Tag-arkiv: nebbiolo

Nebbiolo er en rød druesort fra Piemonte, hvor den står bag de verdenskendte Barolo og Barbaresco vine. Jeg kalder selv druen for prisen, hvis præmissen er, at Pinot Noir og kongen, mens Riesling så må være prinsessen.

Nebbiolo vinene er kendetegnet ved deres stærke tanniner, høje syreindhold og karakteristiske duft … ofte beskrevet som tjære og roser. En anden karakteristika er, at over tid, som begynder vine på Nebbiolo at falme fra en dyb rubin/violet farve til en smuk murstenorange.

Nebbiolo har sit navn efter det italienske ord nebbia, som betyder tåge, hvilket er meget passende, for i Piemonte ligger vinmarker ofte skjult under et spøgelsesagtigt tæppe af tåge om eftermiddagen og senere på året, når druerne skal høstes ligger området også i med vinterlige vejrforhold med masser af tåge.

Vine på Nebbiolo fra marker uden for grænserne mellem Barolo og Barbaresco kan klassificeres som Langhe Nebbiolo, hvilket også gælder vine fra unge vinstokke eller dårligere beliggende marker inden Barolo og Barbaresco zonerne.

I Roero området lige over for Tanaro floden findes der mere overkommelige alternativer til Barolo og Barbaresco. Her blev Nebbiolos stramhed og tanniner ofte blødgjort med et stænk af Barolo Bianco … det lokale kaldenavn for Arneis, men denne praksis ses sjældent i dag, selvom det fortsat er lovlig.

Længere mod nordøst er Nebbiolo også den dominerende druesort i vinene fra Ghemme og Gattinara samt en klynge andre små byer langs den regionale grænse mod Lombardiet.

I netop Lombardiet laves der også – fra stejle og højt beliggende marker i det dramatiske alpelandskab – flotte Nebbiolo vine, som er en smule lettere end vinene i Piemonte. Her kaldes Nebbiolo i øvrigt ofte for Chiavennasca. Specielt vinene fra Valtellina er berømte og dér laves også en udgave med tørrede Nebbiolo druer, nemlig de Amarone lignende Sforzato di Valtellina vine.

Nebbiolos store popularitet har medført, at druen nu dyrkes i stort set hele verdenen, hvor den dog mest er en nichesort. Den dyrkes i meget små mængder på få vingårde i USA, Mexico, Chile, Argentina, Brasilien, Uruguay, Sydafrika, Australien og New Zealand.

2017 Sottimano, Barberesco Cottá, Piemonte, Italien

2017 Sottimano, Barberesco Cottá, Piemonte, ItalienVi sluttede vor vinaften med Gerts sidste bud og det var en flaske 2017 Barberesco Cottá fra Azienda Agricola Sottimano beliggende i byen Nieve cirka 5 kilometer nordøst for Alba.

Vinhuset har vi mødt mange gange her på Houlbergs Vinblog og derfor ser vi denne gang kun nærmere på denne vin, som er lavet med Nebbiolo druer, som er fra Cottá marken, som ligger med sydvest-vendt eksponering og er på små 2,8 hektar og har vinstokke, der er omkring 60 år gamle.

Den malolaktiske gæring foregår på egefade, der er specielt fremstillet til Sottimano af Francios Frères i Bourgogne. Vinen lagrer på disse fade i 18-20 måneder, heraf er 10% nye fade. Aftapningen sker altid uden filtrering eller klaring.

Der er masser af de klassiske Nebbiolo dyder i næsen … violer, knuste rosenblade, læder, gazebind, lyserøde og syrlige bolsjer, ribs, lyse kirsebær, tranebær, fennikel, salvie, mentol samt noget, der er mere mineralsk. Spot on.

