Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2022 Yllera Bodegas y Viñedos, Verdejo Vendimia Nocturna, Rueda, Spanien

2022 Yllera Bodegas y Viñedos, Verdejo Vendimia Nocturna, Rueda, SpanienVi sluttede MasterClass’en, hvor vi startede … nemlig med en Verdejo vin og denne her en rigtig hverdagsvin i form af en 2022 Verdejo Vendimia Nocturna fra vinhuset Yllera Bodegas y Viñedos.

Vinhuset ligger i Rueda by og er grundlagt i 1950, hvor familien Yllera var vinavlere og solgte deres vine i skindsække, men det var de to brødre Pepe og Jesús Yllera, der i 1970 startede det moderne vinhus, som de dengang kaldte Los Curros.

Det var før appellationen DO Rueda opstod, men senere i 1983 fik de hjælp fra Rioja vinmageren Ramón Martínez og det øgede deres kvalitet af vinene. Det gav også mod på mere, så i 1986 købte de så endnu et vinhus Boada de Roa i Ribera del Duero og startede der med at sælge vine under Bracamonte mærket.

I 2002 ændrede man navnet til Yllera Bodegas y Viñedos aka Bodegas Grupo Yllera og siden 2014 har det været med næste generation ved roret i form af Marcos og Carlos Yllera sammen med vinmageren Montxo Martínez.

I dag omfatter gruppen vinhusene Bodegas Yllera, Meraldis og Bodegas Boada i Ribera del Duero og Coelus i Rioja.

Bodegas Yllera har selv 150 hektar vinmarker, men derudover kontrollerer gruppen også mere end 900 hektar vinmarker i både Rueda, Ribera del Duero and Toro  via samarbejdsaftaler og alle markerne tilses af et team af ønologer med Montxo Martínez i spidsen.

Denne 2022 Verdejo Vendimia Nocturna er lavet på ren Verdejo, som kommer fra 20-30 år gamle vinstokke. Høsten er sket med store maskiner om natten og der sker først en kølig udblødning med skind i 8-12 timer. Efter presning anvendes udelukkende most fra første presning i den pneumatisk presse.

Gæringen er sket ved 17 grader i rustfri stålkar, hvorefter der sker bundfældning og koldstabilisering før aftapning.

Dufter egentlig ganske godt … har noget sødme, lidt banan og slikposer fra Haribo, en tropisk frugt mest med ananas, grønne æbler og grape, søde krydderier, estragon og rosmarin.

I munden har vinen en let fylde, nem og pleasende, hvorfor det er ganske habilt, let drikbart med både fylde og friskhed. Syren er også fin med god bund, så klart bedre end prisen og samlet giver det en ganske fin Verdejo vine. 87 point.

Ingen importør herhjemme, men på vingården koster vinen 6,45€ … hvilket svarer til 48 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2019 Bodega Muelas, Mvedra Crianza Edición Limitada, Rueda, Spanien

2019 Bodega Muelas, Mvedra Crianza Edición Limitada, Rueda, SpanienDen næstsidste vin i Jonas Tofterups Rueda MasterClass blev en rødvin i form af denne 2019 Mvedra Crianza Edición Limitada fra vinhuset Bodega Muelas.

Vinhuset stammer tilbage fra 1886, hvor Quintín Muelas Carrión i byen Tordesillas lige tæt ved Douro floden og der holder Bodega Muelas fortsat til den dag i dag.

Quintín Muelas Carrión fortsatte med at lave vine og den produktion fortsatte lige frem til midten af 1960’erne, hvor man ophørte med at producere vin. Det var først i 1989, at produktionen blev genoptaget takket være 4. generation af familien i form af Quintín Muelas García og døtrene Helena og Reyes Muelas Fernández som 5. generation.

Ved re-etableringen i 1989, så genplantede man de samme  vinmarker, som grundlæggeren anvendte og det er La Josa marken i Pago del Cristo, hvor Verdejo blev plantet og La Almendrera marken ved La Peña, hvor man plantede Tempranillo.

Det er en forholdsvin lille vingård med 7 hektar vinmarker samt en produktion på 25.000 flasker årligt … og en af disse er altså denne 2019 Mvedra Crianza Edición Limitada, der er lavet på 100% Tempranillo.

Vinen er lavet ved, at druerne først ligger i en pre-maceration for at opnå større ekstraktion af aromaer og farve. Gæringen foregår i så i ståltanke kontakt med skindetog med kontinuerlig overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på amerikanske og franske egetræsfade i husets underjordisk kælder.

