Tag-arkiv: nebbiolo

Nebbiolo er en rød druesort fra Piemonte, hvor den står bag de verdenskendte Barolo og Barbaresco vine. Jeg kalder selv druen for prisen, hvis præmissen er, at Pinot Noir og kongen, mens Riesling så må være prinsessen.

Nebbiolo vinene er kendetegnet ved deres stærke tanniner, høje syreindhold og karakteristiske duft … ofte beskrevet som tjære og roser. En anden karakteristika er, at over tid, som begynder vine på Nebbiolo at falme fra en dyb rubin/violet farve til en smuk murstenorange.

Nebbiolo har sit navn efter det italienske ord nebbia, som betyder tåge, hvilket er meget passende, for i Piemonte ligger vinmarker ofte skjult under et spøgelsesagtigt tæppe af tåge om eftermiddagen og senere på året, når druerne skal høstes ligger området også i med vinterlige vejrforhold med masser af tåge.

Vine på Nebbiolo fra marker uden for grænserne mellem Barolo og Barbaresco kan klassificeres som Langhe Nebbiolo, hvilket også gælder vine fra unge vinstokke eller dårligere beliggende marker inden Barolo og Barbaresco zonerne.

I Roero området lige over for Tanaro floden findes der mere overkommelige alternativer til Barolo og Barbaresco. Her blev Nebbiolos stramhed og tanniner ofte blødgjort med et stænk af Barolo Bianco … det lokale kaldenavn for Arneis, men denne praksis ses sjældent i dag, selvom det fortsat er lovlig.

Længere mod nordøst er Nebbiolo også den dominerende druesort i vinene fra Ghemme og Gattinara samt en klynge andre små byer langs den regionale grænse mod Lombardiet.

I netop Lombardiet laves der også – fra stejle og højt beliggende marker i det dramatiske alpelandskab – flotte Nebbiolo vine, som er en smule lettere end vinene i Piemonte. Her kaldes Nebbiolo i øvrigt ofte for Chiavennasca. Specielt vinene fra Valtellina er berømte og dér laves også en udgave med tørrede Nebbiolo druer, nemlig de Amarone lignende Sforzato di Valtellina vine.

Nebbiolos store popularitet har medført, at druen nu dyrkes i stort set hele verdenen, hvor den dog mest er en nichesort. Den dyrkes i meget små mængder på få vingårde i USA, Mexico, Chile, Argentina, Brasilien, Uruguay, Sydafrika, Australien og New Zealand.

2018 Michele Chiarlo, Barolo Palás, Piemonte, Italien

2018 Michele Chiarlo, Barolo Palás, Piemonte, ItalienJeg kunne nå at få lidt mere Barolo i mit vinglas og det blev så denne 2018 Barolo Palás fra det altid fabelagtige vinhus Michele Chiarlo.

Huset er grundlagt i 1956 af Michele Chiarlo, men drives i dag af sønnerne Stefano og Alberto, men fortsat med lidt hjælp fra faderen.

De har samlet hele 110 hektar vinmarker mellem Monferrato, Langhe og Gavi … og de bedste marker er klart parcellerne på både Cerequio og Cannubi, som Michele købte i 1988 og 1989.

Michele Chiarlo er et kendt skikkelse i Piemonte, bl.a. var han medstifter af Consorzio Grandi Vini, som var den første italienske sammenslutning for promovering af de lokale vine. Han er også med i Hastae … en sammenslutning af Barbera d’Asti producenter.

Siden frigivelse af den første vin i 1958 har huset høstet stor international anerkendelse og en stjerneregn af priser og points fra vinanmeldere i hele verdenen.

Huset er kendt for at lave ærlige vine, der er tro mod områdets stilarter og år efter år har en høj kvalitet. De bærer præg af en lækker frugtighed, et godt integreret fadarbejde samt en god portion syre.

