Tag-arkiv: USA

2018 Precision Wine, Hierogram Zinfandel, Californien, USA

Med næste vin tog vi et ordentlig spring … fra let Pinot Noir til tung og sød Zinfandel, for vinen var nemlig Hierogram Zinfandel fra Precision Wine.

Precision Wine eller måske mere korrekt Precision Wine Company ligger i Napa i sunny Californien. Vingården ejes og drives af vinmageren Trevor Sheehan, som nu i mere end 10 år har lavet spændende vine fra forskelligt terroir i Californien. Hans første vine var 8 fade med Chardonnay fra Beckstoffer Vineyard og Cabernet Sauvignon fra Howell Mountain.

I dag laver han ikoniske aka moderne vine med tjekkede etiketter under 6 brands med sjove navne som Gearbox, Navigator, Precision, Projection, Windstorm og Octopoda. I Navigator serien laves der en række vine på forskellige druesorter og jeg har tidligere smagt og skrevet om deres 2016 Navigator Zinfandel of Lodi.

Trevor laver vinene efter sit eget hoved, men trækker også på hjælp fra hans to venner og vinmagere Neil Eenge og Henri Jayer. Druerne købes fra en række vinavlere rundt om i Californien.

Derudover driver Trevor Sheehan også restauranten The Corner Napa, som ligger midt i byen Napa nede ved floden Napa. Der kan man selvfølgelig købe et glas af alle vinene fra Precision Wine.

Denne Hierogram Zinfandel er også – som Navigator – lavet på Zinfandel druer fra Lodi i det centrale Californien lidt øst for San Francisco Bay, hvor de gamle Zinfandel stokke er begunstiget af varme dage og kølige nætter.

Al høst og den efterfølgende selektering er foregået med håndkraft, hvorefter vinen er lavet helt klassisk og efter endt fermentering er vinen så lagret i 15 måneder på amerikansk eg, hvoraf 60% er nye.

Næsen er også mørk, dyb med masser af våde fade, kæmpe fadpræg med vanilje, kanel og mælkechokolade, blæk, brombær, modne sorte kirsebær, blommer og godt med sødme.

I munden er det næsten samme historie, stor, fed og tyk, masser af de søde elementer, blåbær, solbær samt lidt for kraftig alkohol, der i munden brænder en smule. Frugten er nærmest sådan blåbær samt solbær … stor og mægtig, men mere rustik end elegant.

Forhandles ved Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, Portugal

2017 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, PortugalNæste vin på Houlbergs Vinblog kommer fra Rui Roboredo Madeira Vinhos do Vale do Douro … et vinhus, som jeg før er stødt på her på Houlbergs Vinblog, men denne gang er det med vinen Quinta da Pedra Escrita.

Vinhuset drives af den ihærdige portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira. Rui etablerede oprindeligt vinhuset tilbage i 1999 sammen med en flok investorer. Dengang hed det VDS Vinhos do Douro Superior og Rui skulle producere vinene med druer fra en lang række vinavlere.

Samtidig startede han også Casa Agrícola Roboredo Madeira eller blot kaldet CARM, hvor han producerede vine og olivenolie fra hans families jorder i Almendra under appellationen Douro Superior.

Rui Roboredo Madeira skulle egentlig oprindelig ha’ været økonom og studerede som ung på Universidade Católica Portugues i Lisabon, men en trafikulykke ændrede den akademiske karriere.

Rui var egentlig ikke indblandet i selve ulykken, men blev som helt uforskyldt fodgænger ramt af en last, som den forulykkede lastbil ikke havde fastspændt ordentlig.

Efter at have ligget i koma i flere uger, så måtte han en tur til familiens vingård Quinta da Pedra Escrita for at restituere. Da han året efter startede med at arbejde igen, så blev det indenfor vinens verden, nemlig på et lille vineri i byen Vermiosa i Figueira de Castelo Rodrigo.

Derefter arbejdede han på familiens vingård og uddannede sig samtidig til vinmager på  Universidade de Trás-os Montes i Alto Douro. Derefter fulgte en række jobs rundt om i både Portugal og resten af verdenen inden han startede VDS Vinhos do Douro Superior og Casa Agrícola Roboredo Madeira i 1999.