Duftmæssigt … uha, det er vist ikke lige mig. Der er noget oksefond, blod, jod, kardemomme, sødristede krydderier, en frugt mest af kogt blomme, nogle papkasser, toast, cedertræ og virker lidt lukket.

Vinen har dog en god smag, hvor der er pænt med fadnoter af vanilje, kanel og en frugt af solbær, blåbær og godt med tanniner samt mælkede noter … på en kødfuld måde. 87 point

Ingen importør herhjemme, men på vingården koster vinen 21,75€ … hvilket svarer til 162 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

N.V. Palacio de Bornos, Palacio de Bornos Verdejo Brut, Rueda, Spanien

N.V.  Palacio de Bornos, Palacio de Bornos Verdejo Brut, Rueda, SpanienPalacio de Bornos er en del af Señorío de Sarría og var første vinhus til at lave mousserende vin i Rueda i 1976 … og første glas i MasterClass’en var dette Palacio de Bornos Verdejo Brut.

Señorío de Sarría – der også i dag kaldes Bornos Group ejer i alt 7 vinhuse … og udover deres eget Señorío de Sarría i Navarra er det Orot i Toro, Dominio de Bornos og Bodegas Lleiroso i Ribera del Duero, Martínez Corta i Rioja, Guelbenzo i Lombana og så Palacio de Bornos i Rueda.

Selve Señorío de Sarría er grundlagt i 1953 af Don Félix Huarte og drives i dag fortsat af Huarte-familien og på Palacio de Bornos har de 308 hektar vinmarker ved Rueda, Pollos and La Seca.

Denne Palacio de Bornos Verdejo Brut er lavet på ren Verdejo fra 15 år gamle vinstokke. Druerne er høstet om natten med maskiner, men efter høsten er gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 16 grader over 10 dage. Andengæringen er sket på flaske efter den traditionel metode og lagret mindst 12 måneder inden degorgering.

I næsen virker vinen – i hvert fald til at starte på – lidt neutral, men der kommer lidt stenfrugt frem … mirabeller, fersken, grønne æbler, og briocheboller. Det suppleres med en lille frugtrig sødme.

Smagsmæssigt starter den med et sødligt brus … æblemost og sodavand-is, lidt grape og ellers pleasende let, venlig og utrolig drikbar … sådan blød og kommerciel. 87 point

Forhandles af La Cuenta, hvor en flaske koster 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Quinta do Pinto, Vinhas do Lasso Garrafeira Tinto, Lisboa, Portugal

2011 Quinta do Pinto, Vinhas do Lasso Garrafeira Tinto, Lisboa, PortugalNæste portugisiske rødvin var endnu ældre, for det er en 2011 Vinhas do Lasso Garrafeira Tinto fra Quinta do Pinto.

Vinhuset ejes og drives af António Cardoso Pinto og han blev omgående forelsket, da han første gang besøgte vingården Quinta do Anjo. Den stammer tilbage fra 1600-takket og ligger ved Merceana i hjertet af Lissabons vinregion.

Han endte med at købe vingården og har nu opkaldt den efter sig selv … Quinta do Pinto, men vinene laves under navne som Vinhas do Lasso, Terras do Anjo og Quinta do Pinto, De kommer fra husets i alt lidt over 100 hektar jorder og mere end halvdelen er vinmarker.

António Cardoso Pinto har sat sin ældste datter Rita til at lede projektet, men hun får også hjælp af far António samt hendes to søskende Ana og Francisco.

Denne 2011 Vinhas do Lasso Garrafeira Tinto hører under Lasso serien, som er Ritas entry level brand, hvor der udelukkende bruges  portugisiske sorter. Det er lettilgængelige vine der oprindeligt var lavet til det portugisiske marked, men som efterhånden sælger mindst lige så godt i udlandet.

Vinen er lavet på et blend af de portugisiske sorter Aragonês, Touriga Nacional, Tinta Miúda og lidt Alfrocheiro … alle er druer, som jeg har skrevet om før … lige undtaget Tinta Miúda, men den skulle være identisk med den spanske Graciano.

Vinen er lavet med temperaturstyret alkoholisk gæring alene med druernes egnegærceller over 14 dage ved 24-28 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Aragonez og Alfrohceiro lagret i 9 måneder på tredje års franske egetræsfade. Vinho fortalte, at vinen først skulle være flasket i 2021.