Denne Barolo Palás er ikke en enkeltmarksvin, men her kommer Nebbiolo druerne fra forskellige marker i Monforte, Verduno og La Morra. Vinen er lavet med gæring i ståltanke samt 13-14 dages maceration med skindet.

Derefter malolaktisk gæring i ståltankene og så derefter lagring i sammenlagt 3 år, hvoraf de 24 måneder er på store egetræsfade før raffinering på flaske og den sidste lagring.

Det er duftmæssigt en æterisk, airborn luftig og  vild vin, har sgu tonsvis af Barolo karakter. Der er gazebind, læder, fond, kæmpestor tørhed, æter, knuste rosenblade og blomster generelt, frugten er lyse bær, ribs, rabarber med lys tobak og balsamiske noter.

Hvor smager den også godt … har denne fine, sarte, balancerede, feminine side med hindbær, rabarber, jordbær  … trolig harmonisk og næsten aristokratisk smag. Tanninerne er silkebløde og integreret så fint i vinen, at en tår bare er himmelsk. 94 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Chionetti, Barolo Parussi, Piemonte, Italien

2018 Chionetti, Barolo Parussi, Piemonte, ItalienNår man nu står ved et bord med masser af Barolo’er, burde man da udnytte det. Det gjorde jeg også, for næst i glasset kom en 2018 Barolo Parussi fra Chionetti.

Vinhuset blev grundlagt af Giuseppe Chionetti i 1912, hvor han købte gården ved San Luigi i byen Dogliani og tilhørende vinmarker.

I starten var det i mindre skala, men efterhånden blev vinene også i stigende omfang  solgt på flaske med Chionetti familiens navn på flaskerne.

Det var dog specielt Quinto Chionetti – barnebarn af grundlægger Giuseppe Chionetti  – der for alvor fik husets navn frem og stod bag udviklingen af vinhuset. På det tidspunkt begyndte virksomheden at blive anerkendt ved at eksportere deres vine til udlandet og til USA, og snart blev Chionetti specielt en verdensomspændende reference for produktionen af Dolcetto Dogliani … en vin, der udelukkende er baseret på Dolcetto-druer.

Det blev også støttet af hans søn Andrea, der besluttede sig for at udforske potentialet i deres vinmarker og som følge heraf begynder startede med at lave de 3 Barolo vine fra enkeltmarkerne Sorì Briccolero, San Luigi og Vigna la Costa.

Desværre døde Andrea og hans datter Elena i 1988 i en bilulykke, men Quinto Chionetti fortsatte derefter driften alene, men i 1999 trådte afdøde Andreas hustru Maria ind i driften efter hun havde opsagt sit job i en bank.

Men i 2013 overdrog Quinto tøjlerne til sit barnebarn Nicola, som besluttede at videreføre traditionen og siden 2015 har han sammen med Quinto også købt yderligere 3 vinmarker i Barolo-området.

I dag har Chionetti 15 hektar vinmarker, som alle drives helt bæredygtigt efter Nicola har omlagt produktionen til økologisk drift, men dog altid i tråd med virksomhedens traditioner og klassiske dyder som fx høj beskæring i vingården og spontangæring.

Denne 2018 Barolo Parussi er lavet med Nebbiolo druer fra marken Parussi, der ligger i 200 meters højde i Castiglione Falletto. Vinen er lavet helt klassisk med spontangæring i egetræskar, mens lagringen efter endt fermentering er sket i ikke ristede franske egefade og sluttelig en ufiltreret aftapning på flaske.

I glasser er vinen utrolig lys … næsten Pinot Noir transparent, men sådan dufter vinen faktisk også. Det er blomster, ultralet, aromatisk og parfumeret med tørrede rosenblade, en smule violer, læder samt kirsebær og hindbær, balsamiske elementer, fennikel … uha, det er virkelig spændende.