I munden fortsætter herlighederne med dejligste tørhed og markante, stramme tanniner samt lyse bær af ribs, hindbær og tranebær tilsat lidt Campari bitterhed, men også let og blomstret med en nærmest parfumeret stil. Vinen har en ren og direkte frugt, mens syren er skarp, fokuseret, præcis og rammer bulls-eye. Sådan skal god Nebbiolo bare smage. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 575 kr., mens prisen er 489 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Tenuta Scerscé, Cristina Scarpellini Valgella Riserva Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2018 Tenuta Scerscé, Cristina Scarpellini Valgella Riserva Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienTenuta Scerscé er grundlagt af Cristina Scarpellini og det er da heller ikke ret lang tid siden, at jeg sidst smagte en Flammante Valtellina Superiore Inferno fra huset … men nu havde jeg taget denne smukke 2018 Cristina Scarpellini Valgella Riserva Valtellina Superiore med.

Jeg skal derfor denne gang heller ikke skrive om Tenuta Scerscé, der jo holder til i byen Tirano SO  i det nordvestligste Lombardiet … så i stedet kigger vi lidt nærmere på denne vin, der selvfølgelig er lavet på 100% Chiavennasca, som de jo kalder Nebbiolo druen på de kanter.

Denne Cristina Scarpellini Valgella Riserva Valtellina Superiore er husets topvin,  lavet med druer fra  og opkaldt Valgella subzonen og er opkaldt efter vinmageren Cristina selv, og med et etiket, som et kunstnerisk billede af hende … kvinden fra Sorso er tørstig efter skønhed og ynde …  La Donna Sorso ha sete di Bellezza e Garbo.

Valgella er den østligste af de fem subzonener i Valtellina … er lokaliseret inde i bunden af dalen med stejle og høje klippevægge rundt om. Høsten af druerne foregår ved håndkraft og druerne presses kort efter høsten.

Under vinificeringen gærer vinen med drueskindet i mindst 30 dage. Efterfølgende lagres vinen omkring 12 måneder i store 25 hektoliter slavonske egetræsfade og så 13 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW for en aromatisk, let, lys aroma med knuste rosenblade, nødder, agern, dampende skovbund om morgenen, bagte kastanjer, parfume, jordbær, modne kirsebær, vanilje, kaffe, oksefond, tobak, rosmarin, aske, knuste sten og jern.

Smagsmæssigt er det også en lys vin … med masser energi, så let, så luftig og nærmest som et airborn medlem af lufttropperne, har lyse bær, jordbær, ribs, lyse blommer og så alligevel med markante samt stringente tanniner,  som dog er fint og sart integreret. Hvor er det en lys, mild, fin, sart og feminin Nebbiolo … men bliver bare så glad, så glad … 96 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 400 kr., mens prisen er 350 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, Italien

2018 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, ItalienDen sidste Barbaresco fra smukke Martina Culasso og far Piercarlo er denne Barbaresco Faset Duesoli 2018.

Nebbiolo druerne til denne vin kommer fra et særlig område på Faset marken med sit helt eget mikroklima nær Tanaro floden i 250 meters højde.

Når solen går ned over floden, så genspejler solen op på det område, hvor vinstokkene til Duesoli står … deraf også det unikke navn Duesoli, som betyder to sole.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret et par måneder på egefade efterfulgt af 24 måneder på franske barriques samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det igen en let Barbaresco, som faktisk har sådan lidt Pinot Noir lethed, men det er sammen med knuste rosenblade, lys tjære, grøntsagsfond, jordbær, hindbær, granatæbler, appelsinskal, lidt moden i den lyse frugt, rå champignon og lidt sød vanilje. Den har denne sarte, fine og feminine elegance.

Hvor smager den bare godt … alt sidder dér, hvor alt skal sidde. Den har denne lyse og modne frugt, som nærmest bare smelter i munden og gør dig glad i låget. Det er jordbær og hindbær med en lille sødme, elegant syre, som nærmest danser igennem alle nuancerne. Der er selvfølgelig også fine tanniner, men de er ligesom blomstrede og saftige samt godt integrerede. Jeg bliver i så godt humør, så jeg hoster således op med 96 point. Smukt.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen kun er 249 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset, Piemonte, Italien

2019 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset, Piemonte, ItalienDerefter stod den på Barbaresco fra Piercarlo Culasso og den første var denne 2019 Barbaresco Faset.

