Rueda smagningen allersidste vin blev for mig denne 2021 Hermanos Fernández Verdejo Gran Vino de Rueda fra vinhuset med navnet Bodega Tres Pilares … opkaldt efter de 3 brødre, der ejer og driver vinhuset.
Det er en vingård, som er grundlagt i 2013 af Juan Antonio, Eustaquio og Jaime Fernández Martín … og huset ligger i La Seca i Rueda.
De 2 søljer aka her de 3 brødre har sammenlagt 74 hektar vinmarker, hvor de primært dyrker Verdejo. Vinmarkerne har de 3 brødre overtaget fra deres familie … og de fleste er med mere end 30 år gamle vinstokke.
Denne vin Hermanos Fernández Verdejo Gran Vino de Rueda er lavet med Verdejo druer fra 40 år gamle vinstokke på Sendero del Monte marken. Derudover er der faktisk ikke rigtigt info om vinen, men mon ikke, at den er lavet på rustfrie ståltanke og lagret med bærmen?
Duften er jeg ikke pjattet med … meget oxidativ, olieret … har linolie samt andre dieselagtige tertiære noter samt lidt krudt, mens selve frugten virker lidt skjult og mest er noget melon.
Smagen er også noget flad og punkteret … mangler klart noget dybde, men har i stedet nogle salte mineraler og en frugt af gærede pærer, overmodne æbler og tørret abrikos, mens syren også virker noget vag. 87 point.
Ingen importør herhjemme, men på vingården koster vinen 11,50€ … hvilket svarer til 86 kr.