Smagsmæssigt er det så præcist, rent og skarpt … pivfrisk og tør, hvor de stramme tanniner bider godt fra sig og udtørrer munden på strengeste måde. Alligevel er biddet i munden så lyst, levende med gnist, nerve og meget fin. Det er lyse bær … hindbær, ribs … frisk, ganske ung … 95 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Camerano, Barolo Cannubi San Lorenzo, Piemonte, Italien

2016 Camerano, Barolo Cannubi San Lorenzo, Piemonte, ItalienJeg smagte også ved bord 4 endnu en Camerano Barolo og det blev denne 2016 Barolo Cannubi San Lorenzo.

Vinen er fremstillet på druer fra en markparcel på blot en enkelt hektar i den berømte Cannubi San Lorenzo-mark i Barolo.

Høsten foregår manuelt, gæringen starter spontant på druernes naturlige gærceller og macerationen varer omkring 40 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret 36 måneder på tonneaux fade, hvorefter den er flasket uden klaring eller filtrering og lagret 12 måneder yderligere inden frigivelse.

I næsen virker Barolo Cannubi San Lorenzo mere tæt, lidt mere varm i udtrykket … fortsat med blomster, lakrids, skovbund, æter, kamfer, rosenblade, violer, gammelt læder, tobak, tjære, gazebind, kardemomme, småkager og frugt med kirsebær, jordbær, ribs … og hvor bliver man i godt humør.

Vinen er efter barolo’ske forhold meget drikkeklar … og meget frugtrig, meget ren og med en cremet, blød og rund smag med en moden frugt, modne og afbalancerede tanniner, tøjlet syrlighed og samtidig virker vinen lys, let, tæt, rig, feminin og elegant, så dermed klart 94 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Camerano, Barolo Terlo, Piemonte, Italien

2016 Camerano, Barolo Terlo, Piemonte, ItalienSkiftet fra bord 3 til bord 4 ved Distinto branchesmagningen betød også et spring fra Toscana til Piemonte … og den første vin blev en 2016 Barolo Terlo fra Azienda Agricola G. Camerano & Figli, der ligger i den nordlige del af Barolo by.

Vinhuset er grundlagt i 1875 og dermed det næsteældste vinhus i Barolo.

Det drives i dag af 5. generation i form af Vittorio Camerano med noget hjælp fra sin far Pier Ettore Camerano. Pier overdragede i 1995 driften af det traditionsrige, gamle familiehus til Vittorio.

Og Camerano er virkelig eksponent for det sande Barolo terroir og de store traditionelle vine som den ædle piemontesiske jord i mange år har frembragt.

Camerano producerer først og fremmest Barolo, men det bliver også til lidt Langhe Nebbiolo, Barbera, Dolcetto samt den spøjse og stærke Barolo Chinato, som jeg også tidligere har smagt hos Conterno Fantino.

Samlet har familien 22,5 hektar af nogle af bedst beliggende marker i og omkring Barolo by med 70% beplantet med Nebbiolo. Den årlige produktion ligger på 15.000-20.000 flasker om året, selvom der reelt er druekvantitet til mere end det dobbelte.

Overskudsproduktionen sælges til kolleger i Barolo som så selv vinificerer druerne og sælger den færdige Barolo under eget navn … og på listen over aftagere finder man overraskende store navne.

Cameranos Barolo’er tilhører den ultra-klassiske stil. Der anvendes udelukkende store fade og tonneaux, lidt nyere såvel som ældre af fransk og slavonsk eg.

Kælderen og teknikken er virkelig low-tech; her findes ingen avanceret ny teknologi eller fancy maskineri, blot godt gammeldags håndværk som indebærer sund frugt, maceration omkring 20-40 dage, lang modning og nul filtrering.

Denne Barolo Terlo er lavet på Nebbiolo fra vinmarken Terlo beliggende helt op til den vestlige del af Barolo by ovenover Ravera marken.