Siden 1999 har Rui udbygget sit vinimperium, bl.a. har han overtaget Rui Roboredo Madeira, Vinhos do Vale do Douro 100%, opstartet et nyt projekt Beyra Vinhos de Altitud og købt familens gamle vingård Quinta da Pedra Escrita.

Derudover arbejder den flittige vinmager i dag også som konsulent for en række andre vinhuse i Portugal, bl.a .Quinta dos Castelares, Adega Cooperativa de Freixo de Espada à Cinta og Adega Cooperativa de Vila Real.

Men denne 2017 Quinta da Pedra Escrita er altså en vin fra Roboredo Madeira familiens egen, gamle vingård, der samlet har 17 hektar vinmarker beliggende i 575 meters højde i Freixo de Numão i Douro regionen. Vingården har tilhørt familien i 8 generationer.

De laver samlet 3 vine på Quinta da Pedra Escrita … 2 hvidvine og så denne røde hovedvin, der i årgang 2017 er på 35% Touriga Nacional, 35% Jaen aka Mencía samt Souzão.

Druerne håndplukkes fra Quinta da Pedra Escritas granitholdige marker i Douro tæt ved den spanske grænse. Efter streng sortering i vineriet lader Rui druerne afstilke efterfulgt af en koldmaceration i 48 timer inden gæringen over 3 uger ved kontrolleret temperatur. Derefter er vinen lagret 15 måneder på nye franske 300 liter egetræsfade.

Dejlig mørk aroma med en vis frisk og nærmest ren mineralsk elegance, suppleret med både engelsk lakrids, tør lakridsrod, eg, rosmarin, violer og en frugt, som mest er brombær, blåbær, solbær, tranebær, våde fade, kaffebønner med en nærmest luftig, syrlig og svævende lethed.

Men smagen er sgu det bedste ved vinen … blød, cremet, vildt koncentreret, intens og virkelig smagfuld. Vinen er fyldig, har store, bløde tanniner, mørk men alligevel frisk, saftig frugt, masser af smag og eftersmag, let peber, krydderier, mineraler, let bitter chokolade samt en total fint balanceret syre, som giver vinen et meget fint og levende udtryk. Voldsomt godt, så dermed 6 fine fortjente fingre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Ravines Wine Cellars, Le Petit Caporal, New York State, USA

2017 Ravines Wine Cellars, Le Petit Caporal, New York, USADen lille korporal aka Le Petit Caporal er sidste vin fra Morten Hallgren og hans vinhus Ravines Wine Cellars … igen et klassisk Bordeaux blend og et navn, der er en hyldest til Mortens afdøde ven Sam Argetsinger, som var en rigtig stor beundrer af den lille korporal Napoleon Bonaparte.

Det er alene 3. gang, at Morten har lavet vinen, hvor 2015 altså var første gang og en stor del af druerne til vinen kommer netop fra Sams elskede Argentsinger Vineyard, som Sams søn Beren Argetsinger i dag driver videre.

Blendet i Le Petit Caporal varierer lidt fra år til år, men i denne årgang 2017 består det af 43% Cabernet Sauvignon, 40% Cabernet Franc og 17% Merlot. Og Cabernet Franc druerne kommer fra den nederste del af Argentsinger Vineyard, mens Merlot og Cabernet Sauvignon druerne kommer fra den stejle Hoffman Vineyard.

Efter den manuelle høst er alle druerne afstilkede, hvorefter de gennemgår 5-6 dages koldmaceration inden gæringen sker i åbne kar over 3 uger med skindkontakt, daglige overpumpninger samt punch-down. Så lagrer hver druesort separat 10 måneder på et blend af 80% franske og 20% amerikanske barriques, hvoraf omkring 20% er helt nye.

Først derefter laves det endelige blend og vinen lagrer yderligere 6 måneder på neutrale, brugte fade.