Her er Nebbiolo druerne fra vinstokke, der er 23 til 60 år gamle på Faset marken i 250 meters højde.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret et par måneder på egefade efterfulgt af 12 måneder på franske barriques samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

VAUW … kamferolie, nøddeolie, violer, appelsinskal, granatæbler, hindbær, ribs, oksebouillon, grønne urter, lakridsrod og har utrolig lethed med en nærmest burgundisk feel good. Det dufter vildt godt, virkelig lys, legende og meget elegant.

Den lette, lyse og feminine stil går også igennem i smagen, som jo nærmest også får en burgundisk lethed. Det er så fint, sart, delikat og feminint. Der er en let Campari bitterhed, lys balsamico, meget frisk med tørre og alligevel let søde tanniner, der som resten er så elegant, let, lys og saftig med fin sarthed. 95 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen kun er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Piercarlo Culasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2021 Piercarlo Culasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienSmalle Vine har en herlig vinbutik på Frederiksberg i København og har nu også fået forhandlingen af et spændende vinhus i Piemonte … Azienda Agricola Piercarlo Culasso.

De laver kun 4 forskellige vine på vingården og jeg smager 3 af dem og starter med denne 2021 Langhe Nebbiolo.

Piercarlo Culasso holder til på adressen Località Faset lidt syd for Barbaresco. Dér har familien Culasso familien ejet parceller på Faset marken i generationer og op til midt i 1970’erne også selv produceret vin derfra under Culasso navnet.

Imidlertid blev produktionen indstillet, da Dante Culasso – Piercarlos far – døde. Familien besluttede dog at beholde jorden, men valgte i stedet at sælge deres druer til Vietti, som anvendte dem til deres Barbaresco Masseria.

Piercarlo har siden 1999 stået for at passe markerne og vinstokkene, som dyrkes økologisk helt uden pesticider og andet skidt, men i 2017 besluttede han i fælleskab med fruen Franca og deres datter Martina igen at lave og flaske vine under eget navn.

I dag deltager Martinas lillesøster Michela også i det lille familieforetagende.

Så med årgang 2017 som første årgang, så producerer Piercarlo og Martina beskedne 20.000 flasker vin årligt fordelt på en Barbera, en Langhe Nebbiolo, en Barbaresco Faset og så en Barbaresco Faset Duesoli.

Stilen på deres Nebbiolo og to Barbaresco er udpræget til den lyse og elegant side. Frugten er saftig, fokuseret og lys, men uden på nogen måde at miste intensitet og kompleksitet.

Deres vine er i sagens natur alle enkeltmarksvine, da de jo kun ejer jord på Faset vinmarken, hvor også andre gode producenter som fx  Roagna, Ceretto, Chiarlo og Abbona har parceller på.

Denne Langhe Nebbiolo har Piercarlo Culasso første gang lavet i årgang 2020, så dette er blot anden årgang produceret, selvfølgelig lavet med Nebbiolo druer fra husets egen mark i 240 meters højde.

Gæringen er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur, hvorefter vinen er presset og dekanteret … og så blot lagret i ståltanke et par måneder frem til aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en grøn Langhe Nebbiolo, hvor der er ribs, jordbær, brombær og stikkelsbær, tørrede blomster, appelsinskal, virker meget sprød og frisk, har nogle jordagtige noter, balsamico, grønne urter, blodagtige elementer og saltet mineraler.

Hvor smager den dog rigtig godt … saftlig og læskende med friske frugter og en lille bitterhed. Der er hindbær, ribs og rabarber, lidt citroner og appelsinskal, fennikel og saltlakrids, masser af syre, sprød, frisk og vild drikbar … man får lyst til at kyle en hel flaske i drænrøret med det samme. 91 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen kun er 139 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Le Strette, Barolo Le Strette, Piemonte, Italien

2017 Le Strette, Barolo Le Strette, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Le Strette ligger et par hundrede meter nord for byen Novello. Jeg har smagt flere vine fra huset, men aldrig deres Barolo … og det råder jeg nu bod på med denne 2017 Barolo Le Strette.