Høsten er sket med håndkraft og spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og en maceration på 22-26 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på store fade flasket uden klaring eller filtrering men yderligere 12 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

WAUW for pokker … hvor det dufter herligt, selvom det absolut fortsat er en meget ung Barolo. Der er lidt mentol, pebermynteolie, kamfer, læder, neglelak, tørrede rosenblade, violer, tobak og gamle afsyrede møbler. Frugten er moden og alligevel stram, ribs, jordbær og så et vildt flot integreret fadpræg med røg, studenterbrød og let lakridskonfekt. Mums.

Smagen er også på skinner … på Barolo banen … ung, stringent og med masser af markante tanniner, tør jord, virkelig frisk og virkelig ung, frisk frugtagtig … alt integreret og balanceret så fint. Syren er så elegant, perfekt og stram … alt sidder lige der, hvor det skal. 95 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 459 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Simone Scaletta, Barolo Bricco San Pietro Chirlet, Piemonte, Italien

2016 Simone Scaletta, Barolo Bricco San Pietro Chirlet, Piemonte, Italien Vi skal et smut til smukke Barolo, hvor vi – midt ude i vinmarkerne en smule sydvest for Monforte di Alba – finder Simone Scalettas vingård og det er derfra, at jeg nu smager en 2016 Barolo Bricco San Pietro Chirlet.

Simone Scaletta er en af de nye, unge vinproducenter i Barolo og hele eventyret startede i 2000, hvor han blev betaget af at lave  vin og besluttede at bygge sin helt egen vingård helt fra bunden. Uden familiebesiddelser i Barolo forlod han frimodigt sit daglige job i Torino og satte sig for at bygge en fantastisk vingård i hjertet af Monforte d’Alba.

Det tog Simone 8 år … og i den tid leverede han praktisk talt i sin campingvogn, men fik bygget sin drømmekælder med nidkærhed samt masser af hårdt arbejdet og fik allerede i 2003 aftappet sin første vin, der blev vel modtaget af anmelderne.

Simone laver sine vine med en  umiskendelig livsglæde. I dag fører den grænseløst energiske vinmager tilsyn med 5 hektar vinmarker, hvor han dyrker Barbera, Dolcetto og Nebbiolo … bl.a. har han små parceller på Bussia og Bricco San Pietro.

Selvom Monforte d’Alba nok mest er kendt for sine meget maskuline og kraftige Barolo vine, så laver Simone Scaletta mere lette vine med et feminint udtryk.

Han bruger kun gamle fade, så det er den rene Nebbiolo frugt der kommer til udtryk i hans nærmest burgundiske Barolo, men tag ikke fejl, for selvom den er svær at holde fingrene fra, så er der saft og kraft i dem til mindst 10 år i kælderen.

Denne Barolo Bricco San Pietro Chirlet med den smukke etikette er lavet på ståltanke, men den er lagret på 24 måneder på 2-3 år gamle barriques.

Damm for en lækker aroma … masser af Barolo noter på en fin lys, luftig og elegant facon. Der er knuste rosenblade, violer, lidt garvet læder, cedertræ, tør lerjord, blomster i skovbunden, nogle kirsebær, hindbær, cocktailbær, tobak, kaffebønner samt en let sødme … er bare så fin, sart, let og – ja – burgundisk i udtrykket.

Det er samme indtryk, som man får i smagen … syrlige kirsebær, hindbær, ribs samt bitter Campari, appelsinskal, men nedenunder lurer hele tiden de lyse, men totalt og markante tanniner, der giver et tannisk, bittert og syrligt bid, men på denne lette og lyse facon, meget læskende, lys, ren samt stringent i sin struktur. Mums for pokker og 96 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen kun er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2017 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienHoulbergs smil bliver nu bredere, for nu er der igen Langhe Nebbiolo i glasset og vinen kommer fra Azienda Agricola Silvio Grasso.

Det er en vin, som jeg smagt tidligere og været forelsket i. Og nu er jeg det igen med årgang 2021.

Vi har fat i Silvio Grassos basis Langhe Nebbiolo, som dog ikke er lavet på ren Nebbiolo, men i stedet på 95%, mens de sidste 5% druer er Barbera og Merlot, der alle kommer fra Monticello d’Alba området i La Morra.

