt, melon, syltede citroner, tørrede abrikoser og en lille krydret sødme. Det virker umiddelbart ikke som en streng, sur eller stram Albariño, men meget indbydende og venlig.

I munden er det en fyldig Albariño med ananas, grillede citroner og samtidig noget mer’ syrlig end 2018’eren. Der er grønne æbler, klart bitter grape, røgede elementer, urhed og en stenet mineralitet. Det gør vinen utrolig frisk, hvilket spiller godt sammen med en fyldig eller måske nærmere svag olieret fornemmelse. Yammy det er frydefuld lækker hvidvin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 143 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Juan Gil, Bruto, Murcia, Spanien

2017 Juan Gil, Bruto, Murcia, SpanienJuan Gil Bodegas Familiares, den spanske Gil familie med de mange vinerier, er hyppig gæst her på Houlbergs Vinblog og det er nu tilfældet igen, men denne gang med en vin, der bare hedder Bruto.

Det er en Limited Edition vin, som er lavet i et Bruto Vitícola samarbejde imellem Bodegas Juan Gil, den kreative grafiske designer Jorge Martinez samt den spanske skuespiller Imanol Arias med det formål at hylde regionen og Monastrell druen. For Bruto vinen er netop lavet på 100% Monastrell aka Mourvèdre fra La Tella marken i 800 meters højde, hvor der er gamle vinstokke, der er op til 70 år gamle og høstet med et meget beskedent udbytte.

Vinen gennemgår fermenteringen i rustfrie ståltanke i 25 dage ved kontrollerede temperaturer, også malolaktisk gæring inden den får 24 måneders fadlagring på amerikanske og franske egetræsfade samt aftapning på flaske.

Etiketten er designet af kunstneren Ángel Haro og motivet er et ansigt, hvor han har forsøgt at formidle formidle ujævnheden i det barske Jumilla terræn og de rynker, som landet efterlader på ansigterne hos dem, der laver vin der.

Nøjjjjj, hvor det dufter vildt godt … højeksplosiv, moden svulstig frugt, mørk med både solbær, svesker, engelsk lakrids, kokos, våde fade, tonsvis vanilje, sød tobak, tossetobak, søde krydderier, en mørk balsamisk note … nærmest som en hundegammel, dyr og fed balsamico, sindssyg intens, kraftig, over the top og vild, men fuck det bare dufter tossegodt, kraftigt og tiltrækkende.

Smagen er … kraftig og klart med masser af de smage, der følger med en sødbrændt fadlagring. Men selvom det måske bliver for meget, så er det på en vild dejlig måde og en måde, som man bliver glad af, for Juan Gil kan virkelig deres håndværk og skrue en sweet sukkerball sammen, der rammer lige i bulls eye. Bruto er brutal.

Der er smag af mørk og frisk frugt, næsten kandiseret, blød og cremet og selvom Bruto trækker en højoktan på eksplosive 15,5%, så er alkoholen virkelig godt integreret. Man kan altid diskutere stil, men hvis man ikke kan lide denne vin, så skal man ha’ sine skolepenge igen. WAUW.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399 kr., men køber du 6 flasker er prisen 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Dominio de la Granadilla, Verdejo, Castilla y León, Spanien

2019 Dominio de la Granadilla, Verdejo, Rueda, SpanienMed sommeren på hæld samt efteråret godt undervejs, så kan Houlberg lige nå at smage lidt mer’ hvidvin på terrassen og det blev så denne Verdejo vin fra Dominio de la Granadilla.

Bodegas la Granadilla ligger lidt nordøst for byen Nava del Rey i Valladolid under appellationen Rueda i vinregionen Castilla y León. Det er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2015 af fem brødre, som byggede en stor og moderne vingård med det mest moderne udstyr for at realisere deres drøm om at lave vin i et af de ældste vinområder i Rueda.

De 5 brødre er Luis Alfonso, Roberto, Ana, David og Miguel fra Descalzo Matos familien, der har været vinavlere i området igennem flere årtier og Roberto har bl.a. tidligere været tilknyttet det lokale kooperativ Sdad. Coop. Viñedos La Granadilla.

Vinhuset har samlet 70 hektar vinmarker i både Nava del Rey og Villaverde de Medina … og til fleste af markerne er tilplantet med Verdejo druen, som brødrene har specialiseret sig i. Derudover har de også lidt Sauvignon Blanc marker. Men rigtigt spændende og det øger også forventningerne til denne Verdejo vin.

Druerne kommer fra forholdsvis unge vinstokke og er høstet om natten for at bevare friskheden. Vinen er alene lavet og lagret i de rustfrie ståltanke på vineriet.

Fyldig, frodig og stor duft … masser af tropisk frugt. Vi snakker abrikos, fersken, mangochutney, kvæde, modne røde æbler samt nogle søde krydderier, men også svagt bare mineraler … meget fornøjelig duft og øger forventningen til smagen.

Men vinen leverer sgu også smagsmæssigt varen … dejlig frisk, ren og smagfuld vin, men klart mere let, luftig og fin end duften først lige afslørede. Der er æblesaft, fersken, grønne og svagt umodne æbler, lidt frisk mynte og basilikum, meget svag grape, men det er en lille charmetrold af en usleben diamant. Houlberg hoster gavmildt op med 5 tomler, for den gør mig glad og giver drikkeglæde til en fornuftig pris.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7