Som med Maximilien Red Blend er sammenligningen med Bordeaux næsten skræmmende. Mørk og tør frugt, solbær, kirsebær, hindbær, stikkelsbær, violer, skovbund, cigarkasser, røg, kaffe, tobak, engelsk lakrids, mørk chokolade, kaffegrums, grøn peber … faktisk meget klassisk og dufter vildt godt. Har en sådan lille grøn nerve, som suppleres med lidt mentol og svagt lidt blomster.

I munden har vinen lidt samme indflyvning som Maximilien med syrlighed i frugten, virkelig frisk med et mineralsk bid, mellemrøde og syrlige bær, kirsebær, hindbær, blåbær, tonsvis af tanniner, som sætter sig på fortænderne. Vinen er tør, den er frisk, rank, syrlig, tanninrig og stor klasse … over mange gode Bordeaux vine.

Med forrige Maximilien skrev jeg, at den var bedste amerikanske Bordeaux- Wanna-Be i lang tid. Det fortryder jeg nu, for den titel tager denne Le Petit Caporal. Men som en gammel statsminister engang sagde; man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Ravines Wine Cellars, Maximilien, New York State, USA

2016 Ravines Wine Cellars, Maximilien, New York, USAOgså de sidste to vine fra Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars har Bordeaux som reference og fix-punkt. Denne hedder Maximilien og er lavet på 57% Cabernet Sauvignon og 43% Merlot fra Ravines husets egne marker rundt om Seneca Lake søen.

Omkring 76% af druerne kommer fra den kalkholdige mark White Springs Vineyard på den vestlige side af søen, mens de resterende 24% høstes fra den ler- og skiferholdige 16 Falls Vineyard på østbredden.

Alle druer afstilkes inden gæring i åbne gæringskar over 3-4 uger med skindkontakt, pigeage og daglige overpumpninger. Efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på barriques, heraf 18% nye fade. 20% af fadene er amerikanske fra Dargaud & Jaegle og hovedparten franske fra Taransaud og Francois Freres.

What? Det dufter vildt meget af Bordeaux, men den er altså lavet i USA, men slet ikke i en overfed eller opulent stil. I stedet møder din næse en kølig og klassisk bordeauxfil aroma med solbær, lidt knuste enebær, tør jord, cedertræ, cigaræsker, grøn peber, blæk og blyanter, mentol, kaffebønder … hallo, hvor det dufter vildt godt.

I munden er frugt også langt mere syrlig, rank og kølig end forventet og arghhh, hvor det smager godt. Vinen har en frisk smag med nogle mellemrøde og syrlige bær, kirsebær, hindbær, bitterhed, jern, jord, mærkbare, stramme og spændstige tanniner og så lidt blomster. Og tænk engang, at vinen fortsat er ung med masser af potentiale ved yderligere modning i kælderen. Noget af det bedste Bordeaux-Wanna-Be, som jeg har smagt fra USA i long time.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Ravines Wine Cellars, Cabernet Franc Finger Lakes, New York State, USA

2018 Ravines Wine Cellars, Cabernet Franc Finger Lakes, New York, USAWTF? En 100% Cabernet Franc vin fra danske Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars? Måske var jeg inden lidt forbeholden, men det er der ingen grund til, for det smager bare fantastisk.

Måske skyldes det, at Morten har sin inspiration fra Bordeaux, hvor han blev meget inspireret af Bruno Prats, som drev Cos d’Estournel tilbage i 1990’erne og bl.a. også mestrede Cabernet Franc druen.

Her hos Morten kommer Cabernet Franc druerne fra alle 3 af de primære marker, 46% fra den kalkholdige White Springs Vineyard, 21% fra Argetsinger Vineyard og 24% fra den ler- og skiferholdige 16 Falls Vineyard.

Efter den manuelle høst er druerne afstilkes inden gæring med skindkontakt over 3 uger i åbne ståltanke med daglig punch-down. Efter endt fermentering er vinen lagret i 12 måneder i store 2.300 liter fade af  fransk eg. Morten startede med årgang 2017 årgangen at bruge store fade for at mindske egenoterne, og det er han fortsat med her i denne årgang 2018.