Den dufter også moden, fyldig og kødfuld … men alt for overmoden efter min vurdering, for der er overmodne blommer, solbær, nogle portvinsnoter og masser af våd eg og noget saltlakrids.

I munden er det også en fed, tyk, mørk og voldsom vin … koncentreret og fortættet, har nogen syre, mens tanninerne egentlig er godt integrerede. Det slutter med et let peberbid. 87 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Tapada de Coelheiros, Coelheiros Tinto, Alentejo, Portugal

2018 Tapada de Coelheiros, Coelheiros Tinto, Alentejo, PortugalTapada de Coelheiros er en familiedrevet vingård ejendom beliggende i Igrejinha i Arraiolos kommune i Alentejo regionen og derfra smager vi en Coelheiros Tinto.

Tapada de Coelheiros er reelt set en historisk ejendom. Den blev omtalt første gang i det 15. århundrede og har blandt andre tilhørt Ruy de Sousa, der repræsenterede Portugal ved forhandlingerne om Tordesilhas-traktaten med Kastillen. Godset var reelt en medgift til Ruy de Sousa, da han i 1467 blev gift med Donna Branca de Vilhena.

I løbet af de følgende århundreder blev ejendommen handlet flere gange og købt af forskellige familier, inden den så i 1983 blev købt af enken Isadora Calhau. Det varede dog kort, for i 1887 blev den solgt til solgt til greven af ​​Azarujinha.

I denne periode findes de første optegnelser om vinmarker i godset og allerede på den tid var Tapada de Coelheiros berømmet for sin vin og senere har godset været forpagtet ud til forskellige bønder, men i 1974 blev det handlet igen og købt af Dom Diogo Pereira Coutinho … og inden var al vinproduktion fuldstændig stoppet.

Det var dog Joaquim og Leonilde Silveira, som igen startede med at lave vin på godset, som de købte i 1981. Efter købet  plantede de en lang række af vinstokke på både Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Arinto, Roupeiro og Trincadeira.

Det var også Leonilde Silveira, som i 1991 startede med at forsyne husets vine med etiketter med motiver fra de berømte håndlavede gobeliner og broderier … en kunst, som hun selv værdsætter og underviser i på et kunst- og håndværksværksted i Igrejinha.

Men i dag ejes og drives vingården af ægteparret Alberto Weisser og Gabriela Mascioli, som forelskede sig i godset, dets biodiversitet og købte ejendommen i 2015 med det mål at forny den forfaldne ejendom og ikke mindst satse mere på produktionen af olivenolie, valnødder, kork og vin.

Ejendommen r samlet på mere end 600 hektar, hvoraf knap 50 hektar er tilplantet med vin, 45 hektar med oliventræer, 50 hektar med valnødder samt mere end 450 med skov … fortrinsvis korkeg.

Dertil kommer egen produktion af fårekød og et vildtreservat, hvor bestanden er fredet, men reguleres af ejendommens skovridder.

På den vinmæssige front har parret fra starten haft hjælp af ønologen Luís Patrão. Han står også bag den igangsatte omlægning til økologisk drift … og han har også droppet nogle af de internationale sorter og plantet lokale druesorter.

Her smager vi husets Coelheiros Tinto, der er lavet på 50% Aragonez aka Tempranillo og 50% Alicante Bouchet.

Efter presning havde mosten skindkontakt i 5 døgn, hvilket er med til at give vinen dens tanninrige karakter. Vinen er lavet med gæring på druernes egne gærceller og efter endt fermentering lagret 12 måneder på brugte franske egefade efterfulgt af 1½ år på flaske.

I glasset nærmest et lilla skær og smag … blåbær, meget krydret med nelliker, sæbe og vaskemiddel, grannåle, blommemarmelade og har samtidig en varm fylde og godt med buttet krop

Smagsmæssigt er den nærmest også lilla … og sødkrydret … det er sgu ikke lige mig … for sød, sæbeblomstret med blommefedme, pænt varm og ærlig talt lidt uinteressant. 85 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 140 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2022 Danubiana, Smart Green Circket Grüner Veltliner, Mátra, Ungarn

2022 Danubiana, Smart Green Circket Grüner Veltliner, Mátra, UngarnI den ungarske vinregion Mátra ved Gyöngyös i den nordlige del af Ungarn finder vi vinhuset Danubiana, der i dag er ejet af den store franske vinkoncern Les Grands Chais de France. Derfra smager jeg denne 2022 Smart Green Circket Grüner Veltliner.