Le Strette er et nyere vinhus grundlagt i 1997 af brødrene  Savio og Mauro Daniele ud fra samme lidenskab, der kom fra deres familie … specielt deres forældre Giulio og Giuliana Daniele, der i hele deres liv har haft passion for vin, hvilket så smittede af på sønnerne.

De tog derfor begge en uddannelse i henholdsvis vitikultur og ønologi i Alba og derefter i Torino. Derefter fik Mauro arbejde som vinmager hos Ceretto … et arbejde han endda er fortsat med, selvom brødrene i dag har etableret Le Strette.

Projektet Le Strette blev en realitet i 1997 med hjælp fra deres forældre samt Gino Lagorio og hans familie. De opkaldte vingården Le Strette efter den lille landsby, hvor gården reelt ligger. De har sidenhen i 2002 bygget et mere moderne vineri på stedet.

Savio og Mauro Daniele har samlet 6,5 hektar vinmarker, som primært ligger i kommunen Novello og derudover også i Barolo, men mange af markerne er indenfor Barolo DOCG appellationen.

Brødrene arbejder i marken med hård beskæring og selektion gennem hele sæsonen. Dette sikrer optimal både koncentration og modne druer. Alt drives som certificeret bæredygtigt vinbrug, så der anvendes ingen sprøjtemidler eller anden hårdhændet behandling af vinmarkerne.

Stilmæssigt forholder brødrene sig pragmatisk til diskussionen mellem traditionalister og modernister, hvilket betyder, at stilen som udgangspunkt er traditionel med en snert modernisme.

Og så er Le Strette en af kun syv vinproducenter, der stadig dyrker den historiske Nas-cëtta-druesort med en Langhe DOC Nas-cëtta del Comune di Novello vin.

Nas-cëtta er en næsten glemt sort og de fleste vine på druen er mest anvendt til eget forbrug, men brødrene har gjort et ret stort arbejde med druen og står også fader til godkendelsen af appellationen DOC Langhe Nas-cëtta del Comune di Novello i 2010.

På  Le Strette laver de 4 Baroloer … denne Barolo Le Strette, som er deres indgangs-Barolo, men derudover er det 3 enkeltmarks Barolo Bergera Pezzole, Barolo Corini Pallaretta og Barolo Bergeisa.

Denne sorte Barolo Le Strette er lavet med Nebbiolo druer fra alle deres 3 marker i Novello og Barolo, altså Bergera Pezzole, Corini Pallaretta og Bergeisa, hvor Bergera Pezzolle bidrager med dybde, power og struktur, mens Corini Pallaretta tilføjer friskhed og balance.

Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket og så presset eller knust lavet, hvorefter gæring og maceration er sket over 22-35 dage efterfulgt af lagring på små egefade og store botti i 28-32 måneder.

WHAT? Sikke en aroma, der er så lys, let, smuk og æterisk med både terpentindampe, og acetone,  strandsand, knuste rosenblade, violer og samtidig er den småanimalsk, svedig og landlig. Der er læder, bark og gammelt reb. Frugten er lyse kirsebær, hindbær, jordbær, ribs og der fornemmes også lidt mynte. Meget ren og feminin … meget opløftende i aromaerne.

Det smager – mine damer og herrer – også forrygende. Det er svært at tro, at vinen trækker en højoktan på 15%, for alt virker bare så let, lyst og næsten svævende. Det er jordbær, ribs og rabarber, har tjære og så bitre rødder, bitre tebreve, harpiks, malerspand, grønne stilke, men alt er så lækker og i smukkeste balance. Tanninerne er lyse, lidt småharske og alligevel så markante, at det næsten gør ondt. Elsker denne lyse og fine balance … flot Barolo. 96 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 G.D. Vajra, Barolo Bricco delle Viole, Piemonte, Italien

2015 G.D. Vajra, Barolo Bricco delle Viole, Piemonte, ItalienPå en eller anden måde er jeg aldrig kommet helt overens med vinene fra Azienda Agricola G.D. Vajra og det er sgu ikke trods manglende forsøg. Nu forsøger jeg igen og endda med en vin fra øverste hylde hos Vajra … deres 2015 Barolo Bricco delle Viole.