Jeg har smagt vinen årgang 2012, 2015 og 2017 … og med 2015’eren skrev jeg også en masse om vinhuset. Så det gør jeg ikke nu, men ser blot nærmere på, hvordan vinen er lavet.

Det er sket på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, hvorefter vinen lagrer videre på ståltanke i 6 måneder efterfulgt af 5 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen lidt mere lukket end 2017’eren, men med lidt slyngning i glasset lokkes nogle af noterne frem. Vinen har en lys aroma med tørrede rosenblade, violer, mentol, lidt gazebind, noget landligt, syrlige kirsebær, lyse blommer, ribs, tørt eg, røg, lidt svag vanilje, karamel og tørre mandler.

Smagsmæssigt har vinen en lidt sød side med mørkere frugt end lige forventet …  kirsebær, kirsebærlikør, jordbær, blommer, lakridsagtig dybde, god intensitet, et markant tannisk Nebbiolo bid, nærmest lidt saftigt og læskende. Frugten er lækker rund og balancen smuk, blød samt sødbitter. Flot  Langhe Nebbiolo og dermed 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Mille Vite, Barberesco Gaia-Principe, Piemonte, Italien

2019 Mille Vite, Barberesco Gaia-Principe, Piemonte, ItalienVi slutter forment med Mille Vites bedste og dyreste vin og det er selvfølgelig denne 2019 Barberesco Gaia-Principe.

Vi har før smagt, hvad Bisso Atanassov kan lave fra marken Gaia-Principe, da jeg smagte en 2016 Barbaresco GP fra netop Taverna Wines.

Men denne Mille Vite er også fabelagtig lækker, men det skal jeg nok vende tilbage til. Den er lavet ved, at de håndplukkede druer først er afstilket og knust, men kommer så derefter over i et gammelt cementkar til en kølig pre-maceration i 3 dage.

Selve gæringen sker uden temperaturkontrol med regelmæssige pump-overs og punch-downs efterfulgt af en eftermaceration i 21 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 24 måneder på franske, brugt barriques inden aftapning på flaske. Der er kun produceret beskedne 594 flasker.

Ave Maria og 3 x hellige moder, hvor det dufter godt … lys, aromatisk, luftigt, landligt og man fornemmer nu meget mere kompleksitet, dybde og elegance. Der er knuste rosenblade, en smule grøntsagsfond, en rank rød frugt af lyse kirsebær, jordbær, hindbær med let sødme, hengemt kælder, læder, lidt sur mælk, fennikel og svagt aftryk fra fadene med træ, vanilje og meget forsigtigt en smule mælkechokolade.

I munden er vinen spændstig, frisk, ung og endnu lidt en teenager, hvor der først kommer en lidt bitter frugt med hindbær, tranebær og ribs, har lidt kant og bumser endnu, men med knastørre tanniner, så er det også en vin, som kun bliver bedre. Det er sgu ikke helt skidt og Mille Vite er på rette spor … og med denne vin har de allerede meldt sig godt ind i kampen. Masser af frugt, masser af tørhed og så en lille smule af samme venlighed, som Bisso også havde i vinene fra Bioca, så dermed 93 point.

Info om køb kan oplyses på info@millevite.com, men prisen for en flaske er 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Mille Vite, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Mille Vite, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDe fleste læsere af Houlberg Vinblog ved godt, at jeg elsker Langhe Nebbiolo, hvor man tit får mini-Barolo’er til fornuftige penge og det gælder skam også Mille Vite.

Druerne er først afstilket og knust inden kold premaceration over 3 dage i rustfrie stålkar. Så er gæring sket ved forholdsvis lav temperatur for at undgå en overdreven tanninekstraktion.

Efter endt gæring er der sket en kort eftermaceration i en uge, hvorefter vinen er presset og har lagret 7 måneder på barriques, heraf 50% nye fade og fade anvendt 2-3 gange før. Derefter er vinen flasket og der er lavet 2.400 flasker.

