Den sidste Barbaresco fra smukke Martina Culasso og far Piercarlo er denne Barbaresco Faset Duesoli 2018.
Nebbiolo druerne til denne vin kommer fra et særlig område på Faset marken med sit helt eget mikroklima nær Tanaro floden i 250 meters højde.
Når solen går ned over floden, så genspejler solen op på det område, hvor vinstokkene til Duesoli står … deraf også det unikke navn Duesoli, som betyder to sole.
Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret et par måneder på egefade efterfulgt af 24 måneder på franske barriques samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.
I næsen er det igen en let Barbaresco, som faktisk har sådan lidt Pinot Noir lethed, men det er sammen med knuste rosenblade, lys tjære, grøntsagsfond, jordbær, hindbær, granatæbler, appelsinskal, lidt moden i den lyse frugt, rå champignon og lidt sød vanilje. Den har denne sarte, fine og feminine elegance.
Hvor smager den bare godt … alt sidder dér, hvor alt skal sidde. Den har denne lyse og modne frugt, som nærmest bare smelter i munden og gør dig glad i låget. Det er jordbær og hindbær med en lille sødme, elegant syre, som nærmest danser igennem alle nuancerne. Der er selvfølgelig også fine tanniner, men de er ligesom blomstrede og saftige samt godt integrerede. Jeg bliver i så godt humør, så jeg hoster således op med 96 point. Smukt.
Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen kun er 249 kr. ved køb af 3 flasker.