G.D. Vajra ligger omkring 1 kilometer nordvest for Barolo by og er grundlagt i 1972 af Aldo Vajra, som i dag fortsat driver vingården sammen med hustruen Milena samt parrets 3 børn, som også deltager i driften. Vinhuset er dog opkaldt efter Aldos far Giuseppe Domenico Vajra, som  plantede de første vinstokke tilbage i 1947.

Gården har været i familiens eje gennem generationer og Aldo er således 4. generation. Det var Aldo, som fik startet produktionen og salget af vinene fra gården under navnet G.D. Vajra. Indtil 1978 – Aldos førte årgang – blev alle druerne solgt til negociantfirmaer i området.

Aldo har siden sin overtagelse af den daglige ledelse på vingården gradvist øget arealet af vinmarker til i dag 40 hektar, hvoraf de 10 hektar er tilplantet med Nebbiolo.

De bedste vinmarker er marker som Bricco delle Viole, Fossati, La Volta og Coste di Vergne. En stor del af markerne er beliggende i 400 meters højde.

Der laves selvfølgelig både hvide og røde langhe vine, Dolcetto, Barbera og Barolo på Azienda Agricola G.D. Vajra. Det helt særlige ved Vajras vine er, at der ikke bruges meget fad.

Det er derfor den traditionelle Barolo metode, der anvendes på G.D. Vajra. Det er kun 6-8% af vinen, som kommer på fad og derfor er de fadlagrede noter meget få og lette. Det giver alle vinene en umiddelbar friskhed, frugtrigdom og ren smag.

Vinmarken Bricco delle Viole ligger i 380-470 meters højde og er på 4,79 hektar. Det er den mark, som Vajra altid høster senest og efter høsten er druerne endda sorteret hele 3 gange, først på vinstokke, på sorteringsbordet i vineriet og sidst efter afstilkning.

Vinificeringen er traditionel og udføres i specialdesignede lodret fade efterfulgt af en længere periode med maceration under hætten. Efter malolaktisk gæring i rustfrie ståtanke, så er vinen lagret 30-42 måneder på 25-50 hektoliter store slavonske egefade.

Duftmæssigt minder den mere om Barbaresco end Barolo, men har alligevel nogle ret flotte hjørnekanter. Der er frugt af syrlig kirsebær, jordbær, ribs, skovbær og lidt citroner, meget ren og stringent frugt, men læg dertil gazebind, storduftende, potpourri, blomsterparfume og essenser, jordagtige olivennoter, let benzin, mineraler og så lidt søde egetræsnoter … meget dekadent og imødekommende, men absolut ikke tung på fad … overhovedet.

I munden er vinen utrolig – og dejlig – tør, mens tanninerne fortsat er aggressive, lyse og kantede sammen med en lille smule peber og så en lys, syrlig frugt med syrlige kirsebær, ribs og appelsinmarmelade. Syren er virkelig frisk og har en lille lemonagtig bitterhed, nogle søde krydderier, roser og egetræsnoter. Den har smertelig tanninbid, men hvor er det godt og jeg overgiver mig … klasse Barolo. 96 point.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Renato Corino, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Renato Corino, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienLanghe Nebbiolo  … man bliver næsten bare glad ved at høre navnet, men nu har jeg også åbnet én af slagsen, nemlig denne 2020 Langhe Nebbiolo fra Renato Corino.