Jamen dog … intens mørk næse med masser af fadpræg, vanilje, kanel, nyt og garvet læder, våde fade, sødbrændte elementer, en aromatisk og lettere grøn nerve, gennemtyggede blyanter, meget parfumeret og samlet dufter det vildt godt. Som i vildt godt. På en eller anden måde, som spiller de søde, brændte noter totalt godt sammen med de grønne, stramme elementer. Frugten er lækker, brombær, solbær og hindbær suppleret med lidt røgede toner.

I munden er vinen langt mere frisk, slankere og mere elegant end duften lovede dig i starten. Frugten er også her solbær, brombær og hindbær, meget frisk, virkelig godt afstemt med en frugtsyre, der hænger i din mund i noget, som kan synes som en evighed.

Smagte du denne vin blindt, så vil du aldrig ha’ gættet, at det var amerikanske Cabernet Franc, for stilen er europæisk og hjernen bag vinen dansk. Alt er her smukt afstemt, tørhed fin, tanninerne også fine og mærkbare, men ellers smager det bare rigtigt godt. Det er virkelig lækker vin, så 5,5 store tomler med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Ravines Wine Cellars, Argetsinger Vineyard Pinot Noir, New York State, USA

2015 Ravines Wine Cellars, Argetsinger Vineyard Pinot Noir, New York, USAAf de 4 rødvine i testen af Morten Hallgrens Finger Lakes vine, så startede Houlberg med denne 2015 Argetsinger Vineyard Pinot Noir.

Druerne til vinen kommer fra Argetsinger marken, der ligger på en skråning på den sydøstlige bred af Seneca Lake. Morten har lejet en del af marken fra Beren Argetsinger og marken har både vinstokke med Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Pinot Noir, Merlot og Riesling. Marken har en mineralsk kalkstensrig jord og giver druer til flere af topvinene hos Ravines Wine Cellars.

Druerne til denne Argetsinger Vineyard Pinot Noir er høstet med håndkraft, hvorefter gæringen er sket i åbne fermentorer på skindet over 4 uger med punchdown 2 gange dagligt. Efter fermenteringen er vinen lagret 11 måneder på franske egefade, heraf 10% nye fade efterfulgt af 2 års lagring på flaske inden frigivelse.

I glasset er Argetsinger Vineyard Pinot Noir forholdsvis lys og transparent … ikke overdrevet, men det er bestemt heller ikke en mørk, varm og småbuttet amerikansk Pinot Noir. Men den har dog sådan en vel lidt maskulin side, meget røget med kirsebær, tranebær, vilde skovbær, baconfedt, violer, tør kakao samt engelsk lakrids, en smule Ahr karakter røg og lidt blæk i noterne, urter … meget intens, tæt og direkte. Giv det godt med luft i glasset, så åbner frugten sig virkelig ud … multo eleganto.

I munden er vinen anderledes end forventet … sådan meget smooth, afdæmpet og med masser af blød saftighed. Det er total relax, blødt og cremet med en luftig lethed. Selvom man måske fornemmer nogle mørkere bør som kirsebær, brombær og blommer, så smager vinen bare ultralet med tørhed, nogle tanniner, en svag bitterhed … og en fabelagtig balance. Det er stor kølig og forholdsvis rank US Pinot Noir med smuk elegance, så 5,5 houlbergske tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Houlberg tester flere vine fra … danske Morten i Finger Lakes, New York State

I den østlige del af USA – langt fra Napa Valley, Sonoma og hvad de forskellige kendte vinområder i Californien hedder – i et lille område kaldt Finger Lakes i staten New York finder vi danskfødte Morten Hallgren. Han laver vin … god vin.

New York staten er vinmæssigt nok ikke så kendt herhjemme og de laver da også langt mindre vin end i Californien, som – by far – er det største vinproducerende område med en årlig produktion på cirka  680 millioner gallons svarende til knap 2,6 milliarder liter.

Men selvom produktionen i New York således kun udgør 4,1% af produktionen i Californien, så er produktionen på 106 millioner liter vin alligevel nok til, at området er det 3. største vinområde i USA. Så derfor burde vi måske også oftere støde på vine fra New York, som derfor er mere udbredte end fx vine fra det langt mere hypede og efterspurgte Oregon.