Duftmæssigt virkelig aromatisk, flowery, landlig … vi har her inviteret hele bandet med ind i blomsterbutikken og de spiller nu intuitivt og  improvisatorisk med lidt æter, mynte, læder, violer og luftige gamle træinstrumenter. Der er hindbær, ribs og rabarber, en smule granatæbler, kirsebærsten samt lyserøde, syrlige drops.

I munden er det lidt en let og saftig Langhe Nebbiolo, der har en lys og næsten læskende frugt med jordbær, hindbær og rabarber, en tør sødme, let mørk chokolade bitterhed og lys balsamisk syre. I det hele taget er syregrebet fint og let med denne sødbitre underkant. Det er sgu da ret charmerende, så 92 dansende point fra Jens Werner.

Info om køb kan oplyses på info@millevite.com, men prisen for en flaske er 209 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 La Ca’ Növa, Barbaresco, Piemonte, Italien

2019 La Ca' Növa, Barbaresco, Piemonte, ItalienNebbiolo giver lyst til mere Nebbiolo, så vi fortsatte hos La Ca’ Növa, men steppede blot et niveau op til denne Barbaresco i årgang 2019.

Druerne til vinen stammer – som med 2018’eren – fortsat fra de 3 marker Ovello, Montestafano og Montefico.

Vinen er spontangæret med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering har vinen lagret på fad i 18 måneder, før den hældes på flaske.

Vinen er dejlig lys og transparent i glasset, som udsender små røgsignaler af blomster, knuste, tørrede rosenblade, garvet læder, teaktræ, linolie med en lille dekadent note. Frugten er både jordbær, hindbær og tranebær … men så kommer der – på akkurat samme vis som 2018’eren – nogle ristede noter, nærmest ristede nødder, lidt peanuts, appelsinskal, vanilje samt et sødligt element.

I munden mærker du omgående, at der er langt mere tyngde end i foregående Langhe Nebbiolo, som næsten virker mere vandet, men trods denne tyngde, som er det fortsat let, luftigt, lyst og legesygt, så dermed får du denne feminine, sart og fine friskhed, der samtidig får følgeskab af lidt bitterhed med tebreve, Campari, lemoin, hvid peber og så – need I say – tørre og strenge tanniner, der lige udtørrer din mund på bedste Nebbiolo facon. 95 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 205 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo,, Piemonte, ItalienSidst jeg smagte denne Langhe Nebbiolo, da skrev jeg, at det  piemontiske vinhus La Ca’ Növa er et af de huse, der måske giver allermest value-for-money med deres vine og at netop denne er en fin bevisførelse herfor … og nu smager jeg 2020’eren.

La Ca’ Növas Langhe Nebbiolo er lavet på druer fra omkring 20 år gamle stokke  i kalkholdig jord og sand fra en ung vinmark. Efter høsten sker der spontan gæring og maceration i store ståltanke med pump-over 3-4 gange dagligt. Efter endt fermentering er den lagret 8 måneder på store 3.000 liter egefade. Der laves årligt 4.000 flasker af vinen.

WAUW … er bestemt ikke mindre interessant i denne årgang, der fremstår lys og transparent i glasset, men i næsen er mere landlig, animalsk end de foregående årgange. Hvor dufter den godt … har både de lyse, fine frugter og en smæk med lækre fadnoter. Der er mælkede noter, læder, gazebind, knuste og tørrede rosenblade, en lys og venlig frugt med  jordbær, hindbær og lyse kirsebær, mens fadlagringen bidrager med sød lakrids, vanilje, svag kanel og røg.

Smagen er så piemontisk, italiensk og frisk. Det er streng, stram samt småsyrlig frugt af rabarber, hindbær og ribs, meget kølig og tør med let bitterhed af tebreve, Campari og lemon, tørre tanniner, der virkelig giver et frisk bid. Igen får man bare så meget Nebbiolo vin for pengene, så 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7