N.V. Palacio de Bornos, Palacio de Bornos Verdejo Brut, Rueda, Spanien

N.V.  Palacio de Bornos, Palacio de Bornos Verdejo Brut, Rueda, SpanienPalacio de Bornos er en del af Señorío de Sarría og var første vinhus til at lave mousserende vin i Rueda i 1976 … og første glas i MasterClass’en var dette Palacio de Bornos Verdejo Brut.

Señorío de Sarría – der også i dag kaldes Bornos Group ejer i alt 7 vinhuse … og udover deres eget Señorío de Sarría i Navarra er det Orot i Toro, Dominio de Bornos og Bodegas Lleiroso i Ribera del Duero, Martínez Corta i Rioja, Guelbenzo i Lombana og så Palacio de Bornos i Rueda.

Selve Señorío de Sarría er grundlagt i 1953 af Don Félix Huarte og drives i dag fortsat af Huarte-familien og på Palacio de Bornos har de 308 hektar vinmarker ved Rueda, Pollos and La Seca.

Denne Palacio de Bornos Verdejo Brut er lavet på ren Verdejo fra 15 år gamle vinstokke. Druerne er høstet om natten med maskiner, men efter høsten er gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 16 grader over 10 dage. Andengæringen er sket på flaske efter den traditionel metode og lagret mindst 12 måneder inden degorgering.

I næsen virker vinen – i hvert fald til at starte på – lidt neutral, men der kommer lidt stenfrugt frem … mirabeller, fersken, grønne æbler, og briocheboller. Det suppleres med en lille frugtrig sødme.

Smagsmæssigt starter den med et sødligt brus … æblemost og sodavand-is, lidt grape og ellers pleasende let, venlig og utrolig drikbar … sådan blød og kommerciel. 87 point

Forhandles af La Cuenta, hvor en flaske koster 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7