En af de største vinregioner i New York er Finger Lakes AVA, som ligger i Upstate New York syd for Lake Ontario søen. Det har navnet Finger Lakes efter de 11 gletsjersøer, som der findes i området, hvor områderne omkring søer Canandaigua, Keuka, Seneca samt Cayuga Lakes har flest vinhuse. Samlet er der faktisk hele 3.800 hektar vinmarker i Finger Lakes.

Morten Hallgren i Finger Lakes

Det er netop der, i det kølige område ved Keuka søen lidt nord for byen Hammondsport, at vi finder danskfødte Morten Hallgren, som siden 2001 har drevet sit vinhus Ravines Wine Cellars sammen med sin hustru Lisa … i det område, som er kendt for at lave kølige og elegante vine, specielt Chardonnay i burgundisk stil.

Morten er født i Danmark, men han flyttede som 15-årig til Frankrig sammen med sine forældre, som drev vingården Domaine de Castel Roubine i Côtes de Provence regionen i Frankrig.

Forældrene drev deres vingård med knap 70 hektar vinmarker og dér lærte Morten først om fremstilling af vin. Det var derfor heller ikke underligt, at Morten senere valgte at uddanne sig til vinmager/ønolog på Ecole Nationale Supérieure d’Agronomie i Montpellier ..  en af ​​verdens største skoler indenfor vin.

Derefter fik Morten arbejde på 2. Cru Classé slottet Cos d’Estournel i Medóc i Bordeaux, men rejste herefter sammen med sin hustru Lisa – som han havde mødt i perioden, mens han boede på Domaine de Castel Roubine – til USA.

Der arbejdede han bl.a. på Cordier Estates i West Texas og senere hos Biltmore Estate i North Carolina inden han i 1998 blev spottet af Willy Frank fra Dr. Frank’s Vinifera Wine Cellars. Og Willy tilbød Morten et job som ansvarlig vinmager på vingården ved Keuka Lake i Finger Lakes området i staten New York i det østlige USA. Dr. Frank’s Vinifera Wine Cellars var en af pionererne indenfor vinproduktionen i Finger Lakes området.

Morten så straks et kæmpe potentiale i det ukendte vinområde og satte også straks sit præg på disse cool-climate vine og sideløbende med arbejdet for Willy Frank, så kunne han opkøbe udvalgte marker på nogle af området bedste sites. Og i 2001 grundlagde han så sit eget vinhus Ravines Wine Cellars, hvor vinene dog blev lavet i kælderen hos Willy Frank.

I 2006 forlod Morten jobbet hos Willy Frank og satsede så udelukkende på sine egne vine på Ravines Wine Cellers … opkaldt efter de mange kløfter aka Ravines, som der findes i området. Han flyttede i 2010 selve produktionen til White Springs Winery i Genève i den nordvestlige ende af Seneca Lake.

White Springs Winery var ejet af landmanden og filantropen Carl Fribolin og Morten blev samtidig ansvarlig for produktionen af vin for White Springs Winery  … lige indtil 2012, hvor Carl Fribolin ville sælge vingården og ha’ Morten til at overtage.

Sådan blev det … Morten købte White Springs vingården inklusiv dens 50 hektar vinmarker og en gammel skiferlade, som Morten så efterfølgende har renoveret og i dag både anvendes som vinkælder, laboratorie, smagsrum og lager.

I dag driver Morten og Lisa Hallgren samlet 130 hektar vinmarker, hvoraf nogle af markerne er ejet og andre lejet. De fordeler sig på en række marker, men de 3 vigtigste marker er Argetsinger Vineyard og 16 Falls Vineyard ved Seneca Lake og White Springs Vineyard ved Keuka Lake.

Smagning af vinene fra Morten Hallgren

Allerede for et par uger siden fik jeg muligheden for at smage et par vine fra Morten Hallgren, nemlig et par herlige hvidvine. Dér fik jeg første indtryk … og bestemt vine, som virker mere kølige, ranke og slanke end meget af det vin, vi ellers ser fra fx Californien.

Jeg bragte allerede for et par uger siden et par blogindlæg om de to hvidvine og dem kan du læse her:

Nu har jeg imidlertid også fået mulighed for at smage 4 af Mortens rødvine, så derfor var det en god lejlighed, til lige at kigge nærmere på Ravines Wine Cellars og Finger Lakes området.