Danubiana blev grundlagt i 1990 af den tyske Binderer-familie og allerede fra begyndelsen var deres mål at producere højkvalitets, fejlfri og elskelige vine.

Arbejdet begyndte i Gyöngyös i begyndelsen af ​​1990’erne, og derefter i Bonyhád fra midten af ​​1990’erne. Det er blevet et pænt stor vineri, som i dag årligt sælger næsten 15 millioner flasker årligt, fra Europa til Australien, fra Japan til Canada, fra Skandinavien til USA.

Det er normalt billige vine, som i hjemlandet findes på hylderne hos alle supermarker og hos store kæder som ALDI og Penny Market. De mange vine er ikke lavet med druer fra egne marker, for Danubiana har ikke selv vinmarker.

De køber i stedet druerne i et samarbejde med mere end 400 drueavlere, som man har haft i mange år. Disse langsigtede avlere sikrer vinhuset høj kvalitet for os, samtidig med at produktionen bliver forudsigelig.

I 2017 købte den franske virksomhedsgruppe Les Grands Chais de France imidlertid Danubiana og det har bl.a. medført opførelsen af et nyt tappeanlæg i Gyöngyös.

Her smager jeg en af Danubianas mange vine … en 2022 Smart Green Circket Grüner Veltliner eller Zöldveltelini, som Grüner Veltliner druen hedder i Ungarn. Der er ingen oplysninger om produktionen … er nok lavet alene på ståltanke.

Duften er fyldigere end forventet for en Grüner Veltliner … formentlig lagret sur lie, for der er godt med opulente noter og frugten virker mest tropisk med abrikos, fersken og svagt krydret med sødme og lidt honning.

I munden er det også en fed og cremet vin, hvor der kommer en smule druekarakteristika med peber, honning, melon og fersken … har noget selleri og absolut til den buttede side, hvor der kommer dette lille og stærke peberbid. 87 point.

Forhandles af Supervin, men prisen kendes ikke endnu.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Marquis de Villebourbon, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2018 Marquis de Villebourbon, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter på højre bred i Bordeaux, for næste vin er en Saint-Émilion Grand Cru, men har en alternativ label med et fiktivt navn Marquis de Villebourbon, da vinen kommer fra et anerkendte vinhus, der ikke ønsker sit navn sammen med prisen på vinen.

Læser man bag på etiketten, så står der dog, at vinen er vinen er flasket af SAS Robin A i Saint Aubin de Blaye, hvilket kan henføres til Vignobles Gabriel & Co, der bl.a. driver Château Les Aubiers og netop holder til i Saint Aubin de Blaye.

Det vil vi ikke dvæle mere ved, da jeg ikke ved, om det er korrekt, så derfor kigger vi da bare videre på vinen, der er lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Sauvignon, som er gæret i ståltanke. Efter gæring er vinen lagret12 måneder på 225 liters franske barriquefade, heraf 33% helt nye fade.

Duftmæssigt er vinen ikke særlig åben … er i hvert fald fyldt med krydderurter, nelliker, umami, blæk, cedertræ og vanilje … alt på én gang og ikke specielt sammenhængende.

Smagen er også lidt tynd og næsten pjasket … her er frugten dog tydeligere end i duften og mest hindbær, kirsebær og tranebær med en syrlig kant. Syren virker vag, men vinen har dog lidt tanniner, der giver et tørt og samtidig ganske frisk bid, der egentlig hænger pænt lang tid i munden. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Vinos Chilano, Carménère Reserva, Colchagua, Chile

2018 Vinos Chilano, Carménère Reserva, Colchagua, ChileMed næste vin skal vi til Colchagua Valley i Chile. Vinos Chilano ligger ved Rancagua syd for Santiago. Det er et brand under den store vingruppe VyF aka Ventisquero og vinen er en 2018 Carménère Reserva.

VyF er en af de største landbrugskoncerner  i Chile og er grundlagt i 1988, hvor de første vinstokke også blev plantet. I dag producere r VyF omkring 18 millioner flasker vin. De eksporterer til mere end 30 lande, blandt dem er Storbritannien, Japan, Brasilien, Kina, Rusland, Indien og Thailand.