Vinen er lavet med Nebbiolo druer fra 20-40 år gamle vinstokke på 1,3 hektar vinmarker i 350 meters højde ved La Morra. Efter høst er vinen lavet med en kort gæring og maceration i temperaturstyrende ståltanke i maksimalt 7 dage.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og 12 måneder lagring på franske egefade, der alene er anvendt én gang tidligere til lagring af deres Barolo vine. Herefter er vinen tappet på flaske uden klaring eller filtrering og årlig produktion ligger på 8.000 flaske af vinen.

Uhhhh, med duften bliver jeg glad for anden gang … meget ren, klar og endda let. Det virker luftigt med violer, mandler, marcipan, syrlige kirsebær, ribs og tranebær … måske endda lidt granatæbler, blyanter og estragon samt mynte. I forhold til 2018’eren fylder fadene slet ikke så meget … meget mere ren og krystalklar.

Og det smager minsandten også fremragende … lyse kirsebær, jordbær og denne rene, klare og lyse smag, som suppleres af en mere eksplosiv og næsten læskende frugtsødme. Det gør vinen behagelig, rund og elskelig med lidt peber, noget lemonagtig bitterhed, sort te, Campari og nogle tørre tanniner, som giver kant og stram struktur. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Casa E. di Mirafiore, Barolo, Piemonte, Italien

2017 Casa E. di Mirafiore, Barolo, Piemonte, ItalienHvem elsker ikke Barolo? Nærmest alle, synes svaret at være og her smager jeg så en Barolo fra et af de første huse til producere Barolo, nemlig Casa E. di Mirafiore.

Vinhuset der helt korrekt hedder Casa di E.Mirafiore & Fontanafredda holder til på adressen Via Alba i Villaggio Narrante i Serralunga d’Alba tæt på Cantina La Biòca.

Vingården er grundlagt i 1878 af Emanuele Alberto Guerrier, der var greve af Mirafiore og søn af Italiens første konge Vittorio Emanuele II og Rosa Vercellana, der grundet hendes skønhed blev kaldt La Bella Rosina.

Rosa Vercellana var egentlig kongens elskerinde og da hans hustru døde, så endte han med at gifte sig med La Bella Rosina, selvom det egentlig var ugleset, da hun slet ikke – som forskrifterne krævede – var adelig.

Allerede i 1858 havde kongen Vittorio Emanuele II købt Tenuta Fontanafredda som et jagtslot, men i 1870 lavet den første Barolo sammen med sin søn og det var Emanuele Alberto Guerrier, der siden overtog driften af vingården, da kongen døde i 1878.

Emanuele Alberto Guerrier var en driftig herre og udover at drive godserne i både Barolo og Fontanafredda, så var han også en stor adelig landmand og iværksætter. Han dedikerede sit liv til at lave vine med en moderne tilgang og brugte meget energi og mange penge for det lokale samfund.

Han opførte bl.a. landsbyen Villaggio Narrante  – med Fontanafredda godset som det centrale midtpunkt – til alle gårdens medarbejdere med bondehuse, kældre, stalde og kirke samt F.A.O aka Fratellanza Agricola Operaia … en rekreativ klub for alle de ansatte. Dengang var der 200 ansatte og 50 familier bosat i Villaggio Narrante.

Under hans ledelse tog produktionen straks en innovativ drejning med konstant opmærksomhed på produktionen af kvalitetsvine og især Barolo. Han var også den første til at bygge store betontanke i vinkælderen efter et patent fra det schweiziske firma Borsari og den innovative tilgang gjorde vinene bedre, for de vandt hurtigt priser ved flere internationale konkurrencer.

Desværre døde Emanuele Alberto Guerrier allerede i 1894. hvorefter driften blev overtaget af Emanuele Albertos søn Gastone, der dog ikke havde faderens lidenskab eller talent, så selvom vinene var berømte, så begyndte tingene langsomt at forværres. Måske skyldes det også, at Gastone mere gik op i kvinder og andre fornøjelser.

Ovenpå den store økonomiske depression, som spredte sig til Europa fra USA, og phylloxera, så endte det hele i 1929 med forfald og til sidst konkurs. Godset var vurderet til over 1 mio. lire, mens Mirafiore brandet blev solgt for kun 100.000 lire … men senere glemt og ude af markedet.