Rødvinene er en enkelt Pinot Noir, en ren Cabernet Franc baseret vin og så 2 vine, som læner sig skræmmende tæt op af Bordeaux og endda næsten smager mere af Bordeaux end mange vine fra selve området i Frankrig … men det kan I læse om mine anmeldelser, som jeg har linket til nedenunder:

Konklusion

Så stay in tune .. . men jeg kan godt allerede nu afsløre, at de smagte  rødvine – på samme måde som hvidvinene – har en fin, kølig stil og er således meget interessante.

Vinens verden er forunderlig og stor … man lærer hele tiden nyt, så det nye bekendtskab med vinene fra Finger Lakes har været en god oplevelse. Og hvem havde lige forventet, at vi der skulle finde en vinmager, som kommer fra vor danske andedam.

Vi kipper med Dannebrog for Morten, hans vine og Supervin for præsentationen af vinene. Skål.

2015 WillaKenzie Estate, Thibaud’s Cuvée Pinot Noir, Oregon, USA

2015 WillaKenzie Estate, Thibaud's Cuvée Pinot Noir, Oregon, USA WAUW. Bedste amerikanske Pinot Noir i mands minde. Det smager vildt godt. Det er denne 2015 Thibaud’s Cuvée Pinot Noir fra vinhuset WillaKenzie Estate, som jeg snakker om.

Vinhuset er grundlagt i 1991, hvor franske Bernard Lacroute sammen med hustruen Ronni købte en pæn stor kvægfarm lidt nordøst for byen Yamhill i Oregon. De kaldte gården for WillaKenzie Estate og da de året efter mødte vinmageren Laurant Montalieu, så startede de sammen med at tilplante markerne med vinstokke.

Nogle år senere i 1995 besluttede de, at de også ville leve af vinproduktionen, så de sendte de første flasker på markedet og byggede også et moderne vineri … det første i området. Og siden er vinene fra WillaKenzie Estate blev efterspurgt af restauranter og vinkendere verden over.

Deres 1995 Gamay Noir blev endda serveret i Det Hvide Hus til en officiel statsmiddag, hvor den amerikanske præsident Bill Clinton tog imod den franske præsident Jacques Chirac og den engelske premierminister Tony Blair.

Siden 2000 har det været Thibaud Mandet, som har været vinmagere på WillaKenzie Estate og samme år købte Lacroute også yderligere 38 hektar jord, således vingården i dag har omkring 170 hektar vinmarker, der faktisk nærmest ligger rundt om vingården.

I 2016 gik Lacroute ægteparret på pension og solgte WillaKenzie Estate til den store Jackson Family Wines vinkoncern, der jo ejer en lang række vinhuse i USA og resten af verdenen.

Sidst jeg skrev om vinhuset, der talte jeg til 36 vinhuse i America, 2 i Australien, 2 i Chile, 2 Bordeaux slotte i Frankrig, 2 vinhuse i Italien og et enkelt i Sydafrika.

Men denne 2015 Thibaud’s Cuvée Pinot Noir er altså lavet inden Jackson Family Wines overtog vinhuset og var oprindeligt lavet til de to WineSpectator awardnominerede restauranter Spruce og The Village Pub i San Francisco. Men da Lacroute solgte vingården, så blev denne vin ikke solgt til restauranterne, men Jysk Vin fik lov at købe et lille parti af vinen, da de i forvejen handler med Jackson Family Wines.

Vinen er en tribute til vinmageren Thibaud Mandet, der var ansvarlig for produktionen af vinene på WillaKenzie Estate frem til salget i 2016. Vinen er lavet på  Dijon klonerne 113,115 & 777 og jeg kan ikke se, om Thibaud selv var med til at lave vinen, eller om det er den efterfølgende vinmager Erik Kramer, som lavede vinen. Jeg læner mig nok op af det sidstnævnte.

Druerne er selvfølgelig høstet ved håndkraft, hvorefter de er sorteret og gennemgår en koldmaceration inden gæringen på ståltanke samt en efterfølgende lagring på franske fade, hvoraf en andel er fade af ældre dato.