Vyf har mere end 1.800 hektar vinmarker i forskellige dale i Chile og vinene laves af et team ledet af vinmageren Ángel Marchant, der er fulgt i sin fars fodspor som leder af en vingård … denne blot større.

Denne Carménère Reserva er lavet på et blend af 85% Carménère og 15% Syrah, som Ángel Marchant selekterer fra stenede og meget granitholdige parceller i Colchagua Valley.

Inden gæringen på ståltank nedkøles frugten, så drueskindet ved koldmacerering frigiver ekstra farve og aromaer til mosten. Vinen er gæret i ståltanke, men er derefter lagret 6-8 måneder på franske og  amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt har vinen en lidt spøjs fadnote, der både er sød, blomsterrig og landlig på en lidt spruttende facon. Der er noget blommemarmelade, brombær, selleri, vanilje og virker lidt kødfuld på en vegansk måde, hvis det giver mening?

Smagen er også kødfuld og frugten dermed lidt fed, fyldig og marmeladeagtig med en snert peber, der lige vrisser lidt. Der er tørre brombær, blommer og meget sådan allround, hvormed det klart er en vin, som mange vil kunne lide, selvom den ikke er så kompleks eller nuanceret. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2021 Vejrhøj Vingård, Drilling, Sjælland, Danmark

2021 Vejrhøj Vingård, Drilling, Sjælland, DanmarkVejrhøj Vingårds vin med den gule etiket hedder Drilling og var næste i min smagning … en årgang 2021.

Det er en frisk sommervin, der er lavet på 100% Hiberbal og så vist bare vinificeret på rustfrie ståltanke.

Det er en let vin, som kun har 9,5% alkohol … og har navnet Drilling, der refererer til den tyske skillemønt, der også hedder Dreling og engang havde en værdi på 3 pfennig.

Duftmæssigt er vinen lidt tør og har grønne noter, sandeltræ, har melon og ellers en kende karrig med noterne, den kommer derfor til at virke lidt neutral og udtryksløs.

Igen er der mere kraft i smagen … koncentreret æblesaft, næsten med bagte æbler, lidt abrikos og tørret frugt. Syren er maskulin, fed og vinen har også godt med sødme … faktisk et pænt sødmeniveau, hvilket smagsmæssigt giver en meget behagelig vin. 87 point.

Købt på Vejrhøj Vingård, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Château Grand Bouchon, Médoc, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Grand Bouchon, Médoc, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter i Bordeaux, men skifter til venstre bred, for nu smager jeg en 2019 Médoc fra Château Grand Bouchon og Didier Friand, som skulle være Propriétaire i Pignac-en-Médoc.

Jeg har trevlet alt igennem på internettet, men kan ikke finde en Didier Friand, men kan dog godt finde et Château Grand Bouchon, men det ser dog en smule anderledes ud end slottet på denne etiket og er ikke ejet af en Propriétaire Friand, men af den store vinkoncern Yvon Mau.

Hvis det er Yvon Mau, som ejer Château Grand Bouchon, så er det en pænt stor historie, for Yvon Mau ejer nemlig også store Freixenet Group, som står bag den kendte spanske boblevin … og det firma ejer igen masser af vinhuse over hele verdenen.

Hvis – og jeg understreger hvis – Château Grand Bouchon er ejet af Yvon Mau, så ligger det i Lafon kommunen vest for Lesparre og har sine vinmarker mellem byerne  Civrac og Prignac  … så på den måde passer pengene.

Château Grand Bouchon ejet af Yvon Mau har 22 hektar vinmarker med vinstokke, der gennemsnitlig er 20 år gamle. Denne Médoc vin er lavet på 63% Merlot og 37% Cabernet Sauvignon. Vinen er lavet med både gæring og maceration over 3-4 uger i ståltanke over efter gæringen er vinen og lagret i ståltankene.

Duftmæssigt starter den lidt tilbageholdende … og duften er da heller ikke dyb, tæt eller koncentreret og de forskellige elementer hænger heller ikke så skarpt sammen. Der kommer en aroma med solbær, tranebær og sure kirsebær, lidt cigarkasser og nogle mere grønne elementer … blade, grene og tørre krydderurter.

I munden bliver det lidt det samme … der er en skarp og småsyrlig frugt, der heller ikke er så fyldig, men absolut frisk, pågående samt syrligstærk. Der er peber, knastørre tanniner og samtidig er vinen ret tør, mens syren er direkte med citroner, lemon, ribs og sure tranebær … skriger på mad. 87 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7