Under ledelsen af Monte dei Paschi startede man dog med at lave på godset, men det var svært uden et navn, så man valgte at lave vinene under det mere anonyme navn Fontanafredda. Imidlertid var det ret svært, bl.a. på grund af 2. verdenskrig, men i løbet af 1950’erne blev der produceret Fontanafredda Barolo på gården med stigende succes.

Vingården var således også en af pionererne, da Barolo senere blev officiel appellation og i 2008 blev vingården solgt til Oscat Farinetti og Luca Baffigo. De forstod virkelig gården og markernes potentiale, men gen-introducerede også det gamle Mirafiore navn, således vinene i dag sælges under både Casa E. di Mirafiore og Fontanafredda.

I dag har Fontanafredda og Casa E. di Mirafiore sammenlagt 120 hektar vinmarker i Serralunga d’Alba. Vi smager her den almindelige Barolo lavet på Nebbiolo druer fra nogle af markerne og høstet med et udbytte på gennemsnitlig 45 hektoliter pr. hektar.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke ved 30-31 grader over 12-15 dage efterfulgt af yderligere maceration på skindet i 30-40 dage for at hjælpe en malolaktisk gæring i gang. Efter endt fermentering er vinen så lagret 2 år på 2.000-14.000 liter egefade og derefter så lagret på flaske en periode inden frigivelse.

Duftmæssigt en lys Nebbiolo vin … ganske parfumeret, klar, frisk med både grønne noter, rosenblade, violer, let mentol, laurbærblade samt en frugt af jordbær, ribs, hindbær samt fennikel, masser af træ  og bare vildt tiltrækkende.

I munden er det er ren og meget frugtrig vin … masser af syrlig og stram frugt med ribs, rabarber, hindbær og tranebær, lidt bitterhed af grape, masser af lys syre … så fin, stram, frisk, tæt, let med nogle frugtrige tanniner, der ganske vist bærer på masser af garvesyre, men på ingen måder mundudtørrende. Det er en meget straight Barolo, der har denne nærmest lyse energi på en gammeldags og lækker måde. 93 point.

Forhandles af Sorgenfri Vin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 369 kr. ved køb af 6 flasker og 349 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2021 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienVi skal igen forbi adressen Località Cottà 2 kilometer syd for Barbaresco i Neive området. Dér finder vi nemlig Azienda Agricola Sottimano og derfra smager jeg deres 2021 Langhe Nebbiolo.

Det er en vin, som jeg har smagt før i både … blot i nyeste årgang årgang 2019 og 2020 … og i indlægget om 2019’eren skrev jeg også om vinhuset, deres historie og vinproduktion.

Druerne til vinen er deklassificerede Nebbiolo fra de yngste vinstokke fra den 4 hektar store, højtbeliggende og kalkstensrige Basarin mark, der ligger på grænsen mellem Neive og Treiso.

Vinen er lavet med gæring og maceration i 25 dage alene med druernes naturlige gærceller. Efter end fermentering sker der en malolaktiske gæring i franske tønder fra Francois Frères og lagring 14-16 måneder med 15% nye fade og halvdelen af tiden sur lie, altså på bærmen.

Den er god nok … duften af nyvaskede hvide lagner hænger i næsen, akkurat som med 2019’eren og 2020’eren, men ellers er der nogle af de klassiske Nebbiolo dyder som tørrede blomster, rosevand, violer, garvet læder, tørt træ og frugt med ribs, hindbær, jordbær, tranebær. Atter bliver jeg imponeret … dufter æterisk, luftigt og vildt godt.

Og hvor smager den også godt … ren, klar, lys, let og med en sødsyrlig frugt. Der er hindbær, jordbær, ribs, tranebær … og så en nærmest lemonagtig bitterhed og campari bitterhed, noget sødme og lys saftighed, mineraler og virker endda lidt hvalpet. Vinen har en luftig og imponerende kvalitet. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7