Uha … hvor dufter det vildt godt … en blid brise af velduft, lyse bær, jordbær, hindbær, kirsebær, søde bolsjer, kaktuspiller, mentol, præg fra fadene med et blidt aftryk af vanilje, æterisk lethed samt en vibrerende sød syre … men slet ikke US sød og varm, men den bevarer derimod en slank, let og elegant facon. WAUW.

Og hvor smager det dog blødt … det er fløjlsagtig, afrundet og mildt med mælkechokolade, tobak, søde kirsebær, jordbær, vanilje og med silkefine tanniner. Det er bare så let, lys og cremet … glider igennem systemet og råber zen zen zen. Den coater din mund og gane med ultrablide kærlighedsstrøg … bedst US-Pino i long time. Smukt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 495 kr., mens prisen er 419 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling Finger Lakes, New York State, USA

2017 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling Finger Lakes, New York, USADanskfødte Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars laver også Riesling på sin vingård i Finger Lakes området i New York området i det østlige USA … endda god Riesling.

Denne Dry Riesling Finger Lakes er lavet med druer fra 2 forskellige marker, nemlig med  52% fra White Springs Vineyard og 48% fra 16 Falls Vineyard.

White Springs Vineyard og 16 Falls Vineyard ligger på hver sin side af Seneca søen. Østvendte White Springs er en af de få marker med masser af kalksten i Finger Lakes, mens vestvendte 16 Falls har en jordbund af ler, lehm og skifer.

Efter høst presses de håndplukkede drueklaser hele, så kun den mest friske og delikate druemost finder vej til den færdige vin.  Den maskinhøstede del af druerne udblødes med skindkontakt inden presningen, for at opnå en færdig vin med ekstra aromatisk intensitet og kompleksitet.

Vinen gærer køligt på ståltank, hvorefter vinen så omstikkes, inden den overvintrer i kontakt med de fine gærrester frem til aftapningen i april. Vinen har i denne årgang 4 gram restsukker pr. liter, hvilket er lidt mere end tidligere år.

Sikke da en fin og lidt kølig næse, meget hvid og sart med svag antydning af lidt petroleum, men ellers masser af hvid frugt som fx fersken, pærer, svag ananas … hvide blomster, astronaut-is, lemon, nogen sødme, milde krydderier, vanilje og en smule brunet smør.

I munden er der en del sødme, selvom det er en Dry Riesling. Der er moden og småfed frugt, lemon, citrus, pærer, svag grape … samtidig meget cremet, blød, rund og behagelig. Det er sgu Riesling, som alle vil blive begejstret for.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Athenaeum Wine Cellars, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2018 Athenaeum Wine Cellars, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAVi napper en Napa Valley Athenaeum vin mere, nemlig deres Napa Valley Cabernet Sauvignon 2018 fra Purple Wine + Spirits’ serie af deres eksklusive vine … Exclusive Brands, som de selv skriver.

Brandet Athenaeum – eller på dansk Athenæum – er opkaldt efter templet for Athene, den græske gudinde for visdommen. Om man dermed bliver klog af at drikke vinen, skal være usagt. Ofte lyder man klogere, når man har fået lidt vin … men det er der vist også delte meninger om 🙂

Imidlertid bliver jeg ikke så meget klogere på, hvordan vinen er produceret, efter at ha’ surfet det meste af internettet. Der findes ikke meget info om vinen, men så springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I næsen er da en pænt fadpræget Cabernet Sauvignon, hvor der er masser af træ, røg, solbær, blåbær, cigarkasser, vanilje, lakridsrod, en espresso, en mørk bitterhed, mørk chokolade, mentol og så nogle lidt flæskede noter, baconfedt og tør muldjord.

I munden har vinen lidt at samme sødme, som den foregående Merlot, men ikke helt så udtalt. Der er tørhed, bitterhed, medium tanniner, alkohol, god bund i frugten, som er både mørk, frisk, fed, cremet, jammy og blød. Det er vin med skrald på … sådan meget fin, venlig, storladen og amerikansk. Det smager sgu fint.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., men kan fås til 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7